TAYLOR SWIFT // KLUMME – Både Hemingway og Taylor Swift betragtes som noget af det bedste, der er groet ud af den amerikanske muld. Men begge er også meget tydelige omkring, at USA ikke var noget uden samspillet med Europa. Eller også overfortolker jeg bare, skriver Malou Wedel Bruun. “Men det må man godt, når man er en swiftie”.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Indrømmet. Før min Instagram-algoritme kastede sig over Diane Keaton, der døde for nylig, bestod den udelukkende af nyheder om Taylor Swift. Som om hele verden havde glemt alt om Ukraine, Israel-Gaza, Afghanistan, Sudan og droner over Europa og nu udelukkende gik op i megastjernens nyeste udgivelser: albummet The Life of a Showgirl og musikvideobiograffilmen af samme navn.
Taylor Swift er kendt som en musiker og sangskriver, der bevidst lægger flere lag ned i alt fra tekster til videoer. Et fænomen, som swifties kalder “Easter eggs” – a la Kinder-æg-effekten med hele tre ting på én gang.
Teksten er direkte inspireret af engelske Shakespeare og inkluderer indirekte også Danmark lidt, i hvert fald var Hamlets by Helsingør
Og de udklækkes i ét væk. Jeg er således nu via Instagram klædt på inden for alt fra astrologi til kunsthistorie i fortolkningen af Taylor Swifts tolvte album. Én tolkning, jeg dog ikke er faldet over, er min egen, hjemmebryggede, som jeg ikke vil undlade at dele med jer.
Hemingway og Europa
Tolkningen hænger sammen med, at præsident Trump og co. synes mere og mere afkoblede fra Europa og tanken om, at vi har fælles rødder og fælles værdier, der binder os sammen. Nu er det Amerika først og sidst. Uanset at vi har en på alle måder rig kulturel fortid sammen, er navlestrengen klippet.
Noget, jeg blev mindet om, da vi i min bogklub for nylig læste Ernest Hemingways Der er ingen ende på Paris. Han skrev på erindringstekstsamlingen frem til sin død i 1961, syv år efter at han modtog Nobelprisen i litteratur. På det tidspunkt var Hemingway, ud over sin enestående “show it, don’t tell it”-skrivestil, især berømt for sin afhængighed af kvinder og alkohol, tyrefægtning og krig samt sine mange ar fra flystyrt og bilulykker. En macho-mand. Og ophøjet til ærkeamerikaner. På trods af sine langvarige ophold i Afrika, syv år plus det løse i Europa og 21 år på Cuba.
Uanset om Hemingway havde planlagt sit selvmord eller ej, må han have vidst, at Der er ingen ende på Paris ville blive hans sidste bog. Han var deprimeret og alkoholiseret og pinligt bevidst om sin tabte evne til at skrive stor litteratur. Men hvorfor gøre livet i Paris i 1920’erne til sit litterære testamente?
For at tage ejerskab over sin egen myte. Ikke bare for at fortælle, hvordan han gik fra vellønnet journalist til fattig forfatter. Men (formoder jeg) for at understrege, at han ikke “kun” var amerikaner. At han havde gjort sig livsafgørende erfaringer i Europa, dels på slagmarken i kampen for vestlige, demokratiske værdier, dels i hverdagslivets selskab med nogle af de tungeste europæiske kunstnere og andre amerikanere i Paris, såsom F. Scott Fitzgerald.
Med andre ord: Han kunne ikke løbe fra at være født amerikaner, men han var ikke blevet Papa, hvis han ikke havde levet i Europa.
Taylor Swift minder sine landsmænd om Europas betydning
Tilbage til Taylor Swift. For også hun minder sine landsmænd om Europas betydning. For det første er det nye album indspillet i Sverige, mens hun var på sin gigantiske The Eras Tour, den hvor effekten af en af koncerterne ligefrem kunne måles på Richter-skalaen, og hvor samtlige koncerter gav udslag på de økonomiske barometre.
Hun, der kan vælge og vrage mellem samarbejdspartnere, har nemlig valgt de svenske producer-troldmænd Max Martin og Shellback, som også var inde over blandt andet succesalbummet 1989.
For det andet hylder teksterne det amerikanske immigrant-grundprincip om at åbne sig for livet og for andre og være sin egen lykkes smed. Immigranter, som på The Founding Fathers’ tid i høj grad bragte europæisk kultur med sig som fælles byggesten. Jeg remser gladeligt op af de åbenlyse:
The Fate of Ophelia: Teksten er direkte inspireret af engelske Shakespeare og inkluderer indirekte også Danmark lidt, i hvert fald var Hamlets by Helsingør. Billedsiden henviser til blandt andet prærafaelitterne og vikingeskibe. En stærk historie om en kvinde, der nægter at blive en usund mands skæbne. Videoens afslutningsbillede viser Swift i et badekar, og man kan ikke undgå at tænke på Lee Miller i Hitlers lejlighed. Politiske tyranner skal ikke vide sig for sikre. Den, der ler sidst, ler bedst.
Elizabeth Taylor: Sangen om filmstjernen, der blev kendt for sin hang til diamanter og ægteskaber, handler om et usikkert kærlighedsliv omgivet af sikre valg som italienske Portofino, parisiske Hôtel Plaza Athénée og franske Cartier. Samt klassisk Hollywood-fine dining i form af fransk-italienske Musso & Frank.
Father Figure: Skrevet med direkte reference til græsk-engelske George Michaels nummer fra 1988 af samme navn. En formildende omstændighed ved den magtsyge, omklamrende jeg-fortæller er, at han eller hun kører i en Jag, en elegant engelsk Jaguar, ikke en tung Cadillac.
Eldest Daughter: Storesøstre som Taylor undertrykker egne følelser for at tage ansvar for andre, præcis som Elinor Dashwood i engelske Jane Austens Fornuft og følelse fra 1811. En hyldest til forholdet mellem en, der på godt og ondt er storesøster (USA?), og en, der er lillebror (Europa?). At den alvorstunge kan give junglebarnet trygge rammer: “I’m never gonna let you down / I’m never gonna leave you out.”
Wi$h Li$t: Ønskelisten for dem, der gerne vil nå til tops, er skrevet med dollartegn, men består af europæisk kultur. Balenciaga-solbriller, et kritikerrost Guldpalme-filmhit, en kontrakt med Real Madrid. Men Taylors eget ønske er en kernefamilie komplet med et basketball-net i indkørslen.
Wood: Sangen, der ender så sjofelt, begynder uskyldigt med klassisk engelsk overtro: han elsker mig, han elsker mig ikke-blomsterblade, plat og krone og bank under bordet. Men kærligheden lærer hende, at man skaber sit eget held, ikke ved at sende ønsker ud, når man ser et stjerneskud.
CANCELLED!: En hyldest til modige mennesker, der træder over de politisk korrekte amerikanske grænser og bliver cancelled, men tager imod slagene og fører sig frem med italiensk Gucci-tøj, skotsk whisky og egne skandaler. Som teksten siger: Knust glas er betydeligt mere skarpt.
Honey: En sang om at hylde ærlighed og droppe ironiserende distance. Helt præcist ved at bruge de oprindeligt britisk-engelske kælenavne sweetheart og honey, ægte og inderligt.
The Life of a Showgirl: Tak til den parisiske kabarettradition a la Moulin Rouge! Teksten handler om en showgirls både bitre og afklarede erfaringer. Man skal ville det, for når man står så skarpt frem, vil de fleste kun se overfladen. En hyldest til alle objektgjorte kvinder, fra popstjerner til prostituerede, med respekt for ekstrem faglighed og perfektioneret håndværk. “Fifty in the cast, zero missteps.” Bemærk også brugen af udtrykket kismet, skæbne, et tyrkisk ord optaget i det engelske sprog i begyndelsen af 1800-tallet.
Tilbage til Trump. Både Hemingway og Taylor Swift betragtes som noget af det bedste, der er groet ud af den amerikanske muld. Men begge er også meget tydelige omkring, at USA ikke var noget uden samspillet med Europa. Eller også overfortolker jeg bare. Men det må man godt, når man er en Swiftie. I hendes univers er alle nye tanker velkomne. Og det har vi vel egentlig også temmelig meget brug for i en tid med Ukraine, Israel-Gaza, Afghanistan, Sudan og droner over Europa?
Jeg slutter her. Jeg skal synge med på Opalite, Taylor Swifts og immigrantlandet USA’s opfordring til at tage skæbnen i egen hånd i form af en hyldest til opalit, den menneskeskabte version af hendes yndlingssten, opal. Som tilfældigvis også er den sten, der forbindes med kæresten Travis Kelces stjernetegn, Vægten. Jo jo, det er påskeæg på påskeæg. Skru op, og skrål med:
“But my mama told me, ‘It’s alright
You were dancing through the lightning strikes
Sleepless in the onyx night
But now, the sky is opalite, oh-oh, oh, oh, oh
Oh, my Lord
Never made no one like you bеfore
You had to make your own sunshine
But now, thе sky is opalite, oh-oh, oh, oh, oh, oh”
Ps. Måske bliver du også nødt til at tegne abonnement på Disney+ for at se Taylors nye The Eras Tour-dokumentar i seks afsnit, der får premiere den 12. december 2025, dagen før hendes 36-års fødselsdag.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og