VALGKAMP I TYSKLAND // ANALYSE – En epoke er forbi i Tyskland, når forbundskansler Angela Merkel træder tilbage efter 16 år ved magten. Valget den 26. september kan blive historisk, da et andet parti end CDU/CSU og SPD kan ende med at beklæde posten som tysk regeringschef. Men hvor realistisk er det egentligt, at et nyt parti skulle sætte sig på magten?
BERLIN – De Grønne er stormet frem og har i flere meningsmålinger været helt oppe på 27 procent i forhold til valget i 2017, hvor partiet kunne mønstre knap 9 procent af stemmerne.
40-årige Annalena Baerbock er kåret som kanslerkandidat som den eneste mulige kvindelige kandidat. Senest er De Grønne dog på vej ned igen, da partiets umiddelbare harmoni udadtil er begyndt at krakelere, og partiet er nu nede på 22 procent, mens CDU/CSU nu står til 25-26 procent. Det er nok for tidligt at dømme De Grønne helt ude som Tysklands største parti.
Mere interessant er det at se på, hvad en eventuel valgsejr eller et godt resultat vil betyde for partiets muligheder for at danne en regering eller indgå i en koalition med de øvrige partier.
Først og fremmest skal man se på partiets to fløje “realoerne”, som er den pragmatiske fløj med en rendyrket grøn dagsorden, og “fundierne”, den mere ideologisk betonede fløj, som også omfavner identitets- og kønspolitikken. Realoerne har regeringsmagten i den sydlige delstat Baden-Württemberg, hvor 72-årige Winfried Kretschmann er ministerpræsident i en koalition med CDU/CSU. Det ser omvendt ud i de traditionelle SPD-delstater i nord, hvor De Grønne har regeringsmagten sammen med SPD og Die Linke i delstaterne Bremen og Berlin og sammen med SPD i Hamburg. I de østlige delstater, som tidligere var DDR, spiller De Grønne ingen væsentlig rolle.
De Grønne appellerer hovedsageligt til vælgere under 40 år og fortrinsvis det vellønnede segment i storbyerne. Partiet går til valg på en grøn dagsorden med blandt andet udfasning af forbrændingsmotorer, øget formuebeskatning, stop for indenrigsflyrejser og tvungen brug af solpaneler, hvis man bygger et hus.
Og partiet går ind for ophævelse af den tyske „Schuldenbremse“, dvs. stop for offentlig gældsætning og dermed hævelse af mindstelønnen. Endelig vil man lempe mulighederne for indvandring og familiesammenføringer. De identitetspolitiske strømninger melder sig fra fundiernes bagland, som senest har krævet, at ordet „Deutschland“ fjernes fra partiets 137 lange sider valgprogram med den overordnede titel “Deutschland, alles ist drin“.
Realoer
Men hvem kan De Grønne regere med? Tidligere undersøgelser har vist, at størstedelen af tyskerne ønsker en koalition med CDU/CSU og De Grønne, hvilket automatisk vil indebære et samarbejde med realo-fløjen. I modsætning til det borgerlige parti CDU/CSU har De Grønne været forskånet for interne magtkampe udadtil, da partiets dobbeltledelse i form af Annalena Baerbock og Robert Habeck har fremstået som moderate eller „realoer“.
Selv om Habeck har regeringserfaring som minister i delstaten Schleswig-Holstein og ifølge målinger er mere populær end Baerbock, valgte partiet Baerbock som kanslerkandidat, skønt hun er helt uden tidligere regeringserfaring, da hun blev valgt direkte ind i Forbundsdagen. Tidligere har hun dog været kontorchef for partiets medlem af Europaparlamentet og udenrigspolitisk sekretær for De Grønne i Forbundsdagen.
Valget af Baerbock skyldes ifølge flere iagttagere, at hun er mere klar i mælet end Habeck, som har en tendens til at rode sig ud i længere filosofiske forklaringer og derfor gør sig bedre i tv-debatter. Endelig kan valget af en yngre kvinde som kanslerkandidat også ses som et taktisk træk, da hendes to rivaler Laschet og Scholz begge er mænd omkring de 60 år.
Det store spørgsmål er, om Die Linke er regeringsduelige rent sikkerheds- og udenrigspolitisk, da partiet er modstander af NATO og tyske militære operationer i udlandet
Partiet har dog et grundlæggende problem, når det kommer til troværdighed. Størstedelen af vælgerne har krævet et klart svar på, om De Grønne helst vil regere med røde støttepartier som SPD og Die Linke, så det bliver en såkaldt R2G (Rot-rot-grüne Koalition), som man blandt andet har i hovedstaden. Den konstellation vil være ren gift for de fleste syd- og midttyske vælgere.
Robert Habeck har for nylig udtalt, at man ikke på forhånd vil udelukke andre partier fra en mulig konstellation og en eventuel garanti fra De Grønnes side om ikke at gå til venstre, er der ingen, der reelt tror på. Ifølge flere målinger har en R2G været tæt på 50 procent, men de seneste målinger viser dog, at mange tyskere har lugtet lunten.
De Grønne går svagt tilbage, og SPD går en anelse frem, alt imens det yderste venstrefløjsparti Die Linke er på vej ned mod spærregrænsen på 5 procent. Tidligere har partiet ligget på omkring 10 procent, men ifølge flere målinger er de nu nede på 6-7 procent. Det store spørgsmål er, om Die Linke er regeringsduelige rent sikkerheds- og udenrigspolitisk, da partiet er modstander af NATO og tyske militære operationer i udlandet. Seneste målinger tyder på en vandring fra Die Linke til SPD, da stemmer på Die Linke kan medføre stemmespild, hvis partiet ryger helt ud af Forbundsdagen.
Sort-grøn mulighed
Alternativet er en sort-grøn regering med Merkels borgerlige kristendemokrater CDU/CSU – også kaldet „Unionen“ (partifarve: sort). Unionen har været præget af interne magtkampe, som mundede ud i, at ministerpræsident Armin Laschet i Tysklands største delstat Nordrhein-Westfalen blev kåret som kanslerkandidat, selv om han er væsentligt mindre populær end Bayerns ministerpræsident, Markus Söder, fra det katolske søsterparti CSU.
Trods ønsker fra medlemmerne valgte partitoppen i CDU at holde fast i Laschet som kanslerkandidat. Det medførte et voldsomt dyk i meningsmålingerne, hvor Unionen var nede på 22 procent i forhold til De Grønnes 27 procent. De seneste målinger viser dog, at Unionen igen er svagt foran De Grønne.
Kanslerkandidat Laschet har udnævnt De Grønne som hovedmodstandere frem mod valget. Den politiske fællesmængde mellem den borgerlige Union og De Grønne er begrænset. Begge partier går for så vidt ind for en grøn dagsorden, men det store slagsmål er finansieringen.
Unionen satser på familieværdier, arbejdspladser, vækst og innovation men uden offentlig gældsætning. Og søsterpartiet CSU kræver et loft over indvandring og familiesammenføringer på 200.000 personer set i lyset af den tyske befolkning på godt 83 mio. Partiet skal tage hensyn til den konservative „Werteunion“ – de konservative vælgere, som står for det stik modsatte af „fundierne“ hos De Grønne. Armin Laschet følger Merkels linje og betegnes som en brobygger, der er åben for alle regeringsmuligheder.
Et afgørende punkt er, hvilket parti der bliver størst efter valget. Hvis det falder ud til Unionens fordel, er der ikke noget problem for Laschet, som i så fald vil blive kansler i en sort-grøn konstellation. Så skal De Grønne indgå en masse kompromiser, som kan føre til vælgerflugt på længere sigt. Bliver De Grønne det største parti, er der sandsynlighed for, at Unionen vælger at gå i opposition, da partiet næppe vil deltage i en regering som såkaldt juniorpartner.
Ampel-koalition
Men er der et reelt alternativ til en regering uden CDU/CSU? Flere tyske medier taler for en såkaldt Ampel-koalition (Lyskurv: Rød-gul-grøn), hvor det liberale parti FDP (partifarve; gul) i så fald vil få en afgørende rolle. Tyskerne elsker at give de forskellige koalitioner navne efter flag eller nationalitet – mere herom senere.
FDP – de tyske frie demokrater – har fået et overraskende comeback. Partiets storhedstid var perioden 1969-1998. Først med Walther Scheel som udenrigsminister under SPD og Helmut Schmidt og dernæst Hans Dietrich Genscher, som bestred posten gennem 18 år i flere regeringskoalitioner. I 1982 foretog partiet en kursændring og gik med i en regering med CDU, hvor Helmuth Kohl var kansler frem til 1998.
Dengang handlede det ikke kun om grundlæggende politisk uenighed men nok mere om kemi. FDP’s hardliner, Wolfgang Kubicki, udtalte, at han havde meget svært ved at være i stue med De Grønnes meget langhårede og fodformede ”fundi”, Anton Hofreiter
FDP var senest i regering i Merkels andet kabinet fra 2009 frem til valget i 2013, hvor partiet røg helt ud af Forbundsdagen, da det ikke klarede spærregrænsen på 5 procent. Partiet kom ind igen i 2017 og var i spil til en koalition med CDU/CSU og De Grønne, men de trak sig i sidste øjeblik primært på grund af uenighed med De Grønne.
Dengang handlede det ikke kun om grundlæggende politisk uenighed, men nok mere om kemi. FDP’s hardliner, Wolfgang Kubicki, udtalte, at han havde meget svært ved at være i stue med De Grønnes meget langhårede og fodformede ”fundi”, Anton Hofreiter, og at han mest af alt havde lyst til at stikke denne et par på hovedet. Efter FDP’s nej til en såkaldt Jamacia-koalition i 2017 med De Grønne og CDU/CSU i 2017 gik partiet stærkt tilbage i meningsmålingerne og var tæt på spærregrænsen. På det seneste er partiet dog gået voldsomt frem efter valget af Armin Laschet som CDU’s kanslerkandidat og en mulig videreførelse af Merkels linje.
FDP har som erklæret mål at komme i regering igen på den betingelse, at Merkel er væk. Partiet er nu oppe på 12-13 procent i målinger og bider dermed SPD i haserne om titlen som Tysklands tredjestørste parti. ’ Partiets kernevælgere er typisk borgerlige vælgere som selvstændige, ledere og akademikere, der ønsker et borgerligt parti med en klar profil som modvægt til Laschets Merkel-tro linje. Og partiets nylige fremgang skyldes helt klart en vandring fra CDU/CSU til FDP. Partiet har også overhalet det stærkt højreorienterede og nationalkonservative parti AfD, som står stærkt i tidligere DDR-delstater som Sachsen, Sachsen-Anhalt, Thüringen og Brandenburg – delstaten rundt om Berlin – hvor de i flere tilfælde står til 30 procent af stemmerne. Men en regeringskoalition med AfD er tabu i Tyskland og dermed udelukket.
En Ampel med FDP, De Grønne og SPD ser således ud. Der er fællesmængder mellem De Grønne og SPD mht. den grønne dagsorden, skatteforhøjelser, mindsteløn og øgede offentlige udgifter. FDP er liberalt orienteret og totalt imod offentlig gældsætning. Partiet vil ikke indføre øgede skatter eller gældsætning i lighed med CDU/CSU. Eneste fællesmængde er er reelt digitalisering, hvor Tyskland halter langt bagefter i forhold til EU generelt. FDP’s 42-årige leder Christian Lindner appellerer til dels til det samme yngre vælgersegment som De Grønne dog med modsat politisk fortegn.
SPD ramte bunden
Tilbage har vi så det traditionsrige socialdemokratiske parti, SPD. Partiet har i lighed med de andre partier været præget af interne magtkampe og uenighed om en videre kurs frem mod valget. Det medførte et styrtdyk med hensyn til vælgertilslutning, hvor partiet ramte bunden med 14 procent. Siden er partiet kommet sig lidt og ligger nu på 15-16 procent i flere målinger.
Kanslerkandidat er Hamburgs tidligere borgmester og den nuværende finansminister Olaf Scholz, som tilhører den lettere „borgerlige“ fløj af partiet. Kuriøst nok blev Scholz fravalgt som partiformand i 2019, og efter en del skærmydsler i partiet endte man med en dobbeltledelse i form af Saskia Esken og Norbert Walter-Borjans, som begge ligger væsentligt til venstre for Scholz. Det betyder reelt, at nok er Scholz kanslerkandidat, men han har ikke fuld opbakning fra partiets ledelse.
Umiddelbart ligner Scholz ikke en reel kanslerkandidat i betragtning af de nuværende meningsmålinger, men han nævnes dog som „dark horse“ af flere analytikere. Han overvejede i sin tid at stille op som kanslerkandidat i 2013 men trak sig, da han ikke selv mente, at han kunne slå Merkel. I 2017 fik han nogle gevaldige ridser i lakken, da Hamburg nærmest blev raseret totalt af demonstranter under G-20 topmødet, selv om han på forhånd havde erklæret, at han havde helt styr på situationen.
Hvis Scholz virkelig skal ende som kansler, skal SPD op på over 20 procent, og De Grønne skal tilsvarende ned under 20 procent, da det største parti vil gøre krav på kanslerposten. Scholz har dog samme problem som Baerbock hos De Grønne. En stemme på SPD kan indebære en rød-rød-grøn regering, så spørgsmålet er, om Scholz – som ikke er fortaler for en R2G – virker mere troværdig for vælgerne end Baerbock. Det er i hvert fald bemærkelsesværdigt, at Scholz er mere populær end Laschet, hvis tyskerne kunne stemme direkte på en kommende kansler.
Her ligger han side om side med Baerbock jævnfør de seneste målinger. Scholz er blevet kritiseret for manglende karisma og gennemslagskraft, der også har præget andre og store tyske SPD-kanslere som Willy Brandt, Helmut Schmidt og Gerhard Schröder. Netop ”Altkansler” Schröder er en torn i øjet på et splittet SPD, da han ofte blander sig i debatten. Schröder deler vandene internt i SPD, da han er bestyrelsesmedlem i den russiske gaskoncern Rosneft og en nær ven af Putin.
Forholdet til Rusland
Netop forholdet til Rusland deler vandene i tysk politik. Seneste er det kommet til udtryk via holdningen til gasledningen Nord Stream 2 fra Rusland til Tyskland via Østersøen. Russisk gas udgør 32 procent af Tysklands samlede energiforbrug. De Grønne har som det eneste parti i Forbundsdagen en klart kritisk holdning over for Rusland og Putin.
CDU og Armin Laschet står for en forsonlig linje over for Rusland i lighed med SPD. Kritikken af De Grønne handler i bund og grund om, at partiet ikke har givet et realistisk bud på et alternativ til den russiske gas. Tyskland har afviklet kul- og atomkraftværker, og det eneste reelle alternativ til den russiske gas er import af strøm fra franske atomkraftværker kombineret med vedvarende energikilder.
En mindretalsregering efter dansk forbillede er blevet nævnt i tyske medier, men vil næppe blive anset som en stabil regering i Tyskland
Et andet punkt er konflikten i Ukraine, hvor Robert Habeck fra De Grønne netop har talt for at sende våben til Ukraine. Det udløste kritik fra stort set alle andre partier, og også intern strid hos De Grønne. Partiets nestor og ”fundi” Jürgen Trittin slog fast, at det ville være i strid med partiets program, der forbyder leverancer af våben til konfliktramte områder.
Lad mig runde af med et overblik over mulige regeringskonstellationer, som de ser ud ifølge de seneste meningsmålinger. Tyskland har ikke tradition for regeringer med mere end to partier. Den siddende store koalition „GroKo‘en“ mellem SPD og CDU/CSU har haft magten i 12 år, men på det seneste har koalitionen været præget af splid, da begge de store „folkepartier“ er begyndt at positionere sig frem mod valget.
Det ideelle – traditionelt set – er en koalition med to partier, men meget tyder på, at der skal mindst tre partier til for at skabe et parlamentarisk flertal. En mindretalsregering efter dansk forbillede er blevet nævnt i tyske medier, men vil næppe blive anset som en stabil regering i Tyskland. De mange koalitionsmuligheder er ofte fantasifuldt benævnt ud fra farver i diverse landes flag. Således er en Jamaica-koaltion (sort-gul-grøn) opkaldt efter Jamaicas flag. Det samme med en mulig Kenya-koalition (sort-rød-grøn), som henviser til landets flag.
CDU/CSU og De Grønne: 48-50 procent
CDU/CSU, De Grønne og FDP (Jamaica-koalition): 59-61 procent
SPD, De Grønne og Die Linke (R2G): 45-46 procent
De Grønne, SPD og FDP (Ampel-koalition): 49-51 procent
CDU/CSU, De Grønne og SPD (Kenya-koalition): 61-63 procent
Tiden vil vise, hvilke forskydninger der måtte ske frem mod valget den 26. september. Uanset hvad venter der svære og langvarige regeringsforhandlinger. Der er endnu en teoretisk mulighed i form af en koalition med CDU/CSU, SPD og FDP – dvs. en rød-gul-sort helt uden De Grønne. Den mulighed står til godt 50 procent, og det vil i så fald blive en ”Deutschland-koalition”.
Topfoto: Rigsdagsbygningen i Berlin. Foto: Ansgar Koreng via Wikimedia Commons.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
