OPERA // ANMELDELSE – Tristans dybe tvivl og Isoldes stålfasthed bliver lagt blot i en enkel og essentiel iscenesættelse af Wagners storværk, skriver Knud Arne Jürgensen. Operaen forløses i al sin bredde og tyngde gennem en enkel og uhyre fokuseret iscenesættelse, hvor kærlighedens mystik og inderste væsen fremstår lysende klart.
I anden akts kærlighedsduet mellem Tristan og Isolde, udbryder Tristan spørgende: ”Dog, hvis hans kærlighed aldrig kan dø, hvordan kan Tristan da dø af sin kærlighed? (Doch, stürbe nie seine Liebe, wie stürbe dann Tristan seiner Liebe?). Denne sætning alene rummer måske hele operaens kerne, og vi sidder stadig tilbage overfor dette evigtgyldige, men ubesvarede grundlivsspørgsmål.
Wagner, der – mens han undfangede denne opera – selv var indfanget af en ulykkelig forelskelse, søgte med dette værk både at indkredse og skildre hele kærlighedens mystik og inderste væsen. At det lykkedes ham til fulde er i dag historie, men operaens fødsel var nu ellers svær nok. Den blev komponeret mellem 1856 og 1859, og det krævede al Kong Ludvig af Bayerns magt og vælde endelig at få gennemtrumfet en opførelse i 1865. Årsagerne til dette forløb var, at ingen sangere eller musikere i begyndelsen havde mod på at gå ombord i dette storladne værk, samt at datidens anti-Wagnerianerne også havde deres at skulle have sagt.
Af de tre akter skiller især 2. aktens kærlighedsscene for hovedparret sig ud takket være dens plastisk-sanglige intensitet
Men tryk avler som bekendt modtryk, og operaen blev på trods af sit uhyrlige længdeformat og dens ret beskedne antal rollepartier (en sangersekstet og et mindre mandskor) hurtigt en af komponistens legendariske fuldtræffere.
Tristan og Isolde med enkle virkemidler
I Det Kongelige Teaters nye opsætning af Tristan og Isolde er alt scenisk holdt på det helt essentielle plan med ganske enkle virkemidler: Et vuggende skibsdæk under en stjernehimmel i 1. akt, en hængende kærlighedshave i 2. akt, og en udbrændt slaggebunke til 3. aktens ‘Liebestod’.
Denne scenografi virker på bedste vis, fordi vi i dette værk egentlig kun har brug for en nøgtern ramme omkring de få vokalpartiers gøren og laden, eftersom deres interaktion alene ligger i det rent vokale og tekstlige, og ikke i selve scenegangsfærden. Her scorer opsætningen med sin stringente personinstruktion nogle af de højeste point.
At besætningen tillige er sangligt dadelfri og fysisk overbevisende gennem alle tre akter tilføjer kun oplevelsen yderligere fokus, så operaen til sidst fremstår som et stort og samlet kosmisk sort hul, hvori alt opsluges og intet undslipper.
I Paolo Carignanos musikalske ledelse lægges der ellers ud med et tempomæssigt temmelig langtrukkent og bredt anlagt forspil, der maner til mere andagtsfuld opmærksomhed end egentlig godt er. Men så snart tæppet går op, er vi på åbent, omend roligt hav, hvor alt både vugger og flyder fremad og dermed sætter spillet frit.
I sin debut som Isolde formår Elisabet Strid gennem hele forløbet på én og samme tid at tegne sine musikalske fraser som med en træpind i blødt sand og at mejsle dem, som var de skåret i marmor. Bryan Register som Tristan havde derimod undertiden mere svært ved at trænge gennem orkestrets lydmur. Men samtidig gestaltede han sin sceniske figurtegning kropsligt på overbevisende og meget fornem vis.
Af operaens sangersekstet bemærker man tillige den stærkt syngende Jens Søndergård som Tristans oppasser Kurwenal, den statuariske Hanne Fischer som en uhyre sikker og – som altid fristes man til at sige – velsyngende mezzo i rollen som Brangäne, tjenerinde for Isolde, samt Stephen Milling, der med al sin fysiske og vokale vælde naturligt udfylder rummet omkring hovedparret.
Af de tre akter i Tristan og Isolde skiller især 2. aktens kærlighedsscene for hovedparret sig ud takket være dens plastisk-sanglige intensitet, der i denne opsætning udfoldes som en art forløber for slutaktens monumentale afsluttende ‘Liebestod’.
Carignano lader heller ikke her orkestret holde sig tilbage, men udfolder al dets potentiale for fuld styrke, ligesom han også leverer øjeblikke af betagende tysthed og lader den berømmede skalmeje/engelskhorn-solo i 3. akts begyndelse stå dirrende i himmelhvælvet som et selvstændigt formet instrumentalt tonemaleri.
Men hvad der nok mest betager ved opsætningen er den egalitet, hvormed der synges for både fuld kraft og med en intensitet, der får kærligheden, dennes universelle kraft og endelige forløsning til at smelte sammen som i fuldbyrdet treenighed.
At Tristan og Isolde vækker til berettiget fem timers musikalsk og sanglig andagt forstår man til fulde efter denne opsætning.
Læs mere om opera, ballet og skuespil i POV kultur.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
