PÅSKETEKST // KUNSTHISTORIE – Du kommer gående på en landevej, og pludselig er der en ukendt vandrer med dig. I kommer i snak, og han begynder at forklare dig, hvordan verden hænger sammen eksistentielt. Det er emnet for den tekst fra Lukasevangeliet, samtlige præster taler over på denne anden påskedag. Jakob Brønnum giver et rids over nogle af dens mulige udlægninger og viser, hvordan de har sat sig igennem i kunsthistorien.
Som bekendt er en af forskellene på langt de fleste frikirker og de gamle statskirker som Folkekirken, at de gamle kirker følger en række bibeltekster fra Det ny Testamente, som der skal prædikes over. Derfor har alle prædikener en given søndag i alle landets kirker det samme tematiske udgangspunkt. De fleste kirker har flere årgange, men når det som i år er ”Første tekstrække”, prædikes der over en tekstrække, der går tilbage til oldtiden, og er at finde som udgangspunkt for prædikenen i kirker over hele verden. Den tanke har sin egen skønhed.
Teksten til 2. påskedag, Lukasevangeliet 24, 13-35, er en ret enestående tekst i den nytestamentlige overlevering. Den handler om to disciple, der er på vej til en by ved navn Emmaus udenfor Jerusalem og pludselig oplever at en ukendt går ved siden af dem. Det viser sig senere at være Jesus, som blev henrettet langfredag.
Kernen i fortællingen er en stærk udlægning af den opstandelsesberetning, som er svær at få til at passe ind i det moderne, naturvidenskabelige verdensbillede
Når man læser netop Lukasevangeliet, opdager man efterhånden, at det er det af de fire evangelier, der lukker mest mytologisk stof indenfor. Det er her, den rigtigt detaljerede jomfrufødsel findes, det er her den fortælling om en vis Lazarus – der er to fortællinger om en sådan person i evangelierne – der er død og kommet i himmerige, kan findes. Det var den, der fascinerede David Bowie til sangen af samme navn på hans sidste album Blackstar (2016).
De tre andre evangelier har – bortset fra helbredelsesberetninger – sjældent de helt grænseoverskridende fortællinger, der ophæver rammerne for det fysiske univers og ser ind i en anden verden.
Den ukendte by
Første del af teksten handler om disciplene, der går. Dernæst mødes de af en person, de ikke kender, og fortæller ham om alt det, der er sket i dagene inden, altså Jesus henrettelse. Siden begynder denne person at udlægge hændelserne for dem religiøst og til sidst inviterer de ham med til et måltid, som han deltager i, inden han bliver usynlig for dem og forsvinder.
Enhver moderne, akademisk bibelforskning vil emfatisk afvise, at fortællingen kan henføres til noget historisk verificerbart – hvad man vil gøre med langt de fleste eller alle beretninger i Det ny Testamente, bortset fra henrettelsen af Jesus.
Argumenterne i dette tilfælde vil være, at den geografiske lokalitet, de går mod og kommer ind i, er ukendt eller i hvert fald ikke entydigt kendt og selve stedet fuld af variationer og fejlskrivninger i de eksisterende håndskrifter. Og at den udlægning, den fremmede refereres for, har karakter af en konstrueret teologisk diskurs. Fundamentalistisk bibelttroende vil ligeså stærkt argumentere mod dette bibelsyn.
Selve kernen i fortællingen – at de to disciple får følgeskab af en ukendt person, der efter at have talt til dem, så ”deres hjerter brændte”, senere bliver usynlig og forsvinder – er imidlertid en stærk udlægning af den opstandelsesberetning, som er svær at få til at passe ind i det moderne, naturvidenskabelige verdensbillede.
Som en billedlig fortælling peger den ind i en mulighed for at tale om det spørgsmål, som optog alle mennesker indtil det naturvidenskabelige gennembrud og stadig optager rigtig mange: Hvad sker der, når jeg dør? Bliver stikket bare trukket ud, eller er der noget, der lever videre?
Emmaus-beretningen, der tydeligt har ansatser til det, vi forstår som en psykologisering, antyder, at noget åndeligt lever videre, nemlig den skikkelse, der møder de vandrende underligt drømmerisk.
At noget åndeligt overlever kroppen, er en tanke, der er kendt og vendt og drejet fra antikken til modernitetens begyndelse, fra Platon til Dostojevskij.
Ateisten vil her bryde ind og med en antydning af hån forklare, at der ikke kan være noget, der lever videre.
Andre, heriblandt undertegnede, vil svare, at det er vanskeligt at afvise, at det usynlige, der er mellem os, når vi taler, og som gør, at læseren kan forstå det, jeg skriver, har del i en karakter af noget, der ikke er fæstnet i tiden.
Fortsætter drøftelsen vil man måske henvise til den alexandrinske, jødiske filosof Filons Platon-inspirerede udlægning af den jødiske skabelsesberetning i Bibelens 1. Mosebog, hvor guden som bekendt taler verden frem (“der blive lys“).
Mødet med den ukendte vandrer på vejen til Emmaus har karakter af noget symbolsk, noget metafysisk, noget tidløst nærværende
Det er den udlægning, der har inspireret en anden evangelist, Johannesevangeliets forfatter, til at kalde Kristus-skikkelsen for “Ordet” (græsk: Logos) og påstå, at det var Kristus-skikkelsen, guden talte verden frem med: “I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. Han var i begyndelsen hos Gud. Alt blev til ved ham, og uden ham blev intet til af det, som er.” (Joh. 1,1ff., min kursivering) Og så går den vilde diskussion.
Jungianeren vil sige, at den ukendte ledsager er et klassisk drømmemotiv. Den russiske tekstvidenskabsmand Propp vil tilføje, at motivet er kendt fra folkeeventyret. Prædikanten vil sige, at det er en symbolsk og meget smuk illustration af den kristne tro, at Jesus “er med dig alle dage”, som Matthæusevangeliet slutter med.
Et kunstnerisk begyndelsespunkt
Under alle omstændigheder er Emmaus-vandringen et oplagt kunstnerisk begyndelsespunkt. Mærkeligt nok har de rigtig store malere, der har skildret bibelske motiver, folk som Rembrandt og Carravaggio, oftere fæstnet sig ved måltidet i Emmaus, hvor de omkringsiddende genkender Jesus, da han “bryder brødet”, og billedet derved bliver en nadverudlæsning og tager en mere konkret, teologisk symbolik.
Duccios maleri fra Dantes tid, begyndelsen af 1300-tallet, fortæller om sidste del af vandringen, hvor disciplene overtaler den ukendte til at tage med ind og spise sammen med dem.
Den mørke port har en kolossalt stærk symbolladning, af noget ukendt. Men byen er jo kendt som civilisationens trygge sted. Men hvad sker der med denne by og denne kultur, når den ukendte ledsager træder ind i den?
Den schweiziske landskabsmaler Robert Zünd gør fortællingen nationalromantisk, når han lader vandringen foregå i en løvskov, og sådan har den taget præg af de tider, den er fremstillet i.
Lelio Orsis billede fra 1500-tallets Italien (ovenfor) lader vandrerne være bevæbnet med knive, så de kan beskytte sig på landevejen.
Der er derfor ikke overraskende, at artiklens coverbillede, Emmaus-maleriet af den tyske billedkunstner Janet Brooks-Gerloff fra 1992, forekommer at være det stærkeste af dem alle.
Figuren, der ledsager de to disciple lever op til vor tids psykologiserende spiritualitet, når det kun er omridset af skikkelsen, der er tegnet.
Når mødet med den ukendte vandrer på vejen til Emmaus har karakter af noget symbolsk, noget metafysisk, noget tidløst nærværende.
Topfoto: Janet Brooks-Gerloff: Emmausvandringen (1992). Dette og andre foto er fra Wikimedia Commons.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
