EU I PUTINS SKYGGE #17 // ANALYSE – For nylig fremlagde præsident Zelenskyj sin 5-punktsplan for ukrainsk sejr. Det skete, mens der er modgang for Ukraine ved fronten. Selv ammunition er en mangelvare igen. Det hele startede ellers med en aftale om Ukraines fremtid i eller uden for EU.
Frem til 2014, hvor Rusland besatte Krim-halvøen, var Ukraine meget splittet om tilknytningen til EU. Der var flertal for en associeringsaftale med EU, men der var også et, om end mindre, flertal for en associeringsaftale med Rusland. I begge tilfælde var der en meget stor gruppe, som var uafklaret, og modstanderne var mange i begge tilfælde.
Der er meget stor forskel på de meningsmålinger, der blev foretaget op til Euro-revolutionen i 2013/2014. Jeg holder mig til US Aid’s rapport, med tal fra oktober/november 2013. Den ligner et pænt gennemsnit af de øvrige målinger fra den tid.
34 % mente, at Ukraine skulle have tættere relationer til Rusland. 35 %, at landet skulle have tættere relationer til EU. 17 % mente, at forholdet til begge sider skulle forbedres.
Som så ofte med EU, også her i Danmark, så handler folks meninger ofte om alt muligt andet end EU. Spørgsmålet kunne næppe have udløst hele revolutionen. 91 % af de adspurgte var utilfredse med præsident Janukovitj, og det var først, da politisoldaterne fra Berkut åbnede ild mod de indtil da fredelige demonstranter, at revolutionen for alvor brød løs, og Janukovitj kort tid efter måtte flygte.
Mange ukrainere følte sig med rette svigtet. Tyskland og USA forklarer konstant, hvordan de ikke vil eskalere krigen, hvorefter Rusland eskalerer helt af sig selv
Generelt, og det er fra mit kendskab til landet og ikke til målinger, så var der modstand mod EU, både hos nationalister og pro-russiske ukrainere (altså ukrainere med ønske om associering til Rusland. Nationalisterne, fordi de ville have et uafhængigt Ukraine. Pro-russerne, fordi de hellere ville være forbundet med Rusland. Begge fløje var enige om, at traditionelle familieværdier osv. ville stå for fald, hvis Ukraine kom tættere på EU.
Støtten til EU var især at finde blandt folk i de store byer og blandt de veluddannede, men generelt var der en stor uvidenhed om EU.
Mange mente, at en associationsaftale med EU ville løse det enorme problem, der var og stadig er med korruption i Ukraine. EU ville blive overdomstolen over de dybt korrupte, ukrainske domstole. Faktisk var der 80 % af ukrainerne, der på det tidspunkt mente, at Ukraine ikke var et egentligt demokrati, og nogle af disse mente også, at her ville EU hjælpe. Der var næppe nogen, andet end meget få, der mente, at Rusland kunne garantere ukrainsk demokrati.
Men så angreb Rusland i flere omgange i 2014, og med den store krig i 2022 blev alt vendt om.
Splittet mellem EU/Nato og Rusland
Med Ruslands indgriben i Ukraine i 2014 og landets direkte militære angreb i to omgange på først Krim og siden Østukraine, voksede tilslutningen til EU og Nato blandt ukrainerne med stor hast, men ikke så man kunne sige, at de stod samlet. Især i øst skulle man lige opleve, hvad ”russisk befrielse” var for en størrelse.
For eksempel med de helt forfærdelige og makabre mord på lokalpolitikeren Volodymyr Rybak og to unge studenter og på skoledrengen Stepan Tjubenko. De blev tortureret ihjel, og deres mordere er kendte, men er gået fri.
Butikker i eksempelvis Kramatorsk blev plyndret. Hos bilforhandleren Talisman, som jeg mødte i 2017, blev alle biler, reservedele, møbler osv. ranet. Selv liftene boltet til gulvet i værkstedet blev taget. Befolkningen blev bange og gemte sig, indtil den ukrainske hær tog byen tilbage kort tid efter. Herefter var antallet af russisktalende indbyggere i Kramatorsk, der drømte om ”russisk befrielse”, reelt ikke-eksisterende.
Petro Poroshenko blev præsident for Ukraine, og han søgte en meget EU- og Nato-venlig kurs. Mest var det EU, som hjalp Ukraine, og for eksempel blev det aftalt, at ukrainerne kunne rejse ind og ud af EU uden visa. Alle var klar over, at landet var stærkt afhængigt af EU’s hjælp, og gradvist øgedes støtten til EU.
Tilslutningen til EU er blevet massiv. Det samme gælder for Nato. Ukrainerne vil gerne være en del af vores verden i dag
For hver hjælpepakke, EU ydede, var der skrappe krav om indsats mod korruption. Og for hvert år i den periode rykkede Ukraine sig op ad listen over verdens mindst korrupte lande, hvor Danmark og Norge typisk skiftes til at være nr. 1. Der er lang vej tilbage, men den gode udvikling fortsætter.
Da Zelenskyj gik til valg i 2019, var det med løfter om at bekæmpe korruptionen, forhandle en fredsaftale med Rusland, medlemskab af EU og Nato og endda lovgivning om kønsneutrale ægteskaber/partnerskaber. Han vandt en jordskredssejr. Desværre var der ingen interesse fra Putins side i overhovedet at mødes med Zelenskyj.
Selv blandt Ukraines højreradikale grupper tales der ikke længere helt så højt om traditionelle familieværdier og den slags. Tilslutningen til EU er blevet massiv. Det samme gælder for Nato. Ukrainerne vil gerne være en del af vores verden i dag. Det gælder også ukrainerne i øst, der taler russisk.
Den store nedtur
Efter en euforisk sejrsfølelse i efteråret 2022, da Ukraine havde generobret Kherson-regionen øst for Dnipro-floden og næsten hele Kharkiv-regionen tilbage, gik det i stå over sommeren 2023. Dels fordi russerne havde lært af mange af deres fejl, og Vesten leverede en masse moderne udstyr, men uden det vigtigste af dem alle: et nyt luftvåben!
2023 sluttede i en enorm nedtur, hvor amerikansk indenrigspolitik lukkede for leveringerne af livsvigtige våbenforsyninger, og EU var ude af stand til at honorere sine i forvejen alt for beskedne tilsagn om militær hjælp.
Mange ukrainere følte sig med rette svigtet. Tyskland og USA forklarer konstant, hvordan de ikke vil eskalere krigen, hvorefter Rusland eskalerer helt af sig selv. EU har stadig ikke etablereret en fælles kommando til at styrke vores rustningsindustri. Vi har i snart tre år næsten intet gjort af det, som England og Frankrig var dage om at etablere i 1939. Nemlig en fælles overkommando, herunder for våbenindustri.
Det er i det lys, at man skal se Ukraines Kursk-offensiv. De ville vise, at de stadig har viljen til at kæmpe. At det nytter at hjælpe dem. Regeringen og den militære ledelse ville også vise sine egne soldater, at Ukraine på ingen måde er slået. Offensiv var også en optakt til at fremlægge 5-punktsplanen for sejr over Rusland.
De fem punkter til sejr
Planen fordrer medlemskab af Nato som første punkt. Rusland har udnyttet, at Ukraine ikke er medlem af Nato og har ladet hånt om alle tidligere aftaler, ikke mindst 1994 Budapest-memorandummet.
Andet punkt er forsvar, så Ukraine er sikkert bag stærke linjer, mens den russiske hær bliver nedkæmpet.
Det hele forekommer at være noget håbløst, men på den anden side, hvad skal Zelenskyj gøre?
Tredje punkt er afskrækkelse. Her er det atomvåben og genopbygningen af et meget stærkt forsvar efter afviklingen på tværs af Europa i 1991 til 2022.
Fjerde punkt er udnyttelse af Ukraines meget store økonomiske potentiale. Zelenskyj nævner EU, men det har ikke samme prioritering som Nato.
Femte og sidste punkt handler om tiden efter sejren, hvor Ukraine vil dele sine erfaringer med sine partnere og erstatte de amerikanske styrker i Europa, så USA kan koncentrere sig om situationen i Stillehavet.
Dette er Zelenskyjs punkter, som han fremlægger dem. I en ideel situation, hvor Vesten slutter op om ret mod uret, lyder det godt, men fx får vi aldrig Ungarn med.
Tyskland og USA vil på ingen måde have Ukraine ind i Nato nu.
Det hele forekommer at være noget håbløst, men på den anden side, hvad skal Zelenskyj gøre?
Vestens svaghed og svigt
Keir Starmer og Storbritanniens støtte har været meget flot, men de USA, Tyskland og Frankrig har i den grad sat begrænsninger op for Ukraine. Hjælpen har altid været doseret til, at Ukraine kan holde stand, og kun det.
Problemet er, at når det er en lille og en stor, der udkæmper en nedslidningskrig over nu snart mere end tre år, så er det den lille, der taber, medmindre der er tildelt overvældende ildkraft fra en overvældende industriel kapacitet.
Med andre ord har vi en tabers strategi lige nu, og vi har heller ikke længere den industrielle kapacitet. Den er uddelegeret til Kina. ”Wandel durch Handel” kaldte tyskerne, men nu kommer regningen!
Zelenskyjs forsøg på at ændre retningen mod sejr er al ære værd, men det går ikke. Det, som kunne gå, og som jeg ser flere og flere tidligere generaler og andre støtte, er en plan om etablering af en alliance af de villige.
Måske er løbet kørt. Landene skal overbevises om den helt presserende situation, og systemerne i Nato og EU vil skulle kortsluttes
Med Trump i USA eller en Harris, der måske er lige så tilbageholdende som Biden, så kan deltagerne være Norge, Sverige, Finland, Estland, Letland, Storbritannien, Holland (måske), Danmark, Polen og Litauen.
Uden både Tyskland og USA er projektet håbløst, men meget tyder på, at CDU med Frederich Merz overtager efter Scholz, og fra den kant er der seriøs opbakning til Ukraine. I mindre grad kan en sådan alliance nok også få støtte fra andre EU-lande og dertil oversøiske lande som Canada, Australien, New Zealand, Sydkorea og Japan. Især de to sidste er vigtige industrilande.
Måske er løbet kørt. Landene skal overbevises om den helt presserende situation, og systemerne i Nato og EU vil skulle kortsluttes.
Det er min vurdering, at det meste af det, jeg skriver her, ligger inden for den danske regerings strategi, hvor vi med det gode eksempels magt søger opbakning. Intet af det, jeg skriver, har ikke tilslutning blandt stærke kræfter i Europa.
Tiden er inde til at vise, at Ukraine kan stole på Europa, og at vi har fortjent deres store opbakning til Nato og EU. Ultimativt handler det også om, at vi fortjener vores egen frihed og er parate til at kæmpe for den.
Europæisk sikkerhedspolitik i Putins skygge
Med krigen i Ukraine og mere usikre signaler fra USA, er forsvars- og sikkerhedspolitikken blevet en helt central del af den europæiske debat.
I dette efterår kigger POV nærmere på de sikkerhedspolitiske udfordringer, som Ruslands invasion af Ukraine har bragt Europa i, og hvad EU-landene gør – både som enkeltlande og i fællesskab – for at imødegå truslen.
Hver onsdag og fredag frem til jul sætter vi fokus på tidens store omvæltninger, der har tydelige tråde til konflikterne i Mellemøsten og globalt.
Læs flere artikler i serien her.
I forbindelse med udarbejdelsen af denne artikel har POV modtaget tilskud af Europa-Nævnet.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
