UDLAND // ANALYSE – Konkurrenceforholdet mellem supermagterne USA og Kina bliver hele tiden skarpere, og Europa kan ikke længere trøste sig med, at det er noget, som foregår på den anden side af Jorden.
Den 9. juli mødte den amerikanske udenrigsminister, Antony Blinken, sin kinesiske kollega, Wang Yi. Det var i forbindelse med G20-mødet i Indonesien. De var enige om at udtrykke håb om, at spændingerne mellem USA og Kina kunne dæmpes. Men det var så det. Det er måske symptomatisk, at Antony Blinken i flere medier, bl.a. Jyllands-Posten, er fotograferet, mens han vender ryggen mod sin kinesiske kollega.
Der er meget, som rumler nu mellem USA og Kina, nye konfliktflader dukker op hele tiden, og de gamle er ikke bragt ud af verden, fx den økonomiske rivalisering og Det Sydkinesiske Hav, snarere tværtimod. Friktionerne accelererer.
I et forhold, som er så komplekst og afgørende som det mellem USA og Kina, er der meget at tale om
Antony Blinken
De nye friktioner har noget med Ruslands overfald på Ukraine at gøre. Hvorfor tager Kina ikke afstand fra Ruslands krig i Ukraine? Og spørgsmålet er, om Kina aktivt støtter Rusland? Kineserne kritiserer Vestens sanktioner mod Rusland og opbløder effekten af disse ved at hæve importen fra Rusland. Vi kommer tilbage til det nedenfor.
Antony Blinken sagde i Indonesien: ”I et forhold, som er så komplekst og afgørende som det mellem USA og Kina, er der meget at tale om.” Han nævnte ud over de aktuelle uenigheder om Rusland/Ukraine, told, handel, menneskerettigheder, spændingerne ved Taiwan og de voldsomme kinesiske territoriale krav i Det Sydkinesiske Hav.
Lad os se lidt nærmere på disse friktionsplader. Vi starter med den nyeste.
Kina køber russiske våben
Det er åbenlyst, at USA som de fleste lande i Europa, også Danmark, støtter Ukraine i den krig, som Rusland begyndte ved at angribe Ukraine den 24. februar. Der sendes våbenhjælp til Ukraine, og de moderne amerikanske og europæiske våbensystemer hjælper Ukraine med at holde Rusland nogenlunde stangen.
USA og Europa har også sanktioneret Rusland økonomisk ved at indføre den ene sanktionspakke efter den anden. Det er med den målsætning, at Nato-lande også på den måde kan støtte Ukraine uden at skulle deltage militært i konflikten. Det er i denne sammenhæng vigtigt at huske, at Nato er en forsvarspagt, og at Nato derfor ikke virker som en udløser af nogen pligtmæssig deltagelse i en mission, hvor Nato blander sig i en krig som den i Ukraine. Men det udelukker ikke, at individuelle Nato-lande blander sig, fx USA, men altså uden at andre Nato-lande skal følge trop. Det bestemmer vi selv.
Men hvor står Kina? De siger, at de er neutrale, men er de nu også det? Kina vil ikke finde sig i indblanding i egne interne forhold, se fx nedenfor om menneskerettigheder. Men meget tyder på, at Kina faktisk støtter Rusland. Kina køber våben i Rusland, så den russiske våbenindustri har meget at lave, og hvis Kina betaler en overpris på våben leveret til Kina, kan det meget vel dække over, at Kina finansierer – helt eller delvist – produktion i Rusland af våben, som Rusland nu kan anvende mod Ukraine.
Det har endvidere været fremme, at Xi Jinping måske pønser på, at Kina kan blive ”fredsmægleren” i krigen i Europa
Kineserne beskylder Vesten for at ”misbruge sanktioner” i forhold til Rusland. Og i øvrigt har Kina og Rusland i begyndelsen af februar i forbindelse med vinter-OL i Beijing indgået et ”strategisk partnerskab”, som gælder alle områder, eller som det også er betegnet ”venskab uden grænser”. Det blev offentliggjort af Putin og Xi Jinping personligt i Beijing, stillet op med en hel stribe kinesiske og russiske flag i baggrunden. Det var få uger, inden Putin gav ordre om angrebet på Ukraine.
Så alt i alt er der ikke noget at være i tvivl om. Kina støtter Rusland.
Det har endvidere været fremme, at Xi Jinping måske pønser på, at Kina kan blive ”fredsmægleren” i krigen i Europa. Det siges, at Kina forsøger at balancere mellem et stærkt partnerskab med Rusland og en vigtig samhandel med Vesten. I et digitalt topmøde mellem EU og Kina lød det fra europæisk side, at Kina ikke må hjælpe Rusland uden om de vestlige sanktioner, men Kinas premierminister, Li Keqiang svarede, at Kina arbejder på fred ”på vores egen måde”. Kina er Ruslands største samhandelspartner, men i den kinesiske samhandel med omverdenen fylder Rusland kun 2,4 %.
Kinas præsident Xi Jinping talte den 15. juni i telefon med Putin og sagde, at alle parter bør samarbejde for at løse krisen i Ukraine ”på en ansvarlig måde”.
Kina i Mellemøsten
På Nato-topmødet i Madrid 28.-30. juni drøftede Nato-landene den europæiske sikkerhedssituation, også i lyset af krigen i Ukraine. Det er der ikke noget besynderligt ved, men verden bemærkede, at Nato nu for første gang nævnte Kina som et af de lande, som udfordrer Vesten. Vestlige efterretningstjenester har udråbt Kina til at være en større fjende end Putins Rusland.
Kina har noget at byde på. Det har USA ikke, og Biden må endda rejse til Saudi med en hat i hånden
Også i spillet om Mellemøsten skubber Kina USA til side. Præsident Joe Biden besøgte den 15. juli Saudi-Arabien for at forhandle med kronprins Muhammed bin Salman og hans far, den 86-årige kong Salman bin Abdulaziz. Biden sagde til amerikanske medier, at han havde rejst menneskerettighedsspørgsmålet, men det var ikke derfor, han kom ”krybende” til Riyadh. Han kom for at appellere til forøgelse af produktionen af olie, så de amerikanske bilejere kunne få billigere benzin.
Hvorfor er det pinligt, og hvad har det med Kina at gøre? Xi Jinping skulle have besøgt Saudi-Arabien i foråret, men nøjedes med en telefonsamtale. Derfor frygter USA Kina, som er godt i færd med at skubbe USA politisk ud af Mellemøsten. Hertil bidrager også Kinas store investeringer i infrastrukturen i disse og andre lande, finansieret af det kinesiske program kaldet ”Belt and Road”.
Kina er i færd med at bygge en ny hovedstad i Egyptens ørken, også en del af Belt and Road-programmet, skriver Hong Kong-avisen South China Morning Post den 20. juli. Kina har noget at byde på. Det har USA ikke, og Biden må endda rejse til Saudi med en hat i hånden.
Økonomi i overhalingsbanen
Den kinesiske leder fra 1982 til 1987, Deng Xiaoping, sagde, at Kina skulle koncentrere sig om udviklingen af Kina, så ville den internationale indflydelse og respekt komme af sig selv. Det er det, som nu er sket. ”It’s the economy, stupid,” kunne man sige.
I Kina som helhed er der en rivende udvikling, så BNP efter et coronadyk igen vil vokse mod tocifrede procentpoint om året. Selv i corona-året 2020 kom landet hurtigt tilbage. For hele Kina var det i andet kvartal 2020 2 %, i tredje kvartal 4,9 %, og 6,5 % i fjerde kvartal. I den rige del af Kina, langs østkysten fra Beijing til Shanghai og Guangzhou er væksten meget højere. Kina arbejder sig hurtigt tilbage efter coronakrisen.
Vi i Europa kan ikke følge med, men det kan USA slet ikke. I USA går det kraftigt og hurtigt baglæns. Med en vækst på ca. 1,5 % 2022 og minusvækst på 0,5 % i 2023 (Wells Fargo) og en inflation på 8-10 %, mister amerikanerne hvert år købekraft. Amerikanerne kan årligt købe op mod 10 % mindre end året før, og der er ikke noget, som tyder på, at det snart vil vende.
Den amerikanske økonomi er stadig større end den kinesiske, men det ændrer sig år for år. Når den kinesiske økonomi i løbet af få år overhaler den amerikanske, vil Kina hurtigt bevæge sig til en fordobling, siger økonomer. Målt i købekraft har Kinas økonomi været størst siden 2014.
Kina er den største besidder af amerikanske statsobligationer, 24 % af den amerikanske statsgæld
Så Deng Xiaoping havde ret, kan vi allerede se nu. Den kinesiske magt i verden beror på den økonomiske styrke. Pr. hoved er USA’s BNP langt større end det kinesiske, som skal fordeles på 1,4 mia. hoveder, men til gengæld er købekraften større i Kina, altså kineseren kan købe meget mere for en dollar end amerikaneren.
Også Danmark nyder godt af den store kinesiske økonomi. I 2021 importerede vi kinesiske varer for ca. 70 mia. kr., elektronik, maskiner mv., og mere end 500.000 er beskæftiget i danske virksomheder i Kina. Og vores eksport til Kina var på ca. 74 mia. kr., altså mere end vi importerer fra Kina, og der er meget få kinesiske virksomheder i Danmark.
USA har under præsident Trump indført den ene straftold på kinesiske varer efter den anden, altså for at gøre amerikanske producenter mere konkurrencedygtige på det amerikanske marked. Ulempen for amerikanerne var dog, at det er dem selv, altså de amerikanske forbrugere, som skal betale straftolden på kinesiske varer, som finder vej til det amerikanske marked.
I denne kategori ser det ud til, at kineserne vinder.
Hvad tænker præsident Biden, når han ser på den kæmpestore amerikanske gæld til Kina. Kineserne, altså de forskellige institutioner, som er integreret i det kommunistiske styre i Kina, har i årevis opkøbt amerikanske statsobligationer. Kina er den største besidder af amerikanske statsobligationer, 24 % af den amerikanske statsgæld. Japan er næststørst med 20 %.
Næsten verdensmonopol
Når det gælder innovation og teknologisk udvikling, sker der en forskydning i magtforholdet fra USA til Kina. På mange områder er det klart Kina, som fører. Det gælder fx kunstig intelligens, regenerativ medicin og udvinding af mineraler fra sjældne jordarter.
Men kineserne mener, at vi ikke har patent på at definere, hvad demokrati er. De har også demokrati, siger de
Kina har næsten verdensmonopol på de sjældne jordarter. De findes i Kina, men en kinesisk virksomhed har fundet mindre forekomster i Australien. Uden disse kunne vi vinke farvel til mange vestlige teknologier, vores iPads, mobiltelefoner mv., hvor vi har vænnet os til fingertouch. Det gælder også i vores biler og mange andre steder.
Den vigtigste handel med teknologiske produkter, både for Kina og for Vesten, er kinesiske computerchips, fly eller komponenter til fly, smartphones, computere og bildele, herunder – på det seneste – batterier til el-biler. Tesla er en stor kunde.
Anden opfattelse af demokrati
Kina bliver med god grund kritiseret, når det gælder menneskerettigheder. USA råber højest, mens Europa relativt set er noget svagere i mælet. Europa er i højere grad end USA importør af varer fra Kina, bl.a. fordi der i Kina er mange private virksomheder, ejet af europæiske koncerner.
Men der er stadig god grund til at kritisere Kina. Ytringsfriheden er i de seneste år blevet større, men kineserne må dog ikke kritisere kommunistpartiet eller de kinesiske ledere.
Der er jo heller ikke demokrati i Kina, sådan som vi i Vesten forstår begrebet demokrati. Men kineserne mener, at vi ikke har patent på at definere, hvad demokrati er. De har også demokrati, siger de.
Hvordan hænger det sammen? Jo, i det allerlaveste niveau har Kina demokrati, som vi forstår det. Et råd i fx en landsby, en fabrik, et værksted eller et kollektivt landbrug kan selv vælge deres partisekretær. Og derfra vælger partisekretærerne en partisekretær i det næste led, en by og senere en provins osv., og til sidst vælger Partikongressen Centralkomitéen, som så vælger Politbureauet. Til sidst vælger Politbureauets Stående Komité Partiets generalsekretær. Det er nu Xi Jinping. Partiets generalsekretær har en dobbeltrolle i det kinesiske styre, nemlig nr. 1 i Partiet, men samtidig landets præsident.
Præsident Joe Biden sagde så sent som i maj i år, at USA vil forsvare Taiwan, hvis de bliver angrebet af Kina
Men så er der problemet med Xinjiang. Her forfølges uighurerne, og mange er spærret inde i lejre. Det er en kamp mod muslimer, men egentlig ikke et angreb på deres religionsfrihed. I Kina kan ateister (de fleste) leve side om side med konfucianisme, daoisme, buddhisme, hinduisme, kristendom osv. Og så er der endelig den særlige kinesiske form for religion, at de holder sig til lidt af hvert, ”hvad som helst’erne” har jeg kaldt det et sted, ”pragmatisme” eller ”den særlige kinesiske folkereligion” kalder andre det.
Men uighurerne i Xinjiang er undertrykte, ingen tvivl om det. Men FN’s Menneskerettighedsråd har ikke beskrevet det som sådan, endsige fordømt Kina. Kina har i kraft af sin bistand til lande i Stan-landene, Mellemøsten, Afrika, Asien osv. så mange proselytter, altså så mange lande bag sig, at Kina ikke kan stemmes ned. Til gengæld kan de få ”alt” stemt igennem i internationale institutioner, dog minus FN’s Sikkerhedsråd, hvor også andre har vetoret.
Kan føre til krig
Under mødet i Indonesien drøftede de to udenrigsministre også Taiwan og det Sydkinesiske Hav.
Præsident Joe Biden sagde så sent som i maj i år, at USA vil forsvare Taiwan, hvis de bliver angrebet af Kina. Kina har svaret, at USA så må regne med, at det kan føre til krig.
USA provokerer med hundredvis af gennemsejlinger med amerikanske krigsskibe gennem Taiwan-Strædet, altså farvandet mellem Taiwan og Kina, som amerikanerne betragter som internationalt farvand, men Kina siger, at det er deres territorialfarvand. Det sker hele tiden, senest den 19. juli, og det var fjerde gang i den uge. Det var den amerikanske destroyer, USS Benfold. Også massevis af overflyvninger med jagerfly provokerer modparten, men det er både USA og Kina, som står for disse overflyvninger. Den amerikanske tilstedeværelse er en provokation over for Kina og omvendt.
De eksorbitante kinesiske territoriale krav er en stor udfordring for USA, og her må man ikke glemme, at Stillehavsområdet er langt vigtigere for USA end det atlantiske område
Kinesiske overflyvninger er med mange fly, og hyppige. I maj 2022 var det 22 jagerfly og seks fly til elektronisk krigsførelse, i januar var det 39 fly, og i november 2021 var det 56 fly. Hver gang går taiwanske og amerikanske fly på vingerne for at afvise de kinesiske krænkelser af Taiwans luftforsvarszone.
Også forsvarsministrene fra USA og Kina mødtes om Taiwan. Det var i Singapore den 11. juni. Ved den lejlighed advarede Kina USA om, at ethvert forsøg på at gøre Taiwan uafhængigt af Kina vil resultere i en militæraktion. At løsrive Taiwan fra Kina vil efterlade den kinesiske hær med kun én udvej, at kæmpe for enhver pris, sagde den kinesiske forsvarsminister, Wei Fenghe, til sin amerikanske kollega, Lloyd Austin. Efter mødet sagde den amerikanske forsvarsminister, at enhver kinesisk militæraktion ville være ”provokerende og destabiliserende”.
Stillehavsflåden
Det Sydkinesiske Hav har længe været en kilde til friktion mellem USA og Kina. De eksorbitante kinesiske territoriale krav er en stor udfordring for USA, og her må man ikke glemme, at Stillehavsområdet er langt vigtigere for USA end det atlantiske område. USA er på den anden side af kloden ”nabo” til Kina. Det er ikke i Nato-området, det nordatlantiske, at amerikanerne placerer deres hangarskibe med stærke støtteflåder, det er i Stillehavet. Og det er her, amerikanske jagerfly i snesevis overflyver kinesiske øer. I september 2021 var det 62, i oktober 52.
Det er uvist, om USA forventer bistand fra de øvrige Nato-lande, såfremt USA bliver angrebet i Stillehavsområdet. De europæiske lande, herunder Danmark, har ikke militære interesser/bekymringer i Stillehavet og prioriterer samhandlen med Kina højt, herunder beskyttelsen af de store europæiske investeringer i fabrikker med mere i Kina.
Under den kolde krig var der to supermagter. Da Sovjetunionen brasede sammen, var der kun én. Men da den kinesiske økonomiske udvikling kom, var der igen to
I Det Sydkinesiske Hav er det ikke kun USA, som føler sig trængt af Kina. Det gør også fx Australien, Indonesien, Malaysia og Singapore.
På det seneste er der opstået et nyt problem for amerikanerne. Salomonøerne har for nylig indgået en aftale med Kina, som bl.a. giver kinesiske krigsskibe mulighed for at anløbe havne i Salomonøerne. Det bekymrer USA.
Igen to supermagter
I Danmark skal vi være glade for, at USA og Canada i 1949 besluttede at oprette Nato sammen med 10 europæiske lande, herunder Danmark. Det giver os beskyttelse i vores del af Europa, hvor Rusland er en trussel, men til gengæld den eneste trussel. I vores del af Verden udgør Kina ikke en direkte trussel, selv om Kina i 2017 deltog i en fælles flådeøvelse sammen med Rusland i Østersøen.
Men i dag betyder Kinas opbakning til Rusland, at Ruslands trussel mod os er forstærket. Så USA og Kina betyder noget i vores sikkerhedssituation.
Under den kolde krig var der to supermagter, Sovjetunionen og USA. Da Sovjetunionen brasede sammen, var der kun én, nemlig USA. Men da den kinesiske økonomiske udvikling kom, var der igen to.
Skifter det igen til kun én stormagt? USA eller Kina? ”Ro på,” kunne man måske sige?
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
