TEATER // INTERVIEW – En dansk klassiker kalder vi Tro, Håb og Kærlighed, Bille Augusts film efter Bjarne Reuters roman Når Snerlen Blomster. Men er den nye teaterudgave af ungdomsdramaet på Aarhus Teater også en klassiker? Holder tematikkerne om ungdommen i Brønshøj i begyndelsen af 1960’erne fortsat i 2024? POV’s Ole Blegvad taler med Bjørn og Anna, skuespillerne Emil Busk Jensen og Mette Klakstein, om ungdom og teater.
Et værk, på et værk, på et værk. Fra bog til film til teater. Det kan virke som om flere og flere af de forestillinger, der sættes op på landets teaterscener, har bund i værker, der stammer fra bøger eller film.
Fra filmkunstens begyndelse har man kendt til fænomenet, hvor der eksempelvis til Oscar-uddelingen er kategorien ”bedste filmatisering”. Her gives prisen til det bedste filmmanuskript baseret på materiale fra en anden kilde, typisk fra litteratur eller skuespil.
Aarhus Teater har de seneste år haft en betydelig andel af deres forestillinger, som bygger på i forvejen kendte bøger, TV eller filmværker. For at nævne nogle få.
Fra TV: Juleforestillingerne Pagten og Julefeber
Fra film: Ruben Östlunds Force Majeure og Melancholia af Lars von Trier
Fra bøger: Charlotte Brontës Jane Eyre og Stuepigerne af Jean Genet.
Lige nu kan man så se Tro, Håb og Kærlighed på Store Scene på Aarhus Teater. En dramatisering af et værk, der kan kaldes klassisk, og som i forvejen er kendt fra både litteraturens og filmens verden.
Når Snerlen Blomster // Tro, Håb og Kærlighed
Vi behøver handlekraftige mænd for
at kunne bevare vor styrke og lede
verden ad vejen til frihed.
– John F. Kennedy, 1963
Citatet fra USA’s daværende præsident er forord i Bjarne Reuters bog. Og fortæller ganske meget om den tid, bogen foregår i.
Bogen
Året er 1963. Det er The Beatles. JFK bliver skudt. Billig vermouth, illegale aborter og Bob Dylan. Der er også Bjørn og Brønshøj, fester, forelskelser og forældre. Det er venskaber, genvordigheder og et – på en og samme tid – morsomt og alvorligt kig ned i fremkaldervæsken, der, hvor ungdommen bliver til voksne.
Det er historien om Bjørn, Erik, Claus, Anni, Gudrun, Nete og alle de andre fra afgangsklassen på Brønshøj Skole.
Filmen
Året efter romanen udkom – og nærmest med det samme fik betegnelsen nyklassiker – blev den filmatiseret af Bille August.
Filmens anatomi betød, at persongalleriet blev skåret ind til benet. Hovedpersonen blev den charmerende arbejderdreng Bjørn. Fra ham følges spor til kammeraten Erik med den psykisk syge mor og den autoritære far. Til Kirsten, der kommer fra et velhavende hjem, og som Bjørn mod sin vilje bliver forlovet med. Og til Anna – den til filmen sammenskrevne nye person – som Bjørn bliver kærester med. Men den unge kærlighed går i stykker, da Anna bliver gravid, og får en illegal abort.
Filmen blev en stor publikumssucces, fik flotte anmeldelser og modtog flere priser.
Teater
40 år efter den legendariske film blev set af hele Danmark, har Aarhus Teater valgt at gøre Tro, Håb og Kærlighed til scenekunst.
Titlen mere end antyder, at opsætningen er en gengivelse af filmen, mere end af bogen, selvom teaterstykket har elementer med fra bogen, som ikke findes i filmen.
De kendte scener fra filmen er med på teatret, og der er skruet op for antallet af sange, som Bjørns band spiller.
Hvad siger Brønshøj 1963 de unge skuespillere i Aarhus idag?
Som skuespiller bliver man nærmest uddannet og opdraget til at spille klassiske værker af Shakespeare, Ibsen, Moliére, Strindberg, Holberg, Brecht o.s.v. Man trænes også i at stå på scenen og fortolke værker, der er dramatiseringer af bøger eller film.
Der er selvfølgelig meget håndværk i faget, men kendskab og præferencer er også en faktor, når stoffet skal formidles videre til publikum.
Jeg håber, teateroplevelsen kan være en mere upoleret kunstform end en redigeret bog- eller filmoplevelse
– Emil Busk Jensen
Jeg mødte to af skuespillere fra ensemblet på Aarhus Teater. To af dem, der spiller med i Tro, Håb og Kærlighed. Nemlig Emil Busk Jensen (26 år), der spiller hovedrollen som Bjørn, og Mette Klakstein (32 år), der spiller Anna.
Hvor meget kendte I til bogen og filmen, inden I gik i gang med forestillingen?
Emil Busk Jensen:
“Da jeg blev tilbudt rollen, havde jeg hverken set filmen eller læst bogen. Jeg havde dog set Zappa, der også er instrueret af Bille August med bogforlæg af Bjarne Reuter. Straks, da jeg fik rollen, læste jeg Når Snerlen Blomster og så Tro, Håb og Kærlighed.“
“Min første tanke var, at jeg gerne ville have set og læst værkerne, da jeg var teenager. De ramte virkelig plet, og var på hver deres måde rigtigt gode. Ved at se og læse fik jeg en referenceramme til karaktererne og universet.”
Mette Klakstein:
“Jeg havde ikke læst bogen, men da jeg var 15-16 år, så jeg filmen sammen med min mor. Jeg huske tydeligst Anna og Kirsten, som var dem, jeg kunne identificere mig med. Den voldsomme abortscene og Kirstens fest, der bliver ødelagt, fordi hun er ulykkelig forelsket i Bjørn, står stadig stærkt. Og så husker jeg de uhyggelige scener med Bjørn, hans psykisk syge mor og faren, der er utro. Da jeg så filmen igen, var det nok mest historien om Bjørn, der fangede mig, da han siger til faren: ‘Jeg har aldrig været barn, måske du også låser mig inde engang.’
“Da jeg så læste bogen, slog det mig selvfølgelig, at Anna-karakteren slet ikke findes i bogen. Bjørn og Erik er heller ikke venner i bogen. På den måde er der forskel på de to værker.”
Hvordan vil I beskrive jeres egen rolle og perspektiv for historien?
Emil Busk Jensen:
“Bjørn er ung og formår at charmere sig gennem livet. Han bobler af livsglæde, er udadvendt og energisk. Han er nok mere optaget af tidens nye musik end af sin skolegang. Han passer ikke rigtigt ind i skolen med lektier og forventninger. Da han bliver forelsket i Anna, åbner en ny verden sig for ham, men aborten betyder, at skridtet ind i voksenverdenen bliver meget voldsom og følelsesmæssigt hård.”
Mette Klakstein:
“Annas rolle er jo mere, det man kalder en funktionsrolle. Hun skal hjælpe hovedkarakteren, Bjørn, fremad i fortællingen. Anna kommer ind. Bliver forelsket, bliver gravid og forsvinder væk igen.”
“Man oplever hende som en stærk pige, der klarer sig selv. Hun er også en pige fyldt med sanselighed og livsglæde. I forhold til Bjørn, så tør hun leve med og i kærligheden. Det er spændende, hvad man som ung skal klare alene, og hvornår man søger hjælp hos sine forældre.”
“Hvis jeg tænker Annas rolle nutidigt, så ville hun være en ung kvinde, der bliver udskammet på nettet. Hun ville være turde at gå op mod krænkerne. Hun ville stå ved sin lyst og sin seksualitet. Det er stadig ikke tabufrit for kvinder – desværre langt fra. På den måde ville hun være et forbillede.”
Emil Busk Jensen:
Jeg tror, der er mange ting, en der er ung i 2024, kan genkende. Selvom man i dag godt kan få abort, så kender de fleste det, hvor man pludselig står helt alene med et problem. Moderne forældre taler nok mere med deres børn, end Bjørns forældre gjorde i 1960’erne. Alligevel kender man følelsen af ikke at ville sige alt til sine forældre. Den ”alenehed” er i min optik meget kendetegnende for det at være teenager.
Hvilke evige ungdomsproblematikker ser I?
Mette Klakstein:
“Jeg ser kampen, hvor individet står overfor fællesskabet. I teenårene vælter følelserne frem. I det ene øjeblik er man superegoistisk for så i det næste at have brug for sine venner. Man er identitetssøgende, og det er en vigtig overgang fra ungdom til voksen. Bjørn bryder med sine forældres baggrund ved at blive vild med ord og musik, mens Erik, på grund af sin familie, længes efter fællesskaberne.”
Emil Busk Jensen:
“Jeg ser fortællingen, som et smukt forsvar for unge mennesker. Man taler tit om de unge som egoister, der bare kigger ned i deres mobiltelefoner. Men de unge er også helte, der hele tiden tager svære valg. Man står meget alene med en masse problemer. Nogle problemer løser man alene, andre hjælper man hinanden med at løse. Jeg synes, forestillingen er en ærlig fremstilling af det at være ung. Man er et sted i livet, hvor man skal besidde nogle helt særlige kvaliteter.”
Vi kalder bogen og filmen for klassikere – men er teaterforestillingen så også en klassiker?
Mette Klakstein:
“Vi giver et bud på en fortolkning af Tro, Håb og Kærlighed. Bogen og filmen er vel klassikere, men det er svært at sige, om forestillingen bliver en klassiker. Det vil jo så kræve, at andre teatre vælger at genopsætte den.
Emil Busk Jensen:
“På teatret tager man tit en bog eller film, der er en klassiker, og så kalder man det også en klassiker på teatret. Eller man tager de gamle Shakespeare eller Holberg-stykker frem, som jo er teaterklassikere. Men som udgangspunkt er teater jo altid nyt. Hver aften er forestillingerne nye og levende på sin egen måde.”
“Hvis Tro, Håb og Kærlighed bliver sat op på en anden scene, så vil man formentlig gøre det på en helt anden måde, end vi har gjort. På samme måde fortolker man jo også de gamle teaterklassikere på nye måder igen og igen.”
“Teater er nærmest aldrig det samme – så hvis ‘en klassiker’ betyder, at være det samme, så findes teaterklassikere nærmest ikke. Modsat bogen og filmen. Hvis jeg siger ‘læs Når Snerlen Blomster eller se Bille August film Tro, Håb og Kærlighed‘, så vil alle mennesker læse og se det samme værk. Sådan er det aldrig med teater. Iscenesættelsen er forskellig fra opsætning til opsætning – selvom værket og ordene er de samme.”
Hvad kan teatret så bidrage med i forhold til bogen og filmen?
Mette Klakstein:
“Forhåbentlig kan vi – måske netop fordi folk kender værket på forhånd – overraske og give folk en god oplevelse. Jeg synes, vi giver vores bud på en stemning og på karaktererne. Filmen er jo nærmest dansk kult, alene derfor, kan det være en god følelse at samles, om noget man holder af.”
Emil Busk Jensen:
“Jeg håber, teateroplevelsen kan være en mere upoleret kunstform end en redigeret bog- eller filmoplevelse. Forhåbentlig er der en anden ærlighed og råhed, som er smuk at se på, når det hele foregår live fra teaterscenen. Filmen er så smuk og ren, med nærbilleder og alt det. Bogen er lidt mere rodet, i et vildere sprog, der afspejler ungdommen på en anden måde. Den tone, håber jeg forestillingen rammer.”
Tro, håb & kærlighed
Spiller på Aarhus Teater frem til den 4. oktober.
Iscenesættelse: Peer Perez Øian.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
