Historien om et bebudet massedrab

i Featured/Mellemøsten/Politik & Samfund af

KOMMENTAR –  “Hamas har meget ondt på samvittigheden. Det forlyder ifølge flere medier, at de lokkede demonstranter op til hegnet under den falske påstand, at palæstinensere var brudt igennem hegnet og de israelske soldater var på flugt. Men det reducerer ikke den israelske hærs ansvar. Det gør ikke de skarpe skud mere legitime, at de muligvis også har bidraget til en kalkuleret propagandagevinst fra Hamas’ side”, skriver Steffen Groth i en kommenterende analyse af de 62 drab, der fandt sted 14. maj i Gaza i år under protestaktionen ”The Great March to Return”.

Videoen er optaget fra israelske snigskytters perspektiv. Gennem et kighul iagttager man tre små skikkelser, der bevæger sig rundt bag et højt hegn. Bevægelserne er rolige og forekommer afslappede. En af personerne er betydelig mindre end de andre to; et barn? En skikkelse bøjer sig, en anden stopper op og står stille lidt. Pludselig knækker den stillestående med en abrupt bevægelse sammen og falder bagover. En flok mennesker stormer til og løfter hastigt den faldne bort.

På optagelsens lydside fører snigskytterne en dialog:

”Har du en kugle i geværløbet?”

”Er den til ham?”

”Vent jeg kan ikke skyde på grund af pigtråden”

”Kom her, Rony, kom her”

”Der er en lille dreng der”

”Han bøjer sig …”

”Ikke den lyserøde, jeg er på den blå”

Lyden af et knaldende smæld.

”Wow, sikke en video. YES!”

Son of a bitch.

(….)

”Wow, nogen blev ramt i hovedet….

”Sikke en fabelagtig video”

Videoen med de jublende israelske soldater, der skyder en ubevægelig palæstinenser – YouTube

Ovenstående er en del af lydsiden i min oversættelse fra et autentisk sceneri, der udspillede sig i grænseområdet mellem Gaza og Israel; ifølge den israelske hær er episoden fra december sidste år.

Navnløse, ansigtsløse og i situationen ufarlige palæstinensere bag et højt hegn. Da skuddet knalder, benene skrider, kroppen knækker og hektisk redningsaktivitet sætter i gang, forvandles scenen til et show, soldaterne ønsker at dokumentere: ”Sikke en fabelagtig video”, lyder det.

Palæstinenserne bliver til farverige figurer i en makaber laterna magica. Eller til fjendtlige figurer i et computerspil, hvor fuldtræffere udløser jubel og belønning.

”Snigskytten fortjener en medalje”

Da videoen kom til offentlighedens kendskab den 9. april i år udløste det debat i Israel. De foregående måneder var 29 palæstinensere blevet dræbt og langt flere såret i forbindelse med protester i Gaza. Nu kunne offentligheden ved selvsyn konstatere, hvordan det kunne tage sig ud.

Amit Gilutz, talsmanden for den israelske menneskerettighedsorganisation B’Tselem, erklærede: ”Hændelser, som den i videoen, der blev offentliggjort i dag, er forekommet hundredevis af gange over de sidste uger i Gaza, og har forårsaget død og skader – med fuld støtte fra politikere og militære topfolk”

Havde den israelske menneskerettighedsforkæmper ret i, at videoen var repræsentativ eller gav han et fortegnet billede af virkeligheden? Og kunne det passe, at nedskydning af en øjensynligt ubevæbnet og helt tydeligt ubevægelig palæstinenser placeret bag et højt hegn, var en gerning som israelske politikere støttede fuldt ud?

Det sidste spørgsmål fik den israelske offentlighed hurtigt svar på. D. 10. april udtalte medlem af sikkerhedskabinettet, undervisningsminister og bosætterleder Naftali Bennet: ”At sidde i Tel Aviv og kritisere soldater er illegitimt, at dømme dem, mens de beskytter vores grænser er illegitimt. Jeg støtter alle hærens soldater.”

Retten til liv er en fundamental menneskerettighed. En forudsætning for alle øvrige menneskerettigheder. Det er fantastisk vigtigt at værne om denne grundpille i vores moderne samfundsorden

Samme dag tog den nationalistiske forsvarsminister, Avigdor Lieberman, også bladet fra munden. Som hærens øverste politiske chef udtalte han på et pressemøde: ”Snigskytten fortjener en medalje, fotografen fortjener at komme for en krigsret”.

Signalet fra forsvarsministeren var utvetydigt: snigskytten havde handlet, som han skulle, men at dokumentere det og publicere det var en alvorlig fejl. Som for at afvaske enhver plet, den publicerede video måtte have sat på hærens omdømme, proklamerede Lieberman i samme åndedrag: ”Den israelske hær er verdens mest moralske hær”.

Overfor verdens mest moralske hær står den absolutte antitese, Hamas, der med Liebermans ord er en ”flok kannibaler, der også behandler deres egne børn som ammunition”.

De fleste danskere – jeg selv inklusiv – er utvivlsomt enige i, at Hamas fortjener massiv kritik, er præget af formørket islamisme og har stået bag utilgivelige terrorhandlinger, men for Lieberman fører det til en meget vidtgående konklusion. I forsvarsministerens verdensbillede er samtlige Gazas to millioner indbyggere inficeret med skyld på grund af Hamas: ”Du er nødt til at forstå, at der ikke er nogen uskyldige mennesker i Gaza”, har Liebermann bedyret. ”Alle har en forbindelse til Hamas. Alle modtager løn fra Hamas”.

Når der fra højeste sted lyder en sådan ideologisk sirenesang, hvor den israelske hær per definition er moralsk overlegen og hævet over kritik, mens fjenden antager monstrøse dimensioner og ingen i Gaza er uskyldige på grund af forbindelser til Hamas, er vejen banet for det massedrab, der nåede et blodigt klimaks mandag d. 14. maj.

The Great March to Return

14. maj kulminerede den langvarige palæstinensiske protestaktion ”The Great March to Return”.

Aktionen skulle markere palæstinensernes ret til tilbagevenden, modstanden mod den amerikanske ambassades flytning til Jerusalem og desperationen over den blokade af Gaza, som Israel nu opretholder med militærmagt på ellevte år.

Blokaden har medvirket til en udtalt nød i Gaza, hvor kun 5-10 procent af indbyggerne har adgang til rent vand og faren for total kollaps i form af en omfattende sult- og sundhedskatastrofe ifølge FN og internationale nødshjælpsorganisationer er overhængende.

Et gammelt jødisk ordsprog lyder: ”Den, der redder et liv, redder hele verden”. Det kan opfattes, som en appel til at anerkende det enkelte menneskes ukrænkelige værdi

Sådan ser det sørgelige bagtæppe for palæstinensernes symbolske march ud.

Protestaktionerne var organiseret af en række palæstinensiske bevægelser. Og med sin dominerende status i Gaza har Hamas  også sat sit fingeraftryk på protestmarchen. Ikke alle demonstranter var fredelige: en del kastede med sten og skød med slangebøsser og enkelte sendte brændende drager afsted med kurs mod Israel.

Men hovedparten af demonstranterne var ubevæbnede. Ingen udfordrede på noget tidspunkt for alvor den israelske hærs totale kontrol over situationen på den anden side af hegnet. Og ingen udgjorde på noget tidspunkt en umiddelbar, overhængende trussel mod israeleres liv, hvilket ifølge international ret er forudsætningen for at anvende dødelig magt.

Alligevel endte det i en tragedie af dimensioner; 62 døde og flere tusind sårede på palæstinensisk side. Ingen døde og ingen sårede på israelsk side.

 Dialogkaffe eller dødelig magt

I den danske debat i kølvandet på tragedien i Gaza, er der en række personer, fra højtstående politikere til diverse debattører, der har foretaget forbavsende retoriske og moralske krumspring for at retfærdiggøre de 62 drab.

Mellem dialogkaffe og skarpe skud er der et stort spektrum af muligheder, som Israel ifølge folkeretten er forpligtet til at udtømme før de griber til dødelig magtanvendelse. Den israelske hær råder over sofistikeret udstyr til riot control: vandkanoner, gummikugler, stun granater m.m. Princippet om proportional magtanvendelse blev tilsidesat fundamentalt – og fatalt.

”Hvad forestiller du dig, hvis de bryder igennem? At israelerne sidder og byder på en kop dialogkaffe?”, spurgte en debattør karakteristisk om.

Udsagnet vidner om en forfejlet og farlig enten-eller-tænkning. Mellem dialogkaffe og skarpe skud er der et stort spektrum af muligheder, som Israel ifølge folkeretten er forpligtet til at udtømme før de griber til dødelig magtanvendelse. Den israelske hær råder over sofistikeret udstyr til riot control: vandkanoner, gummikugler, stun granater, tåregas m.m. Princippet om proportional magtanvendelse blev tilsidesat fundamentalt – og fatalt.

Den konservative politiker Rasmus Jarlov anlagde den vinkel, at dødsfaldene var et resultat af en særlig ”selvmordstrang” hos palæstinenserne. Et synspunkt han først fremførte på Twitter og siden fremturede med på Fatih El-Abeds facebookvæg, hvor han skrev, at han var ”trist over at se så mange palæstinensere begå selvmord.”

Fatih El-Abed er dansk-palæstinenser og formand for Dansk Palæstinensisk Venskabsforening; han svarede ikke.

Jarlovs formulering demonstrerer helt eksemplarisk, hvad Orwell mente med begrebet newspeak. Når ordene vender op og ned på virkeligheden og kaster et forsonende eller forvrængende skær over grumme realiteter er der tale om newspeak. Orwell eksemplificerede med et par sigende eufemismer (forskønnende omskrivninger): krig kaldes fred, tvangsarbejdslejr kaldes glædeslejr. Samme sproglige mekanisme gør sig gældende, når snigskytte-nedskydninger omformes til selvmord i Jarlovs sprogbrug.

I Socialdemokratiet har reaktionen været splittet: på den ene side har Mogens Lykketoft advokeret for støtte til palæstinenserne, på den anden side har Henrik Sass Larsen forsvaret Israel

Den sorte joker: Hamas

I Socialdemokratiet har reaktionen været splittet: på den ene side har Mogens Lykketoft advokeret for støtte til palæstinenserne, på den anden side har Henrik Sass Larsen forsvaret Israel.

Ugens Gæst på P1 fredag d. 18. maj fortalte Sass Larsen om sin position:”Jeg mener, det er på tide, at centrum-venstre meget, meget direkte og uden tøven giver opbakning til både staten Israel og det jødiske folk”. Og specifikt i forhold til konfrontationerne i Gaza lød det:

”Nu står de nede i Gaza. I Gaza har de fået selvstyre. Så har Israel lavet en grænse ind til Israel. Hvorfor angriber de så Israel og Israels hegn? Og hvad må Israel så gøre? Må de bruge tåregas? Må de forsvare sig selv? Og i det hele taget hvad er det for nogle ledere af Hamas, som siger til sin befolkning, ‘nu skal I stille jer derop med livet som indsats'”.

Formuleringerne relativerer Israels ansvar og placerer skylden for de 62 dødsfald hos palæstinenserne. Og så smider han den sorte joker, der går igen i så mange apologier for Israels hær: Hamas. Skylden forskydes til Hamas; blot at nævne navnet fungerer som en slags trylleformular, der projicerer al skyld og ondskab over på dem.

Et lignende mønster kan ses i udenrigsminister Anders Samuelsens reaktion. Dagen efter tragedien fortalte han Berlingske, at han havde opfordret til, at Israel undersøgte sin egen hær og dens magtanvendelse. Og så tilføjede han: ”Men det er samtidig vigtigt, at vi får belyst Hamas’ rolle i urolighederne, og i hvilket omfang, de har udnyttet demonstrationerne til at forsøge voldelige angreb mod Israel”. Hamas havde hverken dræbt eller såret nogen israelere d. 14. maj, men ikke desto mindre blev de i udenrigsministerens udtalelser sidestillet med Israels hær.

Hamas har da også meget ondt på samvittigheden. Det forlyder ifølge flere medier, at de lokkede demonstranter op til hegnet under den falske påstand, at palæstinensere var brudt igennem hegnet og de israelske soldater var på flugt.

Den israelske forsker og forfatter Naomi Chazan sagde det helt enkelt i Politiken mandag: ”Spørgsmålet må jo være: hvem trykker på aftrækkeren? Hvordan kan man sidde med ansvaret og bagefter sige, at det ikke er ens egen skyld, at der er mange dræbte?”

Men det reducerer ikke den israelske hærs ansvar. Det gør ikke de skarpe skud mere legitime, at de muligvis også har bidraget til en kalkuleret propagandagevinst fra Hamas’ side. Ligningen der vil gøre Hamas til de skyldige – eller kraftigt medskyldige – i de 62 palæstinenseres død går ikke op. Den israelske forsker og forfatter Naomi Chazan sagde det helt enkelt i Politiken mandag: ”Spørgsmålet må jo være: hvem trykker på aftrækkeren? Hvordan kan man sidde med ansvaret og bagefter sige, at det ikke er ens egen skyld, at der er mange dræbte?”

Menneskeret og menneskeværd

Alle menneskerettighedsorganisationer, israelske som internationale, fordømmer i utvetydige vendinger drabene i Gaza: fra Amnesty,Drab i Gaza er afskyeligt brud på international ret, over Human Rights Watch, “Det svimlende antal tilskadekomne er hverken et resultat af legitim magtudøvelse eller af isolerede brud på reglerne…”, til den israelske organisation B’tselem,At skyde med skarpt mod Gaza-demonstranter viser en rystende ligegyldighed omkring menneskeliv”.

Retten til liv er en fundamental menneskerettighed. En forudsætning for alle øvrige menneskerettigheder.

Et gammelt jødisk ordsprog lyder: ”Den, der redder et liv, redder hele verden”. Det kan opfattes, som en appel til at anerkende det enkelte menneskes ukrænkelige værdi.

Hvert individ rummer en hel verden, et univers af erfaringer og særligheder, en unik værdi. Forstået sådan fortæller det jødiske ordsprog om grundstenen i menneskerettighederne. Og om fundamentet under vores forestillinger om en civiliseret retsorden.

Ordsproget er en vigtig påmindelse om, at mennesker på tværs af etnicitet, tro, nationalitet og politik besidder en grundlæggende værdi, der til stadighed skal beskyttes mod vilkårlige overgreb og unødvendig dødelig magtanvendelse.

Topillustration: Flickr

POV udbetaler ikke løn til sine skribenter. Hvis du kan lide Steffens artikler, kan du støtte dem via hans MobilePay på 31902272

Steffen Groth er cand.mag i dansk og underviser ved Niels Brocks Handelsgymnasium. Han er kandidat fra RUC og bor i København med sin familie, der også tæller hans kone og to børn. Du kan støtte Steffens arbejde som skribent ved POV på MobilePay 31902272.

Seneste artikler om Featured

Da kvinder tog magten

NY BOG – Ritt Bjerregaard, Lone Dybkjær, Britta Schall Holberg, Grethe Fenger Møller,