ANALYSE – I sidste uge holdt den franske præsident Emmanuel Macron to vigtige møder, både i Strasbourg og Berlin, for at præsentere sin vision for EU’s fremtid. Hans ambitiøse forslag bliver dog ikke taget imod med stor begejstring af Angela Merkel, som prøver at vinde tid for at forhindre projektet. Men selvom de franske reformforslag udfordrer den tyske EU-politik, har Tyskland i virkeligheden intet valg, hvis landet vil undgå at ødelægge det europæiske samarbejde på længere sigt, skriver Amélie Reichmuth.
Emmanuel Macron er en travl ung mand, der har sat hele Frankrig i bevægelse på godt og ondt, siden han blev valgt til præsident for næsten et år siden. Han tror på skæbnen for sig selv som individ og for sit land – og hele Europa. Mange i udlandet ser også en uventet redningsmand i ham, en “Messias”, som kan klare det umulige, det vil sige reparere Frankrig og bagefter redde Europa, som det amerikanske ugeblad Bloomberg udtrykte det på sin forside for nylig.
Og ja, Macron er en travl ung mand, men den europæiske dagsorden presser ham også, og det er nu, der skal handles.
Hans parti, En Marche, har lige lanceret en omfattende “march for Europa”, og målet står klart: Den samme metode, som virkede i Frankrig, skal nu overføres til resten af Europa med det mål at lytte til borgernes bekymringer og forventninger, og for at sikre, at Macrons parti får mandater ved det næste Europaparlamentsvalg i maj 2019.
Den franske præsident tager sagen personligt og har forsvaret sin vision igen og igen, som f.eks. man kunne se og høre i Strasbourg og Berlin i sidste uge.
Emmanuel Macron er den mest germanofile præsident, Frankrig nogensinde har haft, men hans forslag til europæiske reformer har ikke skabt begejstring i Berlin
Men selvom han udviser fremsyn og kommer med konkrete forslag, har den franske leder imidlertid allerede lært at dæmpe sin begejstring, hvilket man har kunnet se i de sidste par måneder. Han ved, at han ikke kan påtvinge hele Europa sin vision med styrke som en anden Napoleon men må bruge takt og diplomati. Han ved også, at han har brug for Tyskland, hvis hans planer skal lykkes, og endelig er han klar over, at nogle af hans forslag vækker betydelig bekymring i den nuværende tyske regering.
Samtidig er Macron den mest germanofile præsident, Frankrig nogensinde har haft. Han startede med at lære tysk i folkeskolen og tog til Tyskland i en ung alder via et skolepartnerskab. Senere, i løbet af sine litteratur- og filosofistudier, studerede han en række af de største tyske forfattere og filosoffer, hvilket har givet ham en dyb forståelse for tysk kultur og tænkemåde.
Allerede som økonomiminister under François Hollande plejede Macron tætte kontakter til tyske politikere, især til Sigmar Gabriel fra det tyske socialedemokrati, SPD og Wolfgang Schäuble fra det borgerlige CDU, som var henholdsvis økonomi- og finansminister på det tidspunkt.
Hans mål stod klart: At finde kompromisser mellem Frankrig og Tyskland, der kunne bringe Eurozonen ud af krisen. Han påbød derfor to økonomer, Jean Pisani-Ferry og Henrik Enderlein (en franskmand og en tysker) at undersøge mulighederne for en redningsplan. Ud af de to ekspertes arbejde kom en 44 sider lang rapport, som foreslog intet mindre end en “New Deal” for Eurozonen, der anbefalede en række reformer for begge lande:
Frankrig skulle kopiere den skandinaviske flexicurity-model og reformere sit arbejdsmarked, mens offentlige udgifter skulle reduceres; på den anden side skulle Tyskland tiltrække mere udenlandsk arbejdskraft og få flere kvinder ind på arbejdsmarkedet for at møde lamdets demografiske udfordring, mens både offentlige investeringer og intern efterspørgsel skulle øges.
Konklusionen var kort og klar: “Frankrig og Tyskland bruger meget tid på fælleserklæringer og initiativer. Vi mangler handling”, lød det.
Macrons dilemma
Men selvom Emmanuel Macron har ladet sig inspirere af disse forslag og er ved at implementere dem, venter man i Paris stadigvæk på det tyske svar.
Det skyldes dels den lange forhandlingsprocess efter CDU’s og SPD’s tabte valg sidste september, dels en dyb uenighed med de franske forslag om eurozonens fremtid. Den franske præsident ønsker et fælles budget for eurozonen – muligvis med særskilt finansminister og parliament. Desuden skal man skabe en såkaldt europæisk indskudsbeskatning for at forhindre, at borgerne mister deres besparelser, hvis en bank går konkurs.
Hvor Emmanuel Macron foreslår et fællesbudget af eurozonen, hører den tyske regering “gældsgodkendelse” og “Eurobonds” … Frygten hos den tyske regering er, at den tyske borger de facto ender med at betale for andre EU-lande
Disse forslag har mildest talt ikke skabt stor begejstring hos de tyske politikere, fordi de rammer lige der, hvor de tyske problemer ligger. Samtidig har Emmanuel Macron tabt vigtige støtter fra SPD som Martin Schulz, Sigmar Gabriel og Frank-Walter Steinmeier. De to første måtte forlade deres poster som ledere af det socialdemokratiske parti, mens den sidste ingen politisk magt har som forbundspræsident.
Hvor Emmanuel Macron foreslår et fællesbudget af eurozonen, hører den tyske regering “gældsgodkendelse” og “Eurobonds”.
Det ville konkret betyde, at alle EU-lande med euroen ville dele deres offentlige gæld, mens den europæiske centralbank måtte trykke gældsbeviser. Frygten hos den tyske regering er, at den tyske borger de facto ender med at betale for andre EU-lande, hvilket ses som politisk risikabelt på et tidspunkt, hvor det ekstreme højre har fået vind i sejlene.
Dette mareridt er dog noget, tyske politikere har bygget kunstigt op, over mange år, både bevidst og ubevidst, og det svarer hverken til den økonomiske eller den politiske virkelighed i Europa.
Først og fremmest tjener den tyske økonomi nemlig ekstremt godt på euroen, fordi landet er så eksportorienteret, og de lave konverteringsrater gør det samtidig muligt for Tyskland at eksportere billigt til hele verden.
Stram politik men hvorfor?
I 2017 var Tyskland den tredjestørste eksportør i hele verden (efter USA og Kina) og havde en handelsbalance med et overskud på 245 milliarder euro. Tyskland svømmer altså i penge, men kan ikke rigtig finde ud af, hvordan dette overskud skal bruges.
Austerity politik bliver ført konsekvent ikke kun på europæisk niveau, men også i Tyskland selv, uanset at alle, der kender til lidt mere end bare de tyske rastepladser, ved, at den tyske infrastruktur godt kunne bruge offentlige investeringer.
Tiden går hurtigt, og det er nu, der skal handles, hvis man vil give Europa en ny retning. Det virker dog som, at de tyske eliter er mere beskæftigede med sig selv end nogensinde før. Det tyske politiske landskab er stadig i chok efter det politiske jordskælv, som det sidste forbundsvalg i september 2017 repræsenterede
Det er dog umiddelbart svært at forestille sig ændringer, fordi den nye tyske koalitionsregering i virkeligheden har haft magten i de sidste fem år, og fordi ingenting har ændret sig siden valget i september 2017:
Wolfgang Schäuble, den tidligere finansminister og stor austerity fan, er blevet valgt til forbundsdagens formand, en af de mest indflydelsesrige stillinger i det tyske politiske system. Hans tidligere medarbejdere i finansministeriet sidder på de samme pladser, og den nye minister fra SPD, Olaf Scholz, har allerede gjort det klart, at han vil følge i sin forgængers spor.
Desuden er tyske politikere ekstremt forsigtige, når det kommer til den offentlige gæld. Det skyldes Tysklands nyere historie og især tiden imellem de to Verdenskrige. Denne periode i den tyske historie under Weimarrepublikken var præget af både stor politisk ustabilitet og den økonomiske krise i 1929. Den daværende regering valgte at implementere en deflationspolitik. samtidig med at Tyskland skulle betale høje krigsskadeerstatninger.
Som man ved i dag, lykkedes denne strategi ikke, og disse to faktorer spillede en stor rolle i nazisternes adgang til magten, hvilket skulle vise sig at blive Tysklands ødelæggelse.
Sporene fra Weimarrepublikken skræmmer, så denne erfaring med inflation kom til at præge tyskerne så dybt, at den påvirker deres måde at forbruge på den dag i dag: Mange tyskere har eksempelvis fortsat mange kontanter med sig, og rede penge er den dag i dag mere brugte end kreditkort som betalingsmetode.
På politisk niveau findes der den såkaldte “Sorte nul-regel” (Schwarze Null på tysk) i den tyske grundlov, som bestemmer, at budgettet altid skal være i balance. Denne regel blev forstærket i 2009 midt i eurokrisen med en såkaldt “gældsbremse”, som gør det umuligt for den tyske stat at tage lån for at afstemme ubalance i budgettet. Kun i tilfælde af en økonomisk krise eller en naturkatastrofe er en undtagelse mulig, men kun med en tilsvarende tilbagebetalingsplan.
Overordnet har Tyskland først og fremest altid betragtet EU-projektet som et fredsprojekt, og det var meningen, at det skulle blive sådan for altid. Hvorfor ændre et system, som tjener de tyske interesser og fungerer på papiret?
Tyskland anvender ikke kun dette princip overfor sig selv men har overført det til resten af eurozonen, hvilket skabte dybe spændinger under eurokrisen.
Overordnet har Tyskland først og fremmest altid betragtet EU-projektet som et fredsprojekt, og det var meningen, at det skulle blive sådan for altid. Hvorfor ændre et system, som tjener de tyske interesser og fungerer på papiret, i hvert fald hvis man kun kigger på de nøgne statistikker?
Det er netop dilemmaet, Emmanuel Macron skal løse for at kunne overbevise den tyske regering om, at en reformeret eurozone er i Tysklands interesse. Han skal overbevise sine tyske partnere om, at et stærkere EU ikke nødvendigvis betyder et svagt Tyskland og slet ikke, at den tyske borger skal overtage hele regningen.
De reformer, han gennemførte i sit første år som præsident, skulle være en garanti for, at denne pagt for Europa er balanceret imellem Frankrigs behov for strukturelle reformer og Tysklands ønske om investeringer i det offentlige. Hans baggrund som tidligere finansmand og hans viden om tysk kultur vil fortsat hjælpe ham, men vil næppe være nok. Den tyske regering, ikke mindst forbundskanslern Merkel, bliver nødt til at vise et åbent øre og politisk vilje, hvis projektet skal lykkes.
Tiden går hurtigt, og det er nu der skal handles, hvis man vil give Europa en ny retning. Det virker imidlertid som, at de tyske eliter er mere beskæftigede med sig selv end nogensinde før. Det tyske politiske landskab er stadig i chok efter det politiske jordskælv, som det sidste forbundsvalg i september 2017 repræsenterede.
CDU og SPD: Søvngængere i tysk politik
“Angie, Angie, when will those dark clouds all disappear? Angie, Angie, where will it lead us from here?”. Selvom Rolling Stones’ hittet udmærket beskriver den nuværende situation i tysk politik, startede det ironisk nok en politisk karriere sydpå grænsen allerede i 2005, da sangen blev den uofficielle valgkampshymne for CDU. Det irriterede i øvrigt bandet, da det ikke blev spurgt direkte om rettigheden i forvejen.
Udover det juridiske spørgsmål om ophavsretten må man spørge sig selv, om det at vælge en sang, der handler om skilsmisse, som valgkampshymne er klog. Selvom sangen må have virket, da Angela Merkel blev valgt til forbundskansler i 2005, passer teksten langt bedre i dag.
Der er nemlig mørke skyer over den tyske politiske himmel: Både CDU og SPD tabte valget sidste september, mens AfD (som groft sagt kan sammenlignes med Dansk Folkeparti) blev det tredjestørste parti; de sociale uligheder og fattigdommen er stigende på trods af Tysklands økonomiske succes, mens den offentlige infrastruktur er i dårlig stand og mangler massive investeringer; flygtningekrisen er stadigvæk en stor udfordring, mens internationale kriser også kræver, at Tyskland forholder sig til disse udfordringer.
Tyske politikere virker lidt i vildrede i disse dage og er under pres fra kræfter i civilsamfundet, der har presset de folkevalgte til at tage ansvar og at handle. Og det er nyt i et land, hvor politik i de seneste to årtier mestendels har været lig med økonomisk management og skadekontrol snarere end egentlig ført politik med vision og formål.
Det tyske samfund er ved at vågne op og blive klar over, at en stat ikke kun er en forretning, som har en interesse i at tjene penge, men at den også skal sørge for at skabe et sikkerhedsnet for de svageste i samfundet. Med andre ord er tyskerne ved at finde ud af, at socialpolitik er en form for kollektiv investering i fremtiden
Det bedste eksempel på dette kommer fra Essen i Nordrhin-Vestfalen: “Die Essener Tafel”, en hjælpeorganisation som hjælper trængende mennesker med mad, besluttede sig for foreløbig at stoppe med at tage imod flere udlændinge, da det var tydeligt, at der var flere flygtninge (75 procent i alt) end fattige tyskere, som blev hjulpet på denne måde.
Initiativet skabte betydelig debat i det tyske samfund, først og fremmest om integration og racisme, men også om socialpolitik.
Organisationer på forbundsniveau gik til medierne for at sætte socialpolitik på dagsordenen, mens koalitionsforhandlingerne var i gang og samtaler imellem kommunen og organisationen fandt sted på lokalt niveau i Essen for at finde en langsigtet løsning.
For nogle uger siden kunne “Die Tafel” offentliggøre, at tallene havde stabiliseret sig, og at man godt kunne tage imod nye udlændinge. Bevægelserne i civilsamfundet fortsætter dog med at presse på og med at holde debatten om fattigdom i Tyskland kørende.
Eksemplet viser, at det tyske samfund er ved at vågne op og blive klar over, at en stat ikke kun er en forretning, som har en interesse i at tjene penge, men at den også skal sørge for at skabe et sikkerhedsnet for de svageste i samfundet.
Med andre ord er tyskerne ved at finde ud af, at socialpolitik er en form for kollektiv investering i fremtiden.
Mørke skyer eller skygger fra fortiden truer
Den nuværende koalitionsregering imellem CDU og SPD er dog ikke en god nyhed, hverken for Tyskland eller Europa, fordi den hviler på for mange kompromisser og mangler en større vision for landet og kontinentet.
Der er mørke skyer over den tyske himmel, eller snarere skygger fra fortiden. AfD oplevede som nævnt sin første store politiske succes på nationalt niveau i september og har kunnet kapitalisere på sit momentum i løbet af de sidste måneder:
Partiets populistiske retorik har fået en platform, og undersøgelser viser, at AfD’s opbakning blandt vælgerne er uændret og at partiet i sin vælgerskare bliver anset som en troværdig opposition til regeringen på samme måde som De Grønne; også fordi politikerne ikke har adresseret de basale problemer, som har ført til denne udvikling, endnu.
Tyskland står med ryggen imod muren og kæmper imod sig selv for at kunne finde vejen frem. Selvom vores nabo kan lide at kalde sig selv “landet med de store digtere og tænkere”, mangler landet inspiration og kreativitet for at kunne mestre tidens store udfordringer
Valgresultatet overraskede mange – ikke mindst tyskerne selv. Forbundsrepublikken bliver nu konfronteret med sine egne traumer og ved ikke, hvordan den skal håndtere situationen.
Tyskland er dog ikke det eneste land i Europa, hvor højrepopulismen er en ny magtfaktor, og landet kunne med fordel lære af sine naboer:
Fra Danmark kunne Tyskland eksempelvis lære, at det er muligt for et nyt parti at etablere sig, hvis det hverken får politisk modspil eller krav om ansvar fra medier og civilsamfund; fra Frankrig at det ekstreme højre bliver langt mindre farligt, hvis man som politisk leder omsætter programmet, man blev valgt på og prøver at håndtere de udfordringer, som borgerne er bekymrede for; fra Østrig at man kan have en interesse i, på kort sigt, at lade partier som AfD være fuldgyldige aktører i politik, fordi de ikke kan klare udfordringen og bliver fravalgt ved det næste valg, selvom det er ikke en livslang vaccine.
Tyskland kunne i virkelighed også lære af sig selv og blive klar over, at den situation, man har oplevet i tysk politik siden 2005, repræsenterer undtagelsen og ikke reglen: Før denne dato havde der været en regelmæssig politisk vekslen imellem den højre-liberale og den venstre blok. Den store koalition imellem CDU og SPD er altså en del af problemet, og ikke nødvendigvis løsningen.
Tyskland og de andre – verden af i går
Tyskland står altså med ryggen imod muren lige nu og kæmper imod sig selv for at kunne finde vejen frem.
Selvom vores nabo kan lide at kalde sig selv “landet med de store digtere og tænkere”, er det klart, at landet mangler inspiration og kreativitet for at kunne mestre tidens store udfordringer. Det tyske samfund er gammelt, og i virkeligheden er der intet, Tyskland frygter mere end sig selv, især i forhold til resten af verden. Hvis det kunne lade sig gøre, ville de fleste tyskere flygte til en øde ø for at kunne undgå enhver form for interaktion med andre lande.
Dette kan blive forklaret af de typiske mønstre, som har eksisteret i det tyske samfund siden 1945, og som bliver arvet fra én generation til den næste:
For det første traumet omkring krigen, især skamfølelser omkring Holocaust og hele debatten om den tyske skyld, der følger med; for det andet idéen om, at verden er et farlig sted, som man først og fremmest skal sikre igennem aktivisme i civilsamfundet, diplomati og international ret under mottoet “aldrig mere krig”;og til slut idéen om, at man altid skal forvente det værste, og at man skal kunne regne med sig selv.
Mennesket er ligesom sit land, siger et tysk ordsprog, og denne beskrivelse gælder både mange tyskere som personer og Tyskland som nation.
USA var i lang tid superhelten, som bragte frihed og demokrati tilbage til Tyskland, mens Europa bare bæev set som en bunke ruiner. Med andre ord har de fleste tyskere aldrig forventet mere end sikringen af fred på lang sigt på europæisk niveau, og meget få af dem havde idéen om “Europas forenede stater” i hovedet, da den europæiske integrationsprocess startede i 1950’erne.
Disse mønstre er stadigvæk væsentlige faktorer i dag, som forklarer, hvordan den unge generation kigger på Tyskland og resten af verden.
For nogle dage siden offentliggjorde tænketanken ECFR et studie om det syn, unge tyskere har på EU, og resultaterne viser tydeligt, at der er intet nyt fra den tyske front i dette henseende: 36 procent af de unge mennesker imellem 18 og 29 år mener, at USA er ikke aktiv nok på den internationale scene, 55 procent mener, at EU går i den forkerte retning, mens 46 procent erklærer sig imod en europæisk fælles hær.
Selvom disse tal svarer til, hvad andre aldersgrupper i det tyske samfund mener, er det mest overraskende i dette studie, at kun 31 procent af de unge tyskere ser Frankrig som Tysklands vigtigste partner. Altså er unge tyskere relativt konservative, når det kommer til udenrigs- og forsvarspolitik og har ingen ny vision for fremtiden.
Det virker, som om Tyskland er dømt til at blive Europas evige problembarn, efter tre blodige krige med Frankrig i de sidste 150 år, som ødelagde hele det europæiske kontinent
Hvis selv de unge tyskere ikke er overbeviste om EU’s betydning eller har en vision for deres egen fremtid, må Europas venner blive bekymrede:
EU vil kun kunne udvikle sig, hvis tyskerne beslutter sig for at reflektere over sig selv og ændre kurs – både på europæisk niveau og i Tyskland selv. Men det kræver mod fra tyske politikere og eliterne generelt, som skal blive klare over, at politik ikke kun er krisemanagement og skadekontrol på nationalt niveau, men som også må forstå, at EU-politik ikke er fodbold.
Med andre ord har Tyskland ikke behov for at vinde over alle andre hele tiden for at føle sig stærk.
Mediernes rolle
Det projekt kræver også oplysning fra mediernes side – fra tabloiderne som Bild over til aviser som Der Spiegel og de mange nye onlinemedier – der sammen må være med til at forklare tyskerne, at de ikke er taberne i den europæiske integrationsprocess, men at de tværtimod har en interesse i at finde kompromisser med deres europæiske partnere.
Men selv hvis tyske medier endelig begynder at sætte EU-politik på dagsordenen, må man spørge, om presset fra civilsamfundet vil være nok til af få koalitionsregeringen til at give Emmanuel Macron en håndsrækning.
En ting står klart: Tyskland, ligesom Europa, står med ryggen mod muren.
Tiden er imod dem på europæisk niveau, kun et år før Brexit bliver til virkelighed, og det næste parlamentsvalg rykker nærmere, mens Selmayr-gate sætter hele EU-kommissionens troværdighed på spil.
Samtidig presser den økonomiske krise stadigvæk Sydeuropa, og Østeuropa rykker kontinuerligt mere til højre. Frankrig, igennem sin præsident, har allerede lagt konkrete forslag på bordet, som ikke nødvendigvis er helt nye, men som i det mindste skaber et grundlag at arbejde med. Det hele ligner den absurde situation fra teaterstykket “Mens vi venter på Godot”, hvor to vagabonder venter forgæves på en tredjemand, uden at man ved, om denne nogensinde vil møde op.
Det er tragisk, at Tyskland ser ud til at blive i rollen som Europas evige problembar efter tre blodige krige med Frankrig i de sidste 150 år. Krige som ødelagde hele det europæiske kontinent.
Det er ikke for meget at sige, at Forbundsrepublikkens økonomiske egoisme med sin insisteren på austerity og sit manglende mod til at tage politisk ansvar på europæisk niveau i løbet af de sidste 20 år de facto har været med at destabilisere EU.
Nu kan det føre til ødelæggelse – både økonomisk og politisk.
Berlin må tage et valg: Hvad vil vi i og med Europa
Men hvordan kan det være, at Tyskland så tit har befundet sig i fortiden og stadigvæk i dag er et problembarn for det europæiske kontinent?
Som det står nu, brillerer Angela Merkel ikke med sit politiske mod: Hun mangler en konkret vision for EU på langt sigt og er presset af sit eget parti, som flirter mere og mere med AfD i Europa-politikken. Hun skal nu løse dilemmaet, fordi det er hendes anseelse, historisk set, som står på spil. Dette fjerde valg blev for meget, og hun tabte det i virkeligheden
Her ligger svaret igen skjult i den tyske historie. Der har været et paradoks i den tyske nationalidentitet siden 1945, i hvert fald på den vestlige side af muren, som hviler netop på tvetydigheden imellem “gerningsmandsrollen” og “offerrollen”, både i intellektuelle kredser og i de almindelige tyske familier.
Debatten kører stadigvæk den dag i dag og påvirker den tyske selvforståelse: Tyskland vil gerne have, at andre europæiske lande bliver mere som tyskerne, men Berlin vil ikke officielt overtage det politiske lederskab på EU-niveau. Ssamtidig mener Tyskland, at landet bliver begrænset af EU, uden at det fører til at man foreslår reformer i EU-systemet.
Det tyske samfund bliver nødt til at se sig selv i spejlet og spørge sig selv: Er det virkelig det, vi vil?
En nøglefigur i denne konstellation er den tyske forbundskansler Angela Merkel. Hendes stilling i historiebøgerne er allerede sikret: Hun blev den første kvindelig kansler og desuden den første fra Østtyskland; hun blev genvalgt fire gange i træk; hun fulgte sit hjerte i flygtningekrisen og påstod igen og igen, at Tyskland ville kunne klare udfordringen. Hun vil også blive husket for sin EU-politik, enten fordi hun vil fortsætte med den nuværende kurs, eller netop fordi hun vil bryde med den for at kunne videreudvikle Europa.
Som det står nu, brillerer Angela Merkel imidlertid ikke med sit politiske mod: Hun mangler en konkret vision for EU på langt sigt og er presset af sit eget parti, som flirter mere og mere med AfD i Europa-politikken.
Der er frygt for at forstærke det ekstreme højre med et for pro-europæisk engagement. Hun får ingen hjælp af SPD, som ligger i ruiner og skal genopfinde sig selv, og hun skal nu løse dilemmaet, fordi det er hendes anseelse, historisk set, som står på spil.
Dette fjerde valg blev for meget, og hun tabte det i virkeligheden.
Lige nu må EU-fans nøjes med håbet om, at Emmanuel Macrons velkendte charme overfor ældre damer vil kunne udvirke mirakler, ellers har de kun bønner tilbage, for tyskerne ved ikke, hvad de gør .. og i Europa ser vi også en kulturel og social krise udspille sig, som udfordrer vores definition af identitet og borgerskab
Hun blev ikke valgt ud af politisk overbevisning eller ud af begejstring, men gennem elimination fra vælgernes side – ligesom den franske præsident i øvrigt gjorde.
Lige nu må EU-fans nøjes med håbet om, at Emmanuel Macrons velkendte charme overfor ældre damer vil kunne udvirke mirakler, ellers har de kun bønner tilbage, for tyskerne ved ikke, hvad de gør.
EU her og nu: Tilbage til fremtiden
Da Emmanuel Macron tog til Berlin for at mødes med Angela Merkel forleden, besøgte de sammen Humboldt Forum, et kunstmuseum midt i “det berlinske palæ” fra den 18. århundrede.
Billedet af de to statsledere midt i renovationerne repræsenterer en god metafor for situationen i Europa lige nu: Slidt efter en lang periode er der behov for at reformere EU, hvis det vil overleve.
Det handler virkelig om ren overlevelse lige nu, ikke kun fordi Brexit har bevist, at folk kan fravælge EU, men også fordi udfordringerne ikke bliver færre eller nemmere at håndtere i en globaliseret verden.
Hvad startede med eurokrisen, er gradvis blevet en dyb politisk krise.
Det tydeligste eksempel på det er flygtningekrisen, som afslører, hvordan det hele hænger sammen: Det er selvfølgelig en menneskelig tragedie, som drager EU’s grundværdier i tvivl; det er også et politisk problem, som udfordrer arbejdsdelingen imellem medlemsstaterne og EU; det er desuden et økonomisk problem for Sydeuropa, som har overtaget det meste af udgifterne i denne krise i årevis.
Endelig ser vi også en kulturel og social krise udspille sig, som udfordrer vores definition af identitet og borgerskab.
Generelt kan man sammenføre spørgsmålene, denne krise stiller os som europæere, som følgende: Hvem er vi, hvilket EU vil vi have i fremtiden, og hvad er vores rolle i verden?
Man kan altså ikke, som Tyskland har gjort i de sidste år, afvise økonomisk solidaritet med Sydeuropa og undre sig over, at andre lande ikke vil være solidariske, når det kommer til spredningen af flygtningene.
Ord som “værdi” og “tjeneste” burde ikke blive reduceret til deres rent økonomiske definition.
To forskellige veje fremad for EU
Generelt kan man sammenfatte spørgsmålene, denne krise stiller os som europæere, som følger:
Hvem er vi, hvilket EU vil vi have i fremtiden, og hvad er vores rolle i verden? Når det kommer til vores fællesidentitet, bør vi huske alle de værdier, som forener os og gør vores Europa til mere end et fællesmarked:
Idéen om at leve i et fællesskab, hvor sprog, kulturer og religioner blander sig på tværs af grænserne i en farverig smeltedigel; idéen om at vi har erstattet vores krigeriske fortid med fredelige og festlige kampe ved EM i fodbold eller Melodi Grand Prix; idéen om at solidaritet og velfærd skaber stabilitet i gennem hele kontinentet; idéen om at vi har en særlig historie, som fik os til at skabe en institution, som gør andre regioner i verden jaloux og som forpligter os.
Vi har i Europa noget unikt, vores egen drøm, som skal bevares og genopfindes, i stedet for at lade populister fra begge sider af det politiske spektrum fylde hele det offentlige rum med deres tomme retorik.
Uanset hvad vil EU i sin nuværende form ikke overleve, hvis ingen overtager lederskabet og viser vejen frem, fordi historien har vist, at EU-integrationen er alt andet end en naturlig process. Denne process skal både komme fra eliterne og fra folket over hele Europa
Når det kommer til EU’s fremtid, rent praktisk, har vi to forskellige muligheder:
På den ene side kan vi uddybe det europæiske samarbejde og gradvist bevæge os i retning af en mere føderal institution med forskellige hastigheder og grader af integration, som Emmanuel Macron foreslår det.
På den anden side kan vi vælge at gå tilbage til et mere begrænset samarbejde, hvor staterne forhandler direkte med hinanden i bestemte områder.
Uanset hvad vil EU i sin nuværende form ikke overleve, hvis ingen overtager lederskabet og viser vejen frem, fordi historien har vist, at EU-integrationen er alt andet end en naturlig process. Denne process skal både komme fra eliterne og fra folket over hele Europa.
Eliterne skal acceptere, at EU først og fremmest skal tjene borgerne, og have modet til at erkende deres fejl, mens folket skal kræve mere af deres politikere og forlange, at de definerer en ny fortælling om EU.
Den process kræver også, at Tyskland tager beregnede risici, for EU kan ikke vente: Europa har brug for Tyskland for at overleve, ligesom Tyskland har brug for Europa. Vi har intet valg, og endnu engang i historien er Europas skæbne i Tysklands hænder. Vi må håbe at historien slutter lykkeligt denne gang.
Topfoto: Stillbillede fra http://www.elysee.fr/videos/
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
