
MINISTERROKADE // ANALYSE Troels Lund Poulsen har vundet sin første lille sejr i regeringssamarbejdet med en ekstra ministerpost til Venstre. Iværksætter og investor Mia Wagner er dagens overraskelse i rokaden, som blev en rokade inden for Venstres egne rækker.
Venstre skal fremover vise tænder med et nyt og større ministerhold, hvor den forhenværende løve, Mia Wagner, klart er den største overraskelse som ny digitaliserings-og ligestillingsminister.
Det lå i kortene, at der ville komme en hurtig regeringsrokade efter, Troels Lund Poulsen i weekenden blev valgt til ny Venstreformand.
Først og fremmest skulle der gøres plads til partiets næstformand Stephanie Lose, der får comeback på den økonoministerpost som hun også havde under Jakob Ellemann-Jensens lange orlovsperiode.
Regeringsrokaden er Troels Lund Poulsens første lille sejr, for partiet går fra seks til syv ministerposter. Udover Mia Wagner forfremmes den nu forhenværende politiske ordfører Morten Dahlin således til minister for landdistrikter, nordiske anliggender og kirkeminister.
Ingen af de to fyrede ministre kan beskyldes for at have gjort meget væsen af sig
Dermed får Venstre altså en ekstra ministerpost, der skal bidrage til at hive det kriseramte parti op af dyndet, men det sker på bekostning af både Louise Schack Elholm, der må gå af som kirkeminister, og Marie Bjerre Holst, der viger pladsen som digitaliseringsminister.
Ingen af de to fyrede ministre kan beskyldes for at have gjort meget væsen af sig gennem det seneste lille års tid, og deres fyringer kommer derfor næppe til at udløse det store ramaskrig i folketingsgruppen eller i baglandet. I familien Schack Elholm er der det lille plaster på såret, at hendes ægtemand, Thorsten Schack, bliver forfremmet til politisk ordfører.
Dahlin belønnes for loyalt arbejde
Den politiske ordførerpost er typisk springbræt til en ministerpost næste gang, der skal flyttes om på brikkerne i regeringen, hvilket Morten Dahlin blot er det seneste eksempel på i en lang række. Morten Dahlin er et politisk talent, der belønnes for sit loyale forsvar for regeringens politik og især Venstres politiske kovendinger, hvor han fx har omtalt støtten til en ny top-topskat, som en skovsnegl, der skulle sluges.
Morten Dahlin er en kriger, der ikke er bange for at kaste sig ind i politiske slagsmål, men umiddelbart ser dele af hans nye ministerportefølje ikke ud til at blive den helt store slagmark.
Hverken kirkeministeriet eller ansvaret for de nordiske anliggender har således den store folkelige gennemslagskraft.
Som minister for landdistrikterne får Morten Dahlin derimod en naturlig platform til at komme rundt til de tyndt befolkede landområder, hvor Venstre traditionelt har stået stærkt, og hvor der nu er brug for at lægge låg på det ulmende raseri over udsigten til en ny CO2 afgift på landbruget.
Morten Dahlin er en kriger, der ikke er bange for at kaste sig ind i politiske slagsmål, men umiddelbart ser dele af hans nye ministerportefølje ikke ud til at blive den helt store slagmark
Fremover får Morten Dahlin muligheden for at løfte mange af de svære dagsordener, som kan bidrage til at skabe mere vækst i udkantsdanmark, hvor Inger Støjberg og Danmarksdemokraterne vinder fodfæste med en stærk profil vendt mod de københavnske saloner.
Morten Dahlin får en næsten bunden opgave med at vinde noget af det tabte terræn tilbage til Venstre, hvilket uundgåeligt kommer til at ske gennem kontante diskussioner med Inger Støjberg. Dahlin får med andre ord en helt central placering i genopbygningen af Venstre.
Kendt løve – ukendt Venstre-politiker
Mia Wagner er et politisk ubeskrevet politisk blad, men kendt i den brede offentlighed som en af de risikovillige løver i DR’s populære iværksætterprogram Løvens Hule, og også som vært på en meget populær historisk tv-serie om store danske erhvervsikoner som C.F. Tietgen, H.N.Andersen og Isac Glükstadt m.fl.
Mia Wagner er advokat og iværksætter. Hun kommer som et friskt pust med en profil, som hundrede procent matcher den politiske strategi, som skal bringe Venstre tilbage til byerne, hvor ligestilling og miljø fylder betydeligt mere i vælgernes bevidsthed, end det gør i landområderne.
Det ligner faktisk et lille kup for Troels Lund Poulsen, at han har fået overtalt Mia Wagner til at indtræde i regeringen og senere opstille til Folketinget. Hun har tidligere afvist tilbud, men nu skulle det åbenbart være, efter hun fik sit medlemskab på plads for en lille uges tid siden. Mia Wagner følger med sin ministerpost i fodsporene på en anden populær løve, nemlig Tommy Ahlers, der var forskningsminister i godt og vel et år fra 2018-2019.
Det ligner faktisk et lille kup for Troels Lund Poulsen, at han har fået overtalt Mia Wagner til at indtræde i regeringen
Troels Lund Poulsen fortsætter selv som forsvarsminister, hvilket blot understreger, at det er en post som Venstre vægter højest i en tid med krig i Ukraine og Israel. Troels Lund Poulsen kunne have valgt anderledes og sandsynligvis også en post, der havde involveret en bytteordning med af de socialdemokratiske ministre, men valgte altså at blive på forsvarsministerposten, selv om det på mange måder er et driftsministerium uden de store ideologiske slagsmål.
Stephanie Lose genindtræder som nævnt i økonomiministeriet, som hun selv omtaler som et reform-ministerium. Det bliver spændende at følge, hvilke nye reformer, der så kommer på bordet i en regering og i et parti, hvor de hidtidige reformer kun har haft én sikker effekt.
Nemlig at skræmme vælgerne væk, så SVM regeringen står historisk svagt.
Læs også artiklen Kan Troels Lund Poulsen kopiere Marianne Jelved og blive populær på at være kedelig og saglig
Lyt også til POVcasten Skattelettelserne: 10 mia. kr. i krisehjælp til Venstre
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.