”Han er hjemmetysker, så der handler vi ikke”

i Historie/Danmark af
GENFORENINGSDAGEN 100 ÅR // POV TEMA – At flytte til Sønderjylland er at komme til en landsdel, der på mange måder stadig adskiller sig fra resten af Danmark, og hvor fortidens konflikter selv i dag trækker spor i hverdagen, skriver Bjarke Larsen, der boede i landsdelen i 25 år. Hans essay fortæller lidt om hvordan.

”Hans far var jo hjemmetysker, og det er han også selv, så der handler vi ikke.”

Jeg kiggede noget skeptisk på manden, der som det mest selvfølgelige indviede mig i, hvem man handlede hos – eller rettere ikke handlede hos – hvis man var en rigtig sønderjyde.

Den mand, min nye bekendte ikke ville handle hos, var min flinke og venlige genbo. Hans far havde grundlagt ikke bare Sønderborgs men hele Sønderjyllands absolut bedste forretning med lækkerier: ‘Wohlenbergs Delikatesser’

Var han ved at prøve mig af, gjorde han grin med den dansk-tyske konflikt eller mente han det virkelig alvorligt?

Det sidste fandt jeg ud af, og på den måde blev jeg kastet hovedkulds ud i at skulle navigere i min nye, sønderjyske hverdag, hvor forholdet mellem danske og tyske stadig spillede en rolle, som stort set ingen i resten af Danmark gjorde sig forestillinger om.

Året var 1985, og min kone og jeg var netop flyttet til Sønderborg. Egentlig skulle vi kun bo der et par år, inden vi atter fik arbejde i København, men det endte med at blive til 25.

Og den mand, min nye bekendte ikke ville handle hos, var min flinke og venlige genbo. Hans far havde grundlagt ikke bare Sønderborgs men hele Sønderjyllands absolut bedste forretning med lækkerier: Wohlenbergs Delikatesser.

Men han var også ”hjemmetysker” – medlem af det tyske mindretal, der var nazistisk inficeret i 1930’erne, hvor en del af mindretallet drømte om at få grænsen flyttet tilbage til Kongeåen. Derfor stod gamle Wohlenberg på byens hovedgade og heilede, da de tyske tropper marcherede ind i byen: Nu skulle Sønderjylland ”heim in’s Reich” drømte han (genforenes med Tyskland).

Efter episoden i Perlegade blev han aldrig kaldt andet end Jahwohlenberg, og en del sønderborgensere begyndte at boykotte hans butik, hvis de ikke gjorde det i forvejen. Det var nu ikke så konsekvent, fortalte en anden genbo.

Man kunne selvfølgelig ikke have byens fine fruer på besøg uden at kunne servere en god likør – så var det trods alt bedre at gå på kompromis med idealerne

Hun havde som enke efter byens navnkundige redaktør gennem mere end en menneskealder været en del af Sønderborgs borgerskab og berettede om, hvordan det under krigen kunne være umuligt at skaffe nogle af Wohlenbergs delikatesser andre steder fra.

Derfor sendte de nogle gange deres tjenestepiger op til Wohlenberg for at købe f.eks. en god flaske hedvin, som så blev hældt over på en neutral flaske eller forsynet med en anden etiket hen over Wohlenberg-navnet.

Man kunne selvfølgelig ikke have byens fine fruer på besøg uden at kunne servere en god likør – så var det trods alt bedre at gå på kompromis med idealerne.

Fortiden fyldte det meste

At flytte til Sønderborg og Sønderjylland var som at komme til en form for parallelkultur, der nok på overfladen lignede resten af Danmark, men som i kraft af sin historie, der var så anderledes, på mange måder skilte sig ud.

Hvor nederlaget i krigen i 1864 blev til et nationalt traume, der definerede rest-Danmark som en etnisk homogen lilleput-nation, og hvor det, Sønderjylland gennemgik i perioden 1864-1920, ikke fylder meget i historiebøgerne, så fyldte den stadig overalt i Sønderjylland i 1985, 40 år efter afslutningen af 2. verdenskrig, 65 år efter genforeningen og 30 år efter København-Bonn erklæringen, der gav mindretallene på begge sider af grænsen både politisk anerkendelse, særlige rettigheder og økonomisk støtte.

Igen og igen blev der henvist til, hvad familien havde oplevet i perioden 1864-1920 som del af et undertrykt mindretal i Tyskland. Især tiden under 1. verdenskrig, hvor 30.000 dansksindede sønderjyder blev tvunget i tysk krigstjeneste

For sønderjyderne var der tale om 56 års modstand mod en besættelsesmagt, og det gik efterhånden op for mig, at det var derfor, man var så længe om at forsone sig.

Igen og igen blev der henvist til, hvad familien havde oplevet i perioden 1864-1920 som del af et undertrykt mindretal i Tyskland. Især tiden under 1. verdenskrig, hvor 30.000 dansksindede sønderjyder blev tvunget i tysk krigstjeneste.

Omkring 5.300 fra det område, der i dag er Sønderjylland, døde, og heraf skønnes tre fjerdele at have været dansksindede. Med en befolkning den gang på cirka 150.000 ville det svare til 200.000 dræbte i dagens Danmark.

Nej til tosprogede byskilte

Så blev det mere forståeligt. Men alligevel kunne det være svært at forstå mange af de udslag, forbitrelsen og den manglende forsoning gav.

F.eks. at det den dag i dag er umuligt at opstille 2-sprogede byskilte, så der f.eks. står Haderslev/Hadersleben eller Tønder/Tondern – noget man har haft på den tyske side af grænsen i årtier.

Man har prøvet et par gange, men hver gang er byskiltene blev udsat for hærværk og gravet op i nattens mulm og mørke.

I februar skrev et byrådsmedlem fra SF på Facebook, at han personligt var imod nye planer om at opsætte 2-sprogede byskilte ved indkørslen til Haderslev

Så sent som i februar skrev et byrådsmedlem fra SF på Facebook, at han personligt var imod nye planer om at opsætte 2-sprogede byskilte ved indkørslen til Haderslev. Det ville være overflødigt, mente han – og tilføjede så:

”Jeg vil gerne vedgå, at min egen families historie både under første og anden verdenskrig givet også påvirker min holdning. Ligesom den gør det i mange andre familier. Derfor vil en sådan skiltedebat i vores kommune også være med til at splitte i stedet for at samle.”

Hele opslaget kan læses her:

Nej til dobbeltsprogede byskilte.Borgmesteren vil atter forsøge sig med at få Byrådet til at godkende dobbeltsprogede…

Posted by Bent Iversen on Tuesday, February 4, 2020

Nej til EU

Modstanden mod at melde sig ind i EF, som EU hed dengang, var i 1972 selvfølgelig også ekstra stor i Sønderjylland.

Når man nu for så kort tid siden var sluppet ud af den tyske ørns kløer, var der ingen grund til frivilligt at underlægge sig tysk dominans, som den dominerende tankegang lød.

Det satiriske sønderjyske årshæfte, æ Rummelpot, havde selvfølgelig EU-afstemningen på forsiden. Bemærk de nationale symboler – Dybbøl Mølle i baggrunden, og byskiltene, der antyder, at Danmark nu er på vej til at blive en del af Tyskland.

Det skal dog her tilføjes, at den anti-tyske retorik også fyldte ganske meget blandt EU-modstandere i resten af landet.

Fælles dansk-tysk mindehøjtidelighed ved Dybbøl

Et andet hedt emne gennem mange år var et ønske fra tysk side om at deltage i mindehøjtideligheden på årsdag for slaget ved Dybbøl, 18. april, der er blevet det nationale symbol på nederlaget i den krig.

Det var et blodigt slag med mange døde og sårede på begge sider, og fra tysk side ønskede man at skabe en fælles minde- og forsoningshøjtidelighed.

Tiden har lægt de fleste sår. Det tyske mindretal har stadig sin egen avis, sine egne skoler, sit eget biblioteksvæsen og sine egne sports- og fritidsfaciliteter

Modviljen fra sønderjyderne var massiv og bølgerne gik højt i mange år.

Først da en ny kommandant på Sønderborg Kaserne gik ind i debatten som tilhænger af ideen og udnyttede sine mange militære kontakter på begge sider af grænsen, blev der etableret en fælles markering, som heldigvis hurtigt blev værdsat.

Tiden har lægt de fleste sår

På samme måde har tiden lægt de fleste sår. Det tyske mindretal har stadig sin egen avis, sine egne skoler, sit eget biblioteksvæsen og sine egne sports- og fritidsfaciliteter. På havnen i Sønderborg ligger ”Ruderverein Germania” således ved siden af ”Sønderborg Roklub”.

Men tilslutningen er faldende, og i dag gifter man sig på kryds og tværs af de dansk-tyske skillelinjer, ligesom der ikke er nogen, der fortæller tilflyttere, hvem de ikke bør handle hos.

På den måde er det dansk-tyske grænseområde vitterligt et forbillede for resten af verden, på hvordan man løser grænsekonflikter og lever fredeligt sammen på tværs af sproglige og kulturelle forskelle.

Også selv om der nok går en del år, inden vi får tosprogede byskilte på den danske side. Og så længe man stadig husker: ”Don’t mention that war”.


Topillustration: Erik HenningsenDe, som blev tilbage, 1920, Sønderborg Slot. Borgere på kajen i Flensborg i nederlagets stund for de dansksindede 16. marts 1920. Billedet er Public Domain og her hentet fra Wikimedia Commons.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Jeg er journalist og redaktør og driver bl.a. nicheforlaget Pressto (www.forlaget-pressto.dk), der har specialiseret sig i bøger om børn og unge med diagnoser eller andre udfordringer i hverdagen. Desuden er jeg initiativtager til festivalen Historiske Dage (www.historiske-dage.dk).
Jeg er uddannet journalist og har både arbejdet freelance og haft eget firma. Senest var jeg i perioden 2011-16 chefredaktør på branchebladet BogMarkedet. Før det har jeg lavet PR og branding for diverse virksomheder og skrevet om udenrigspolitik med særligt fokus på Afrika og 3. verden.
Politisk har jeg en fortid hos De Radikale, bl.a. som redaktør af partiets medlemsblad. I dag er jeg passivt medlem af Socialdemokratiet.
I en menneskealder boede jeg i Sønderborg, hvor jeg bl.a. i 10 år redigerede det satiriske årshæfte æ Rummelpot. I dag slår jeg mine folder i en haveforening i Sydhavnen.
Du kan donere beløb til min journalistik via Mobile Pay og Swipp på 20 74 68 44. Alle beløb, store som små, er velkomne.

Seneste artikler om Historie