CHOPIN // ESSAY – Den 17. oktober er det 175 år siden, at den polsk-franske komponist Frédéric Chopin døde. Forlagsredaktør Hans Henrik Schwab skriver om komponisten, der blev synonym med romantikkens lidende geni, og om hvordan han inspirerede også danske forfattere som Dan Turèll og Peer Hultberg.
På den parisiske Pére-Lachaise-kirkegård er der en grav, hvor der altid ligger friske roser: Frédéric Chopins sidste hvilested. Roserne er et vidnesbyrd om den polsk-franske komponists kunstneriske efterliv 175 år efter hans død, kun 39 år gammel.
Det er imidlertid ikke blot Chopins musikalske oeuvre, der har levet videre gennem mere end halvandet århundrede – det har han også selv som figur og motiv i mange litterære værker.
Det er måske ikke så mærkeligt, at en tragisk romantisk skikkelse som Chopin er gået over i såvel musik- som litteraturhistorien. Det skyldes selvsagt først og sidst hans udødelige musikalske kompositioner i romantisk stil, der forener følelsesmæssig styrke med teknisk ekvilibrisme.
Men hertil kommer hans biografi med de mange ulykkelige romancer og tidlige død, der fuldender portrættet af romantikkens lidende geni.
Den aften var fuld af regndråber, som trommede mod karteuserklostrets tag, men de blev gennem hans fantasi og musikalske gave forvandlet til tårer, der falder på hjertet.
Hans kærlighedsliv er dog også på helt anden vis interessant i et nutidigt perspektiv: Chopin levede således sammen med den emanciperede kvindelige forfatter Armandine Lucie Aurore Dupin, der som pseudonym tog mandenavnet George Sand, gik i herretøj og røg cigarer. I dag ville man måske tale om en transkønnet person.
Endelig er der ikke at forglemme den politiske dimension: Hans relation til de europæiske frihedsbevægelser i 1840’erne. Chopin var således en af de mange polske politiske emigranter i Paris, og han begræd, hvordan Rusland havde knægtet den polske kamp for frihed og uafhængighed – en kamp, man også finder beskrevet i den danske forfatter M.A. Goldschmidts roman En Jøde fra 1845. Et sørgeligt aktuelt scenarie her i 2024.
Chopin er således fortsat aktuel i dagens Europa, der med krige og regnskyl i flere henseender stander i våde. Hans litterære berømmelse startede faktisk allerede i hans levetid i netop den romantiske epoke, han af de nævnte grunde står som en af de fremmeste eksponenter for.
En mismodsvinter på Mallorca
I vinteren 1838-39 boede Chopin således med George Sand i Valldemosa-klostret på Mallorca, hvor han komponerede halvdelen af sine 24 præludier (Op. 28; nyd eksempelvis Maurizio Pollinis kongeniale fortolkninger, som just er blevet genudgivet på Deutsche Grammophon).
Det meste kendte af disse komprimerede musikstykker er selvsagt Op. 28;15: ”Regnvejrspræludiet”.
I bogen om opholdet, En vinter på Mallorca, fortæller Sand, at dette præludie – ”det prægtigste af hans korte stykker” – blev til under indtryk af regnen, der denne ”rædselsvinter” uophørligt skyllede ned i bjergegnen, hvor det kloster lå, som ellers skulle have fungeret som et slags sanatorium for den tuberkuløse Chopin.
Selv benægtede han dog, at kompositionen var udtryk for ”mimetisk harmoni”.
I sine memoirer skriver Sand herom:
”Han protesterede voldsomt, og med rette, mod det barnagtige ved i musik at imitere det ydre øres incitament. Hans geni blev informeret af naturens mystiske harmonier, som han oversatte til sublime musikalske ækvivalenter, men ikke gennem nogen slavisk transskription af udvendige lyde. Den aften var fuld af regndråber, som trommede mod karteuserklostrets tag, men de blev gennem hans fantasi og musikalske gave forvandlet til tårer, der falder på hjertet.”
Mallorca-bogen, inklusive det citerede uddrag af memoirerne, er på dansk udgivet med Ebbe Sadolins stemningsfulde illustrationer.
Det var ikke sidste gang, Sand benyttede Chopin – der ikke bliver omtalt ved navns nævnelse i bogen fra Mallorca – som forlæg for en af sine figurer.
Jeg har hørt Chopin filtreret af fingre gennem et nodeark / som en re-animated musikalsk kop pulverkaffe
I 1847 udgav hun således romanen Lucrezia Floriani om affæren mellem en 30-årig skuespillerinde, der umiskendelig var et selvportræt, og en noget yngre helbredssvækket aristokrat, der tydeligvis var gestaltet over virkelighedens komponist, som led af en kronisk lungesygdom.
Romanens skildring af forholdet – det, man i dag ville kalde ”Kiss and tell” – var angiveligt medvirkende til bruddet mellem Chopin og George Sand.
Også andre franske forfattere end George Sand har skrevet om Chopin, der jo havde et tæt forhold til netop Frankrig.
Den modernistiske lyriker par excellence, Baudelaire, har således sammenlignet hans musik med en fugl, der svæver over en mørk afgrund (”Cette musique légère et pasionnée qui ressemble á un brillant oiseau voltigeant sur les horreurs d’un gouffre”) – ligesom franske forfattere som Marcel Proust og André Gide har skrevet om Chopin. Det samme har internationale forfatternavne som tyske Gottfried Benn og Russiske Boris Pasternak.
Den polsk-franske komponist har imidlertid også spillet en rolle i moderne dansk litteratur.
Onkel Danny og oldefar Frédéric
”Holder de af Brahms?” spurgte den franske forfatter Francoise Sagan engang i en romantitel, men hvem skulle have troet, at den danske beatdigter Dan Turèll ikke blot holdt af hverdagen, men også af Chopin? Ikke desto mindre: I hans trilogi af moderne storbydigte finder man mellem de talrige referencer til amerikanske rock- og jazzmusikere pludselig disse to verslinjer i Drive-in Digte (1976):
”Jeg har hørt Chopin filtreret af fingre gennem et nodeark / som en re-animated musikalsk kop
pulverkaffe”
”Men ikke nok med det,” som Dan Turèll siger i en af sine berømte monologer: Asger Schnack, Turèlls ven og mangeårige redaktør, har således gjort mig opmærksom på andre eksplicitte referencer til Chopin i Turèlls lyriske forfatterskab, især i hans samlinger med rimede vrøvlevers.
I Onkel Danny’s drivende dansende dirrende dinglende daskende dryppende danske dåse-digte (1974) finder man således følgende strofe: ”Og Chopin / sér på sin teint / og pudres af Liszt / lidt her, lidt hist”; og i Onkel Danny’s Rullende Rallende Regnvejrs Ragtime Rhapsodi (1979) lyder en strofe: ”Åh Chopin / tidsforhæng / Hver en vals / er til fals”.
Man bemærker, at Turèlls referencer til Chopin falder i to digtsamlinger, hvor regnvejr indgår i titlerne. At disse strofer, der vidner om en Chopin-passion, ingenlunde var tilfældige, fremgår af René Højris’ Turèll-monografi Samtale og introduktion (1977), hvor Turèll selv bag i bogen giver nogle musikalske anbefalinger.
Mellem anbefalinger af mere moderne musiknavne som Stockhausen, Charlie Parker og David Bowie finder man således … Chopin.
Men ikke nok med det: En af Turèlls allersidste kriminoveller hedder såmænd Regnvejrs-Præludiet med undertitlen: ”Mord på Mallorca” og foregår – selvfølgelig – i Valldemosa.
Der har i øvrigt, kan jeg afsløre, været arbejdet på en graphic novel-version af denne relativt ukendte lille fortælling, som i sin originale form har illustrationer af Turèlls faste håndtegner, Peder ”Mein Freund” Bundgaard, og Chopin-noder udskrevet af Turèlls faste musikalske akkompagnatør, pianisten Jan Kaspersen. (Novellen blev publiceret posthumt i Mord da Capo, 1994).
Hold tårer op at trille
Den danske forfatter, der mest konsekvent har forholdt sig til Chopin, er dog Peer Hultberg. Det var ikke tilfældigt, at netop Hultberg skrev om Chopin: Han var således selv, ud over psykolog, både pianist og polskkyndig – og havde dermed alle forudsætninger for at leve sig ind i det musikalske geni.
For Hultberg var vidunderbarnet fra Warszawa et veritabelt valgslægtskab.
Det blev i 1989 til en roman om Chopins polske barndom, som selvfølgelig fik titlen Præludier og bestod af små koncentrerede prosastykker – en litterær pendant til præludierne, ligesom Hultberg også havde skrevet et litterært Requiem.
Jeg har i Frankfurt hørt Hultberg recitere disse prosapræludier på tysk og kan forsikre, at ligesom Chopin ud over komponist også var en virtuos pianist, var Hultberg ud over forfatter også som oplæser en sand performer af sine prosastykker.
Pludselig så jeg sammenhængen hen over 150 år: Diana døde i Paris og blev selv i dødsstunden jagtet af ublu paparazzi-fotografer
Læs – eller hør – engang dette litterære præludie, hvor regndråberne ikke som i Valldemosa-klostret trommer, men triller ned over ruden, mens den purunge Chopin drømmer om at bliver pianist og komponist.
Alt imens Hultbergs punktumløse prosa fremsuggererer lyden af en dråbe – eller tåre! – der triller:
”det er min dråbe, og jeg vil blive pianist, berømt pianist, hvis den når bunden (…) den står stille, min dråbe, står helt stille, kan ikke komme videre, den kommer ikke videre, stående, spændt, fyldt, om den kan komme videre, om jeg skal blive pianist og komponist …”
Faktisk havde Hultberg allerede som ung slavist tilbage i 60’erne oversat og udgivet et udvalg af Chopins breve i Hasselbalchs Kulturbibliotek, der blev redigeret af selveste Jacob Paludan.
Korrespondancen – hvor Chopin i brevform tegner et mere prosaisk selvportræt, der dekonstruerer sam- og eftertidens romantiske genimyte – kan med fordel læses i forlængelse af romanen, idet brevene starter på præcis det tidspunkt i Chopins liv, hvor romanens litterære præludier slutter.
Ja, brevbogen følger faktisk Chopin helt frem til dødslejet på en efterårsdag i 1849.
Chopin og de parisiske paparazzi
Da jeg i 1996 blev Peer Hultbergs redaktør på L&R, besøgte jeg Hultberg i hans patricierlejlighed i Hamburgs mondæne Eppendorf-kvarter, og da jeg her fik øje på hans cembalo, drejede samtalen sig naturligt ind på Chopin og præludier.
Jeg foreslog ham følgelig at genudgive udvalget af Chopins breve og på den måde krydse et spor i sit forfatterskab. En søndag i september 1997 mødtes vi derfor igen i hans Hamburg-hjem for at redigere brevbogen (der i parentes bemærket ikke indeholder Chopins breve til George Sand, da hun efter afslutningen af deres forholdt brændte hans breve, således at deres usædvanlige relation ikke findes beskrevet fra hans side).
Ja, paparazzi-fotografer fandtes åbenbart allerede i 1800-tallets Paris i form af daguerreotypister!
Ved et tilfælde var det netop samme dag, Prinsesse Diana blev bisat i London.
I modsætning til Peer var hans samlever, den schweiziske billedkunstner Alfred Wäspi, meget royal, og mens Peer og jeg minutiøst gennemgik hans reviderede oversættelse af brevene, fulgte ”Fredy” i baggrunden tv- transmissionen fra bisættelsesceremonien i Westminster Abbey – en moderne dødsmesse med Elton John ved pianoet.
Pludselig så jeg sammenhængen hen over 150 år: Diana døde i Paris og blev selv i dødsstunden jagtet af ublu paparazzifotografer. Og hør engang, hvordan Chopin – der i romantikken også havde status som celebrity – endte sine dage i Paris.
Den franske mezzosopran Pauline Viardot, der var til stede ved Chopins dødsleje, fortæller til George Sand i et af de breve, man i bogen finder i Hultbergs oversættelse:
”Alle fine damer i Paris anså sig forpligtede til at komme og dåne i hans værelse; det var overfyldt med tegnere, som lavede skitser i hast, en daguerreotypist (en tidlig form for fotograf, red.) ville have sengen flyttet hen til vinduet, så solen faldt på den døende …”
Ja, paparazzi-fotografer fandtes åbenbart allerede i 1800-tallets Paris i form af daguerreotypister!
Få dage efter denne bizarre dødsscene blev Chopin begravet ved en ceremoni i Madeleinekirken, hvor Mozarts Requiem blev afsunget med ovennævnte Viardot som solist, og hvor Chopins musikalske ven, den feterede Franz Liszt – datidens Elton John! – fremførte et par af Chopins præludier.
Forinden var der på dødslejet blevet taget en afstøbning af Chopins venstre hånd, som han tillagde særlig betydning i sine kompositioner. Den kan den dag i dag ses i den celle i det mallorcinske karteuserkloster, hvor han komponerede sit mest berømte præludie, og hvor han altså – med George Sands ovenfor citerede formulering – transformerede regndråberne til ”tårer, der falder på hjertet”.
Chopins eget hjerte blev inden begravelsen taget ud og smuglet til fødelandet Polen, hvor det her 175 år efter stadig banker i musik- og litteraturhistorien: banker for frihed og uafhængighed i både kunstneriske, politiske og menneskelige forhold.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og