ALBUM // ANMELDELSE – Rollings Stones nye album Foreign Tongues lyder aldeles formidabelt. Nok moderne men alligevel helt og aldeles tidløst. Hvert eneste instrument står klart i mikset, og det hele er angiveligt og i store træk indspillet live i studiet. Det lyder også sådan med et band, der emmer af spilleglæde og en fortjent fryd over, at de stadig kan spille så overbevisende, skriver Steffen Jungersen i sin anmeldelse.
The Rolling Stones: Foreign Tongues
Udkommer på Universal 10. juli
Som traditionen efterhånden byder, når man vil forfatte noget om The Rolling Stones, så skal man indledningsvis en afstikker til “sateme godt nok utroligt” territoriet. Altså:
- 12. juli er det 64 år siden, bandet første gang optrådte under Stones-navnet.
- Sanger og medstifter af bandet Mick Jagger fylder 83 år 23. juli.
- Guitarist Keith Richards, 82 år, spiller videre trods voldsom gigt i fingrene. Han har bare ”lagt spillestilen lidt om”, som han siger.
- Gruppens tredje overlevende medlem, den 79-årige guitarist Ronnie Wood, er med 51 år i bandet stadig den nye(ste) dreng i klassen.
- Da Stones for små tre år siden udgav det fremragende Hackney Diamonds (2023), var der gået 18 år, siden de sidst havde lavet et album med eget materiale A Bigger Bang (2005).
Hvilket her efter endt afstikker til oven for nævnte territorium bringer os til det mest utrolige her. At bandets 25. album (britiske udgivelser), Foreign Tongues, er her allerede, og at det er så godt, som tilfældet er.
Det, der er med Stones, er, at vi er et rockband, som har kapaciteten til også at spille ballader, country og dance
Hvor forgængeren Hackney Diamonds overvejende var et stringent rockalbum i og med, at det nok var tid til en hensigtserklæring, der ikke var til at misforstå, på det tidspunkt, er Foreign Tongues en del mere afvekslende, uden dog, at Stones på noget tidspunkt lyder, som om bandet vil fralægge sig titlen som ”The Greatest Rock’n Roll Band In The World”.
Genren Rolling Stones
Grunden til, at vi er mange, som til hver en tid gladelig sætter ”The Greatest…” etiketten på Stones’ slidte turnékufferter, er, at de vitterlig er et band til alle årstider og til de fleste lejligheder. Så mens bandet da er ”only rock and roll”, så er de også overvejende genren The Rolling Stones.
”Det, der er med Stones, er, at vi er et rockband, som har kapaciteten til også at spille ballader, country og dance,” som Mick Jagger for nylig opsummerede det nye album, inden han understregede: ”Så vi kommer ikke til at sidde fast i én genre.” Bortset fra førnævnte genren Rolling Stones forstås.
Det er dét, de atter understreger på ”Foreign Tongues”. Det hér lyder – igen med überfan Andrew Watt i producerstolen – simpelthen som klassisk Stones. I ved, dér hvor man skal bruge en rystepudser for at fjerne det smørrede grin fra fjæset, når de hårde rocknumre spiller, og et badelagen, str. XXXXL, til at tørre glædestårerne væk, når bandet – sorry! – ruller sig ud i de mest følelsesladede øjeblikke.
Der er masser af begge dele og mere til på Foreign Tongues. Om det er dansen med de anløbne i den åbnende sleazy bluesrocker, ”Rough And Twisted”, de bedårende bidske ”In The Stars” og ”Mr. Charm”, sidstnævnte er et sonisk sviende slag i sylten på Elon Musk og hans ligesindede. Om det er et par promenader ned ad de bristede drømmes boulevarder i ”Jealous Lover” og den fremragende ”Divine Intervention”, eller om det er det vemodige farvel til det USA, der engang var mere end blot et postuleret demokrati, i countryballaden ”Ringing Hollow”.
Et tidløst album
Albummet lyder aldeles formidabelt. Nok moderne men alligevel helt og aldeles tidløst.
Hvert eneste instrument står klart i mikset, og det hele er angiveligt og i store træk indspillet live i studiet. Det lyder også sådan med et band, der emmer af spilleglæde og en fortjent fryd over, at de kan spille så overbevisende og på et niveau, som kunne få bands kvart så gamle til at trække sig tilbage, før man kan nå at sige – nå ja – ”det var lige godt utroligt!”
Mick Jagger præsterer igen på et niveau, der understøtter brigaden af sølvpapirhattes teorier om, at den mand sgu’ da må være fra en fremmed planet. Han synger fuldt ud lige så godt, som han gjorde for adskillige årtier siden med en helt ubetalelig legesyge, overbevisning og timing. At han også spiller en fremragende mundharpe i eksempelvis ”Covered In You”, ”Hit Me In The Head” og coverversionen af salig Amy Winehouses ”You Know I’m No Good” turde vel sige sig selv.
Mick Jagger præsterer igen på et niveau, der understøtter brigaden af sølvpapirhattes teorier om, at den mand sgu’ da må være fra en fremmed planet.
Keith Richards får sit i den smukke ballade ”Some Of Us” – én af de mest fængende og catchy sange, det gamle furefjæs har begavet os med i mange år. Vi taler om at trække tårer af en fortovsflise her.
Og for at det ikke skal være løgn, er der flere af den slags øjeblikke på albummet, ikke mindst takket være guitarmakkeren Ronnie Wood, som – godt opildnet af Jagger – giver den alt, hvad den kan trække i ”Side Effects” og den bedårende ballade ”Back In Your Life” – ”C’mon Ronnie,” som Jagger opfordrer i det sidstnævnte nummer. Jo tak, det skal jeg da lige love for.
Og sådan kunne jeg blive ved. Men det skal jeg trods alt spare jer for.
Intet – ikke engang The Rolling Stones – vil vare evigt, men vi skal sgu’ have det bedste ud af det, inden røgen fra den sidste ruin lægger sig, og vi trækker os permanent tilbage. Som Jagger docerer i ”In The Stars”:
”Do you wanna dance until the roof caves in? / Yeah, and the guitars scream and the choir still sings. . . “
Det ville jo være decideret dumt ikke i det mindste at forsøge!
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og