POLEN // ANALYSE – Den tidligere justitsminister Zbigniew Ziobro er anklaget for omfattende magtmisbrug fra sin tid i den nationalkonservative PiS-regering. Først søgte han tilflugt i Viktor Orbáns Ungarn, siden rejste han til USA, hvorfra Polen nu kræver ham udleveret. Også Ziobros tidligere viceminister er flygtet. Opgøret med PiS’ otte år ved magten fortsætter dermed, mens Polen nærmer sig et nyt parlamentsvalg, der igen kan ændre landets politiske kurs.
Zbigniew Ziobro var justitsminister i den nationalkonservative PiS-regering 2015-2023, som han indgik i som formand for sit eget lille parti Suwerenna Polska (Suverænt Polen). Nu ønsker den liberale centrumregering ham udleveret til Polen, hvor anklagemyndigheden har rejst 26 anklager mod ham fra hans tid som justitsminister. De omfatter blandt andet beskyldninger om, at han har overført penge fra Retfærdighedsfonden i ministeriet til katolske og andre organisationer uden for fondens fokus, men med relationer til Suverænt Polen og PiS.
På den centrumliberale side af det dybt splittede Polen opfattes han som en kriminel, der har svigtet sit land
Det er misbrug af embedet og offentlige midler, da fonden var oprettet til at hjælpe ofre for kriminalitet. De øvrige anklager drejer sig om ledelse af en kriminel organisation, underslæb, køb af aflytningsudstyr for fondsmidler m.m. Det mulige misbrug af fonden er alvorligt, dels fordi det samlede beløb er højt, ca. 260 millioner kr., dels fordi det er foregået rutinemæssigt.
Blandt Ziobros kritikere spekuleres der i, om det kan have været hans hensigt at yde økonomisk støtte til en kreds af personer og organisationer, der til gengæld kunne bidrage til vælgernes begejstring for hans parti Suverænt Polen eller overføre penge til partiet. Suverænt Polen var i valgforbund med det store PiS og havde en tilslutning på under 5 pct. Partiet var mere højreradikalt end PiS med en endnu hårdere linje over for EU, kriminelle og homoseksuelle samt en kraftig betoning af de katolske værdier.
Den nationalkonservative PiS-regering blev efter valget i 2023 erstattet af Donald Tusks centrumliberale regering, og Ziobro blev en jagtet person. Det lykkedes ikke anklagemyndigheden at få ham til afhøring, fordi han forsvandt og i øvrigt meldte, at han var alvorligt syg. Kort efter fik han i 2024 asyl i Ungarn med beskyttelse af Viktor Orbán, der nægtede at udlevere ham.
Også hans viceminister Marcin Romanowski flygtede fra Polen og formodes nu at opholde sig i Transnistrien. Han er anklaget for 11 ulovlige forhold fra tiden med Ziobro og Retfærdighedsfonden. Der er udstedt en europæisk arrestordre mod Marcin Romanowski.
Ziobro er en tv-stjerne
Det er ikke alle i Polen, der mener, at Zbigniew Ziobro har misbrugt sit embede og bør stilles for retten. Ziobro har siden sin ankomst til USA i maj 2026 været kommentator for den store polske nationalkonservative tv-station Republika. Stationen fremstiller ham som uskyldig og politisk forfulgt – en holdning, der deles af Polens nationalkonservative fløj.
Valgkampen vil snarere komme til at handle om støtten til Ukraine og forholdet til EU. Dermed får valget stor betydning for resten af Europa
På den centrumliberale side af det dybt splittede Polen opfattes han som en kriminel, der har svigtet sit land.
Sager og skandaler
Ziobro-sagen er et eksempel på en række kritisable forhold i PiS-perioden (2015-2023), som var præget af magtfuldkommenhed. PiS-regeringen havde en utraditionel opfattelse af magtens tredeling og var ofte i opposition til EU’s krav om en demokratisk basis og et uafhængigt retssystem.
Daværende justitsminister Ziobro var ansvarlig for at indrette retssystemet, så det kunne styres af regeringen. Tilretningen af retssystemet bevirkede i øvrigt, at en højtstående dommer, Tomasz Szmydt, måtte flygte til Belarus på grund af sin rolle i sagen og i øvrigt er anklaget for spionage mod Polen.
Andre sager og skandaler i PiS-regeringen er fx den såkaldte Pegasus-affæren, der bestod af indkøb af aflytningsudstyr og dets ulovlige brug over for politiske modstandere, hvilket blev støttet af Retfærdighedsfonden. Endnu en skandale er Cash-for-visa, hvor polske konsulater i samarbejde med udenrigsministeriet gav indrejsetilladelse til borgere i tredjeverdenslande mod betaling, hvorved de kunne rejse videre i EU-området.
Om et år er der parlamentsvalg i Polen, og der forventes et tæt løb mellem på den ene side den nationalkonservative fløj med PiS og mere højreradikale partier og på den anden side partierne omkring midten og regeringen ledet af Donald Tusk. Emner i valgkampen bliver dog næppe fortidens sager og skandaler, som næppe længere overrasker mange polakker. Tiltroen til det politiske system er uhyre lav, og politikerleden er høj. Valgkampen vil snarere komme til at handle om støtten til Ukraine og forholdet til EU. Dermed får valget stor betydning for resten af Europa.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.