USA2020 // KOMMENTAR – Hvad enten Biden eller Trump vinder det amerikanske valg, er der et større problem, der skal løses i de vestlige demokratier, og det er opkomsten af nye parallelsamfund. Jakob Brønnum har set tre eksempler fra dagene op til det amerikanske valg.
Dette debatindlæg er udtryk for skribentens holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Under valgdækningen på den amerikanske TV-kanal CBS, sidst på natten til onsdag dansk tid, kom en af værterne med et påfaldende udbrud: ”Vi lever simpelthen med to parallelle virkeligheder”, sagde hun. ”Nogle lytter til videnskaben, andre mener, det hele er pure opspind.” Hun talte primært om coronapandemien, men hun refererede også til en lang række andre problemstillinger, som jeg skal vende tilbage til.
Splittelsen mellem to virkeligheder er meget tydelig i det amerikanske samfund, en land-by-konflikt, hvor demokraternes vælgere i de store byer vil have velfærd, arbejdstagerrettigheder, miljøbeskyttelse, og republikanerne i landdistrikterne vil have, som en vælger sagde: ”Våben, Gud og personlig frihed.”
Man kan være lige så nationalkonservativ, man vil og forveksle det med sand folkelighed, men hvis man ikke har forståelse for det enkelte menneskes behov blandt de svageste, er det en tom ideologi
Det er en kendt splittelse, for tiden næsten procentmæssigt 50-50 i det amerikanske samfund og i en hel del af de nordeuropæiske samfund, herunder England, Sverige, Norge og Danmark. Splittelsen er i alle tilfældene ideologisk, og har som antydet velfærd og miljøbeskyttelse på den ene side og en personlig form for individuel frihed og forskellige nuancer af nationalkonservatisme på den anden.
Blokeret af Paludan
Den splittelse så man flere tydelige spor af i den danske debat, de sidste dage før det amerikanske valg, en splittelse, som kun med få nuancer er anderledes end den amerikanske.
Forleden bragte Kristeligt Dagblad et debatindlæg på sin facebookside (betalingsmur), “French Lives Matter”, hvor skribenten mente, at man i Danmark officielt havde givet BLM-bevægelsen meget mere støtte end ofrene for terrordrabet på den franske skolelærer for nylig.
Det er forkert, eftersom regeringen omgående var ude med en kraftig støtteerklæring til Frankrig, som man ikke har ydet den mærkværdige danske udgave af BLM. Debatindlægget i Kristeligt Dagblad byggede tydeligt på en klassisk eurocentrisk, kolonialistisk identitet og der var mange positive tilkendegivelser på avisens facebookside i den anledning, herunder fra Rasmus Paludan, der for nylig har været fængslet for overtrædelse af racismeparagraffen.
Han annoncerede, at han om få dage ville brænde koraner af på Champs Elysees i Paris. Han gav dato og klokkeslæt, som jeg ikke noterede mig og desværre ikke kan gengive her. Jeg havde nemlig personligt den ære omgående at blive blokeret af samme Paludan, da jeg i en replik til ham på Kristeligt Dagblads facebookvæg antydede, at han nok skulle regne med også at lære de franske fængsler at kende indefra, eftersom man ganske vist ikke har en blasfemiparagraf, men er meget striks med overholdelse af loven om forstyrrelse af den offentlige orden.
Det eurocentriske perspektiv
Artiklen var kommenteret af et væld af tilhængere af de europæiske, hvid mands-overherredømme, også kaldet White Supremacy. Den grundholdning anses af dem, der nærer den, for den centrale sandhed om verden, men i forhold til den omgivende virkelighed, konstitueret af konventioner, internationalt samarbejde og en globaliseret markedsideologi med vægt på frihed til kønslig, politisk og religiøs identitet, kan det ikke betragtes som andet end en ikke alene eurocentrisk, men også egocentrisk, parallel virkelighed.
Naturligvis forstår man, at Inger Støjberg vil forsvare sig mod den eventuelle, så vidt jeg kan se fejlagtige, anklage for at have overtrådt internationale konventioner
Det er den samme holdning, der næres i de amerikanske parallelsamfund på landet, hvor man værner om våbenretten, modsætter sig abort, går ind for “home-schooling“, frem for folkeskole, afviser miljøbeskyttelse og venter på, at Trump genåbner de gamle kulkraftværker.
Det andet eksempel er også fra Kristeligt Dagblad og næsten mere forbløffende. Da jeg begyndte at læse avisen, havde den et u-landstillæg. Nu har man nationalkonservative kronikker.
Idealismekritik
Den tidligere universitetslektor Søren Hviid Petersen, der i dag underviser på Rønshoved Højskole, ved Flensborg Fjord, lige nord for den tyske grænse, havde dagen inden det amerikanske valg en hyldestkronik til Trump, en kronik om ”Hvorfor Trump bør vinde”, (betalingsmur). Han binder det op på, at Trump gør op med ”idealisme”, der åbenbart er en skadelig holdning:
”Det er også en vildfaren idealisme, der nu er ved at rive USA i stykker i forbindelse med Black Lives Matter-bevægelsen, hele bevægelsen omkring social retfærdighed og MeToo-bevægelsen, alle er de udtryk for i og for sig gode intentioner, men som så udvikler sig til ren vildfaren idealisme og utopisk tænkning.”
I hele kronikken sættes den nationalkonservative ideologi konsekvent op over for al anden samfundsudvikling, inklusive naturligvis også globalisering. Det er et synspunkt, man kan – og langt hen ad vejen med fordel bør – nære. Jeg er selv af den holdning, at de fleste af vor tids problemer på indvandringsområdet ikke skyldes indvandringen, men befolkningens reaktion på de åbne grænser, som er indført af handelsmæssige årsager, uden at befolkningen har været interesseret i det.
Havde man bevaret paskontrol over hele Europa, ville ingen have kunnet leve i den parallelle virkelighedsforestilling, at ”vi oversvømmes af indvandring,” som man så ofte hører. Det hele foregår på et psykologisk plan, hvor frygten for folkevandring er nerven i den kollektive angst. Her ser jeg på ingen måde stort på de alvorlige og reelle problemer, inklusive de atter andre, dog betydeligt mindre parallelsamfund, kulturmødet i forbindelse med indvandringen medfører.
”Det nationale fællesskab er en forudsætning for, at mange forskellige mennesker kan leve sammen i fred og solidaritet,” skriver Søren Hviid Petersen smukt og rigtigt.
Alligevel skriver også Søren Hviid Petersen i en parallel virkelighed, der har karakter af parallelsamfund. Han skriver i en boble, hvor miljøproblemerne ikke eksisterer, han ser helt og holdent bort fra, at Trump er ved at ødelægge enhver form for arbejdstagerbeskyttelse i USA, og han glemmer eller er ligeglad med det faktum, at fordi der ikke er mindstelønsregler de fleste steder i USA, kan mange mennesker slet ikke leve af ét fuldtidsarbejde.
Og det velfærdssystem, som Trump åbent og aktivt forhindrer indførelsen af gennem højesteretssager, der skal ophæve forgængerens præsident Obamas hårdt tilkæmpede ret for de svageste til offentlig sygehjælp, det nævner Søren Hviid Petersen slet ikke. (For en ordens skyld skal det siges, at på valgdagen bragte Kristeligt Dagblad en kronik af den tidligere USA-ambassadør Friis Arne Petersen, der talte Joe Bidens sag).
Tilhænger af dødsstraf?
Tilbage står, at man kan være lige så nationalkonservativ, man vil og forveksle det med sand folkelighed, men hvis man ikke har forståelse for det enkelte menneskes behov blandt de svageste i det nationale fællesskab, er det en tom ideologi.
Det skal vi se et ultimativt eksempel på i den tredje hændelse. Det kommer fra samfundets ledelsesmæssige inderkreds. Den såkaldte ”Boghandleren fra Brønshøj”, Said Mansuor, blev frataget sit danske statsborgerskab og udvist under den forrige regering, efter som den første at være dømt for overtrædelse af en ny terrorlovgivning. Efter udvisningen er han blevet anklaget og dødsdømt for terrorhandlinger i hjemlandet Marokko.
Den tidligere integrationsminister Inger Støjberg (V) kan derfor eventuelt siges at have overtrådt internationale konventioner, eftersom man ikke må udvise folk til lande, hvor de risikerer dødsstraf. Hun vidste ikke noget om anklagen, der først er kommet senere og udviste derfor manden i god tro.
Forleden lagde hun en artikel fra Berlingske (betalingsmur) op på sin facebookside, hvor hun meddeler, at hun ”har ikke savnet ham et sekund.”
Naturligvis forstår man, at Inger Støjberg vil forsvare sig mod den eventuelle, så vidt jeg kan se fejlagtige, anklage for at have overtrådt internationale konventioner. Men når hun gør det på denne måde, træder hun samtidig ind i et parallelsamfund, der ophæver alt, hvad Danmark står for og er bygget på.
Hun antyder nemlig med sin lune jyske underdrivelse, at hun ikke er modstander af dødsdommen. Det kan enhver af hendes vælgere forstå, selvom det ikke siges direkte.
Det danske samfund er bygget på, at ligegyldigt hvad folk foretager sig, kan det ikke være så slemt, at de skal miste livet for det. Morten Messerschmidt (DF) går et skridt videre ifølge BT: ”For min skyld må de grave ham ned i et hul.”
Hvad Støjberg mener eller ikke mener om dødsstraf – både den vi selv forbyder og den man overlader det til andre at eksekvere, er for så vidt underordnet, for med sin replik giver hun stemme til danske vælgere, der går ind for dødsstraf, på sin Facebookvæg. Op mod 2000 mennesker står hujende og nedkalder døden over Mansour.
Samtidig meddeler statsminister Mette Frederiksen (S), at hun vil søge at hjælpe Mansour. Hundredvis af mennesker protesterer så over dette på de sociale medier. Men de andre, Messerschmidt og dem, der brøler op på Støjbergs facebookmur, hvad med dem? De udgør et parallelsamfund.
Et parallelsamfund i Danmark til det danske samfund, der har den yderste hensyntagen til menneskets grundlæggende, altoverskyggende værdi som sin grundvold, men som man ikke længere deler.
Det gælder Rasmus Paludan og hans tilhængere, det gælder Søren Hviid Petersens nationalkonservatisme, der ser stort på den enkeltes tarv og udskammer anderledes tænkende, som har den grundlovssikrede ret til deres tanker, og det gælder de danske vælgere på Inger Støjbergs facebookvæg, som hun ikke modsiger i deres opfattelse. De lever i et parallelsamfund, hvor man går ind for dødsstraf – et samfund, der afgørende ikke bygger på den demokratiopfattelse, som det danske samfund er skabt gennem.
Det er den store opgave, de idealistiske, vestlige demokratier og hvad der måtte være tilbage af denne idealisme, har foran sig, uanset om Biden eller Trump vinder. At finde tilbage til fællesskabet og den virkelige virkelighed med det enkelte, uvurderlige menneskes tarv i centrum, hvor det end er i livet og i verden.
LÆS ALLE JAKOB BRØNNUMS ARTIKLER HER
Foto: Screenshot fra Bloomberg-tv
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
