I næste uge er det fire år siden, at Rusland invaderede Ukraine. Siden har næsten fire millioner ukrainerne forladt deres hjem og har slået sig ned et andet sted i landet. Over fem millioner er flygtet ud af hjemlandet og for de flestes vedkommende forsøgt at finde sig til rette i et andet europæisk land, skriver Reuters.
65-årige Halyna Popriadukhina er blot en af dem, der har måttet flygte ikke bare en men tre gange, efterhånden som russiske styrker er rykket længere frem i det østlige Ukraine.
Hun er udmattet: ”Jeg er bange for, at der ikke er noget sted tilbage at flygte hen”, siger hun. Den ene af hendes sønner er meldt savnet i kamp, mens den anden formodes at være tilbageholdt af russiske styrker.
Krigen mærkes også blandt de civile i Rusland. Fx i den isolerede fiskerlandsby Sedanka i den nordvestlige del af Kamtjatka-halvøen over 7.000 kilometer fra frontlinjen, omgivet af skovtundra og sumpområder. Lige nu er der minus 10 grader, og frosten har stoppet for det rindende vand, indendørs toilet og centralvarme.
Men næsten alle mænd mellem 18 og 55 år er rejst for at deltage i det, Kreml kalder den “særlige militæroperation” i Ukraine. Ifølge lokale har 39 mænd fra landsbyen – ud af en befolkning på blot 258 – underskrevet kontrakt med militæret. Af dem er tolv er dræbt, og syv meldt savnet.
“Det er hjerteskærende – så mange af vores er blevet dræbt”, fortæller en kvinde, som BBC kalder Natalia af sikkerhedshensyn. “I næsten hver familie er der én, der kæmper.”
De samlede tabstal, nu hvor krigen bevæger sig ind i sit femte år, anslås til tæt på to millioner personer, hvilket understreger krigens enorme menneskelige omkostninger på begge sider.
Ukrainsk militær vurderer, at over en halv million soldater, måske op til 600.000 er enten døde, sårede eller savnede.
Russerne mister i gennemsnit 1.000 soldater om ugen, og vurderingen er, at mindst 1,2 millioner russiske soldater er døde på slagmarken. Ifølge et interview i Financial Times med tidligere CIA-direktør William Burns i sidste måned har Rusland et tab på 1.100.000 dræbte og sårede soldater mens 84.568 savnede.
Også civile har betalt en høj pris: 15.954 civile er blevet dræbt i Ukraine, mens 7.175 civile ifølge opgørelserne er omkommet i Rusland. Tallene kan ikke uafhængigt verificeres fuldt ud og varierer mellem kilder, men de tegner et billede af en krig med meget store og fortsat stigende tabstal.
2025 er opgjort til at være det dødeligste år siden invasionens start med en stigning i døde på 17 procent i forhold til krigens første år.
Alligevel ser det ikke ud til, at en våbenhvile er nært forestående. Kontrollen over Donbas, som er de industrialiserede regioner Donetsk og Luhansk i det østlige Ukraine, udgør fortsat det centrale stridspunkt i de USA-støttede fredsforhandlinger, der pågår i et forsøg på at afslutte Europas største krig siden Anden Verdenskrig.
Tidligere på ugen sagde en talsperson for EU-kommissionen, at EU ikke engagerer sig seriøst i forhandlingerne: “Vi ser, at Rusland fortsætter sine ubarmhjertige angreb på Ukraine. Dette afspejler, at Rusland ikke er klar til fred. Vi ser stadig ingen håndgribelige tegn på, at Rusland engagerer sig seriøst i fred”, skriver The Guardian.
Rusland kræver, at Kyiv opgiver de sidste 20 procent af Donetsk-regionen, som Moskva endnu ikke har erobret. Ukraines præsident Volodymyr Zelenskyj har afvist kravet, selv om han ifølge Reuters har sagt, at amerikanske mæglere bag lukkede døre har antydet, at det kunne være nok til at sikre fred.
Læs BBC og Reuters
Læs FN’s hjemmeside om Ukraine
Læs om tabstal på CSIS hjemmeside
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.