GEOSTRATEGI // ANALYSE – At opnå kontrol med Venezuela, så man kan bremse særligt Kinas investeringer og projekter og opnå adgang til råstofrige landområder udenfor USA, er blandt de helt store bevæggrunde bag den umiddelbart gådefulde intervention i Venezuela, skriver Morten Skovgaard. Det handler om kontrollen med en geostrategisk vigtig arena til specialøkonomiske zoner, frihandelszoner og andre konstruktioner, der er økonomisk og juridisk fordelagtige for de milliardærer og virksomheder, der støtter Trump-regeringen. Det er præcis den samme strategi, som vi ved også er bærende for interessen for Grønland.
Der spekuleres lige nu vidt og bredt over, hvorfor USA har valgt at vælte Venezuelas diktator Nicolás Maduro, blot for at støtte hans vicepræsident, Delcy Rodriguez, som gennem de seneste to årtier har været en nøglefigur i hans terrorregime.
Hvorfor ikke den nobelprisbelønnede oppositionsleder Maria Corina Machado, der endda i efteråret dedikerede sin fredspris til Trump i håbet om eller troen på, at USA ville hjælpe hende til magten i landet?
Kina udøver primært global magt og indflydelse i det skjulte gennem opbygning af infrastruktur i resten af verden og sekundært gennem politik
Olien er lige nu en af de mest anvendte forklaringsmodeller for USA’s angreb på Venezuela, og der tales også meget om at begrænse særligt Ruslands og Kinas indflydelse på den vestlige halvkugle jævnfør den gamle Monroe-doktrin, der baserer sig på total amerikansk kontrol over den vestlige halvkugle.
Men der er også et tredje element, som måske kan bidrage lidt til forståelsen af dynamikkerne mellem særligt USA og Kina, som er en del af det afgørende spil bag kulissen i forbindelse med Venezuela: specialøkonomiske zoner, også kendt som SEZ’er.
Venezuela har under Maduro været underlagt hårde økonomiske sanktioner fra USA, og landet har med sin elendige økonomi haft svært ved at tiltrække investeringsinteresse udefra.
Lande som Kina, Rusland, Tyrkiet og De Forenede Arabiske Emirater har udvist en vis interesse for Venezuela og har projekter kørende i landet, men det har indtil videre været alt for økonomisk, socialt og politisk risikabelt at foretage større investeringer i det latinamerikanske land i forhold til alle de langt mere attraktive nabolande.
Specialøkonomiske zoner, frihandelszoner og udviklingszoner
Kina ligner en nøglefaktor bag USA’s påståede forsøg på at bekæmpe narkoterror, som vi alle sammen godt ved er et røgslør, der skal skjule andre ting. Særligt eftersom Trump sidste år valgte at benåde Honduras’ tidligere præsident, Juan Orlando Hernández, der om nogen har været ansvarlig for at fylde USA med narko.
Kina udøver primært global magt og indflydelse i det skjulte gennem opbygning af infrastruktur i resten af verden og sekundært gennem politik. Et af landets vigtigste redskaber til dette er dets specialøkonomiske zoner både i og uden for landet, der giver skattefordele, færre reguleringer, mere smidige toldregler, garanteret adgang til jord og fordelagtig jura.
Visse amerikanske virksomheder og politikere er vilde og blodige efter selv at oprette samme type specialøkonomiske zoner, bare uden den totale statskontrol, selvfølgelig.
Kina er det land i verden, der har flest SEZ’er. Den største og mest berømte er megabyen Shenzhen, der specialiserer sig i højteknologi og produktion, i Guangdong-regionen, hvor vi også finder Zhuhai- og Shantou-zonerne. Derudover har Kina mere end 250 såkaldte udviklingszoner (ETDZ’er) i næsten alle landets større byer, som fokuserer på alt fra biler og halvledere til bioteknologi og luftfart.
Tænk på dem som dedikerede og hypereffektive produktionsbyer, der arbejder målrettet med specifikke industrier med juridiske og økonomiske regler, der prioriterer fremstilling og fremskridt.
Kina indførte derudover i 2013 nye frihandelszoner (FTZ’er) med endnu færre regler og mindre regulering i blandt andet Shanghai, som i dag er en af verdens mest højteknologiske byer, og Hainan, som har den ekstremt ambitiøse Free Trade Port-zone.
Målet med disse zoner er at slække på kapitalkontrol, liberalisere økonomi, optimere logistik og skabe incitamenter for udenlandske investeringer, og kineserne er på dette område langt foran alle andre lande.
Kinas økonomiske og politiske ekspansionsstrategi
Ud over denne interne struktur driver Kina flere specialøkonomiske zoner uden for landet gennem deres Belt & Road Initiative (BRI). Disse zoner er ikke teknisk set kinesiske territorier, men de er bygget, finansieret og/eller drives af kinesiske virksomheder og udgør som sådan vigtige infrastrukturelle brohoveder i resten af verden, fordi de er økonomisk dybt forbundne med de lande, de er placeret i.
I Afrika har vi for eksempel Eastern Industrial Zone i Etiopien, Lekki Free Trade Zone i Nigeria og Zambia-China Economic & Trade Cooperation Zone i Zambia. I Sri Lanka har Kina finansieret Colombo Port City, og de har også Great Stone Industrial Park i Belarus samt diverse zoner i De Forenede Arabiske Emirater og Saudi-Arabien.
Kinas grundlæggende mål er sikring af forsyningskæder, adgang til råstoffer, opbygning af diplomatiske alliancer, opnåelse af indflydelse i FN og etableringen af militær infrastruktur
Kina har indtil videre ingen formelle zoner i hverken Syd- eller Centralamerika. Man har med vekslende grad af succes forsøgt sig med alt fra et kanalprojekt i Nicaragua til miner i Argentina og landbrug i Brasilien, men det har været meget vanskeligt for landet at opnå indflydelse under USA’s sikkerhedsparaply og Monroe-doktrinens logik, som har umuliggjort oprettelsen af deciderede kinesiske zoner i regionen.
Desuden har flere syd- og centralamerikanske lande længe haft deres egne specialøkonomiske zoner og har dermed ikke haft behov for kinesisk hjælp med at oprette dem. Kinas primære partner i regionen er Brasilien, mens Venezuela til trods for sine store olieforekomster endnu ikke har tiltrukket større investeringer fra Kina.
Kineserne har i adskillige år været med til at bygge alt fra havne og lufthavne til industriparker og logistikcentre over hele verden, som ofte er finansieret via kinesiske lån, der gør de involverede lande mere afhængige af Beijing og giver Kina øget kontrol over aktiver, hvis lånene ikke tilbagebetales. Det er en ekstremt effektiv økonomisk og politisk ekspansionsstrategi.
Kinas grundlæggende mål med denne koordinerede strategi er sikring af forsyningskæder, adgang til råstoffer, opbygning af diplomatiske alliancer, opnåelse af indflydelse i FN og etableringen af militær infrastruktur.
USA’s modsvar
USA har ikke en lignende national SEZ-eksportstrategi, men forsøger i stedet at modsvare Kinas indflydelse gennem forskellige kanaler, der ikke arbejder formelt sammen under en samlet strategi, men som lige nu spiller en virkelig stor rolle for landets aktivistiske udenrigspolitik i forbindelse med både Centralamerika, Grønland og Mellemøsten.
Den amerikanske stat har først og fremmest benyttet sig af udviklingsfinansiering i særligt lande, hvor deres interesser trues af Kina, blandt andet gennem USAID, som Trump lukkede sidste sommer.
Gennem denne finansiering har man investeret i for eksempel opgraderinger af havne, energinet, landbrugslogistik, internetinfrastruktur og meget andet i blandt andet Østafrika, Sydøstasien og Østeuropa.
Her har der ikke været tale om specialøkonomiske zoner, men snarere om en generel geopolitisk strategi. Formålet har først og fremmest været at investere i vigtig infrastruktur for at begrænse særligt Kinas og Ruslands adgang til den i de forskellige regioner.
Neutraliseringen af Maduro og indsættelsen af en potentielt mere medgørlig vicepræsident som samarbejdspartner kan muligvis bane vej for nye projekter i landet, der er rigt på råstoffer
Sideløbende med disse nationale intiativer, som umiddelbart er på retræte under Trump 2.0 og nu ser ud til at blive erstattet af mere militærinterventionistiske strategier, har en række private amerikanske virksomheder og fonde også udvidet USA’s økonomiske indflydelse rundtomkring i verden gennem frihandelszoner, eksportzoner og diverse handelsknudepunkter.
Virksomhederne tænker ikke primært geopolitisk, men i højere grad egennyttigt på stabilitet, billig arbejdskraft, effektiv logistik, reduktion af skatter og regulering samt fordelagtige juridiske forhold. Det ser vi i Centralamerika med blandt andet de mexicanske maquiladora-fabrikker og Panamas og Den Dominikanske Republiks frihandelszoner.
Ud over disse to kanaler har vi også de mere ideologiske og eksperimentelle projekter: Netværksstater, charterbyer, libertære tech-investorers byeksperimenter og forsøg på at skabe mikrostater og specialøkonomiske zoner, som for eksempel Próspera i Honduras.
Det er velkendt, at grundlæggeren af et af disse projekter, Praxis’ direktør Dryden Brown, tog på en charmetur til Grønland for to år siden, og at USA’s nye ambassadør i Danmark, Ken Howery, har tætte forbindelser i disse miljøer, så regn med, at mange flere begynder at få øjnene op for dette emne i den kommende tid, når USA atter begynder at rette blikket mod Grønland.
USA vil stå for genopbygningen af Venezuela
USA har indtil videre fokuseret på andre lande i Central- og Sydamerika – Colombia, Panama, Den Dominikanske Republik osv., mens Maduro selv oprettede ”zonas económicas especiales” for at skabe stabile investeringslommer i Venezuela for nogle år siden. Her kunne man omgå amerikanernes sanktioner og tiltrække større økonomisk interesse fra de førnævnte lande, der i forvejen bygger olieraffinaderier, havne, miner og andet i landet, og som typisk ikke bekymrer sig om sanktioner.
Venezuela har frem til nu ikke været interessant for udenlandske SEZ-aktører, men neutraliseringen af Maduro og indsættelsen af en potentielt mere medgørlig vicepræsident som samarbejdspartner kan muligvis bane vej for nye projekter i landet, der er rigt på råstoffer.
Venezuelas økonomi er smadret af sanktioner, hyperinflation og kapitalflugt, og en reel genopbygning af landet har virkelig lange udsigter. Der er absolut ingen grund til at bilde sig selv ind, at den amerikanske regering har den almindelige venezuelaners velbefindende placeret højt på deres politiske dagsorden. Narkofortællingen har hele tiden været et åbenlyst politisk skalkeskjul for at intervenere i regionen af helt andre årsager.
Samarbejdet med det eksisterende venezuelanske styre, blot med en anden leder, kunne pege på, at USA vil gøre sig selv til den primære aktør i genopbygningen af Venezuela, mens de i takt med lettelse af sanktioner opnår kontrol over øvrige udenlandske investeringer og projekter i landet.
Det handler dels om at forhindre, at Kina opnår infrastrukturel indflydelse i landet, dels om at stå for handel og aftaler med netop Kina, som man gerne vil have til at investere i området, så længe USA bare styrer kontrakterne og tjener på det. Gæt selv, hvor meget Venezuela får ud af det som selvstændig stat.
Det handler om kontrol med en central geostrategisk arena
Denne form for amerikansk kontrol kan fremover være med til at gøre Venezuela til en mere central geostrategisk arena i Latinamerika, hvor SEZ’erne kan komme til at spille en vigtig rolle, når USA skal vinde fodfæste og presse de andre større aktører ud
Venezuelas Orinoco-oliebælte har, i hvert fald på papiret, verdens største olieforekomster, men landets ustabile politiske og økonomiske forhold har i mange år gjort det utilgængeligt for andre parter. Hvis der indføres faste ejendomsrettigheder og en forudsigelig valutapolitik sammen med forbedret sikkerhed og juridiske rammer, vil landet blive anderledes investorvenligt og kan måske en dag ende med ikke længere at stå i skyggen af lande som Colombia, Guyana, Brasilien, Panama m.v.
At opnå kontrol, så man kan bremse særligt Kinas investeringer og projekter, og opnå adgang til råstofrige landområder uden for USA
Venezuelas olieinfrastruktur er også for længst kollapset, fordi det nationale olieselskab PDVSA, som engang var et af verdens største, teknisk set er gået fallit. Mange raffinaderier virker ikke længere, olieproduktionen er faldet drastisk, udstyret er forældet, og eksportlogistikken fungerer ikke ordentligt.
Det vil kræve kolossale milliardinvesteringer igennem det næste årti atter at få olieproduktionen op på fordums niveau og gøre Venezuela til en større økonomisk medspiller i Latinamerika – noget, kineserne under de rette omstændigheder og mere stabile politiske forhold er verdensmestre i, og netop derfor havde amerikanerne travlt med at sikre sig, at den ruslands- og kinavenlige Maduro blev fjernet og erstattet af en nikkedukke, de kan regne med.
Netop dette ligner en af de helt store bevæggrunde bag USA’s umiddelbart gådefulde angreb på Venezuela: at opnå kontrol, så man kan bremse særligt Kinas investeringer og projekter, og opnå adgang til råstofrige landområder uden for USA, hvor man kan igangsætte arbejdet med specialøkonomiske zoner, frihandelszoner og andre konstruktioner, der er økonomisk og juridisk fordelagtige for de milliardærer og virksomheder, der støtter Trump-regeringen.
Det er præcis den samme strategi, som vi også ved er bærende for interessen for Grønland.
Kina tænker langsigtet – også i Grønland
Og nu, hvor vi er ved Grønland:
Kina har tidligere udtrykt interesse for at involvere sig i blandt andet lufthavnsprojekter i Grønland via CCCC (China Communications Construction Company), som Danmark indtil videre har blokeret for.
Der har også været spæde forsøg på at udvinde sjældne jordarter i det sydlige Grønland, men ingen af dem har indtil videre ført til større projekter, igen fordi vi her i Danmark har været varsomme med at åbne for sluserne (og USA har også haft spærret for projekter for tæt på Thulebasen).
Kina har længe arbejdet målrettet på at opnå større tilstedeværelse i regionen og indflydelse i Arktis, blandt andet gennem partnerskaber med de arktiske stater
For den nuværende amerikanske regering må det forekomme absurd, at et lillebitte land som Danmark skal stå for kontrollen over kineserne på en så strategisk vigtig del af det nordamerikanske kontinent. Derfor er det ikke spor underligt, at Trump-regimet vil gå meget langt for at slå flere fluer med ét smæk og sikre sig både ressourcer og udelukkelse af andre stormagter fra Grønland, som også spiller en nøglerolle i forhold til missilplaceringer.
Kina har længe arbejdet målrettet på at opnå større tilstedeværelse i regionen og indflydelse i Arktis, blandt andet gennem partnerskaber med de arktiske stater. Afsmeltningen af isen åbner nye handelsruter – alternativer til Suez- og Panama-kanalerne – og Arktis rummer et væld af naturressourcer, som Kina har hårdt brug for, lige fra sjældne jordarter og strategiske metaller til ferskvand og fisk.
Forskellen på Kina og de fleste andre lande er, at kineserne tænker langsigtet, 30-50 år frem. Grønland er strategisk perfekt for kineserne dels med sine store forekomster af alt fra uran til jern, som kan styrke landets dominans over den globale forsyningskæde for sjældne jordarter, dels med sin placering midt mellem USA og Europa og tæt på Natos nordlige forsvarsgrænse og de fremtidige handelsruter.
Grønland har brug for flere lufthavne, flere veje, flere mineinvesteringer og mere turisme for at kunne udvikle sig, og kineserne er leveringsdygtige i både kapital, byggefirmaer og langsigtede partnerskaber. Alt sammen noget, amerikanerne er hyperfokuserede på at undgå i den del af verden, de kontrollerer.
Læs selv mere rundtomkring, hvis emnet virker interessant.
Jeg har længe ment, at det i den brede offentlighed er et af de mest underbelyste aspekter ved den nye ”tripolære” verdensorden, der i tiltagende grad gør op med det politiske diplomati og de internationale regler til fordel for handels- og indflydelsesstrategier, der primært tilgodeser de stærkeste lande – USA, Kina og Rusland.
Europa og EU skal virkelig til at trykke speederen i bund for at følge med i dét kapløb.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og