FILM // ANMELDELSE – Charlotte Sielings første spillefilm siden Margrete den Første (2018), Vejen hjem, er lidt uventet et slags ”kammerspil i stort format” på trods af religionskrig og -vold. Det er nemlig et intenst far-søn-forhold, der fastholder spændingen i fortællingen, skriver Mikkel Stolt.
”Agent 00-Denmark”.
Det er, hvad den britisk-arabiske fixer, Bilal (Harki Bhambra), på et tidspunkt med et glimt i øjet kalder Christian (Nikolaj Lie Kaas). Og på det tidspunkt havde jeg flere gange tænkt, at hvis dette havde været en britisk Bond-film eller en amerikansk action franchise, så havde hovedpersonen slået mere på tæven og onduleret dusinvis af arabere undervejs.
Nuvel, den danske Afghanistan- og Irak-veteran ender ganske vist med at lave et par double-0-7-moves, men det er gudskelov aldeles beskedent. Det er nemlig en anden slags film, og det er meget klædeligt. Hvis man lige skriver plottet ned, så er det tillige meget enkelt:
Christian (ja, det er jo lidt sjovt, at han hedder dét, når fjenden er fundamentalistiske islamister) er taget til Syrien for at få overtalt sin søn, der som konvertit har meldt sig under ISIS’ sorte faner, at tage med hjem til Danmark. Det er sådan set dét. Og det gode er, at det er rigeligt til at fastholde os i en spænding, fordi manuskriptet og instruktøren har et så godt greb om de helt basale, fortællende virkemidler.
Enkel fortællestil
Vi får hele tiden kun lige akkurat nok om baghistorien at vide til, at interessen fastholdes, og vi oprigtigt kerer os om Christian og hans mission. Vi gætter selvfølgelig, at han er konverteret til islam og har lært sig arabisk for at komme tættere på de lokale – eller lokale og lokale, de fleste aktører lader faktisk til at være ikke-lokale folk med muslimsk baggrund – og vi forstår også via blandt andet telefonsamtaler med ekskonen hjemme i Danmark, at det nok ikke bliver så nemt at få sønnen med hjem.
Fjenden er naturligvis de totalt afskyelige ISIS- og Al-Qaeda-folk
Samtidig er både billede- og lydside så fermt skruet sammen, at man uvilkårligt rives med. Det er et brunt og støvet Syrien, vi ser (filmen er dog optaget i Jordan), og de små spændingsbuer, der opstår undervejs, er ikke overgjorte med overtydelig musik eller alt-for-tydelig klipning, men holdes som regel nede på et ildevarslende niveau. For det er sådan, som Christian oplever det – en mand, som det viser sig er ganske rutineret i at begå sig under fremmede himmelstrøg.
Han er måske mindre rutineret i at tale med sin søn om dennes indre liv, og jeg synes det fungerer glimrende i de scener, hvor det psykologiske drama overtager fra action-dramaet. Replikkerne er afmålte, naturlige, interessante, og der bliver ikke ”læst højt ” for os, som min gamle klipper-ven altid kaldte det, hvis noget i en film var alt for tydeligt fortalt.
Stærkt skuespil
Men der optræder også afstumpet vold og meningsløse skudvekslinger og det er faktisk imponerende, at vi formår at kere os om nogle af de involverede, men det tilskriver jeg igen den på én gang tilbageholdende og effektive fortællestil. Fjenden er naturligvis de totalt afskyelige ISIS- og Al-Qaeda-folk, men billedet nuanceres med flere andre bipersoner, især de to fra Nørrebro, der også er ankommet for at deltage på den ene eller anden måde. De spilles af henholdsvis Arian Kashef og Besir Zeciri og især sidstnævnte har en stærk og mangefacetteret udstråling i rollen som det selvbestaltede religiøse ”overhoved”, Abu Amin.
Vejen Hjem fortjener at blive set på et stort lærred
Nikolaj Lie Kaas har man jo vænnet sig til stort set altid er god, og her er han øjensynligt holdt i ekstra kort snor af instruktøren. Der er mange sideblik og små trækninger i ansigtet – der sammen med en effektiv men alligevel nænsom klipning – giver os gode indlevelsesmuligheder i hans indre og hans evner til at tage beslutninger. Det er ved at kamme lidt over mod slutningen, men det lader vi passere, for det er faktisk gribende, hvad der sker dér.
Albert Rudbeck Lindhardt som sønnen har også nogle (få) virkelig gode scener, og det er jo ikke hans skyld, at filmens måske svageste punkt er de forklaringer, den opstiller for hans radikalisering. For undervejs dvæles der ikke for meget ved det, men de indgår blot som små elementer i telefonsamtalerne mellem forældrene eller som dramatisk funderede udbrud i nogle nøglescener mellem far og søn.
Et kammerspil?
På sin vis er der altså på trods af de store udendørs tableauer, krigsscener og jagerfly nærmest tale om et slags kammerspil. Eller det føles sådan. Det hænger naturligvis sammen med det enkle plot – kommer sønnen med hjem? – men det tyder også på, at instruktøren, Charlotte Sieling, har taget noget af sin erfaring fra de mange tv-serier, hun også instrueret, for eksempel Forbrydelsen, Broen og Borgen, og hvor det ofte er de ”nære ting”, der fungerer bedst.
Vejen Hjem fortjener dog at blive set på et stort lærred for en optimal oplevelse, og som sædvanligt vil jeg minde om, at det – selvom det er langt mere troværdigt, end når Agent 007 er på mission – er en fiktionsfilm, og at man derfor ikke nødvendigvis lærer noget om de temaer, filmen kredser om. Men det er forhåbentlig heller ikke meningen. Vi skal føle og opleve – og ja, bagefter kan vi selvfølgelig alle tænke vores.
Klik dig videre til mange flere filmanmeldelser lige her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
