
TRUMP // KOMMENTAR – Trump og MAGA-bevægelsen forsøger at skabe deres egen alternative virkelighed ved hjælp af fake news, alternative fakta og selvforherligelse. Samtidig med at de er i gang med økonomisk omfordeling fra de fattige til de rige og underminerer retsstatens og verdenssamfundets principper. Som led i den plan gør de ubevidst brug af det absurde teaters strategier og stiltræk.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Trumps præsidentperiode kan ses som et langt Beckett-stykke, hvor tingene bliver værre og værre, men ingen gør noget, og hvor man ikke kan lade være med at trække på smilebåndet over al den meningsløshed og mangel på logik.
Verden er af lave, og det har den måske altid været. Alligevel er det, som om noget er anderledes. Det knirker i samfundets fundament, sagde Dronning Margrethe i sin nytårstale i 2023. Nu et par år efter føles det, som om fundamentet ikke bare knirker, men skælver.
Det absurde teater er kendetegnet ved fravær af orden, mening og forklaring
Der går ikke en dag uden, at den amerikanske præsident og hans stab sender rystelser gennem den verdensorden, vi hidtil har kendt til, og som vi måske lidt naivt har støttet os til. Det er som at vågne op fra en ond drøm for blot at kunne konstatere, at det ikke er et mareridt, men virkelighed.
Vi har ellers været meget igennem de seneste år. Klimakrise og temperaturstigninger. Covid-19 og nedlukning af samfundet. Ukraine-krigen, som bliver ved. Hybridkrig og diskussioner om krigsskat og stærkt øgede forsvarsudgifter. Men nu har det hele lige fået et ekstra nøk. Bedst som man troede, musikken ikke kunne blive højere, bliver der skruet mere op.
Danmark er ikke en god ven
USA vil overtage Gaza og Canada og tvangsforflytte palæstinenserne til nabolandene. USA vil ikke afvise at invadere Grønland eller Panama militært. USA vil retsforfølge personer fra den internationale straffedomstol, som undersøger, om Israel har begået krigsforbrydelser. Verdens rigeste mand, Elon Musk, vil nedlægge amerikanske statsinstitutioner, fx USAID, som administrerer den amerikanske ulandshjælp.
Dekreter og executive orders om alle mulige små og store forhold underskrives i en lind strøm uden demokratisk kontrol. USA’s vicepræsident beskylder Danmark for ikke at være en god ven. Ja, fortsæt selv. Listen er lang, og den bliver længere dag for dag.
En række hidtil gældende principper, som traditionelt har defineret verdensordenen, ser ud til at være sat ud af kraft, eller er i hvert fald under angreb. Præmissen om, at konflikter løses af overstatslige organer, og at overstatslige organer spiller en rolle for den internationale retsorden, fx FN og Den Internationale Straffedomstol, er anfægtet.
Folkeretten overtrædes, når princippet om, at landegrænser er urokkelige og ukrænkelige, italesættes. Og der fremsættes trusler om at deportere folkeslag.
Internt i USA tilsidesættes eller testes traditionelt gældende demokratiske principper og love og regler, fx magtens tredeling, når Elon Musk og hans teenagehær udskriver fyresedler og bryder ind i følsomme regeringssystemer.
Det absurde teater
Mest af alt føler man sig som tilskuer til en absurd teaterforestilling, og det kunne jo være sjovt nok, hvis det ikke lige var, fordi at scenen er virkeligheden.
Etymologisk betyder absurd usandsynlig eller uvirkelig. Det absurde teater mangler blandt andet plot og psykologiske personer, der udvikler sig. Personerne i Beckett og Ionescos stykker taler ofte forbi hinanden, gentager formuleringer og foretager uforudsigelige handlinger.
Den absurde fortælling har ikke til formål at fortælle en logisk fremadskridende, kausal historie, som rummer et moralsk eller socialt budskab, sådan som det realistiske eller episke teater har. Erasmus Montanus bliver sat på plads. I Ibsens Et dukkehjem går Nora hjemmefra. Becketts personer venter på Godot, som aldrig kommer.
Det absurde teater er kendetegnet ved fravær af orden, mening og forklaring. Frem for et tidsligt dramatisk forløb består det absurde teater af episoder eller sekvenser.
Trump og det absurde teater
Trumps politiske stil minder om absurd teater. En følelse af meningsløshed, mangel på logik, gentagelser og overdrivelser går igen.
Trump bruger fx de samme tomme slagord igen og igen. Nøjagtig som personerne i et Beckett-stykke: ”Make America Great Again” eller ”Fake news”. ”It’s bad, very bad. Just terrible.”
Groteske overdrivelser er en anden fremgangsmåde, der trækker paralleller til det absurde teater. ”No one has ever done more for black people than me.”
Brugen af løgne er nok et gennemgående retorisk træk, der trækker paralleller til det absurde teater.
Tag fx påstanden om, at LGBT+-personer var årsag til flysammenstødet i Washington, eller at vindmøller forårsager kræft, eller man kan sprøjte desinfektionsmiddel i kroppen mod covid-19.
Er der ikke også noget absurd ved, at verdens rigeste og stærkeste nation regeres af en person, som formulerer sig ubehjælpsomt
Det humoristiske er nok et stiltræk i det absurde teater. Humor bruges til at fremhæve verdens meningsløshed. Indvandrere spiser katte, Musk vil køre USAID gennem flisekværnen.
Trumps præsidentperiode kan ses som et langt Beckett-stykke, hvor tingene bliver værre og værre, men ingen gør noget, og hvor man ikke kan lade være med at trække på smilebåndet over al den meningsløshed og mangel på logik.
Er der ikke også noget absurd ved, at verdens rigeste og stærkeste nation regeres af en person, som formulerer sig ubehjælpsomt, og som tydeligvis er uvidende om selv elementære forhold. Jo mindre vidende, desto bedre. Komplekse forhold gøres simple. Der benyttes bevidst en personlig og infantil kommunikationsform. Mexico er ikke en god ven. Danmark er ikke en god ven.
Den store bog
Og er der ikke også noget absurd ved, at verdens rigeste mand, Elon Musk, som ikke er folkevalgt, stikker fyresedler ud til højre og venstre og skærer radikalt ned på hjælpen til verdens fattigste?
Det svarer til, at folk, der har bugnende køleskabe og viktualierum fyldt med varer, stjæler brødskorperne fra dem, der ikke har andet.
Det er som Ebenezer Scrooge i Dickens’ Et juleeventyr, der opkræver penge fra de fattige juleaften. Eller som The julekalender, hvor Benny har fået fat i den store bog og opdager, at det er muligt at lave et skattetryk på 100 % og med lige dele stolthed og forbavselse udtaler: ”Hold kæft hvor er det ondt.” Trumps store bog er Project 2025, som er den højreradikale bevægelses drejebog, og som nu ser ud til at blive effektueret.
Er der ikke også noget absurd ved, at verdens rigeste mand, Elon Musk, som ikke er folkevalgt, stikker fyresedler ud til højre og venstre og skærer radikalt ned på hjælpen til verdens fattigste?
Som i det absurde teater er den nuværende politik fri for moralske eller sociale budskaber og kriterier. Den aktuelle udenrigspolitik er reduceret til et spørgsmål om en ”good deal”. Ukraines sjældne mineraler som kompensation for fortsat amerikansk støtte og opbakning. Grønland kan købes. Bare checken er stor nok. Udenrigspolitik er blevet til handelspolitik.
Men der er selvfølgelig også forskelle. Det absurde teater viser verdens meningsløshed.
Trump og MAGA-bevægelsen forsøger at skabe deres egen alternative virkelighed ved hjælp af fake news, alternative fakta og selvforherligelse, samtidig med at de er i gang med økonomisk omfordeling fra de fattige til de rige og underminerer retsstatens og verdenssamfundets principper.
Som led i den plan gør de ubevidst brug af det absurde teaters strategier og stiltræk.
Sekten og Trump
En anden metafor, som kan bruges som afsæt for at forstå Trump, er sekten. Sekten er kendetegnet ved absolut loyalitet. Til gengæld for absolut loyalitet opnår sektens medlemmer åbenlyst fordele og tildeles privilegier.
En sekt refererer til en gruppe, som er brudt ud af majoritetsreligionen og har formet sin egen.
Trump-sekten udgør en stat i staten, der er i opposition til det eksisterende samfund. Sekten har en dem-og-os-tankegang. Medierne er fjender af folket. Eliten, Washington, wokeismen og deep state er blandt de fjender, som udgør en trussel mod det sande, naturlige og rigtige Amerika.
Dem, som ikke er med os, er imod os og skal blandt andet fyres.
Trump er sektens leder, som bevægelsen følger blindt. Trump er i gang med en guddommelig genrejsning af Amerika med sig selv som frelser: ”I alone can fix it.” Selvom Trump blev anklaget for korruption, løgne og endda kupforsøg, fastholder mange MAGA-tilhængere, at han er ”Guds udvalgte”.
Banale udtalelser bliver tillagt stor kløgt eller indsigt. Donald Trump ønsker dit, Donald Trump ønsker dat
Sekter trækker ofte på konspirationsteorier. Også det kan genfindes hos Trump-sekten. Påstanden om valgsvindel i forbindelse med forrige valg, hvor programmerede stemmemaskiner afgjorde valget. QAnon, der er funderet på konspirationsteorier, spiller en stigende rolle i MAGA-bevægelsen. Personer, der viser sympati for bevægelsen og deler dens ideologi, er nu en del af Trump-administrationen, fx den sandsynligvis kommende FBI-direktør Kash Patel.
Eller hvad med Russel Vought, som leder budgetkontoret, og som har udtalt, at marxister er tæt på helt at have overtaget USA?
Sekter er også ofte kendetegnet ved fanatisme. Kritisk eller afvigende tankegang accepteres ikke. Uanset hvor mærkeligt guruen eller lederen optræder, kan vedkommende forvente absolut opbakning af menigheden.
Banale udtalelser bliver tillagt stor kløgt eller indsigt. Donald Trump ønsker dit, Donald Trump ønsker dat.
Sekten omgiver sig også ofte med enkle symboler. Her har vi fx den røde MAGA-kasket eller T-shirten Make America Great Again. De såkaldte rallies udgør et kollektivt ritual, hvor sektens medlemmer bekræfter deres loyalitet og tiljubler Guds udvalgte frelser.
Hold kæft hvor er det godt!
Det er svært at bevare optimismen for tiden. Nu hvor richterskalaen slår ud, og jorden ryster under os her i den gamle verden.
Men måske kan man igen sammenligne situationen med det absurde teater. Det absurde teater viser også, at vi kan finde humor, fællesskab og frihed i en meningsløs og ikke logisk verden, der er tømt for værdier. Det minder os om, at vi selv må skabe vores egen mening i tilværelsen.
Situationen minder os om, at vi i Europa er nødt til at skabe vores egen mening, hvis vi skal overleve som civilisation
Udfordringen i et ofte splittet Europa er at finde eller skabe mening og fællesskab midt i en verden, hvor verdens politibetjent og ledestjerne ser ud til at have kappet forbindelsen til virkeligheden. MAGA-sekten er en dødekult.
En mordmission rettet mod den vestlige civilisations principper. Situationen minder os om, at vi i Europa er nødt til at skabe vores egen mening, hvis vi skal overleve som civilisation.
Hvis vi skal undgå at udvikle en stat, og måske også et samfund, der er funderet på autokrati, egoisme, fjendebilleder, demagogi, rå magt og penge, sådan som USA er på vej til, må Europa selv finde vej.
Vi skal holde fast i en regelbaseret verdensorden, hvor demokratiske principper fortsat gælder, og finde mening i værdier om næstekærlighed og hensyntagen til dem, der er svage og anderledes, og hvor omsorg for klodens aktuelle udfordringer fortsat spiller en rolle. Hold kæft hvor er det godt!
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.