ANALYSE – Tyskerne kalder det “den tysk-franske motor”. Franskmændene siger “det fransk-tyske par”. Danskerne taler om “det fransk-tyske samarbejde”. Udtrykkene bekræfter stereotyperne: Tyskerne elsker deres store biler og motorveje, franskmændene er altid utroligt romantiske, mens danskerne foretrækker stille og rolig pragmatisme. Hvert år den 22. januar fejrer Frankrig og Tyskland de to landes forsoning, og i år er festen ekstra festlig og betydningsfuld, for det er 55 års samarbejde, der hyldes. Der er gode grunde til at glæde sig over denne udvikling, men det er en fejl at tage relationen for givet, skriver Amélie Reichmuth i et fødselsdagsportræt.
Da jeg for fire år siden kom til Danmark som udvekslingsstuderende, var en af de ting, som overraskede mig mest, danskernes forhold til resten af Europa. Selvom mange danskere jeg mødte forsikrede mig om, at de skam kendte Frankrig godt, fordi de havde været på sommerferie i Provence flere gange, var det ret få, som var ægte “connaisseurs”.
Til gengæld var deres viden om Tyskland endnu mindre, da de fleste kun oplevede landet igennem bilvinduer på vej til Middelhavet.
I alt hvad jeg gør, ser jeg altid igennem to briller, tænker på to sprog, og navigerer ud fra to kulturer
For mig er det anderledes, jeg er nemlig født i en fransk-tysk familie, og har derfor altid haft et dobbeltliv. Min mor er fransk, min far er tysk-født; mit fornavn er fransk, mit efternavn er tysk. I alt hvad jeg gør, ser jeg altid igennem to briller, tænker på to sprog og navigerer ud fra to kulturer.
Jeg er først og fremmest europæer
Derfor ser jeg mig selv først og fremmest som europæer, ikke som franskmand eller tysker. Det virker måske naturligt i 2018, hvor Tyskland og Frankrig fejrer deres 55 års smaragdbryllup – orkidé- og platinbryllup kalder man det på fransk og tysk – men sådan har det ikke altid været.
Europas historie og min families historie har altid været forbundet. Eksempelvis måtte dele af min fars familie med hjælp fra franske kommunister smugles over muren for at være gæster ved hans bryllup. Som i alle fransk-tyske familier var vores kollektive fantasi, og vores måde at se verden på, præget af en voldsom fortid, som nok er tættere på end den er for de fleste danskere.
Min franske mormor fortalte os, hvordan hun som seksårig så bomber falde fra den normanniske himmel den 6. juni 1944, og vi gik regelmæssigt ture på D-dagens strande. Min tyske farfar lærte os aldrig at tage et måltid for givet, end ikke det mindste, efter at have oplevet sult i koncentrationslejr.
Historien blev gjort ekstra tydelig for mig for to år siden da jeg tog til Verdun i Østfrankrig, hvor en af de vigtigste slag under den Første Verdenskrig fandt sted.
Jeg forestillede mig hvordan mine tyske forfædre må havde kæmpet imod mine franske forfædre over disse fredelige landskaber
Jeg besøgte militærkirkegården og benhuset i Douaumont, hvor man kan se 15.000 grave og resterne af 130.000 faldne soldater samlet i et gigantisk mindesmærke. Jeg forestillede mig hvordan mine tyske forfædre må havde kæmpet imod mine franske forfædre over disse fredelige landskaber.
Jeg kiggede på gravene og tænkte på alle disse unge mænd på min egen alder, som kunne havde været min oldefar, på begge sider. Jeg tænkte også på grundlæggerne af det fransk-tyske samarbejde og takkede dem inderligt.
Tyskland og Frankrig – respekt, tillid og venskab
Forholdet mellem Tyskland og Frankrig har ikke altid været præget af kærlighed, og man har tit brugt udtrykket “arvefjende” om den anden i begge lande oven på de tre blodige krige (den fransk-preussiske krig i 1870 og de to Verdenskrige) som næsten ødelagde hele europæisk kontinent.
Den Anden Verdenskrig markerede et uopretteligt vendepunkt i den europæiske selvforståelse: Europa blev definitivt delt imellem Vest og Øst; de store koloniale riger var ved at bryde sammen og blev nødt til at genopfinde sig selv i en multipolær verden.
Det var i denne kontekst, i 1950’erne, at den franske præsident Charles de Gaulle og den tyske Bundeskansler Konrad Adenauer begyndte at besøge hinanden, både privat og officielt. De to store personligheder opbyggede hurtigt et personligt venskab.
I 1962, på statsbesøg i det tyske Ludwigsburg, adresserede de Gaulle den tyske ungdom i en lang tale (på tysk), hvor han understregede: “Begge vores landes fremtid, hjørnestenen Europas forening kan og skal blive bygget på den frie verdens stærkeste aktiver: Gensidig respekt, tillid og venskab imellem det franske og det tyske folk”.
Talen kan ses her på tysk med franske undertekster:
Budskabet blev vel modtaget, og der blev bygget en bro imellem Rhinens to sider:
Et år senere, i 1963, sagde Tyskland og Frankrig “Ja” og “Oui” til hinanden og underskrev en venskabsaftale, den såkaldte “Élysée-traktat”.
Bilaterale aftaler om alt fra tv-kanaler, studier, kultur og sprog
Den bilaterale aftale medførte flere konkrete tiltag for at gøre en ny krig imellem de to lande “ikke kun utænkelig, men praktisk umulig“.
Over 8.4 millioner unge franskmænd og tyskere har deltaget i et udvekslingsprogram, mens over 80 procent af tyskerne og omkring 75 procent af franskmænd erklærer at de elsker/kan lide Frankrig/Tyskland
På politisk niveau skulle de to regeringer mødes regelmæssigt for at harmonisere deres politik og for at skabe et tættere samarbejde. Samfundsmæssigt skulle sprogpolitik og kulturudvekslinger spille en væsentlig rolle for at forstærke den gensidige forståelse og dialog.
Flere skoleelever skulle lære den andens sprog, eksamener skulle anerkendes af begge lande, og man skabte et “fransk-tysk ungdomscenter” for at promovere mobiliteten over grænserne. Ikke engang tyve år efter 2. Verdenskrig må det have virket naivt, men her 55 år senere, taler statistikkerne for sig selv:
Over 8.4 millioner unge franskmænd og tyskere har deltaget i et udvekslingsprogram, mens over 80 procent af tyskerne og omkring 75 procent af franskmænd erklærer at de elsker/kan lide Frankrig/Tyskland.
Det fransk-tyske samarbejde har blomstret over årtierne på så mange forskellige områder, at det ville fylde ikke en artikel men en roman, så jeg nøjes med at notere de største succeser:
De over 2200 partnerskaber imellem franske og tyske byer og regioner; den tysk-franske fjernsynskanal Arte, som sendes på begge sprog; den militære fransk-tyske brigade, hvor omkring 5000 tyske og franske soldater er en del af den samme division og Abibac-programmet, der gør det muligt at få en dobbelt tysk-fransk studentereksamen.
For fransk-tyske familier som min egen, er det en enorm mulighed: Min søster og jeg er den første generation, som har kunnet gå på et fransk-tysk gymnasium, hvor vi fik dobbelt studentereksamen; vores studier på universitet har også et tysk-fransk fokus.
I denne tid hvor man kan finde eller skifte partner i løbet af få sekunder på Tinder, og hvor loyalitet bliver sjældnere, er der altså gode grunde til at fejre det 55-årige fransk-tyske par
Mange af de problemer min far fik, da han indvandrede til Frankrig, vil heldigvis ikke opstå for os: Vores eksamener vil blive anerkendt i andre EU lande, vi vil ikke skulle gentage hele vores uddannelse, som min far skulle; vores tyske kørekort gælder også i Frankrig og overalt i EU; stillinger i den offentlige sektor i andre EU-lande vil ikke være udelukket for os, fordi vi er udlændinge.
Det fransk-tyske samarbejde går med andre ord langt ud over det rent politiske og har meget konkrete konsekvenser for borgernes liv. I denne tid hvor man kan finde eller skifte partner i løbet af få sekunder på Tinder og hvor loyalitet bliver sjældnere, er der altså gode grunde til at fejre det 55-årige fransk-tyske par.
Det fransk-tyske samarbejde er en europæisk succeshistorie
Forsoningsprocessen imellem Frankrig og Tyskland er en vigtig del af den nyere europæiske udvikling, for ingen europæisk integration ville have været mulig uden dette første skridt. Det fransk-tyske samarbejde har altid været et slags laboratorium for EU, en motor som skulle vise vejen frem.
Som hos alle par har der naturligvis også været krisetider, især i løbet af de sidste par år, hvor det har været svært at finde hinanden og se en fælles fremtid for sig. De to partnere er på sin vis blevet lidt mere som et gammelt ægtepar, der ikke har så meget tilfælles mere, men alligevel bliver sammen af fornuft og for børnenes skyld.
Udfordret af både interne og eksterne kriser i form af Brexit og Donald Trumps valg samt af stigende social ulighed, populisme på kontinentet og nye trusler som f.eks. terror, stod Europa pludselig ensom og svag på den internationale scene
Men 2017 ændrede alt: Udfordret af både interne og eksterne kriser i form af Brexit og Donald Trumps valg samt af stigende social ulighed, populisme på kontinentet og nye trusler som f.eks. terror, stod Europa pludselig ensom og svag på den internationale scene.
Emmanuel Macrons overraskende sikre valg som præsident, og senere ved parlamentsvalget samt AfD’s gennembrud ved det tyske forbundvalg, har imidlertid skabt nyt spillerum for det tysk-franske samarbejde, og det ser ud som Tyskland og Frankrig er ved at finde hinanden igen, på godt og ondt.
Det tysk-franske partnerskab går i øjeblikket langt ud over den rene nødvendighed. Mange eksperter mener, at samarbejdet har momentum, og at sol og måne står rigtigt: Emmanuel Macron og Angela Merkel har åbenbart et godt personligt forhold, de deler på lange stræk politiske mål og arbejder tæt sammen; store del af den franske regering taler flydende tysk og kender Tyskland godt og omvendt; et flertal i begge lande forstår EU’s betydning og støtter det fransk-tyske samarbejde.
Man kan se tydelige tegn på dette i begge de to statschefers nytårstaler.
Begge nævnte eksplicit den anden:
Angela Merkel sagde at “Tysklands fremtid er uløseligt forbundet med Europas fremtid. […] Tyskland og Frankrig vil arbejde sammen for at bidrage til at gøre Europa velegnet til fremtiden”, mens Emmanuel Macron understregede at “på europæisk niveau vil 2018 også være afgørende. […] Jeg vil fortsætte med at samarbejde med hver eneste af vores europæiske partnere og især med Tyskland. Denne intime dialog med vores tyske venner er den nødvendige betingelse for enhver europæisk udvikling”.
Et andet godt tegn er den aftale det franske parlament og den tyske forbundsdag vil stemme om i dag. Teksten foreslår en ny “Élysée-traktat” i 2018 for at forny bryllupsløfterne
Et andet godt tegn er den aftale det franske parlament og den tyske forbundsdag vil stemme om i dag. Teksten foreslår en ny “Élysée-traktat” i 2018 for at forny bryllupsløfterne med et særligt fokus på blandt andet at harmonisere økonomi- og socialpolitik, promoveringen af tosprogede uddannelser, forskning, og innovation; og en tættere koordination i miljø- og energipolitik.
Ingen roser uden torne
Men selvom denne fornyede flamme er en glædelig nyhed for begge lande og EU generelt, står det fransk-tyske par stadigvæk over for store udfordringer, der både er interne og eksterne. Det ville være en fejl at hvile på laurbærrene uden at udvikle partnerskabet.
At sige, at det bedste og det eneste EU har gjort i løbet af de sidste årtier har været at sikre freden vil ikke være nok til at overbevise de yngre og de kommende generationer om samarbejdets vigtighed
For at genopfinde det tysk-franske par, vil begge lande skulle håndtere disse fem store udfordringer:
- At genopfinde konceptet om det fransk-tyske partnerskab
Tyskland og Frankrigs fælles mørke fortid kan ikke være den eneste relation, landene bygger på. Først og fremmest fordi de yngste generationer kun kender krigen fra historiebøgerne og museerne. Det betyder selvfølgelig ikke, at man skal glemme hvad der er sket, men at sige, at det bedste og det eneste EU har gjort i løbet af de sidste årtier har været at sikre freden vil ikke være nok til at overbevise de yngre og de kommende generationer om samarbejdets vigtighed.
Tværtimod burde de to partnere overtage lederskabet af det europæiske samarbejde for at fordybe den europæiske integration (især politisk og økonomisk) og sætte nye og langsigtede emner (grøn udvikling, nye teknologier, osv.) på den europæiske dagsorden. Derfor skal begge lande også promovere en fornyelse af deres institutioner og ledere: Erasmus generationen er nu klar til at overtage.
- Nøgleordet er “både og”
I en globaliseret verden med utydelige grænser, skal politik kombinere både det korte og lange sigt, det abstrakte og det konkrete, det politiske og det sociale. Først og fremmest skal det fransk-tyske/europæiske samarbejde ikke kun overleve, det skal i stedet genopfinde sig selv og for at genblomstre skal man ikke prioritere nutiden over fremtiden: damage control og krisemanagement er ikke tilstrækkeligt.
Politikere og borgere må arbejde hånd i hånd for at sikre og udvikle EU videre, så EU ikke bliver reserveret en lille privilegeret elite som kun tjener lobbyer og multinationale selskabers interesser
Derudover skal EU adressere borgernes mest konkrete bekymringer (sikkerhed, socialpolitik, grøn udvikling, bl.a.). Det kræver både konkrete, kortsigtede handlinger og en abstrakt, langsigtet vision. Politikere og borgere må arbejde hånd i hånd for at sikre og udvikle EU videre, så EU ikke bliver reserveret en lille privilegeret elite som kun tjener lobbyer og multinationale selskabers interesser.
- At demokratisere det tysk-franske/europæiske projekt
Det fransk-tyske/europæiske projekt har, historisk set, altid været et elitært projekt. Ligesom i andre dele af EU skal begge lande håndtere kløften imellem eliterne og folket og vinderne og taberne ved EU projektet.
Det lader til at mange politikere og journalister åbenbart allerede har glemt at Marine Le Pen kunne have vundet det franske præsidentvalg, og at stemmedeltagelsen var historisk lav. De ignorer tilsyneladende fuldstændigt, at AfD er blevet det tredjestørste parti i Tyskland.
Vigtigere endnu: det lader ikke til, at de toneangivende politikere vil ændre deres kurs. Tværtimod ignorer de mange af de grundlæggende problemer, som førte til denne situation. Samtidig skal man ikke være naiv omkring den nuværende folkelige begejstring over EU i de to lande. EU’s borgere har ikke lige pludseligt forelsket sig i EU’s institutioner: Brexit og Donald Trumps valg har vist, hvad står på spil. For at genvinde borgernes tillid skal det fransk-tyske partnerskab demokratiseres og ikke opgive de svageste, især de unge og indvandrerne. Det kræver også mere gennemsigtighed og ansvarlighed i den politiske proces.
- At leve i et åbent forhold
Det tysk-franske par har altid haft en tendens til at fremtræde noget eksklusivt. Set i relation til dette var nytårstalerne næsten pinlige og Emmanuel Macron og Angela Merkel virkede som et nyforelsket par med behov for at dele deres lykke med alle.
Det fransk-tyske samarbejde er væsentligt for EU, men omvendt er EU også væsentlig for begge lande. Derfor er det lige nu endnu vigtigere end før at åbne den lukkede klub og invitere andre ind til bordet
Hvad så med de 25 andre EU lande? Der er en vittighed blandt diplomater: “EU er en sport man spiller med 27 på holdet, men til sidst er det altid Tyskland og Frankrig som vinder”.
Det fransk-tyske samarbejde er væsentligt for EU, men omvendt er EU også væsentlig for begge lande. Derfor er det lige nu endnu vigtigere end før at åbne den lukkede klub og invitere andre ind til bordet.
Spørgsmålet bliver bare: Hvem skal man samarbejde med? Briterne er ude og Polen og Ungarn fortsætter med deres autoritære kurs. Det efterlader de fire andre stiftende unionsmedlemmer: Belgien, Luxembourg, Italien og Holland. Medmindre de nordiske lande (Danmark, Sverige og Finland) profilerer sig som nye partnere, der er villige til at støtte en uddybning af EU’s politiske og økonomiske samarbejde.
- At profilere det fransk-tyske partnerskab/EU på den internationale scene
“EU er en økonomisk kæmpe, men en politisk dværg”. Endnu en vittighed blandt diplomater når det gælder EU’s rolle i verden. Henry Kissingers berømte citat “Europa, hvad er telefonnummeret?” er stadigvæk en god beskrivelse af hvor svært det er for andre lande at tage EU seriøst som en politisk enhed.
På dette område kunne Frankrig og Tyskland igen være et slags laboratorium for hvad en fælles udenrigspolitik på europæisk niveau kunne blive til:
Begge lande er begyndt at samle og dele nogle af deres ambassader og kulturinstitutter i udlandet. De to partnere samarbejder i formuleringen af deres udenrigspolitiske strategier, selvom de ikke er altid enige: Et typisk eksempel er militære interventioner, hvor Frankrig plejer at være meget engageret, mens Tyskland foretrækker at fokusere på genopbygningsarbejdet.
Jeg tror, at mine tyske og franske forfædre ville være glade og stolte, hvis de kunne se alt det gode, der er blevet skabt i de sidste 55 år. Jeg håber, at de sover fredeligt og véd, at deres ofre ikke har været forgæves
På den internationale scene har Tyskland altid prøvet at få et permanent sæde i FN’s sikkerhedsråd, hvilket Frankrig og Storbritannien altid har nægtet. Så nu har Tyskland ændret sin strategi og taler nu for et permanent sæde for hele EU i stedet. I en multipolær verden kan idéen være tiltrækkende, men det forudsætter, at de 27 EU lande bliver enige.
I medgang og modgang indtil døden os skiller
Når alt det er sagt, kan man spørge sig selv, om den tysk-franske motor vil tage udfordringen op og genstarte på nye præmisser.
Selvom de svære koalitionsforhandlinger i Tyskland kan give én fornemmelsen af, at det ikke kan lykkes, skal man være tålmodig og prøve at sætte tingene i perspektiv.
Regeringsforhandlingerne forløber langsomt og Tyskland virker ubeslutsom i disse dage, men på den anden side ville en “Jamaica-koalition” (CDU, FDP, De Grønne) ikke have været den mest optimale løsning for det fransk-tyske samarbejde, for FDP er ikke det mest EU-venlige parti i tysk politik.
En stor koalition imellem CDU og SPD er omvendt den bedste chance for Frankrig og EU, fordi koalitionsforhandlingerne nu endelig giver plads til EU politik, et emne man absolut ikke talte om under valgkampen.
For et par dage siden offentliggjorde den franske avis Le Monde en leder med titlen “Fru Merkel, skynd Dem!”
Samtidig har Emmanuel Macron gjort klart, hvad han forestiller sig, når det gælder EU, så de tyske partnere ved besked. Derfor øger den tyske offentlighed også presset på politikerne i disse dage. Ligesom den franske presse også gør. For et par dage siden offentliggjorde den franske avis Le Monde en leder med titlen “Fru Merkel, skynd Dem!”
Timing er en vigtig faktor i politik, og det ved politikere og EU’s ledere udmærket. Men utålmodighed og bekymring er også forståelige reaktioner, for valget til EU-parlamentet i 2019 er tæt på.
Det ville imidlertid være endnu mere kontraproduktivt at gå i panik. Som i alle forhold er der brug for respekt og dialog, for det fransk-tyske par er et paradoks hvor modsætninger tiltrækker hinanden: Frankrig er et land med en overvejende ung befolkning og dermed stort vækstpotentiale, hvor Tyskland er et gammelt samfund med store demografiske og økonomiske udfordringer.
Ironien i den nuværende situation er netop, at balancen imellem de to partnere har flyttet sig: I årevis har Tyskland ventet på Frankrig for at udvikle EU videre, men nu hvor Frankrig er tilbage på scenen står Tyskland uforberedt
Frankrig skal reformere sin velfærdsmodel for at tilpasse den til de nye økonomiske realiteter, mens Tyskland ikke ved hvad det skal gøre med sit økonomiske overskud; Tyskland fokuserer så meget på sin fortid, at landet af og til glemmer fremtiden, mens Frankrig har det modsatte problem.
Ironien i den nuværende situation er netop, at balancen imellem de to partnere har flyttet sig:
I årevis har Tyskland ventet på Frankrig for at udvikle EU videre, men nu hvor Frankrig er tilbage på scenen står Tyskland uforberedt. Derfor handler det nu om at overkomme de tidligere mindreværdskomplekser og misforståelser for at finde fælles løsninger.
Den tysk-franske motor og EU generelt har vist sig at være “too big to fail”, så man kan kun håbe, at det vil lykkes at finde de rigtige løsninger eller, om nødvendigt, kompromiser i sidste øjeblik.
Det fransk-tyske par er nemlig mere end bare et fornuftsægteskab: begge lande er forbundene i medgang og modgang, og gammel kærlighed ruster ikke.
Jeg tror, at mine tyske og franske forfædre ville være glade og stolte, hvis de kunne se alt det gode, der er blevet skabt i de sidste 55 år. Jeg håber, at de sover fredeligt og véd, at deres ofre ikke har været forgæves.
Deres historie er både en del af den europæiske historie og min personlige. Deres ofre forpligter mig og forpligter os, som et europæisk fællesskab, at fortsætte vores samarbejde på trods af udfordringerne for at skrive et nyt kapitel af den europæiske historie.
Topfoto: Konrad Adenauer og Charles de Gaulle – Bundesarchiv og Creative Commons.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
