VÅBENHVILE? // ANALYSE – I denne uge besøgte Donald Trump Jerusalem og Sharm el-Sheikh, hvilket fik karakter af et triumftog. Men den amerikanske præsidents fredsplan for en afslutning på Gazakrigen er løbet ind i de første vanskeligheder. Dem vil der komme mange af, men over for dette står to krigstrætte befolkninger, der nægter at opgive håbet, skriver udlandsredaktør Hans Henrik Fafner.
HAIFA – Næppe var våbenhvilen mellem Israel og Hamas trådt i kraft, før Gazastriben blev præget af en voldelig udvikling, som nu kom helt op til overfladen. Mandag, mens Donald Trump besøgte Israel og talte i Knesset, og mens de 20 levende israelske gidsler blev frigivet og næsten 2.000 palæstinensiske indsatte i israelske fængsler blev løsladt, kom det til spredte, men voldsomme skudvekslinger flere forskellige steder i Gazastriben.
Den israelske tilbagetrækning fra Gazastriben er endnu ikke begyndt. Den venter til anden fase af Trump-planen, som parterne endnu ikke har taget hul på
Dette blev hurtigt den store historie, som på mange måder kan ses som et ildevarslende tegn. Gazastriben er igen fanget i en voldsspiral, der i den hårdt medtagne civilbefolkning har udløst ny angst for fremtiden.
Hamas og beduinstammerne
Den israelske tilbagetrækning fra Gazastriben er endnu ikke begyndt. Den venter til anden fase af Trump-planen, som parterne endnu ikke har taget hul på, så israelerne har stadig kontrol over 53 pct. af den smalle stribe land langs Middelhavet. Men eftersom kamphandlingerne nu er ophørt, har Hamas nu fuld bevægelighed i den øvrige del af Gazastriben.
Bevægelsens soldater kæmpede gennem krigen i vidt omfang i civil påklædning. Det skaffede dem en taktisk fordel, idet de dermed var vanskeligere at identificere i det tætte bylandskab. Men med våbenhvilen har Hamas lagt stilen om. Soldaterne er kommet frem fra tunnellerne og opererer nu i fuld offentlighed, og tilmed er de nu iklædt nystrøgne uniformer. På den måde kommer bevægelsen med en bevidst magtopvisning, og den formelle grund er et ønske om at genoprette ro og orden i de krigshærgede byer, hvor civile familier er ved at vende tilbage i en desperat søgen efter en form for normalitet.
Men dette kan også læses som et tydeligt tegn på Hamas’ hårdt pressede situation. Trump har tvunget bevægelsen til at gå ind i våbenhvilen, og den har måttet acceptere vilkårene, fordi ledelsen ikke har set noget andet valg. På den baggrund er det af største betydning at fremvise styrke lige nu, hvilket sandsynligvis hænger sammen med et håb om at kunne bruge dette, når Trump-planens videre skridt skal forhandles på plads.
Konkret giver dette sig udtryk i, at der er uniformerede Hamas-folk posteret overalt i byerne, og i et antal tilfælde har de gennemført henrettelser af kollaboratører på åben gade.
Der er flere elementer i dette forhold. I den palæstinensiske civilbefolkning ligger der en dyb vrede mod Israel, men navnlig gennem de seneste måneder har vi kunnet se, at denne vrede også retter sig mod Hamas. Tidligere på året kom det til åbne protester, som dog hurtigt gik i sig selv igen, men nu udfolder de sig næsten uden begrænsninger. Og for at vise handlekraft har Hamas derfor rettet skytset mod forskellige grupper og klaner, som længe har opponeret mod netop Hamas.
Abu Shabab har modtaget penge og våben fra Israel, og der har tydeligvis været et samarbejde i et vist omfang, hvilket klanens leder, Yasser Abu Shabab, dog afviser i klare toner
Naturligvis er der en forbindelse til krigen, men det er nok først og fremmest et gammelt og bittert modsætningsforhold, som nu kammer over i åben vold. Hamas ser sig først og fremmest truet af en håndfuld klaner, som primært bor i den sydlige ende af Gazastriben. Aktuelt står Abu Shabab som den mest synlige.
Klanen bor i området omkring Rafah i Gazastribens sydlige ende. De er beduiner og hører til Gazastribens oprindelige befolkning ligesom andre klaner som Al-Majaydah, Khalas og Doghmush. Lige siden 1948 har de stået i modsætning til flygtningene, hvilket er et klassisk palæstinensisk problem, som vi også finder på Vestbredden. Og eftersom Hamas oprindeligt opstod i Al-Shati og de øvrige flygtningelejre, har der lige så længe været et skarpt modsætningsforhold.
I løbet af krigen udnyttede israelerne dette forhold bevidst. Navnlig Abu Shabab har modtaget penge og våben fra Israel, og der har tydeligvis været et samarbejde i et vist omfang, hvilket klanens leder, Yasser Abu Shabab dog afviser i klare toner. Men uanset hvad, har der altså længe været nid mellem de forskellige befolkningsgrupper, og det er det, der nu skaber nyt kaos i Gaza.
Trumps vision
Da Donald Trump mandag holdt tale i Knesset, var han ikke tilbageholdende med sine skildringer af den fremtid, der nu venter regionen. I blomstrende vendinger udmalede han, hvordan solen nu vil stige over det hellige land, hvor befolkningerne vil leve i fred og fordragelighed. Han gik endda så vidt, at han erklærede, at 3.000 års krig i Mellemøsten nu er slut.
Mens han talte i Knesset, blev de 20 israelske gidsler, som endnu var i live, leveret tilbage til de israelske myndigheder
Dette er selvfølgelig politisk retorik for fuld udblæsning, men ikke desto mindre kan man sige, at planen, som han præsenterede første gang, mens Netanyahu besøgte Washington den 29. september, på papiret er kommet godt fra start. Det var således bemærkelsesværdigt, at hele otte nationer med muslimsk befolkningsflertal straks sagde ok til planen.
Og da Trump mandag rejste videre til det særlige topmøde i Sharm el-Sheikh, hvor han var vært sammen med Egyptens præsident Sisi, var mere end 20 statsledere fra hele verden mødt frem. Her underskrev Trump den såkaldte Trump Declaration for Enduring Peace and Prosperity, og som medunderskrivere stod Egypten, Qatar og Tyrkiet. Der er ikke tale om en våbenhvileaftale, men om en erklæring hvor verdenssamfundet, eller i det mindste de mere end 20 statsledere, som var troppet op, stiller sig rede til at arbejde i fællesskab på at finde en løsning i tiden efter Gazakrigen.
Dette er i sig selv en styrke, som få andre planer for Mellemøsten har kunnet opvise. Og selv om Trump-planen allerede bliver kritiseret for mangt og meget, er den lige nu uden tvivl det bedste bud på, hvordan man kan sætte Mellemøsten på en bedre kurs.
Problemer i første fase
Trump gav selv grønt lys til, at Hamas kunne stå frem og sikre ro og orden i dele af Gazastriben. I hvert fald for en tid, sagde han. At dette ser ud til at føre til alt andet end ro og orden, kan så kun betragtes som symptomatisk for hele den uoverskuelige situation. For der er meget andet, der lige fra starten ser ud til at kunne afspore den nye proces og lukke al luft ud af Trumps vision.
Mens han talte i Knesset, blev de 20 israelske gidsler, som endnu var i live, leveret tilbage til de israelske myndigheder, og Israel overholdt også sin del af aftalen ved at løslade de knap 2.000 palæstinensiske indsatte. Men da det hen på dagen stod klart, at kun fire af de 28 døde israelske gidsler ville blive udleveret inden midnat, som var den officielle tidsfrist, reagerede Israel skarpt.
Man skred til lukning af grænseovergangen ved Rafah, mens nødhjælpsforsyningerne gennem overgangen ved Kerem Shalom, blev stærkt reduceret. Mindre end et døgn efter udleverede Hamas yderligere fire lig, hvorpå israelerne igen åbnede for de livsnødvendige overgange. Ifølge planen er det målet at sende 600 lastbilladninger med forsyninger ind i Gaza dagligt, og i skrivende stund er det oppe på 300 og under konstant vækst.
Første fase, som skulle have været afsluttet med Trumps triumftog til Sharm el-Sheikh forleden, halter dog fortsat. Israel fastholder sit krav om, at samtlige døde gidsler skal udleveres, før man overhovedet vil gå videre til næste fase. Hamas erklærer, at man arbejder på sagen, men tilføjer også, at det er vanskeligt at lokalisere alle lig på grund af de kaotiske forhold mellem Gazastribens ruindynger. Retsmedicinske undersøgelser har da også vist, at kun tre af de første fire lig var israelske gidsler, mens det sidste viste sig at være en uidentificeret palæstinenser.
Afvæbningen
Der kan ligge en bevidst strategi bag dette. Ved at udlevere de 20 levende gidsler mistede Hamas et vigtigt kort i spillet om bevægelsens overlevelse. Så det kan tænkes, at bevægelsen bevidst søger at holde på de afdøde gidsler, fordi disse kan tjene til at forhale processen og på mange måder fungerer som en slags livsforsikring for Hamas.
For så snart denne del af processen er ført til ende, venter fase to. Den omhandler den israelske tilbagetrækning fra Gazastriben. Men her har Hamas allerede gjort indsigelser, idet man har protesteret mod, at Israel bliver siddende i en smal stribe land, der skal fungere som sikkerhedszone langs hegnet omkring Gazastriben. Faktisk nægter Hamas at skride til denne fases øvrige tiltag, hvor det mest markante er den totale afvæbning af Hamas.
Om Hamas vil tage skridtet fuldt ud og risikere en ny militær konfrontation, står hen i det uvisse
Bevægelsen har allerede accepteret den del af aftalen, som overdrager kontrollen over Gazastriben til en gruppe teknokrater, dog med den betingelse, at disse er palæstinensere. Men ved at lade dette ledsage med afvæbningen fører det til, at Hamas dermed helt må slippe sin indflydelse i Gaza. På den måde kommer situationen til at svare en smule til Libanon. Her blev den shiamuslimske Hizbollah-bevægelse også præsenteret med et krav om afvæbning, da den i november indgik våbenhvile med Israel.
Den fulde magt over landet blev ved den lejlighed overdraget til den folkevalgte regering i Beirut, men denne har endnu ikke haft held til at afvæbne Hizbollah. Det var nok for at henlede opmærksomheden på dette problem, at Israel den 11. oktober bombede i nærheden af den sydlibanesiske landsby Msayleh, hvor Hizbollah gennem nogen tid har været i færd med at bygge ny militær infrastruktur.
Trump har allerede varslet, at hvis Hamas ikke efterlever denne del af aftalen, vil han påtvinge bevægelsen sit krav, og om nødvendigt vil han gøre det med magt. Og her står situationen og balancerer lige nu.
Om Hamas vil tage skridtet fuldt ud og risikere en ny militær konfrontation, står hen i det uvisse. Men noget kunne tyde på, at bevægelsen lige nu spiller højt spil og søger at opnå en strategisk fordelagtig position i de videre forhandlinger. For uanset hvordan man tolker de igangværende kampe mellem Hamas og de forskellige klaner i Gaza, er disse også udtryk for en bred folkelig uvilje mod Hamas. Bevægelsen er til fulde klar over, at dens stjerne står faretruende lavt, og også at der ikke er meget udenlandsk støtte fra tidligere allierede tilbage.
Det er den folkelige lede over to års krig, der nu synes at spille ind, og den kan gå hen og blive Trumps vigtigste allierede i bestræbelserne på at få planen ført ud i virkeligheden. Og ser man på den israelske side, er situationen nogenlunde den samme. Vreden over to års krig er stor, og da de hjemkomne gidsler takkede det israelske samfund for indsatsen, valgte de fleste af dem at udelade Netanyahu i deres taksigelser.
Det er tydeligt, at Netanyahu ikke vovede at sætte militær handling ind i forbindelse med sine protester over Hamas’ meget delvise udlevering af de døde gidsler. For blot nogle uger siden havde han næppe tøvet med at vælge den udvej, men nu bøjede han af. Alt dette taler sit ret tydelige sprog om en ny proces, der lige fra starten er i vanskeligheder, men som alligevel ikke standser op, fordi der i begge befolkninger er en stærk vilje til, at det skal lykkes.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og