
NYHED // OVERBLIK – Ved solnedgang søndag aften blev Brandenburger Tor i Berlin oplyst i regnbuens farver i solidaritet med LGBTQ+-miljøet efter lørdagens dødelige angreb under årets Pride i den tyske hovedstad. Det skriver det tyske nyhedsbureau DPA.
Regnbuefarverne er det internationale symbol på mangfoldighed, inklusion og tolerance. Berlins ikoniske vartegn blev samtidig centrum for en spontan mindehøjtidelighed, der samlede tusinder med regnbueflag, blomster og lys samt skilte med ordene “Had dræber”. Også ved gerningsstedet i Tiergarten blev der lagt blomster og tændt stearinlys, skriver Reuters.
Nogenlunde samtidig blev den formodede gerningsmand skudt og dræbt i bydelen Spandau efter en landsdækkende menneskejagt. Et døgn forinden, lørdag aften, kørte han en hvid varevogn ind i festende mennesker ved Ahornsteig i Tiergarten, tæt på Brandenburger Tor og Potsdamer Platz.
Ifølge den tyske indenrigsminister Alexander Dobrindt dræbte han en kvinde og sårede 29 personer. Efter påkørslen blev flere mennesker desuden angrebet med et stikvåben, som myndighederne mener var en machete. Politiet oplyste søndag, at ingen af de sårede længere var i livsfare.
Den formodede gerningsmand er den 21-årige Abdul Ballout. Tidligt søndag aften blev han opdaget i et kolonihaveområde, men da betjente forsøgte at anholde ham, løb han ifølge politiet mod dem med et stikvåben, hvorefter de åbnede ild. Trods genoplivningsforsøg fra redningsmandskab døde han på stedet. To kolonihaveejere fortalte Reuters, at de hørte flere skud. Politiet havde givet dem besked på at blive inde i deres havehus under aktionen.
Ifølge DPA blev Ballout født i Tyskland i 2005, og han havde tysk statsborgerskab. Indenrigsminister Dobrindt har fortalt medierne, at den mistænkte var kendt af myndighederne. Ifølge den tyske anklagemyndighed i Berlin rejste Ballout i maj 2025 via Tyrkiet til Libanon med det formål at tilslutte sig Islamisk Stat i Syrien, skriver BBC.
Under opholdet skulle han have været i kontakt med personer, som han mente var medlemmer af terrorgruppen. Han blev anholdt i Libanon i juli 2025 og idømt tre måneders fængsel for at tilskynde til religiøs og sekterisk konflikt.
Efter endt afsoning landede han i Berlin i november 2025 og blev straks anholdt. I maj i år blev han idømt et år og ti måneders fængsel for at have forberedt en alvorlig voldshandling, der truede statens sikkerhed. Selvom han tidligere var dømt for røveri og vold, blev afsoningen udsat i seks måneder, og han blev sat under tilsyn af kriminalforsorgen.
Reuters citerer sikkerhedskilder for, at Ballout blev løsladt fra ungdomsfængsel blot to måneder før angrebet. Kilderne siger desuden, at han var kendt af den tyske efterretningstjeneste og var en del af en gruppe på flere hundrede personer, som myndighederne klassificerer som potentielt farlige.
Til tv-stationen ZDF sagde Dobrindt i går, at det “formentlig ville have været tilrådeligt” at frihedsberøve ham frem for at lade ham være på fri fod. Han tilføjede, at alt peger på et islamistisk terrorangreb. Samtidig understreger myndighederne, at efterforskningen fortsætter, og at en række centrale spørgsmål endnu ikke er afklaret.
Politiet har blandt andet ikke bekræftet, at Ballout kørte den hvide varevogn ind i menneskemængden. Myndighederne undersøger dels, hvem der ejer den privat indregistrerede varevogn, dels om andre deltog i angrebet.
Tysklands forbundskansler Friedrich Merz besøgte i går gerningsstedet i Tiergarten og deltog senere i en mindegudstjeneste i Marienkirche. Her lovede han, at Tyskland vil forsvare “friheden, åbenheden og den liberale ånd” i samfundet og opfordrede befolkningen til ikke at lade sig skræmme af terror, skriver Reuters. Han har også sagt, at ekstremister ikke har nogen plads i det tyske samfund, og at landet ikke vil lade terrorismens “gift” ændre dets værdier, skriver BBC.
Angrebet har igen sat fokus på sikkerhed og islamistisk ekstremisme i Tyskland. Reuters peger på, at landet de seneste år har været ramt af flere lignende angreb. Hændelsen ventes at intensivere den politiske debat om sikkerhed og indvandring forud for kommende delstatsvalg.
Politikere fra både regeringspartier og opposition har ifølge Reuters krævet en skærpet indsats mod islamistisk radikalisering. Den grønne næstformand i Forbundsdagen, Omid Nouripour, skrev, at Tyskland må stå fast over for “morderisk islamisme”, mens CDU-politikeren Daniel Peters sagde, at tilhængere af Islamisk Stat ikke bør kunne gå frit rundt i landet.
Lørdagens angreb satte et brat punktum for festlighederne i Berlin. Det er en af Europas største Pride-parader, som hvert år samler hundredtusinder af deltagere. De fleste af søndagens arrangementer blev aflyst, herunder fælles oprydning i Tiergarten.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
![]()








og