TRUMPS SOCIALE MEDIER // DEBAT – “Trumps mundkurv er ikke blot et problem i forhold til at definere, hvad der må siges på sociale medier og i den offentlige debat generelt. Det er også det hidtil mest markante eksempel på de demokratiske udfordringer, der opstår, når teknologigiganterne bliver både publicistiske og politiske og en reel udfordrer til demokratisk valgte regeringers autonomi og legitimitet,” skriver Jakob Linaa Jensen, ph.d. og forskningschef i sociale medier ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.
Dette debatindlæg er udtryk for skribentens holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Historien om USA’s præsident Donald Trump nåede et nyt dramatisk højdepunkt (eller lavpunkt) i sidste uge.
Først fulgte rabiate demonstranter præsidentens slet skjulte opfordring til at lave larm og ballade i Kongressen under den formelle kåring af Joe Biden som landets næste præsident. En forbløffet og forfærdet verden så til, mens de vrede masser stormede kongressen i et orgie af hærværk og vold, der kostede seks mennesker livet.
Angrebet er et demokratisk nulpunkt i USA’s historie, og man kan vist roligt fastslå, at den rabiate højrefløj, især eksemplificeret ved Qanon, nu har sat sig udenfor enhver terapeutisk rækkevidde.
Selv om man som jeg hører til Trumps mest voldsomme kritikere, glemmer man, at han stadig er demokratisk valgt præsident nogle få dage endnu
Efterfølgende væltede de skarpe reaktioner da også ind, inklusive fordømmelser af præsidenten, der med sin retorik bestemt er medskyldig i urolighederne, selv om han i et sjældent øjeblik af fornuft efterfølgende er blevet overtalt af sine rådgivere til at tage afstand fra begivenhederne – hvilket dog kun holdt et par dage. Onsdag i denne uge udtalte han nemlig, at der intet var i vejen med hans glimrende tale til demonstranterne før stormen på Kongressen.
Dernæst fulgte de måske allermest markante reaktioner fra sociale medieplatforme som Facebook og Twitter. Først suspenderende man midlertidigt præsidentens konto, det blev senere for Facebook (og dermed også Instagram) udvidet til 14 dage. Twitter, Trumps vigtigste talerør gennem fire tumultariske år, reagerede endnu skarpere ved at udelukke ham permanent.
På tide at slukke for Trump?
Også dette skridt er blevet diskuteret voldsomt.
Mange har begejstret erklæret, at ”det var på tide” og åbenlyst frydet sig over, at Trumps sociale mediemund nu synes lukket med syv segl. Endelig synes det at lykkes at bekæmpe ”fake news” og slukke for Trumps helt åbenlyse løgne om valgsvindel og det amerikanske valgs manglende lovlighed.
Andre, heriblandt nogle hjemlige politikere fra begge fløje, har midt i den umiddelbare fornøjelse rettet et kritisk blik på teknologigiganternes beslutning. Af flere gode grunde.
Alligevel synes det dybt problematisk, at private virksomheder udenfor demokratisk kontrol og transparens på denne måde kan bestemme, hvilke ytringer, der tillades i det offentlige rum
Selv om man som jeg hører til Trumps mest voldsomme kritikere, glemmer man, at han stadig er demokratisk valgt præsident nogle få dage endnu.
Havde nogen for blot kort tid siden sagt, at sociale medier permanent ville blokere præsidenten, havde man nok rystet på hovedet. Men begivenhederne i sidste uge var også uden fortilfælde. Alligevel synes det dybt problematisk, at private virksomheder udenfor demokratisk kontrol og transparens på denne måde kan bestemme, hvilke ytringer, der tillades i det offentlige rum.
Denne magt er skræmmende, og stiller spørgsmål ved demokratiets fremtid som sådan.
For selv om man accepterer, at det var i orden at slukke for Trump, må man spørge, hvor grænsen går? Skal munden lukkes på systemkritikere, hvis autoritære styrer kræver det? Skal alt, der blot potentielt kan krænke nogen med hensyn til køn, race eller blot holdning, fjernes, så man kommer til at leve i et konturløst dystopisk meningsdiktatur som i Ray Bradburys roman ”Fahrenheit 451”?
Vi kan sætte grænsen ved åbenlyse løgne, men det giver blot et nyt problem i at definere, hvad de så er.
Først skulle de regulere, nu må de pludselig ikke …
For nogle år siden stod alverdens politikere, blandt andet fra den hjemlige venstrefløj, i kø for at kræve de sociale mediegiganter reguleret i lyset af, at de tilsyneladende tillod for ekstreme ytringer, for meget ”hatespeech” og for meget racisme.
I lyset af denne trussel synes f.eks. Facebook nu at have begået en slags demokratisk ”selvmord af angst for døden”, og bortregulerer med såvel algoritmer som menneskelige ”skraldemænd” placeret i datacentre rundt om i verden enhver form for indhold, der strider mod de såkaldte fællesskabsregler.
Med en omskrivning af Voltaire er det en demokratisk pligt at tolerere også dem, med hvem man er voldsomt uenige
Adskillige hjemlige debattører har måttet affinde sig med perioder på op til en måned i Facebookmørke, uden mulighed for at skrive og debattere. Denne frivillige regulering gælder ikke blot politiske ytringer, men også nøgenhed, anstødeligt sprog og andre forhold, man i en dansk kontekst normalt ikke ville finde stødende og krænkende. Det har fået nogle af de samme politikere til at hævde, at sociale medieplatforme i dag regulerer og censurerer for meget.
Som svar herpå argumenterer Facebook for, at man som global spiller står i et dilemma i forhold til de ofte meget forskellige nationale offentligheder og derfor er nødt til at betjene sig af en slags mindste fællesnævners princip for bortredigering af indhold.
Når sociale medier handler som regeringer
Med en omskrivning af Voltaire er det en demokratisk pligt at tolerere også dem, med hvem man er voldsomt uenige, naturligvis inden for den gældende lovgivnings rammer. Men de sociale medieplatforme sætter deres egne rammer, hinsides og undertiden i konflikt med nationale love.
Med deres økonomiske muskler og stigende kontrol med den politiske offentlighed bliver de mere magtfulde end mange nationale regeringer, og modsat demokratiske regimer er man ikke underlagt krav om transparens og mulighed for retlige prøvelser af beslutninger om censur og regulering.
Trumps mundkurv er derfor ikke blot et problem i forhold til at definere, hvad der må siges på sociale medier og i den offentlige debat generelt. Det er også det hidtil mest markante eksempel på de demokratiske udfordringer, der opstår, når teknologigiganterne bliver både publicistiske og politiske og en reel udfordrer til demokratisk valgte regeringers autonomi og legitimitet.
LÆS ALLE JAKOB LINAA JENSENS ARTIKLER HER
Topillustration: Pixabay
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
