ANMELDELSE – Lars Olsen har skrevet så vigtig en bog, at Thomas Milsted anbefaler den som obligatorisk læsning til den første uge på enhver videregående uddannelse og gerne også til folketingsmedlemmerne: For i “Det forsvundne folk” står det nemlig klart, at det er en lyserød sky af illusioner, hvis man fortsat tror, at Danmark er en inkluderende velfærdsstat uden de store sociale skel. Thomas Milsted giver seks POV stjerner til Lars Olsen for at give Danmarks glemte folk en stemme. Og så har han også talt med forfatteren selv.
Jeg er ikke begejstret for Lars Olsens nye bog ”Det Forsvundne Folk”, jeg er rystet. Og deri gemmer sig netop begejstringen – sublimeret til væsentlighed.
Lars Olsen har nemlig ikke bare skrevet en særdeles vigtig bog, men også en allerhelvedes nødvendig en af slagsen. Den burde gøres til fast læsning den første uge på et hvert videregående studium og kunne med fordel erstatte de endeløse timer af druk, som åbenbart efterhånden er det eneste, der kan binde introduktionen af nye relationer sammen på de danske uddannelsesinstitutioner.
Jeg har lyst til at anbefale læsningen af denne bog til alle, der ynder at danse rundt på en sky af lyserøde illusioner om et samfund uden sociale skel
Bogen kunne også passende være manualen til alle nye folketingsmedlemmer og hvorfor ikke også indledningen til ethvert partiprogram, så vi kan komme tilbage til det solidariske spor og være noget for dem, som Lars Olsen kalder ‘det forsvundne folk’.
Jeg erkender, at partiers metoder selvsagt må være forskellige, men alle burde kunne skrive under på, at målet må være et samfund, der tjener de manges bedste. Og her tror jeg faktisk, at alle partier fra højre til venstre kan lære af Olsen.
I det hele taget har jeg lyst til at anbefale læsningen af denne bog til alle, der ynder at danse rundt på en sky af lyserøde illusioner om et samfund uden sociale skel.
Det glemte og bange folk
Den gruppe, vi tidligere kaldte arbejderklassen, er forsvundet, selvom den stadig findes stort i antal. Det er et af hovedudgangspunkterne for bogen, det er Lars Olsens påstand, og han beskriver i bogen, hvordan det er gået til, at en så stor del af befolkningen kan skrives ud af historien.
Når det kommer til den del af befolkningen, der har krævende og ofte nedslidende arbejde, drejer det sig om 39 procent. En pæn stor andel, når man tager i betragtning, hvor lidt fokus der er på den. Gruppen er glemt af de mennesker, som tager de lange uddannelser, der samtidig også er dem, der træffer de politiske beslutninger, som ofte har resulteret i i reformer, der har ramt bekymrende skævt.
Normalt er glemte folk noget, man finder i eksotiske egne dybt inde i jungler, men Lars Olsen har fundet sit folk på vores egne breddegrader og givet dem en stemme i sin nye bog
Bogens gennemgående tema er den stigende utryghed blandt disse store grupper af den arbejdende befolkning. En utryghed, der blandt andet handler om frygten for at miste jobbet til billig udenlandsk arbejdskraft eller som betyder, at begrebet working poor er truende tæt på Danmark og langsomt, men sikkert er ved at blive en realitet.
Læg så til det nedslidning og en flexicurity-model i total opløsning grundet de seneste store reformer på arbejdsløsheds- og kontanthjælpsområdet.
En lille elite i udbrud svigtede bagtroppen
Bogen er opdelt i tre overskuelige dele.
Første del handler om de hundredevis af foredrag, Lars Olsen har holdt blandt det usynlige folk og de vidneberetninger, han i den forbindelse har måtte lægge øre til.
Normalt er glemte folk noget, man finder i eksotiske egne dybt inde i jungler, men Lars Olsen har fundet sit folk på vores egne breddegrader og givet dem en stemme i sin nye bog.
Det er i de dialoger med tilhørerne, det er blevet klart for Lars Olsen, hvor markant utrygheden er, og hvor tydeligt det påpeger den stigende mistillid til politikerne.
Anden del er analytisk. Og der må man imponeres over Lars Olsens perfektionisme, når det kommer til at underbygge sine påstande.
Netop det stærke fundament af fakta giver et meget klart billede, der dels berettiger til at tale om en stigende utryghed, dels eksistensen af en betydelig og mærkbar frustration over politikerne og beslutningstagerne i store dele af befolkningen
For nok har Olsen sine egne holdninger, han vil ud med, men budskabet i bogen underbygges solidt og med en imponerende grundighed i både omgangen med og inddragelsen af fakta.
Og netop det stærke fundament af fakta giver et meget klart billede, der dels berettiger til at tale om en stigende utryghed, dels eksistensen af en betydelig og mærkbar frustration over politikerne og beslutningstagerne i store dele af befolkningen.
Tredje del går i dybden med de seneste år politiske opbrud.
Grundlaget for de store folkelige protester gennemgås, og her vil man opdage, at det ikke bare handler om en bekymring over flygtninge og indvandring, som man ellers ofte får indtrykket af, når man følger med i medierne, men så sandelig også bunder i en social utryghed, der specielt så rammer netop den oversete arbejderklasse.
Bogen kan derfor roligt ses som et opgør med flere slags ideologi og vanetænkning. Det gælder både etablerede politikere til begge sider og det flertal af liberale økonomer, hvis eneste svar er at øge arbejdsudbuddet og bevidst undergrave trygheden for samfundets brede lag, som Lars Olsens skriver i sit forord.
Men sin nyeste bog fortsætter Lars Olsen også sin kritik af en akademisk elite, der trækker sin egen dagsorden ned over hovedet på alle andre.
Først var folk frustrerede – nu er de utrygge
Nogle mediefolk er da også ude og kritisere Lars Olsen for netop at gentage sin kritik af eliterne, som han har beskæftiget sig med i andre af sine tidligere bøger. Til den indvending svarer han:
”Det kan kun være en overfladisk betragtning. Ja, jeg fortsætter min kritik af eliten, men hvor jeg på mine foredrag tilbage i 00’erne oplevede en kæmpe frustration med den centralisering, datidens reformer skabte i form af utallige sammenlægninger af kommuner, sygehuse, politistationer etc., oplever jeg i dag en stigende utryghed.”
“Hvor vi før talte om geografiske brud, som vi for øvrigt blev bedre til at snakke om – hovedstadsmedierne er knap så højrøvede overfor provinsen – så taler jeg i mine nye bog om noget andet. Den handler om en utryghed på grund af det seneste tiårs reformer af efterløn, pensionsalder, førtidspension og andet. Og det er vi til gengæld ret dårlige til at snakke om, men virkelig gode til at tie ihjel. Den sociale utryghed er faktuelt blevet værre, og det er min aktuelle kritik af eliterne”.
Velfærd kommer ikke af sig selv, det har de faglærte og ufaglærte også selv et ansvar for. Vi må aldrig tage velfærd for givet og vi må tilbage til foreningerne og de fællesskaber, der kan ændre på tingene
Jeg spørger Lars Olsen, om det ikke er lidt frisk at antyde, som jeg oplever, at han gør i bogen, at ‘elitisme’ automatisk fører til populisme og Dansk Folkeparti. Skal vi undgå populisme og yderligtgående holdninger, er humanisme og en oprigtig solidaritet med de svageste grupper vel det afgørende middel – uanset hvor den kommer fra.
Og jeg spørger ham også, om han har et bud på, hvordan vi som individer kan fremme solidariteten. I slutningen af bogen har han opstillet et ”fempunktsprogram”, så vi kan imødegå en bekymrende deling af vores samfund og dermed mindske skellene, men har han også et bud på, hvordan vi som individer kan fremme solidariteten?
Han svarer ved at fremhæve værdien af kollektiv organisering og faglig kamp:
”Man skal huske på, at de grupper, jeg snakker om i min bog, ikke bare er dem helt nede i bunden, men i højere grad ganske almindelige mennesker der har jobs, og for nogens vedkommende også tjener relativt godt.”
“Arbejderklassen har historisk været meget velorganiseret. Velfærdsstaten er resultat af, at en masse almindelige mennesker var aktive og kæmpede i fagbevægelsen, Socialdemokratiet, venstrefløjen og alverdens interesseforeninger. Det er den lære, vi skal huske. Tryghed kommer ikke af sig selv, det har de faglærte og ufaglærte også selv et ansvar for. Vi må aldrig tage tryghed og velfærd for givet, og vi må tilbage til foreningerne og de fællesskaber, der kan ændre på tingene”.
“Vi må altså, med de evner vi nu har hver især, arbejde på at skabe et veludviklet civilsamfund og bruge det som afsæt til at komme tilbage til solidariteten. Ikke bare i ord, men i højere grad i handling. Vi må alle være aktive, som tillidsrepræsentanter, i beboerforeninger, i de politiske partier eller hvilken hat, der nu giver bedst mening i hver enkelts sammenhæng”.
Styrken ved bogen er som nævnt, at den er skarp, nøgtern og præcis i sine holdninger, men især at anbefalingerne er skabt på en bund af data fra Analyse & Tal, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd og det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø. Den ligger dermed langt fra de bøger, der alene tager sit udspring i følelser og ideologi. Men den giver et klart signal om, hvor vores samfund er på vej hen, hvis ikke vi gør noget radikalt. Og den tilbyder fem konkrete bud på, hvor vi kan starte.
Bogen får 6 POV-stjerner herfra.
Foto: Gyldendal
Lars Olsen: Det Forsvundne Folk, Gyldendal 2018, 250 sider, 194,95.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
