FILM // ANALYSE – Lars von Triers film, ‘The House That Jack Built,’ er en interessant film på mindst tre planer, skriver Juma Nellemann Kruse: Som en film i sin egen ret, set i forhold til Triers tidligere film – og for det tredje som en kommentar til ”I understand Hitler”-replikken i Cannes tilbage i 2011.
Ligesom fx Anti-Christ og Nymphomaniac er filmen både visuelt og dramaturgisk velfortalt.
Det første, jeg lægger mærke til, er, at fortællestemmen i filmen, som er mr. Verge, er en meget atypisk stemme i en Trier-sammenhæng, da han i overvejende grad er på de fleste publikummers side.
Jack påstår, han er kunstner, og den køber Verge ikke helt. Han synes, det lyder som en dårlig undskyld for at slå ihjel. Når man tænker på, at Jack kan betragtes som Triers perverse alter ego, er det tankevækkende, at denne stemme hele tiden bliver udfordret af Verge.
Det er faktisk et forsonende element, som ikke er særligt Trier’sk, og som både er filmens enorme styrke og svaghed.
Jeg kan godt lide, når kunsten går hele vejen uden at glatte ud
Det er en styrke, fordi det altid er godt at blive overrasket. Det er en svaghed, da Trier ville gå mere all in, hvis han udelod dette forsonende element. Filmen ville blive mere ren i sin brutalitet og dyrkelse af (masse)mordet, og jeg kan godt lide, når kunsten går hele vejen uden at glatte ud.
Agerende og passive ofre
Jack påstår, at han nævner fem tilfældige situationer med mord. Det er unægtelig en sandhed med modifikationer, da der er en klar dramaturgisk linje. Først myrder han tilsyneladende tilfældigt. I hvert fald er det en person, som opsøger ham, og ikke omvendt. I andet tilfælde er han mere opsøgende, da han forsøger at komme ind i et hjem ved at udgive sig for at være politibetjent.
I tredje tilfælde kommer der flere personer ind i billedet, nemlig en mor med to børn. I det fjerde tilfælde det en, som han har et forhold til, og som altså i princippet er tæt på ham. Og endelig flirter han med massehenrettelser og etnisk udrensning som det ultimative kunstværk.
Kvinder er ofre, fordi de opfører sig som ofre, og mænd er skyldige alene pga deres køn. Siger Jack. Og som meta-lag i filmen er det sikkert også en stikpille til #MeToo-bevægelsen
På en måde vender Trier mange af sine egne temaer på hovedet i denne film. Især i Guldhjerte-trilogien havde han kvinden i en offerrolle, men vel at mærke som agerende. Det var kvinder, som valgte at ofre sig for andre, og på den måde blev de også Kristus-figurer. Klart tydeligst illustreret i den fænomenale Dancer in the Dark, som i virkeligheden slutter med en korsfæstelsesscene. Det er stadig Triers bedste film efter min mening.
I The House That Jack Built er kvinderne også ofre, men det er på en uhyre passiv måde. Jack påstår, at kvinden er offer alene pga. sit køn. Kvinder er ofre, fordi de opfører sig som ofre, og mænd er skyldige alene pga deres køn. Siger Jack. Og som meta-lag i filmen er det sikkert også en stikpille til #MeToo-bevægelsen.
Kvinder er også nemmere at slå ihjel, da de er svagere rent fysisk, men det er først også fremmest deres offerrolle, der gør dem sårbare og ofre per se. Ifølge Jack.
Han går efter det kvindelige
Og det er netop det kvindelige, Jack går efter. Det første mord udløses først og fremmest, da en enerverende, irriterende snakkede kvinde går Jack så meget på, at han får nok. Han prøver ellers at hjælpe hende med donkraften (hun har brug for en jack, der virker). Grænsen går, da hun antaster ham på hans mandighed og kalder ham en wimp.
Anden kvinde antaster hans mandlige autoritet som politibetjent, og den tredje kvinde har fået noget, som kun kvinder kan – nemlig få børn.
Og så er der det ultimative værk, massehenrettelserne. Her er det tankevækkende, at det netop er en mand, der får Jack til at erkende, at han har begået en fejl
Og endelig er der Jackline (en kvindelig udgave af Jack-navnet). Jack siger, at hun har ”great tits”, og hun ender med at få skåret det, Jack selv opfatter som det mest kvindelige på hende, brysterne, af. Hun er også hans modsætning, da han er intelligent, og hun virker dum som en dør. Det siger han faktisk direkte til hende, og her må man næsten lidt ufrivilligt give ham ret.
Og så er der det ultimative værk, massehenrettelserne. Her er det tankevækkende, at det netop er en mand, der får Jack til at erkende, at han har begået en fejl, da han gør Jack opmærksom på, at han bruger en forkert patron (han bruger den forkerte type jacket).
Det er første gang i filmen, at Jack ikke får fuldført sit ærinde. Ikke mindst fordi han overraskes både af Verge og af politiet. Det er første gang, vi ser mr. Verge i filmen. Hidtil har vi kun hørt hans stemme.
Testamente og dom
Der er altså en klar dramaturgisk kulmination i alle fem hændelser, og en fortællestil flere steder, vi kender fra ikke mindst Nymphomaniac med et væld af digressioner.
Samtidig er det både raffineret og næsten arrogant tænkt, at han lader Verge spille af Bruno Ganz. Han er nok mest kendt for at have spillet Hitler i Der Undergang. Her lader Trier altså Verge alias Bruno Ganz alias Hitler forsøge at få greb om og forstå Triers perverse alter ego, nemlig Jack. Med andre ord en omvendt Cannes.
Filmen er reelt en lang syndserkendelse, selvom netop ordet synderkendelse ikke er velvalgt her, da Jack ikke angrer noget som helst
På den måde er filmen også et testamente, og tallet 12 – som moderen i den tredje hændelse kalder sit yndlingstal – er da også centralt for Trier, da han indtil denne film har instrueret netop tolv spillefilm siden filmskolen. Det er virkelig overlegent, hvis man spørger mig, og selvfølgelig må han her vise klip fra en anden undergangsfilm, nemlig sin egen Melancholia.
Filmen er reelt en lang syndserkendelse, selvom netop ordet synderkendelse ikke er velvalgt her, da Jack ikke angrer noget som helst. Faktisk er filmen blottet for moral. Personerne er nok bange for Jack, fordi de ikke vil slås ihjel, og mindst en kalder ham pervers. Men dette at slå ihjel er allerhøjest ulovligt. Der er faktisk ingen i filmen, der fælder moralske domme over Jack.
Ikke engang Verge, fortællerstemmen, som ellers må siges at være på publikums side. Man kan sige, at alene dette at de til sidst bevæger sig rundt i en undergrundsverden, der kaldes Helvedes, er udtryk for en dom. Men faktisk er ikke engang Verge særlig moralsk i sine udtalelser, selvom han helt sikkert synes, Jack er langt ude på et overdrev.
Også selvom Jack faktisk ikke siger noget, Verge ikke har hørt før.
Nej, dommen står Jack strengt taget selv for. For da han får valget mellem at få sig selv ud af Helvede, eller at gå med Verge to cirkler op, vælger at han klare sig selv. Her er det værd at overveje, hvor man mon kommer hen, hvis man går to cirkler op.
Det er for resten tankevækkende, at huset, som har givet The House That Jack Built sit navn, er det eneste, han ikke klarer helt selv (udover den forkerte patron, hvor han også bliver korrigeret af en mand). Her får han nogle hints af Verge, inden det bizarre hus bliver lavet.
Men Jack har åbenbart i sin tur rundt i Helvede ikke fantasi til at forestille sig, at han kan have brug for hjælp til at komme ud af Helvede, selvom han lige har fået at vide, at det ikke er lykkedes for andre at klare netop det.
Hans kolossale selvovervurdering bliver også hans dom.
POV er et uafhængigt, læserstøttet medie.
Kan du lide Jumas tekster, kan du støtte hans arbejde direkte via hans MobilePay på 21605350
Fotos: PR.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
