VED JOHANNES MØLLEHAVES DØD // MINDEORD – ” I lang tid spekulerede rimsmeden Johannes på, om der dog ikke fandtes et ord, der rimede på fjordrejer – en af hans yndlingsspiser. Det lykkedes ham! En dag kom han løbende ind på mit kontor og bad mig tage notat, idet han deklamerede: ”Jeg holder så meget af fjordrejer/fordi jeg er en gammel orddrejer”. Jeg håber, der er fjordrejer på menuen, der hvor Johannes nu er! I dag græder søløven på Frederiksberg Kirkegård. ” Forfatter, præst, foredragsholder med meget mere Johannes Møllehave er ikke længere i blandt os. Møllehave er død efter længere tids sygdom. Forlagsredaktør Hans Henrik Schwab arbejdede gennem flere år sammen med Møllehave og har skrevet sit personlige mindeord om det populære litterære fyrtårn og spradebasse, som var hans ven.
En anmelder skrev engang, at der fandtes kun én Møllehave, men sikke en!
Sagen er, at Johannes Møllehave overkom så meget, at man skulle tro, der fandtes flere Møllehaver – og Johannes har da også nogle gange måttet sende både konen Herdis og sønnen Tomas af sted, når han var kommet til at dobbelt- eller tredobbelt-booke foredrag! Men præsten, forfatteren og foredragsholderen af samme navn forenedes alle i rollen som formidler.
Det var boghandler Gert Ringhof, der i 1974 spottede Møllehaves unikke formidlingstalent og blev fødselshjælper og forlægger for et af de største og mest læste danske forfatterskaber i nyere tid. Berømt er anekdoten om dengang, Gert Ringhof insisterede på, at præsten Møllehave havde fejlciteret Biblen, hvorefter Møllehave langt om længe overgav sig med ordene:
“Men Gert, synes du ikke, min version er bedre?”
Senere var Kirsten Ringhof en uvurderlig redaktionel sparringspartner. Det var hende, der ud over at rette sprog f.eks. sammensatte det store udvalg af 60 prædikener i samlingen Hvor kærlighed bor (L&R, 1997), der følger kirkeåret.
Vi opfordrede fra forlagets side Dronning Margrethe til at skrive forord, men kongehuset takkede desværre nej, selv om Hendes Majestæt faktisk frekventerede Møllehaves menighed i Virum.
Damen i Bjørnekælderen ville blot takke, fordi Johannes i sin tid havde begravet hendes mand. Hertil svarede Møllehave: ”Man siger, at mine begravelser heldigvis holder bedre end mine bryllupper!”
I de senere år var det niecen Marianne Volf Andersen, der utrætteligt bistod redaktionelt. Det var hende, der kompilerede det imponerende, næsten encyklopædiske værk Den store Møllehave (L&R, 2013), som er den bedste og mest omfattende introduktion til Møllehaves givende og generøse værk. Lige dele lystlæsning og leksikon.
At læse i Den store Møllehave – eller høre den fabulerende foredragsholder Møllehave – var som at indløse billet til et kulturelt eksprestog. Det var ikke bare et dansk lyntog, der kørte fra Johannes V. Jensens Himmerland over H.C. Andersens Fyn til Kierkegaards København og Storm P.s Frederiksberg, som var Møllehaves egen foretrukne bydel, hvorfra hans verden gik.
Nej, det var også et internationalt højhastighedstog, der susede fra sagaernes Island over Shakespeares England til Biblens Israel. Undervejs gjaldt det om at holde fast, men så blev man også klogere om både livet og litteraturen.
Apropos Island og Johannes V.: Møllehave ankom engang til Island og blev opsøgt af en lokal autografjæger, der spurgte: ”Er du ikke Johannes V. Jensen?”. ”Nej,” replicerede Møllehave, ”men han var også god!”
Det hæsblæsende tempo
Jeg sammenlignede ovenfor Møllehave med et højhastighedstog, og netop det hæsblæsende tempo og den hektiske gestik er det, mange forbinder med Møllehave.
Det er delvis en myte, der blot blev forstærket af den famøse d’Angleterre-episode, hvor Møllehave blev lagt i håndjern – hvilket i øvrigt fik ham til i sin næste bog at skifte ”Af samme forfatter”-listen ud med en fortegnelse over restauranter, hvor forfatteren ikke var blevet bortvist!
Jeg vil dog, på grundlag af mange års venskab og samarbejde, minde om, at der også fandtes en anden, mere stille og indadvendt udgave af dette kulturelle damplokomotiv. Jeg har oplevet Møllehave sidde musestille og læse på mit kontor:
Hvordan skulle han ellers have tilegnet sig disse ufattelige mængder af litteratur, som han med sin fotografiske hukommelse kunne referere og ofte – det gælder f.eks. Inger Christensens Sommerfugledalen – citerede ordret?
”Jeg holder så meget af fjordrejer/fordi jeg er en gammel orddrejer”.
Og jeg har tilbragt mange stille eftertænksomme stunder i hans selskab, senest en frokost, hvor også hans nevø deltog. Nevøen påpegede, at Johannes på det seneste var blevet mere stille og sov mere: ”For første gang kan man sige, at Johannes kommer sovende til sin succes”, sagde han med ægte Møllehave-humor – hvortil Johannes selv straks tilføjede: ”Nu var jeg jo også sogne (udtalt: sovende) præst!”.
Jeg mindes også en dag, hvor Møllehave viste mig og mine dengang 12-årige tvillinger rundt på Frederiksberg i Storm P.s fodspor. Sammen med netop mine børn har jeg ofte oplevet en vigtig side af Møllehaves personlighed: den grænseløse generøsitet.
Engang måtte han f.eks. aflyse et foredrag sammen med den internationalt anerkendte tryllekunstner Joachim Solberg (illusionskunst var en af Møllehaves store passioner) – et foredrag, min søn og jeg havde set frem til.
Hvad skete der? Johannes inviterede hele min familie på privat middag, hvor den nævnte Solberg dukkede op og for en aften skiftede Las Vegas-scenen ud med Møllehaves lille køkken, hvor han gav et helt forrygende trylleshow – mens Johannes’ søn Tomas i baggrunden tryllede med maden med køkkenredskaber, der kunne have været Storm P.-opfindelser!
Det blev en Frederiksberg-vandring, der ud over humoren også rummede melankolien, døden og teologien. Vi startede på Storm P.-museet med Johannes som født guide – en rolle, han i øvrigt kort efter sammen med Tomas, der også er Storm P.-samler, gentog kvit og frit for hele deres skoleklasse.
Hvem erindrer ikke hans versificerede tale til Jane Aamund med rimet: ”Vi har været på samme bane, Jane/Men ikke i samme kane”.
Museumsbesøget mindede mig om, at han længe tog tilløb til, men desværre aldrig fik færdiggjort en bog om den ofte oversete religiøse side af Storm P.-s fluer. Bogen skulle have heddet Fluernes Vorherre. Bagefter så vi Storm P.s hjem og spiste frokost i den nærliggende Bjørnekælder, hvor en dame henvendte sig til Møllehave.
Når man spiste frokost med Møllehave, blev han ofte kontaktet af mennesker – kendte som ukendte – der ville tale med ham.
Engang på Schønnemann kom vi således til at sidde ved siden af Jan Sonnergaard, dette herlige menneske, der mindede Johannes om, at han var blevet konfirmeret af ham i Virum (Johannes har i øvrigt og selvfølgelig skrevet en glimrende konfirmationsbog, oprindelig i 1986 udgivet på familiens eget forlag, Blandede Bolsjer, og siden genudgivet på L&R i 2003).
Damen i Bjørnekælderen ville blot takke, fordi Johannes i sin tid havde begravet hendes mand. Hertil svarede Møllehave:
”Man siger, at mine begravelser heldigvis holder bedre end mine bryllupper!” Ja, med hans eget ordspil fra den indledningsvis nævnte klummesamling: Johannes’ jordpåkastelser endte ofte som ordpåkastelser. Af jord er du kommet, men i begyndelsen var Ordet …
Min sjæl, hvad vil du mere?
Som præst var Møllehave naturligvis ikke ubekendt med at skulle tale om døden.
I starten af 90’erne blev han ringet op af Dan Turèll, hvis liv lakkede mod enden, og som gerne ville tale om dét. Turèll stillede med Kingo det berømte spørgsmål: ”Min sjæl, hvad vil du mere?”. Turèlls svar på sit eget spørgsmål fik næsten tårerne frem i Johannes’ øjne. Svaret lød i al korthed: ”Mere!”
Men Det ender godt, som Møllehave samtalebog om døden hedder (Kristeligt Dagblads Forlag, 2009). Vores Storm P-vandring den dag endte således på Frederiksberg Kirkegård, hvor vi først besøgte Storm P.s grav og siden gik over til det sted, hvor Møllehaves elskede Herdis hviler.
På hendes grav står en stenskulptur forestillende en søløve. ”I regnvejr ser det ud, som om den græder”, fortalte Johannes rørende for derefter at pege over på nabograven, hvor der troner en skulptur af en delfin: ”Men mange mener, at den dér er en del finere”. Typisk Johannes: forløsende latter i et bevæget øjeblik.
Der er al mulig grund til at mindes Herdis – i 1970’erne en ufattelig populær forfatter i eget navn. Så sent som for et par år siden fandt jeg i Hamburg en tysk udgave af LE, der solgte i et kæmpe oplag syd for grænsen; faktisk var Herdis selv af tysk herkomst. Hendes betydning for Johannes var og er ubeskrivelig. Han hørte i sine sidste år til stadighed hendes stemme.
I lang tid spekulerede rimsmeden Johannes på, om der dog ikke fandtes et ord, der rimede på fjordrejer – en af hans yndlingsspiser. Det lykkedes ham!
Johannes har i erindringsbogen Så forskellige sind (L&R, 1978) skrevet smukt om deres forhold:
”Herdis. Navnet betyder Guds sværd på oldnordisk og jeg blev tidligt gennemboret af det. Det satte sig i mine indre dele på en sådan måde, at jeg dør, hvis jeg trækker det ud – men jeg kan leve, hvis jeg lader det sidde.”
I sin næstsidste klummesamling Hanegalemig (Tidernes Skifter, 2014) har han skrevet lige så stærkt om Herdis’ død i 2001.
Og så var det endda lige før, at deres ægteskab aldrig blev til noget, afslørede Herdis på Johannes’ 60-års fødselsdag. Han havde i starten af deres forhold fået den (u)vane at svare på alt, hvad hun sagde … med et rim. (De mødtes faktisk, fordi Johannes skrev limericks til et ungdomsmagasin, som Herdis redigerede). Herdis truede med at slå op, hvis ikke Johannes stoppede med sine rimede svar.
Det fik ham for en stund til at holde inde, men naturligvis stoppede han aldrig med at rime. Både forlaget og jeg er ved flere lejligheder blevet begavet med Johannes’ vittige digte og lejlighedssange, som mange også husker fra laureatfesterne. Hvem erindrer ikke hans versificerede tale til Jane Aamund med rimet: ”Vi har været på samme bane, Jane/Men ikke i samme kane”.
Og hvem andre kunne slippe af sted med at gendigte hele Biblen for børn på vers (Det Danske Bibelselskab, 1998)? Her kan man da tale om – ikke sataniske men guddommelige vers.
Hør bare disse linjer om Paulus: ”Og efter at Paulus skiftede sind/så var han ikke det mindste blind” efterfulgt af: ”Paulus rejste rundt som taler/og sled talrige sandaler/Sjældent har en missionær/slidt så meget sålelæ’r!”.
I lang tid spekulerede rimsmeden Johannes på, om der dog ikke fandtes et ord, der rimede på fjordrejer – en af hans yndlingsspiser. Det lykkedes ham! En dag kom han løbende ind på mit kontor og bad mig tage notat, idet han deklamerede:
”Jeg holder så meget af fjordrejer/fordi jeg er en gammel orddrejer”.
Jeg håber, der er fjordrejer på menuen, der hvor Johannes nu er!
I dag græder søløven på Frederiksberg Kirkegård.
https://www.youtube.com/watch?v=dBh7M0halXc
LÆS MERE AF HANS HENRIK SCHWAB HER
Topillustration: Johannes Møllehave, PR-Foto
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og