KRIG I GAZA // TILBAGEBLIK – Lea Landsted var på et længere ophold i Gaza By i 2006. Det var i tiden omkring valget, hvor Hamas kom til magten, og hele udviklingen i mange palæstinenseres øjne begyndte at gå den forkerte vej. En stor del skyldes dog den vestlige verdens eklatante svigt, skriver hun.
I 2006 havde vi en enestående chance for at påvirke udviklingen i Gaza, men i stedet for at hjælpe og støtte palæstinenserne, valgte vi i det internationale samfund at vende ryggen til. Jeg boede i Gaza det år. Palæstinenserne havde kort forinden afholdt valg. Det var et demokratisk valg, overvåget af internationale observatører, omend antallet af partier på stemmesedlen var til at overskue. Der var reelt kun to. Det militante Hamas og Arafats gamle parti Fatah.
Palæstinenserne valgte Hamas. Det var et fravalg. De straffede Fatah, der lige var blevet afsløret i omfattende korruption, præcis som vi straffer politikere, der ikke lever op til vores forventninger, men her fik det fatale konsekvenser. Verden straffede palæstinenserne for at have valgt et parti, der stod på den internationale liste over terrorbevægelser.
Da jeg flyttede til Gaza i sensommeren 2006 havde USA, Israel og EU lukket for pengekassen. To ud af tre palæstinensere var uden arbejde, de statsansatte havde ikke fået løn siden marts, klanfejderne var taget til og omfattede nu ikke kun familier, men også politiske modstandere. Der var kun strøm få timer om dagen, sikkerheden var lig nul, folk sultede og affaldet hobede sig op i gaderne, fordi renovationsarbejderne strejkede.
Fra mit hjem kunne jeg dagligt følge demonstrationerne på pladsen foran Nationalforsamlingen. Folk viftede med tomme tallerkner og brød for at vise nøden i familierne. Andre protesterede mod de manglende lønudbetalinger.
I begyndelsen forløb demonstrationerne nogenlunde fredeligt, men efterhånden tog de til i styrke og udviklede sig til regulære kampe mellem demonstranter og repræsentanter fra regeringen. Demonstranterne gik til angreb på Nationalforsamlingen med sten og jernstænger. Hamas svarede igen med skudsalver.
Han havde en hemmelig plan, betroede han mig og rykkede stolen lidt tættere på, så andre ikke kunne høre os
For første gang i mange år var protesterne ikke rettet mod den ydre fjende, Israel, men mod magthaverne i Gaza.
“Vi trænger til fred, så vi kan komme videre med vores liv. Man bliver skør af det her. Intet arbejde, ingen penge, men masser af våben. Hvad er det for et samfund? Er det virkelig det, vi ønsker – at leve med usikkerheden hver eneste dag?”, spurgte Mohammad Jabr, en tidligere bilsælger, da vi mødtes på en kaffebar i Gaza By dengang i 2006.
Han havde en hemmelig plan, betroede han mig og rykkede stolen lidt tættere på, så andre ikke kunne høre os.
“Vi har ofte talt om, hvad vi selv kunne gøre, og vi er blevet enige om at danne en gruppe, der skal arbejde for en fredsløsning, men vi er nødt til at være forsigtige. Hvis man taler om at skabe fred med Israel lige nu, så risikerer man at blive stemplet som kollaboratør, men vi er meget opsatte på at komme i gang, og jeg har allerede talt med nogle af mine kontakter i Israel.”
I valgte de forkerte
Kort efter at jeg var kommet til Gaza, blev jeg inviteret med i radioshowet “Nightdrive” – et direkte program med aktuelle gæster i studiet og spørgsmål fra lytterne. Det blev sendt hver mandag omkring midnat, og værten var Yousef al-Helou – en ung ambitiøs journalist med en mastergrad i kommunikation fra universitetet i Manchester.
Denne mandag var jeg ugens aktuelle gæst, og det allerførste spørgsmål, jeg fik stillet, var:
“Hvorfor hjælper EU os ikke? Vi holdt et demokratisk valg, og nu bliver vi straffet: Hvorfor?”.
Jeg svarede: “Fordi I valgte de forkerte, fordi I valgte Hamas.” Det lød forkert, men det var ikke desto mindre sandt.
Yousef al-Helou var overbevist om, at han var endt som martyr, hvis han ikke selv havde forladt Gaza seks år tidligere.
Nu har jeg oplevet, at det ikke behøver at være sådan. At der findes alternativer til et liv som fanatiker
Yousef al-Helou
“Jeg var meget religiøs. Jeg havde set mange af mine venner blive dræbt, og jeg ønskede hævn, men Allah fik mig ud af Gazastriben. Han reddede mit liv.”
Han rejste til England, bosatte sig i Manchester og studerede kommunikation på universitetet.
“Hvis Israel gerne vil have fred, skulle de åbne grænserne og lade folk rejse ud i verden og opleve andet end konflikt og besættelse. Jeg har i dag et helt andet syn på mange ting, end før jeg rejste til England,” sagde han.
“Dengang var jeg kun optaget af at kæmpe og få hævn. Jeg havde aldrig oplevet andet end besættelse og konflikt. Nu har jeg oplevet, at det ikke behøver at være sådan. At der findes alternativer til et liv som fanatiker.”
De gav Gaza en chance
Yousef al-Helou rejste tilbage til Gaza, kort efter at Israel havde rømmet bosættelserne i 2005.
“Jeg kom tilbage med en høj uddannelse og havde forventet, at den ville skaffe mig et job med det samme, men det skete ikke. Tværtimod vendte jeg hjem til et land i økonomisk kaos, uden sikkerhed og med daglige israelske angreb – helt som ‘i gamle dage’.”
“Men når det er sagt, så mener jeg også, at vi er nødt til at vende blikket indad og spørge os selv, hvad vi har gjort for Gaza. Intet. Det flyder med affald, der er ikke sat projekter i gang i de tidligere bosættelser, unge bærer våben i gaderne, og sikkerheden er lig nul.”
Yousef al-Helou overvejede flere gange at rejse tilbage til Manchester.
“Men jeg har investeret alle mine penge i Gaza, i job, lejlighed og bryllup, så nu har jeg besluttet at blive og give det en chance, selv om det er svært.”
Nu håbede han, at han med sit radioshow kunne være med til at ændre folks mentalitet og vise, at man ikke behøver at være fanatiker, bare fordi man er religiøs.
Få år senere lukkede radiostationen. Yousef al-Helou bor stadig i Gaza med sin familie og arbejder for en international tv-station.
På FN-skolen i Gaza By mødte jeg brødrene Abdullah, Adel og Faraq Jamali. De var lige blevet færdige med at male bygningen i de karakteristiske blå-hvide farver.
Nu ventede de blot på, at FN skulle godkende resultatet. Selv var de ganske godt tilfredse. De havde haft to måneder til at male 36 klasseværelser. De fortalte, at skolen var meget populær, fordi det var “en rigtig skole” og ikke en religiøs skole, kontrolleret af Hamas. Børnene i Gaza glædede sig til at komme der, fordi det var et fristed i en ellers grå hverdag. Her var alle lige, og her kunne man være i sikkerhed.
Abdullah Jamali og hans brødres firma var ikke et af den slags med eget kontor og CVR-nummer. De gik fra dør til dør og tilbød deres arbejdskraft, når de manglede job. Indtil videre gik det over al forventning, og de havde været nødt til at hyre flere malere for at kunne løse alle opgaverne.
“Jeg har tre krav, når jeg ansætter folk. De skal være professionelle, de skal have en god moral, og de skal have brug for et job,” fortalte Abdullah. Dengang havde de 12 deltidsansatte og ordrer til et par måneder endnu, men så ville det også være slut, medmindre der igen blev lukket op for pengekassen til Gaza og Vestbredden.
Brødrenes drøm var en dag at åbne en malerbutik i Gaza og arbejde både i Gaza og Israel.
Palæstinensernes frustrationer
I Gaza boede jeg hos Amani. Hendes hotel, Ocean Suites, fyldte hele den øverste etage i en af Gaza Bys højeste bygninger og levede til fulde op til sit navn. Fra værelserne var der en fantastisk udsigt over byen og Middelhavet.
Ocean Suites åbnede i foråret 2005. I begyndelsen gik det trægt, men da israelerne rømmede bosættelserne, begyndte der for alvor at komme gang i forretningen, og i foråret 2006 var der første gang, siden åbningen, udsolgt.
Der var håb og optimisme. Amani investerede i internetforbindelse og en generator, der kunne tage over, når strømmen svigtede, og det gjorde den ofte og i adskillige timer ad gangen.
Gæsterne var mest internationale nødhjælpsarbejdere og journalister, men da to journalister fra det amerikanske tv-selskab Fox blev kidnappet, pakkede de resterende journalister deres grej og forlod Gaza.
Amani var overbevist om, at den manglende sikkerhed skyldtes palæstinensernes frustrationer over den tårnhøje arbejdsløshed og manglende lønudbetalingerne på grund af den økonomiske blokade fra USA, EU og Israel.
Jeg stemte på Hamas, fordi de lovede reformer, og fordi jeg var træt af korruptionen i den forrige regering
Osman Sarraj, skolelærer
Jeg var den eneste gæst, men Amani havde ikke helt opgivet drømmen om igen at få gang i forretningen.
“Jeg ved ikke, hvad det er, der holder mig oppe. Måske er det, fordi der inde i mig altid har været et lille håb om, at det engang vil blive bedre. Ja, jeg tror, det er det. Faktisk tror jeg, at det er det, der holder os alle sammen oppe her i Gaza. Det lille håb.”
Hun arbejder i dag for en FN-organisation i Gaza By.
Protest mod det korrupte Fatah
Håbet var også det, der holdt modet oppe hos Rawan el-Katary, en ung modig kvinde, som var en af femten frivillige på Folkets Radio, og som havde specialiseret sig i undersøgende journalistik.
“Der er to magter i Palæstina: Islamisterne og det palæstinensiske selvstyre. Vi er den tredje magt. Vi forholder os kritisk til virkeligheden, selv om det indimellem betyder ballade.” Og det gjorde det, men det fik dem ikke til at give op.
Mange af de palæstinensere, der stemte på Hamas i protest mod korrupte Fatah, havde fortrudt deres valg, blandt andet skolelæreren Osman Sarraj. Han underviste i historie i de ældste klasser på en pigeskole i Gaza By.
“Jeg stemte på Hamas, fordi de lovede reformer, og fordi jeg var træt af korruptionen i den forrige regering, men ingen havde regnet med, at de ville vinde. Det kom som en overraskelse, men det var et demokratisk valg, så hvorfor skal vi straffes.”
Nu er vi vidne til en af de største tragedier i 50 år i konflikten mellem israelere og palæstinensere
Osman Sarraj fortalte, at han havde fortrudt sin stemme, og at han ville stemme anderledes, hvis der blev valg igen.
Det gjorde der ikke. Gaza endte i stedet i hænderne på fundamentalistiske mørkemænd, og jeg kan ikke lade være med at tænke på, at det er vores skyld i Europa og USA, fordi vi svigtede palæstinenserne ved dumstædigt at holde pengekassen lukket på et tidspunkt, hvor de havde allermest brug for hjælp, og hvor der faktisk var håb om, at udviklingen kunne være vendt.
Nu er vi vidne til en af de største tragedier i 50 år i konflikten mellem israelere og palæstinensere. Over 1000 israelere mistede livet under sidste lørdags massakre, og lige nu dør palæstinensere i hobetal under israelsk militærs nådesløse bombardementer af Gaza. Der er lukket for strømmen, der mangler fødevarer og der er næsten ingen diesel til hospitalets generatorer.
Det er altid nemt at være bagklog, men palæstinenserne i Gaza fik ikke en chance, og nu betaler de prisen i form af et fundamentalistisk styre, der næsten har sat udviklingen i stå, og en krig, der koster stadig flere civile menneskeliv, heraf mange børn. Det er næsten ikke til at bære.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
