Vampire Weekend – hvad man gør, når man har fået spurgt Gud om alt

af i Kultur/Musik

#RF19 // ANMELDELSE – Vampire Weekend er et af indiemusikkens største bands, omend det tydeligvis ikke betød, at Roskilde-publikummet kendte dem specielt godt. De har været væk fra festivalen i lang tid, og nu vendte de tilbage med et helt andet udtryk. Hvad er der dog sket?

Dengang Vampire Weekend fik kritik for mestendels at planke Paul Simons Graceland, så var der én lyd, de dog lod være i fred: De ‘gatede’ trommer, den der gigantiske firserlyd. Det var alligevel for monumentalt for Vampire Weekend, for anti-indie, for indpiskende, for bestemmende. Så stor var min forbløffelse, da de to (!) trommeslagere satte ind i åbningsnummeret ‘Sunflower’ til fredagens koncert, og det lød så gigantisk, som noget band har gjort på årets Orange Scene. Hold fast, hvor var det rock. Whatever happened to my indie pop?

Jeg kan tydeligt huske, hvor jeg var, da jeg hørte Vampire Weekend første gang. ‘Cape Cod Kwassa Kwassa’, nummeret med den ringlede afro-guitar og teksten om Peter Gabriel. Ingen lavede musik på denne måde. Det var ikke så meget det, at de lod sig inspirere af afrikanske stilarter, det var der trods alt andre indie-bands som gjorde på den tid, men det var den klarhed i udtrykket, den utrolige lethed, luften i lydbilledet og den fantastiske melodiøsitet. Det var indie, som var stykket sammen af idéer fra hele verden med plads til at tænke, indlejret i musikken.

Da ‘Sunflower’ blev udgivet som tidlig single fra det nye album Father of the Bride, var der nogle, som råbte vakt i gevær. Egentlig minder den meget om ‘Cape Cod Kwassa Kwassa’ med et ligeledes ringlende guitarriff, men med tilbagelænet basgang og scattende dab-i-dab-i-dab var der fare for at gå jam-band i den. Dog var faren overdrevet efter min mening; hvor meget jam kan man nå med et nummer, der stadig kun er 2 minutter? Ret meget viser det sig, hvis man trækker den ud til otte minutter, og giver den medbragte guitarist Brian Robert Jones lov til at fyre soli af. Og det var så åbningsnummeret. Det her er ikke mit gamle band; hvor var luften til at tænke selv?

Den store dansefest

Der er gået elleve år, og Vampire Weekend har lavet fire albums, og der var ud fra sætlisten ikke tvivl om, hvad slags koncert de gik efter, en hitparade. Drivende sang efter drivende sang blev fyret af: ‘Unbelievers’, ‘Diane Young’, ‘Holiday’, ‘This Life’, ‘Cousins’, ‘A-Punk’. Deres albums har altid nogle mere ligetil numre ind imellem de komplekse kompositioner, og det var dem, vi mest fik at høre denne eftermiddag.

Dad was a risk-taker / his was a shoe-maker / You greatest hits 2006 little list-maker / Heard codes in the melodies / You heeded the call / You were born with ten fingers and you’re gonna use them all!

Det var sikkert sjovest, hvis man som jeg kan danse og skråle med til de sange, jeg kender til hudløshed, og eftersom Vampire Weekend stadig er lidt et nicheband, var sangene tydeligvis ukendte for en del af publikum. Den smukke, men også meget teksttunge kult-sang ‘Step’, gik f.eks. tydeligvis henover hovedet på pladsen. Vi fik også igen et jam på ‘Sympathy’, der gik over i et cover af SBTRKT’s ‘New Dorp. New York’, og her begyndte jeg så småt at forstå, hvad der var overgået min fortid.

Det helt åbenlyse, der skete for Vampire Weekend, var, at deres ene medlem Rastam Batmanglij trådte ud af bandet, hvilket helt sikkert har betydet noget for samspillet. Den resterende trio er nu live blevet til en septet med ekstra trommeslager, førnævnte guitarist, foruden to klaver-spillere, hvoraf den ene, Greta Morgan, dobler som korsanger. Og lad det være helt klart: Det er musikalsk et enormt løft. De fire gamle medlemmer af bandet var alle elskelige personer, men som jeg husker Arena-koncerten fra 2010, spillede de egentlig ikke ret tight. Det er det nu, virkelig tight. Hvilket helt ærligt er en mærkelig fornemmelse.

Hvorfor er det så mærkeligt for mig? Når jeg tænker efter, så var det bizart, at det pludselig var en rigtig koncert. Med rigtige rytmer, rigtige grooves, i stedet for at være fire gutter, der gjorde deres bedste. Det er helt ærligt noget af det, jeg altid har elsket ved indierocken, at det var så entusiastisk og håbefuldt – bare nogle guys, der forsøgte at spille rytmer fra hele verden, og at det så aldrig rigtig lykkedes. Det gjorde det bare meget mere sandsynligt, at det her band kunne være i mit liv, for jeg kan heller ikke spille. Det var gestik-musik, hints og idéer, brudstykker, og så gjorde vi fans resten. Nu er det musik-musik. De mener det virkelig.

Det spørgende tekstunivers

Centralt har selvfølgelig også altid været forsanger Ezra Koenigs fænomenale tekster. Ingen skrev tekster som ham. Lange beskrivende tirader, som denne opsummering af den typiske musikblogger, som jeg føler mig så virkelig ramt af: Dad was a risk-taker / his was a shoe-maker / You greatest hits 2006 little list-maker / Heard codes in the melodies / You heeded the call / You were born with ten fingers and you’re gonna use them all!

Det var gestik-musik, hints og idéer, brudstykker, og så gjorde vi fans resten. Nu er det musik-musik. De mener det virkelig

Men utrolig meget af hans tekster var igen gestikulationer, det var spørgsmål, henvendelser, den ene side af en samtale. På debuten spurgte han folk: Is your bed made? / Is your sweater on? eller Why would you lie ‘bout how much coal you have / Why would you lie ‘bout something dumb like that? og han er fortsat med det spørgende, det søgende, når han endelig fandt noget bekræftende, var det i småtingsafdelingen, som i ‘A-punk’, hvor den dejlige konklusion er, at regnfrakkerne er blevet lagt væk igen, hvilket på en regnvåd Roskilde er et vidunderligt billede. Eller i ‘White Sky’, hvor omkvædet bare er ordløs overraskelse. Det var dejligt, men det var også meget småt.

Jeg tror skiftet kom med den episke ‘Ya Hey’ fra albummet Modern Vampires of the City, en sang der også fik lov til at være koncertens kulmination som næstsidste nummer. Her spørger Ezra igen kynisk til en tavs person, men som titlen kun kryptisk antyder (det er forvrænget med autotune, og lyder lidt som Yah-weh yah-weh) så er det Gud – Herren selv – han henvender sig til. Og måske, når man stiller sig op på Orange og afkræver selveste Gud svar på livets store spørgsmål, er man kommet så langt, man kan med den spørgende tilgang?

De mente det virkelig

Så der skete et skift med det nye album. På åbningsnummeret ‘Hold You Know’ synger Ezra først med en akustisk guitar, men så lyder det, som om han trykker på en knap, og pludselig er der et polynesisk kor til at bakke ham op. Det er et sample af Hans Zimmer fra soundtracket til The Thin Red Line. Der er forskel på at bruge citater og bruge samples. Nu lyder det som backing, som om Ezra virkelig forsøger på noget og stjæler fra hele musikhistorien for at bakke sig selv op. Som en bokser, der har brug for publikums kampsang for virkelig at kunne slå til.

Og nu står de syv musikere og virkelig mener det på Orange Scene, og laver helt ægte kærlighedssange om ægteskabelige problemer, eller om klodens genvordigheder. Og det er igen virkelig en mærkværdig udvikling. Jeg kommer til at tænke på et band som Arcade Fire, der de seneste år har udviklet sig i retning af mere og mere postmoderne ironi. De mente det ellers så ekstremt meget på deres første plader Funeral og Neon Bible, men nu er der disco og kynisme for alle pengene.

Måske, når man stiller sig op på Orange og afkræver Gud selv svar på livets store spørgsmål, er man kommet, så langt man kan med den spørgende tilgang?

Det er den helt anderledes retning Vampire Weekend er gået. Om ikke andet fik de bevist, at de stadigt er et af musikverdenens vigtigste bands med et virkelig imponerende bagkatalog og evnen til at redefinere, hvad deres sange betyder. Det gav stof til eftertanke. For at låne en metafor fra min kollegas anmeldelse af Bob Dylan, så har Vampire Weekend også deres egen lille have, og det er ikke et gammelt staudebed, det er en vildtvoksende blanding af roser og tidsler.

Hvis jeg nu anmeldte den fælles oplevelse, så var der tydeligvis mange, der ikke gad, og det var kun en lille del af pladsen, der fik den store fest. Men jeg dansede igennem og fik tankegods til mange år fremover. Vampire Weekend var kort fortalt den helt store koncertoplevelse på Orange for mit vedkommende. Der behøver ikke at gå ni år, før de kommer igen.


Foto: Roskilde Festival.

Frederik Bojer Bové (født 1.12 1986) er cand.mag. i Moderne Kultur og Kulturformidling og BA i Historie. Han blogger om film på kronoper.dk, er dansk redaktør på tidsskriftet Cinema Scandinavia og har været programlægger på Copenhagen Architecture Festival.

Seneste artikler om Kultur

Mit Berlin i 30 billeder

REJSEBREV // BILLEDRPORTAGE – “Berlin er et kulturelt tagselvbord, hvor undergrund, etableret

Det blæser op

Det blæser op. Nu knager alle stammer og der er intet sted