KONCERT // ANMELDELSE – Alt var i sikre hænder, da en perlerække af vokalsolister, Københavns Drengekor og Camarata Øresund på overbevisende vis opførte Bachs hovedværk, Matthæuspassionen, om Jesus’ lidelseshistorie og død i Musikhuset.
Historien om Jesus’ sidste døgn på denne jord – passionshistorien – er en dramatisk historie. En historie med intriger og forræderi, med lidelse, fornedrelse og grusom afstraffelse, men også en historie om kærlighed og opofrelse.
Med andre ord en historie, hvor store følelser er i spil. Af denne grund har historien da også ad flere omgange fundet vej til det store lærred i mere eller mindre kontroversielle udgaver.
Tilføj så det religiøse aspekt og det faktum, at det, der sker i dette sidste døgn af Jesus’ liv, står helt centralt og måske endda er kernen i den kristne religion – ja, i hvert fald en grundsten i den kristne mytologi – dette, at Jesus ofrede sig for menneskeheden og dermed gav menneskene mulighed for frelse. Af samme grund spiller lidelseshistorien da også en central rolle i alle af Det Nye Testamentes fire evangelier.
At sætte lidelseshistorien i musik og lave såkaldt passionsmusik var relativt nyt på Bachs tid og også et kontroversielt valg. Især for religiøse puritanere, som der også var nok af på den tid. Ikke desto mindre var det en genre, der fik vind i sejlene i den tidligere del af 1700-tallet. Ikke mindst fordi passionshistorien med sine mange følelsesmæssige udsving passede perfekt ind i tidens æstetiske ideal, affektlæren, hvor musik blev set som noget, der var bundet op omkring at udtrykke netop bestemte følelser.
Kobler man dette med den store succes, operaen, som en relativt ny musikform havde på dette tidspunkt, så giver bevægelsen mod musikalsk dramatisering af lidelseshistorien rigtig god mening.
En af de komponister, der greb denne nye form, og nok også den største i dag, var Johann Sebastian Bach. Som relativt nyansat kantor ved kirkerne i Leipzig skrev han og fik opført sit første passionsværk, Johannespassionen, i 1724, der som navnet antyder bygger på Johannesevangeliet. I sig selv et imponerende og klassisk værk med en spilletid på næsten to timer. Men allerede nogle år efter den 11. april 1727 toppede Bach sin præstation med uropførelsen af den næsten tre timer lange Matthæuspassion.
Der er gode indikationer på, at Bach også selv betragtede Matthæuspassionen som en vigtig musikalsk arv til eftertiden. Som Karl Aage Rasmussen gør opmærksom på i sin fine Bach-biografi Jord og Himmel lyt fra 2014, så er det renskrift af værket, som Bach lavede efterfølgende, ret enestående blandt Bachs efterladte manuskripter, eller som beskrivelsen i bogen lyder: “et sandt under af omhu, flydende elegance og skønskrift”.
Hvor Bach selv havde udformet tekstgrundlaget for Johannespassionen, så var Matthæuspassionen blevet til som en libretto i samarbejde med den lokale polyhistor Christian Friedrich Henrici, der under pseudonymet Picander blev en fast samarbejdspartner for Bach i Leipzig-årene.
Og resten er musikhistorie kunne man sige, for Bachs Matthæuspassion er blevet stående som en hjørnesten i den kirkelige vokalmusiks historie. For Bach selv ville det givetvis ikke have givet mening overhovedet at opføre værket i en ikke-religiøs kontekst, men for mange af de samtidige kritikere af passionsmusikken var det præcis frygten, at musikken og ikke det religiøse indhold nu med værker som Bachs ville komme i centrum.
Man kan diskutere om det giver mening at adskille musik og religion, når det kommer til et værk som Matthæuspassionen. På Bachs tid ville passionsmusikken have indgået som en integreret del af en gudstjeneste og ville halvvejs være blevet afbrudt af bl.a. en prædiken, og det diskuteres stadig om menigheden ville have sunget med på de indlagte koraler i eksempelvis Matthæuspassionen. De ville i hvert fald helt sikkert have genkendt koralerne fra deres religiøse hverdag.
Uomgængeligt er det i hvert fald, at musikken er og skrevet til at blive opført i et kirkerum, og værket er skrevet for dobbeltkor (og dobbeltorkester), fordi både vokalister og instrumentalister ville have været placeret forskellige steder i kirkerummet.
Et opførelsesmæssigt kompromis
En moderne koncertsalsopførelse, som den man kunne overvære i Musikhuset, er således langt fra den oprindelige opførelsespraksis. Og i det hele taget så er der jo meget at diskutere, når den handler om opførelse af såkaldt barokmusik og opførelse af Bachs vokalværker i det hele taget.
Nyere forskning tyder på, at Bach oprindeligt betjente sig af meget mindre korstørrelser, end dem vi i dag har for vane at forbinde med Bach-opførelser. Ja, faktisk mener nogle, at hver korstemme blev sunget af et enkelt individ, så et samlet kor på otte personer ville være nok til at opføre Matthæuspassionen. Vi kan til gengæld også være sikre på, at korstemmer udelukkende blev varetaget af drenge og mænd.
Med et blandet kor af drenge og mænd levede søndagens opførelse på det parameter op til kravet om en “oprindelig” opførelse, men med en samlet korstyrke på godt over 70 sangere (jeg fik ikke talt mig til det præcise antal), er vi altså et godt stykke fra Bachs måske oprindeligt mere ydmyge korstyrke.
Orkestermæssigt havde Københavns Drengekor og dirigenten Carsten Seyer-Hansen allieret sig med Camerata Øresund i en udvidet opstilling. Camerata Øresund er et mindre ensemble, der har specialiseret sig i opførelse af barokmusik på historiske instrumenter.
Til aftenens koncert, der som nævnt kræver dobbeltorkester, var ensemblet som har ni faste musikere udvidet til 31 musikere. Et omfang, der må skønnes at være forholdsvis tæt på Bachs oprindelige orkesterstørrelse, og hvor der altså blev spillet på historiske instrumenter, som generelt giver musikken et mere transparent og blødere udtryk. Op imod et stort kor, som det der var på scenen søndag, indebærer det dog også en risiko for, at koret i det samlede lydbillede kan komme til at overdøve orkestret i tutti-delene (når alle synger/spiller samtidig).
I sidste ende er det jo musikken og den måde musikken bliver kommunikeret på, der tæller. Og i den forstand viste eftermiddagens koncert sig både overbevisende og sikker
Måske var det udover selve rummet en del af problematikken dagen før, da Matthæuspassionen blev opført i Københavns Domkirke, hvor Politikens anmelder klagede over, at enkelte instrumenter næsten ikke kunne høres. Umiddelbart skulle man jo tro, at et kirkerum akustisk set ville komme tættere på Bachs klangideal, men Københavns Domkirke er som rum betragtet en meget anden type rum end en tysk barokkirke, og så var selve opstillingen af kor og orkester i Domkirken en klassisk koncertopsætning.
Musikhusets Symfoniske Sal fungerede akustisk set rigtig fint og med en brav indsats fra Camerata Øresund og Peter Spissky, der ledte orkestret fra førsteviolinen i orkester I, så balancerede det samlede lydbillede rigtig fint.
Nu kunne man jo også indvende, at alle disse detaljer omkring opførelsespraksis og kirkerum versus koncertsal er rimelig underordnede. I sidste ende er det jo musikken og den måde, musikken bliver kommunikeret på, der tæller. Og i den forstand viste eftermiddagens koncert sig både overbevisende og sikker.
Store vokale præstationer
Ind til videre har jeg nævnt om kor og instrumentalister, som begge viste topform. Det er i sig selv beundringsværdigt, at et kor med så unge sangere med så stor overbevisning kan gabe over en så stor opgave og holde fokus i så lang tid ad gangen. Det sidste skyldes nok ikke mindst det grundige forarbejde med indstuderingen, der går forud for selve opførelserne.
Men udover den indledende og afsluttende korsats samt de indlagte koraler, der er båret af korene, så er Matthæuspassionen også i høj grad bygget op omkring de solistiske vokalpræstationer.
Der er de to gennemgående narrative stemmer, evangelisten og Jesus, der synger i såkaldte recitativer, dvs. vokalsatser, hvor orkesterledsagelsen er minimal, og hvor der er tale om en form for talesang med meget lidt udsmykning.
Teksten gentages ikke og tekstgrundlaget er direkte afskrift fra evangeliet. Det er en svær disciplin, som de to svenske sangere Martin Vanberg og Hannes Öberg beherskede med dramatisk nerve, der sørgede for fremdriften i disse dele af musikken, som jo på en måde er en slags transportscener mellem de arier og korsatser, som på sæt og vis udgør hovedattraktionen i musikken, og hvor det følelsesmæssige udtryk er i centrum.
Man må sige, at det på alle måder var et drømmecast af vokalsolister og instrumentalister, vi blev præsenteret for, og det høje niveau blev bærende for opførelsen
Til at give især arierne liv var der sammensat en gruppe af meget dygtige vokalister.
Svensk-brasilianske Helena Schuback gav sopranarierne indfølt liv, og især den centrale arie ”Aus Liebe will mein Heiland sterben”, hvor sopranen i et minimalistisk samspil med to fløjter reflekterer over det kærlighedsoffer, som Jesus bringer, rørte næsten undertegnede til tårer. Danske Sophie Hagen imponerede med sin altstemme i flere af de centrale arier – ikke mindst i den også guddommeligt smukke ”Erbarme dich”, hvor det er soloviolinen, der agerer medspiller.
Svenske Tommy Thimander, tenorsolisten, var helt klart det dramatiske højdepunkt med sit indlevede portræt af Judas, men også en meget fin version af ”Geduld!”-arien, hvor gamben har en instrumental hovedrolle. Endelig gav Florian Dengler også liv til Pilatus-karakteren og en række vigtige bas-arier.
Man må sige, at det på alle måder var et drømmecast af vokalsolister og instrumentalister, vi blev præsenteret for, og det høje niveau blev bærende for opførelsen.
I sidste ende skal der jo også være en samlende kraft, der binder det hele sammen. Og her udgjorde Carsten Seyer-Hansen som dirigent den sikre hånd. Dirigenter kommer i mange forskellige udgaver, og Seyer-Hansen virkede ikke som en dirigent, der ønskede at sætte sig selv i centrum. I flere af de centrale arier trådte han således bogstavelig talt til siden, og lod i stedet instrumentalister og sangsolister udøve musikken som små kammermusikalske koncerter i koncerten.
Og da opførelsens sidste toner havde lydt, og publikum kvitterede med stående klapsalver, så var det tydeligt, at fokus for Carsten Seyer-Hansen var at fremhæve alle de små enkeltindsatser, som havde gjort eftermiddagen til den musikalske oplevelse, som den blev. I min bog er det godt musikalsk lederskab og nok også endnu en af grundene til, at vi en søndag eftermiddag i starten af april fik en rigtig god musikoplevelse i Musikhuset.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og