ANALYSE – Iran har øget sin magt markant i hele Mellemøsten og stormer frem overalt i det små. Det sker blandt andet som følge af USA’s berøringsangst overfor regionen, og Syrien er et tragisk eksempel. De gamle fjender Saudi-Arabien og Israel synes ikke om udviklingen og er på vagt. Mustafa Ismail ser på Teherans voksende indflydelse i et Mellemøsten, som er ved at falde fra hinanden.
Først til noget aktuelt, der belyser situationen: I begyndelsen af denne uge ventes Libanons premierminister, Saad al-Hariri, at lande i sit lands hovedstad, Beirut, for at underskrive sin afskedsbegæring.
Det kan lyde mærkeligt, men han har siden 4. november været i Saudi-Arabien, og har udtalt dér, at han var bekymret for sit liv i Libanon. Nu befinder han sig så med Frankrigs mæglende “hjælp” i Paris. Hariri skulle angiveligt være på vej til Beirut igen, hvor iranskstøttede kredse mener, at Hariri blev tilbageholdt af Saudi-Arabien.
For at forstå baggrunden skal man kende lidt til alliancerne i regionen: Iran styrer Libanon via den politisk-militære enhed Hizbollah (der også opererer i Syrien – og andre steder). Hizbollah er regeringspartner med Hariri, men er reelt den dominerende faktor. Libanon har politisk sit eget parlament og sin egen hær, som dog ikke når Hizbollah til over støvlekanten. Det sunnimuslimske Saudi-Arabien støtter Hariri.
Det er ayatollah Khomeinis projekt fra 1979 at eksportere den islamiske revolution i sin shiitiske form til de øvrige lande i Mellemøsten. Det er den såkaldte iranske shiitiske halvmåne, der løber direkte fra Iran til Libanon
Så der er to regionale stormagter i spil om Libanon – og hele Mellemøsten. På sidelinjen sidder Israel og er ved at blive perlevenner med sin gamle fjende, Saudi-Arabien, fordi det shiamuslimske Iran er en fælles trussel.
Hvad er der sket, siden Iran har fået så stor indflydelse? Dels har USA’s manglende synlige tilstedeværelse i Syrien skabt et vakuum, som Hizbollah, der støtter Syriens diktator, Bashar al-Assad, kan operere i. Dels er der det kurdiske “spørgsmål”, hvor Iran frygter et selvstændigt Kurdistan og derfor støtter shiamuslimerne i det uroplagede Irak.
Situationen for måneder siden i storbyerne Mosul og Kirkuk i det nordlige Irak illustrerer den iranske indflydelse per stedfortræder i form af shiamilitsen.
Slaget om Kirkuk
De irakiske styrker, som flygtede fra Mosul og K1-basen i 2014 foran blot hundrede IS-krigere, formåede i et hurtigt og overraskende angreb for nogle uger siden at fravriste Kirkuk fra kurderne.
Det står klart, at Iran ønsker at befæste og udvide sin allerede betydelige magt i Mellemøsten og helst, så landet fremstår som den regionale stormagt
De kurdiske styrker tog kontrol over byen i 2014 for at forhindre Islamisk Stats beslaglæggelse af byen, efter at terrororganisationen erobrede Mosul og store dele af det nordlige, centrale og vestlige Irak i 2014, efter den irakiske hær flygtede fra disse områder.
De shiitiske militser, støttet af Iran, ledede angrebet på Kirkuk og har også taget kontrol over andre områder. Det skete efter en kontroversiel folkeafstemning om selvstændighed gennemført af Kurdistans regionale regering den 25. september. Den olierige by Kirkuk og andre områder er nævnt i Iraks forfatning som “omstridte områder”.
Irans lange arme
Det står klart, at Iran ønsker at befæste og udvide sin allerede betydelige magt i Mellemøsten og helst, så landet fremstår som den regionale stormagt.
Mange områder i Mellemøsten er i dag blevet nøglecentre for iransk sikkerhedsmæssig og militær indflydelse. Teheran har i dag indflydelse i Afghanistan, Irak, Syrien, Libanon, Yemen og Gaza-striben sammen med celler i nogle af de arabiske golfstater og andre lande.
Man behøver ingen særlig viden for at konkludere, at Den Iranske Revolutionsgardes leder, generalmajor Qasem Soleimani, er de facto hersker over mange af disse områder i Mellemøsten, og at han er arkitekten bag mange hændelser i disse brændpunkter.
Senest har Iran stået bag de shiitiske militsers forsøg på at genoprette de omstridte områder mellem regeringerne i Kurdistan-regionen og Bagdad.
Således er vejen fra Teheran til den sydlige forstad (Hizbollah højborg) i Libanon åben nu, og vil ikke blive påvirket af nogen hindringer
Qasem Soleimani har banet vejen for disse militser gennem sponsorering af en hemmelig aftale mellem lederne af Kurdistans Patriotiske Union, PUK, (en af de vigtigste parter i det kurdiske område) og shiitiske militser, hvilket igen har ført til sidstnævntes indtræden i de fleste af disse områder uden konfrontation med de kurdiske peshmergaer.
Iran har hermed slået til både militært og politisk. Militært for at få disse områder ind under Bagdads kontrol igen, og politisk i et forsøg på at underminere virkningerne af den kurdiske folkeafstemning om uafhængigheden.
De langsigtede målsætninger for den iranske bevægelse i irakisk Kurdistan er at afslutte det kurdiske løsrivelsesprojekt ved at forhindre oprettelsen af en kurdisk stat i det nordlige Irak. Det kunne være en hindring for den iranske silkevej, der strækker sig fra Shirin-paladset i nordvest Iran til Irak (linjen Khanaqin- Tal Afar- Shingal) og Syrien og derfra til den sydlige forstad i Beirut i Libanon. Og således bane vejen til Middelhavet.
Denne vej har en ekstrem strategisk betydning for Iran. En del af disse områder var under Peshmergas kontrol, fordi de ligger i Kurdistan-regionen i Irak og således udgør de en trussel for det iranske projekt i regionen på langt sigt, udover at de også påvirker den iranske kampsituation i Syrien.
Således er vejen fra Teheran til den sydlige forstad (Hizbollahs højborg) i Libanon åben nu og vil ikke blive påvirket af nogen hindringer.
Det er ayatollah Khomeinis projekt fra 1979 at eksportere den islamiske revolution i sin shiitiske form til de øvrige lande i Mellemøsten. Det er den såkaldte iranske shiitiske halvmåne, der løber direkte fra Iran til Libanon. Og det kunne blive det første iranske imperium i Mellemøsten siden 1514, da Safavid Iran tabte til osmannerne og krympede som stat i Mellemøsten.
Den iranske rolle er således meget klar i den kurdiske situation.
Ingen amerikansk strategi mod Iran
Den 13. oktober offentliggjorde Det Hvide Hus så de mest fremtrædende punkter i præsident Donald Trumps nye amerikanske strategi overfor Iran.
Ifølge erklæringen bygger den nye strategi på en række nøgleelementer, herunder et fokus på at neutralisere Irans destabiliserende indflydelse og reducere Irans aggression især landets støtte til terrorisme og militser samt en genoplivning af traditionelle amerikanske alliancer og regionale partnerskaber for at tjene som en dæmning mod, hvad USA ser som iransk sabotage.
Tværtimod er der nærmere et fuldstændigt fravær af amerikansk strategi, der kan afskrække iranerne fra at søge yderligere indflydelse
Men den irakiske situation generelt og den nylige udvikling i Kurdistan-regionen viser med al ønskelig tydelighed, at ændringerne mest findes på papir. Der findes de facto ikke nogen klar amerikansk politik over for Iran og iransk indflydelse i Irak og andre dele af Mellemøsten.
Tværtimod er der nærmere et fuldstændigt fravær af amerikansk strategi, der kan afskrække iranerne fra at søge yderligere indflydelse. Amerikanerne ved udmærket, at Irak er blevet Soleimanis (og nogle af cheferne for den iranske revolutionsgardes) hjem de sidste tre år, og at Qasem Soleimani har styret de shiitiske militser i deres kampe mod IS siden 2014.
Amerikanerne ved også, at disse irakiske shiitiske militser, som er blevet dominerende, når det gælder sikkerheden for militæret i Irak, styres af Iran og ikke er loyale overfor den irakiske regering.
Amerikanerne er utvivlsomt også klar over, at disse militser siden 2003 har været involveret i grusomheder mod sunnierne i Irak på et sekterisk grundlag, at de har været modstandere af amerikanerne siden Beirut-bombningen i 1980’erne under den libanesiske borgerkrig, og at de i dag infiltrerer politikken i Irak.
Da nyheden om en enighed mellem Trump og Putin kom ud efter Apec-topmødet i Da Nang i Vietnam om Syrien den 11. november, faldt den sammen med oplysninger om Irans etablering af en fast militærbase i den sydlige del af Syrien og nyheden om dannelsen af den såkaldte ’brigade 313’ i byen Izraa.
Disse seneste iranske bevægelser i den sydlige del i Syrien understreger spørgsmålet om, hvorvidt Washington egentlig har til hensigt at begrænse iransk indflydelse i Syrien. Især fordi denne iranske bevægelse er begyndt at bekymre Israel, USA’s vigtigste strategiske allierede i regionen.
Missil mod Riyadh
Saudi-Arabien, Washingtons anden tunge allierede i regionen, blev samtidig for første gang udsat for et missilangreb af de iransk støttede Houthi-oprørere i Yemen. Missilet var rettet mod hovedstaden, Riyadh. Den saudiske kronprins Mohammed bin Salman ser det som en direkte iransk aggression mod sit land.
Missilet tilføjede en ny dimension til den stedfortræderkonflikt mellem de to regionale magtcentre, der finder sted i Mellemøsten lige nu.
Faren er blot blevet mere akut og presserende.
Set med saudiske briller er det nu på tide at ændre den tidligere strategi overfor Iran gennem iværksættelsen af et mere offensivt diplomatisk pres.
Dette diplomati har vi set eskalere over de seneste måneder. F.eks. var den libanesiske premierminister, Saad al-Hariris, meddelelse om sin fratræden i Riyadh i sidste uge, hvor han også fremsatte en hidtil uset hård kritik af Iran og Hizbollah, en eskalering. Det usædvanlig optrin vidner om, at magtspillet er kommet op på allerhøjeste plan.
Mellemøsten er under den iranske ayatollah Khameneis turban nu, og USA foretager sig ikke noget alvorligt for at inddæmme eller stække Iran.
Redaktion: Steen Stage.
Topillustration: Ayatollah Sayyed Ali Khamenei, Leader of the Islamic Republic of Iran in the Iranian Presidential Elections, 2017. This is an image from the Ali Khamenei website, which states in its footer, “All Content by Khamenei.ir is licensed under a Creative Commons Attribution 4.0 International License.”
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
