STORBRITANNIEN // ANALYSE – Bliver vi imponerede over Liz Truss som premierminister? Det er ikke umuligt. Hun er meget ambitiøs – det forklarer, hvorfor hun har villet være sit lands leder i så svære tider. Men der er masser af løse ender.
NEWCASTLE – Så blev Liz (Elizabeth) Truss britisk premierminister.
Den politiske vendekåbe, der som ungt medlem af de liberale demokrater undsagde monarkiet, rejste med chartret jet til Skotland – her ventede Hendes Majestæt Dronning Elizabeth (ikke ”Liz”) på hende i sit sommerhus, ”Balmoral”, og hun bad Liz Truss om at danne den næste konservative regering.
Kort forinden havde Liz Truss’ forgænger, Boris Johnson, været samme sted og indgivet sin afskedsbegæring. Han var fløjet med et identisk chartret jetfly fra samme Royal Air Force-base Northolt i England, til samme lufthavn, Aberdeen i Skotland, og der var kritiske røster, der spurgte, om de dog ikke kunne være taget med samme fly. Eller med toget. Så havde man da sparet lidt af skatteborgernes penge.
Som om riget ikke havde nok problemer med økonomien.
Liz Truss er den femtende premierminister, den britiske dronning har bedt om at danne regering. Hendes første premierminister var Winston Churchill. Det er nok noget, alle de efterfølgende kandidater har tænkt over – eller måske prøvet at glemme, for hvordan lever man op til det?
Af de femten har tolv studeret på Oxford University. Ti af de femten har været konservative, tre af dem har været kvinder: Margaret Thatcher, Theresa May og, nu senest Liz Truss.
I de halvfjerds år dronning Elizabeth den Anden har regeret, har nationen været ledet af en konservativ premierminister i de fyrre. Man siger, at det britiske konservative parti er et af verdens mest effektive politiske partier, måske det allermest effektive. Man kan godt se, hvorfor man siger det: De konservative er gode til at holde på magten og dermed til at holde konkurrenten, Labour, udenfor.
Pragmatisme
Liz Truss’ vej til magten er på en måde en god illustration af, hvordan de konservative får det til af fungere. Det har en del at gøre med et grundlæggende princip i britiske tankegang.
De er først og fremmest utroligt pragmatiske, gode til at bøje af og være fleksible og tilpasse sig situationen. Det med regler og teorier og principper har de det meget sværere med.
Det var ikke alle konservative parlamentsmedlemmer, der var lige glade for, at en mand som Boris Johnson blev deres leder og premierminister efter Theresa May, men han havde vælgertække, og det var ham, der gav dem deres kæmpesejr ved valget i 2019.
Til gengæld smed hans partifæller ham på porten her i sommeren 2022, trætte af hans flabethed, overfladiskhed og mangel på anstændig moral. Det sidste har måske ikke bekymret så mange vælgere, men hans friskfyragtige maner har nok virket meget tiltrækkende på de mange briter, der så ham som et friskt pust i det politiske dødbideri og stemte på ham og gav ham det enorme flertal i parlamentet, der næsten gjorde ham skudsikker som konservativ leder. Endelig en politiker, der havde modet til at tage en beslutning, ligegyldigt hvor umuligt det var at føre den ud i livet.
Man kan være for international som britisk minister
Der skulle så vælges en ny leder. Hos de konservative er det sådan, at parlamentsmedlemmer stiller op som kandidater (hvis de vil), og deres kolleger stemmer så om, hvilke to der går videre til afstemning blandt partiets medlemmer. Hvis man gerne vil være minister – men ikke premierminister – kan det være taktisk smart at stille op som kandidat til lederposten, men når andre kandidater har overhalet en, støtte en af de to overlevende kandidater, i håb om at komme i betragtning som minister selv.
I denne omgang blev det tidligere finansminister Rishi Sunak, der havde ledet kampagnen for at få Boris Johnson til at træde af, og Liz Truss, der sad i samme regering som udenrigsminister.
Sunak gjorde næsten øjeblikkeligt et dårligt indtryk blandt sine partifæller ved at mobbe Truss i deres første fælles debat. Det hjalp heller ikke, at Sunak havde amerikansk arbejdstilladelse – et green card – samtidig med at han var finansminister. Man kan være for international som britisk minister. At han har indvandrerforældre og er brunhudet, er til gengæld ikke noget problem i situationen. Der findes racister i Storbritannien, men briterne er ikke karakteriseret af racisme.
Manglende politisk rygrad?
Liz Truss kastede sig (ligesom Sunak) ud i en række valgmøder med partimedlemmer over hele landet og gjorde en dyd ud af at sige lige det, partimedlemmerne gerne ville høre. Om den franske præsident Emmanuel Macron sagde hun, at det ikke var helt klart, om han var Storbritanniens ven eller fjende (på det tidspunkt var hun stadig udenrigsminister).
Hun havde tænkt sig – ligesom sin forgænger David Cameron – at fjerne sit land fra det internationale menneskerettighedssamarbejde (det gik stik imod fredssamarbejdet i Nordirland).
Hun truede med at suspendere samarbejdstraktaten med EU for at fjerne den landegrænse, Boris Johnson havde forhandlet på plads ned gennem det irske hav.
Man bemærkede også, at hendes talent som taler ikke var overvældende, og var hendes stemme ikke også lidt skinger? Debatten bliver meget hurtigt meget triviel
Hun ville fratage den britiske nationalbank, Bank of England, dens uafhængighed af landets regering for at få større politisk indflydelse på pengepolitikken.
Pressen protesterede, politiske modstandere anklagede hende for – angiveligt ”som sædvanligt” – ikke at have sine egne politiske meninger, men bare lade sig føre med af stemningen i lokalet ved enhver given lejlighed.
Den sidste skandale, det sidste klare bevis på hendes påståede manglende politiske rygrad var, da hun aflyste sin deltagelse i et interview, ansigt til ansigt, med BBC’s journalist Nick Robinson.
Men mens alt det stod på, lod et flertal af partiets medlemmer sig overbevise om, at hun var den bedste kandidat til jobbet.
Et land i krise
Ganske vist blev der sladret meget i krogene om hendes manglende talent for at klæde sig passende på – tidligt i sin kampagne klædte hun sig på, som om hun skulle til kostumebal som Margaret Thatcher. Et tilfælde, påstod hun, men det virkede meget påfaldende, og det var sikkert bare en begynderfejl. Mode er ikke en del af hendes personlige brand, i modsætning til fx Theresa May, der valgte fodtøj med omhu eller Margaret Thatcher, der havde blå som sin yndlingsfarve.
Man bemærkede også, at hendes talent som taler ikke var overvældende, og var hendes stemme ikke også lidt skinger? Debatten bliver meget hurtigt meget triviel.
Men hun var et bedre valg end Rishi Sunak, kunne man se af valgresultatet. Ikke fantastisk meget bedre, men med 57 pct. af stemmerne var resultatet klart.
Og nu har man så set hende offentligt som nationens premierminister. Den trivielle sladder holder endelig op, man hører hende tiltalt med titlen ”Prime Minister”, mens hun stiger ind og ud af skudsikre biler, eller andre holder døren for hende. ”Prime Minister Truss”, siger journalisterne, og det gør en forskel. Hun er noget.
Og hvorfor vil hun være det? Man kan nemt undervurdere en politiker som Liz Truss, der ikke altid fører sig frem som en vejtromle på speed.
De sidste par uger, mens det blev klart, at hun ville vinde og blive partileder og premierminister, har hun brugt tiden på at forberede sig, har valgt sit ministerhold og lagt en plan for, hvad for en slags leder, hun vil være.
Man kan undre sig over, hvorfor hun vælger at blive premierminister på et tidspunkt, hvor det faktisk går hendes land så skidt.
Betyder det noget, hvordan man ser ud, når man står i det skarpe lys på den offentlige scene? Ja, det ved ikke mindst kvindelige politikere, deres modstandere vil lede efter måder at latterliggøre dem på. Liz Truss tager ingen chancer
Landets økonomi har det skidt, nationalgælden er stor, inflationen er på ti procent og i stigning, strejker truer overalt, der går mange ressourcer til militæret, fattigdommen breder sig, kolossale energiregninger truer de små hjem, hvor mange allerede må vælge imellem at bruge pengene på at tænde for vandvarmeren eller lave mad. Det viser sig, at vandværksejerne lader kloakvand flyde direkte ud i havet, når systemerne overbelastes af regnvejr, fordi man ikke har investeret i forbedrede kloakanlæg.
Og ikke bare folket, men også hendes parti er dybt splittet, i begge tilfælde over Brexit. Som premierminister besluttede Boris Johnson at bruge statsapparatet og statsfinanserne til at betale gildet under pandemien. Staten betalte virksomhederne, hvis de sendte medarbejderne på orlov, der blev investeret i vacciner og vaccinering, bygget nødhospitaler.
Det samme skete i andre lande, men det betød et øget statsapparat, og selvom briterne hellere er pragmatikere end politiske teoretikere, så skændes partierne som i Danmark om statsapparaturets rette størrelse, om det rette antal ansatte i det offentlige, om det mest korrekte skattetryk.
Boris Johnson viste sig faktisk ikke at være særligt konventionel som konservativ: Han ville øge skatterne og bruge staten til at beskytte borgerne.
Det var også et problem for Truss, at selvom de konservative parlamentsmedlemmer havde tvunget Boris Johnson til at træde tilbage, så var mange vælgere skuffede over ikke at have den sjove mand med håret som premierminister, og en del af partimedlemmerne var åbenlyst ærgerlige over, at de konservative politikere havde tvunget Johnson ud. Kunne man mon ikke få ham med på listen over valgbare kandidater til lederposten, kunne man ikke simpelthen vælge ham ind igen og byde parlamentets konservative politikere trods?
Trussonomics
Man aner det kaos, der truer Liz Truss ude i kulissen.
Men nu har hun stået på scenen og præsenteret sit økonomiske program, ”Trussonomics”.
Om hendes scenefremtræden må man først og fremmest sige, at hun er blevet fantastisk godt forberedt. Hendes stemmeleje er kommet mange toner ned under det tidligere leje, hun lyder mere overbevisende som taler. Hendes gestik ser hun også ud til at have arbejdet på i øvelokalet, hun bruger hænderne bedre. Betyder det noget, hvordan man ser ud, når man står i det skarpe lys på den offentlige scene? Ja, det ved ikke mindst kvindelige politikere, deres modstandere vil lede efter måder at latterliggøre dem på. Liz Truss tager ingen chancer.
Lige her og nu prøver Liz Truss at fjerne noget at panikken i befolkningen, og det var hun nødt til at gøre: Folket har førsteret til at blive beskyttet af regeringen
Og selvom hun ikke er den bedste taler nogensinde, så er hun blevet langt bedre det sidste par måneder. Valgkampagnen er blevet brugt fornuftigt til at pudse talerne af og måske lege med lidt usædvanlige ideer i sammenhænge, hvor det ikke gør så meget. ”Er Macron måske Storbritanniens fjende?” ”Skal vi skrotte de menneskerettigheder?”
Men nu skal der regeres. Folket er rædselsslagne over de energiregninger, der truer, hvis man ikke beder Vladimir Putin om at åbne for de russiske gasledninger til vinter. Små virksomheder ser ruinen i øjnene, fordi de ikke har råd til at betale de ansattes regninger, fordi pengene går til el og varme, og man sætter priserne op for at få råd til at tænde lyset, men så har kunderne ikke råd til at købe i ens virksomhed.
Så Trussonomics går ud på, at staten laver priskontrol inden for energiområdet. Ikke med maksimalpriser, men med statsstøtte til energiindustrien, som betales gennem lån på internationale markeder. Lånene bliver borgerne nødt til selv at betale tilbage via energiregningerne i løbet af et tiår eller så, men lige her og nu prøver Liz Truss at fjerne noget at panikken i befolkningen, og det var hun nødt til at gøre: Folket har første ret til at blive beskyttet af regeringen.
Som traditionel konservativ vil hun så også sænke skattetrykket i håb om, at det får gang i forbruget. Tanken er, som i Thatchers tid, at man håber, at et øget forbrug blandt de lidt bedrestillede vil føre til, at den økonomiske velfærd vil ”risle” ned gennem de sociale lag, og at hele nationen i det lange løb bliver rigere. Det virkede ikke i Thatchers tid, der er ingen grund til at tro, at det vil virke nu, men det er målet.
Et øget forbrug vil højst sandsynligt føre til øget inflation på et tidspunkt, hvor Storbritannien slet ikke har brug for det. Det bringer regeringen og finansministeriet i direkte konflikt med den britiske nationalbank, der har som opgave at styre udviklingen i inflationen. Liz Truss håber på øget forbrug, mens Bank of England har tænkt sig at øge renteniveauet allerede til december for at begrænse forbruget.
Var der ikke noget med, at Liz Truss ville begrænse nationalbankens uafhængighed? Jo, men det har hun allerede opgivet, for nationaløkonomien har bedre af, at nationalbank og finansministerium ikke hænger for fast sammen.
Og menneskerettighederne? Dem vil hun heller ikke røre ved, og hun har tænkt sig at være samarbejdsvillig i spørgsmålet om den nordirske toldgrænse, i hvert fald til at begynde med.
Lidt spillernatur
Liz Truss er pragmatiker. Under valgkampen om lederposten sagde hun det, der skaffede hende hendes partifællers stemmer. Som premierminister er hun langt mere overlagt i sin tænkning, politik er det muliges kunst.
Men på den konservative måde, med lettet skattetryk.
Der er måske lidt spillernatur over hendes program, for det vil kun fungere, hvis hun kan få gang i sit lands økonomi, så der bliver velbetalte stillinger til tilfredse borgere, og de enorme internationale lån kan betales tilbage.
I første omgang ser det ikke lovende ud. Pundkursen rasler ned. Det er som regel et foreløbigt fænomen, men det er ikke opmuntrende. Det er det heller ikke, at de internationale pengemarkeder måske slet ikke viser sig ivrige efter at låne hende de penge, hun skal bruge til at styre energipriserne med. Og så er der alle de små virksomheder, der normalt ikke beskyttes af det prisloft, som den enkelte husstand nyder. Hvis husstanden har oliefyr, så må man betale det, leverandøren forlanger.
Meget ambitiøs
Bliver vi imponerede over Liz Truss som premierminister? Det er ikke umuligt. Hun er meget ambitiøs – det forklarer, hvorfor hun har villet være sit lands leder i så svære tider.
Hun er selv del af et fornyet konservativt parti. Hun er en af de kvindelige kandidater, som David Cameron gennemtrumfede, at valgkredsene satte på listerne for at gøre partiet mindre mandsdomineret. Og så har hun ganske vist gået på universitetet i Oxford, men før da gik hun i en helt almindelig folkeskole.
Og så har hun sammensat sin regering, så de fire højeste poster – inklusive hendes egen – for første gang ikke er besat af hvide mænd. Kvinder, brune mænd.
Hun vil hurtigt blive tvunget til at vise, om hun kan klare skærene
Hendes parole er kedelig i den grad: ”Deliver, deliver, deliver.” Altså: Før valgløfterne (fra Boris Johnsons tid) ud i livet.
Det er netop pragmatisk og ikke ambitiøst. Eller måske rettere: Det er ambitiøst i den forstand, at hun håber, at hun og hendes konservative parti sidder på magten indtil 2024, når der næste gang holder parlamentsvalg. Hun kunne vælge at tage et valg nu for at få sit eget mandat, som Theresa May forsøgte.
Theresa May kuldsejlede. Den fejltagelse gentager Truss sikkert ikke, slet ikke når de konservative ligger så langt efter Labour i meningsmålingerne.
Det kan blive en vanskelig tid for briterne og for Liz Truss. Hun vil hurtigt blive tvunget til at vise, om hun kan klare skærene.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
