KRIG I GAZA // ANALYSE – Både Hamas og Netanyahu synes at have indset, at tiden begynder at rinde ud, skriver POV’s udlandsredaktør, Hans Henrik Fafner. Men trods vaklende støtte fra Israels allierede og et voksende internt pres fra Netanyahus opposition er også Egyptens bestræbelser på en forhandlingsløsning tilsyneladende kørt fast.
TEL AVIV – Et af krigens blodigste døgn indtraf for nylig, da israelerne anrettede et omfattende angreb på Maghazi, en palæstinensisk flygtningelejr med 33.000 indbyggere midt på Gazastriben. Mindst 100 mennesker mistede livet under bombardementet, og skønt lejren ligger lige ud til Salah ed Din-hovedvejen, var det uhyre vanskeligt at komme frem med nødhjælp, fordi også vejen var svært beskadiget af angrebet.
Bombningen vakte stor opsigt i international presse, fordi angrebet fandt sted, netop som Egypten og flere internationale aktører havde gang i intense forhandlinger for at få krigen standset.
Der kan næppe herske megen tvivl om, at Hamas er under et meget alvorligt pres og i grunden ønsker sig en våbenhvile så hurtigt som muligt
Kernen i dette var en køreplan i flere faser begyndende med en indstilling af kamphandlingerne, udveksling af israelske gidsler mod palæstinensiske indsatte i israelske fængsler, etablering af en mekanisme til uvildig administration af Gazastriben og frem imod en egentlig våbenhvile.
Men med stor forudsigelighed løb den egyptiske plan lige fra starten ind i alvorlige problemer.
De stridende parter afviste den, selv om dette virker både fornuftsstridigt og destruktivt, og hele øvelsen kom derfor til at stå som endnu en opvisning i konfliktens uhyrlige kompleksitet og en mellemøstlig dynamik, der er nærmest umulig at bryde.
Den egyptiske plan
Indtil videre kan det derfor se ud til, at krigen fortsætter ufortrødent. Angrebet på Maghazi lignede i hvert fald en optrapning, og Israels Netanyahu fastholder, at krigen vil fortsætte, til målet er nået: en fuldstændig udradering af Hamas’ organisatoriske og militære kapacitet på Gazastriben. Over for dette står den islamiske bevægelse lige så afvisende over for tanken om at opgive kampen.
Bag dette ligger imidlertid en situation, hvor både Hamas og Netanyahu synes at have indset, at tiden begynder at rinde ud, og dette giver i sig selv en vis udsigt til, at der måske alligevel kan komme en afslutning på hele denne tragedie i en forholdsvis nær fremtid.
Udraderingen af Hamas vil kunne præsenteres som den sejr, som Netanyahu skal bruge for at redde sit skind fra vælgernes vrede
Der kan næppe herske megen tvivl om, at Hamas er under et meget alvorligt pres og i grunden ønsker sig en våbenhvile så hurtigt som muligt. Israel ser ud til at have etableret noget nær total kontrol over den nordlige del af Gazastriben, og på den sydlige del, som strækker sig fra Maghazi til Rafah ved den egyptiske grænse, har tropperne også sat sig solidt fast.
En række centrale Hamas-ledere er blevet uskadeliggjort, og i denne uge gik der rygter om, at topmanden, Yahye Sinwar, var flygtet til Egypten. At Hamas afviser den egyptiske plan kan derfor forekomme nærmest selvmorderisk, men ved nærmere eftertanke giver det en vis mening.
Den egyptiske plan ville nemlig ligne et eklatant nederlag for Hamas, der længe har insisteret på, at ingen form for frigivelse af israelske gidsler kan komme på tale, før en total og varig våbenhvile, og altså en afslutning på krigen, er på plads.
Desuden bliver Hamas åndet i nakken af den meget mindre bevægelse, Islamisk Jihad, der er endnu mere kompromisløs i forhold til Israel. Islamisk Jihad har også et antal af gidsler i deres varetægt, og de stiller sig helt afvisende over for vekselkursen i det egyptiske forslag: Her tales der om, at Hamas i bedste fald vil få seks palæstinensiske fanger frigivet mod hvert af de omkring 120 israelske gidsler, mens Islamisk Jihad stædigt fastholder kravet om løsladelse af samtlige palæstinensiske indsatte, hvilket er omkring 7.000.
Netanyahu-regeringen nåede aldrig at komme med nogen klar stillingtagen til planen, for Hamas var hurtigere på aftrækkeren, og med deres blanke afvisning var det løb mere eller mindre kørt.
Imidlertid ligger det tydeligt i kortene, at planen bestemt ikke var Netanyahus kop te.
Første fase, som indebar løsladelse af 40 gidsler mod 120 indsatte, ville kunne betragtes som en tydelig gevinst, mens resten gik stik imod hans videre mål.
Mens Hamas i et stykke tid er gået ind for en total våbenhvile nu, fordi dette vil kunne sikre bevægelsens overlevelse, taler Netanyahu med samme lidenskabelighed om, at det kan begrænses til en humanitær pause i kamphandlingerne, indbefattende frigivelse af gidsler i et vist omfang.
En pause vil nemlig give mulighed for at genoptage krigen, og dette ser Netanyahu som sin personlige vej til politisk overlevelse, idet udraderingen af Hamas vil kunne præsenteres som den sejr, som han skal bruge for at redde sit skind fra vælgernes vrede.
Oppositionen mod Netanyahu
Her ligger sagens kerne lige nu. Netanyahu ved godt, at hans politiske løbebane er nået til en ynkelig afslutning, og at det eneste, som har en minimal chance for at redde ham, er en sejr, der kan vinde vælgernes gunst.
Imidlertid ligner dette mere og mere et forfængeligt håb uden hold i virkeligheden.
Selv om Sinwar og Hamas tydeligt er i tovene, hersker der en bevidsthed om, at nedkæmpelsen af Hamas kan tage mellem seks og ni måneder, hvis det da overhovedet kan lade sig gøre. Derfor er alle sejl sat for at komme tættere på dette illusoriske mål, og det er nok også i det lys, vi skal anskue det brutale angreb på Maghazi.
Lejren ligger også som dække for det omfattende tunnelsystem, som Hamas i årevis har bygget under det meste af Gazastriben. Israelerne har indtil nu fundet mere end 500 nedgange til disse tunneller, og i denne uge sprængte man et omfattende tunnelsystem under Rantisi-hospitalet og en nærliggende skole i Gaza By.
En optrapning af disse operationer tjener dels til at lægge yderligere pres på Hamas, og i forhold til verdensopinionen skal fundene af nye tunneller retfærdiggøre krigens fortsættelse.
For Israel står krigen ved et vendepunkt
På mange måder har Netanyahu dog gjort regning uden vært.
Joe Bidens tålmodighed er ved at være tyndslidt, og også fra de hidtil faste støtter i Europa begynder kritikken at rejse sig. Men først og fremmest vokser den indre israelske opposition mod, hvad man i stigende grad opfatter som Netanyahus krig.
I befolkningen er der stadig bred støtte til krigen, som bæres frem af et ønske om en fremtid uden Hamas. Men i og med at dette mål efterhånden fortoner sig, og det hele begynder at ligne situationen, hvor Israel sad fast i det libanesiske morads efter krigen i juni 1982, uden at dette førte til ret mange andre resultater end et stigende antal faldne soldater.
Så længe Netanyahu-regeringen får lov til at føre krigen videre, svinder håbet om at få de resterende 120 gidsler hjem i live
På israelsk side kan man derfor sige, at krigen nu står ved et vendepunkt, idet vi nu har de to hovedmål stående som modstridende elementer. Så længe Netanyahu-regeringen får lov til at føre krigen videre for at udradere Hamas, svinder håbet om at få de resterende 120 gidsler hjem i levende live.
Den massive protestbevægelse, der gennem hele 2023 og frem til 7. oktober demonstrerede mod Netanyahu-regeringen, er ved at genopstå med krav om en hurtig afslutning på en udsigtsløs krig.
Den slutter sig i stigende grad til pårørende til gidslerne, der nu stiller højlydte krav om at prioritere denne sag højere end alt andet i krigen. Foran forsvarsministeriet i Tel Aviv er der nu en permanent lejr af protesttelte, og overalt i det israelske bylandskab ser man bannere og flag med påskriften Bring Them Home Now.
Ingen fremtid med Hamas
Blandt de store tabere i dette kyniske spil er den palæstinensiske civilbefolkning på Gazastriben.
Antallet af omkomne har ifølge sundhedsmyndighederne på Gazastriben nu rundet de 20.000. Ganske vist påpeger det israelske forsvar, at dette tal ikke sondrer mellem civilister og mænd under våben, og herfra vurderes det, at knap 8.000 Hamas-soldater har mistet livet under kampene.
Men selv med dette regnestykke er tabstallene stadig uhyrligt store, ligesom problemerne med at få den akutte nødhjælp frem til de næsten 2 millioner internt fordrevne er enorme, så længe kamphandlingerne fortsætter.
På den ene side ønsker man krigen bragt til ende i en fart, og på den anden side ser man langt ud på venstre- og fredsfløjen et markant ønske om at se Hamas fjernet fra Gazastriben
Israelske iagttagere har i denne sammenhæng kritiseret landets presse for i overdreven grad at gå regeringens ærinde ved at viderebringe oplysninger fra det militære talsmandskontor ukritisk og ved at ty til nationalistisk sprogbrug, men samtidig er pressen ikke bleg for at skildre den palæstinensiske civilbefolknings ulykkelige situation.
Dette bidrager også til at øge den interne israelske kritik af den videre krigsførelse. Men med dette resterer dog også et centralt problem, nemlig Hamas’ fortsatte eksistens.
Her er den israelske befolkning over en bred kam fanget i et dilemma. På den ene side ønsker man krigen bragt til ende i en fart, og på den anden side ser man langt ud på venstre- og fredsfløjen et markant ønske om at se Hamas fjernet fra Gazastriben.
Med afsæt i dette kan man derfor se en stigende interesse for en af faserne i den egyptiske plan, nemlig den, som foreslår Gazastriben sat under administration af et internationalt organ, som skal sørge for at få enklaven bragt på nogenlunde fode og under ansvarlig civil administration.
Det ligger også i luften, at dette kan komme palæstinenserne til gode, mens Hamas naturligvis stiller sig imod, fordi det vil sætte bevægelsen fra bestillingen.
På det allerseneste har egypterne dog ladet vide, at de ikke ser planen omsat i virkelighed uden en vis deltagelse fra Hamas, hvilket kan være et forsøg på at gøre den lettere fordøjelig i den arabiske verden. Og Netanyahu bryder sig heller ikke om dette, idet han anser sig selv som den eneste, der kan garantere roen og freden på Gazastriben. Dermed siger han også, at Israel skal have den overordnede kontrolfunktion i lang tid fremover.
Så dermed er forvirringen noget nær total, mens den videre udvikling hænger i uvisheden.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
