Anmeldelse II – Tove, Paprika og Monica i “Viktors værelse”

i Featured/Kultur af

Nej –  jeg falder ikke i svime over Paprika Steen, der spiller Tove Ditlevsen på Folketeatret i denne tid.

For jeg har tidligere set hende og Lars Brygmann i et ægteskabeligt drama med store udladninger i Østre Gasværk i “Hvem er bange for Virginia Wolf.” Dengang hed de Martha og George, nu hedder de Tove Ditlevsen og Viktor Andreasen. Også her er de hærget af had og kærlighed, tilsat sprut og svovlende beskyldninger.

Skal et parforhold virkelig rumme så meget had og så lidt kærlighed?

 

Men jeg er fascineret og frastødt af, hvad et ægteskab kan rumme. Det er meget fjernt fra mit eget liv, at hverdagen kan bestå af så grove overskridelser af den andens grænse. Af så mange forfærdelige ord, der spyes ud udelukkende, fordi man ved, at den her, den rammer plet.

At man alligevel er så bundet af den anden i noget, som nogle vil kalde kærlighed, men som jeg vil kalde sanseløs elskov. At man vil gøre en person, man siger, at man elsker så højt, så meget ondt. Og at det kan fortsætte så længe, indtil en af dem bryder afhængigheden af den anden.

Første del af forestillingen foregår mens ægteskabet består, anden del efter han har forladt hende og hun er indlagt på den lukkede.

Knugende kunstneriske slagsmål om magt

Scenografien er smuk og enkel, og rædselsvækkende, når Tove hører stemmer og de kryber op om hende, eller når en lille pige dukker op. Hvem er hun? Toves datter? Tove som barn? Var der noget med moren, der var hård ved hende som barn? Hendes bog Barndommens Gade dukker op i erindringen.

Det mest knugende er deres kunstneriske slagsmål. Hun sidder fast i et borgerligt liv, og kan ikke skrive. Han er den handlekraftige chefredaktør på Ekstra Bladet. Men han kan ikke tåle hendes berømmelse, så han må nedgøre og håne hende: “Du kan jo ikke skrive mere!”. Lige op i hendes åbne ansigt og også gerne overfor fremmede. Så kan hun svare igen med tilsvarende ydmygelser af hans talent og håne ham for at have et sidespring med en ganske ung kvinde.

Man kan roligt sige, at jeg fik noget med hjem. Lige det spil dem imellem dukker hele tiden op. Skal et parforhold virkelig rumme så meget had og så lidt kærlighed?

En bovlam Klaus Rifbjerg

Hun tager en slags hævn, mens hun er på den lukkede. For her kan hun skrive, sjovt nok. Det bliver til bogen “Vilhelms værelse”, en fin titel, fordi selv om deres fælles hjem også var hendes værelse, så kan hun hverken skrive, leve eller ånde der. Han får ikke engang sit rigtige navn på romanen, men alle ved, at Viktor og Vilhelm er én og samme person. Vi ser forestillingen, der heldigvis giver hende ejendomsretten til det, hun har skrevet: “Toves værelse”. Det er kunstnerisk frihed at gøre en ung Klaus Rifbjerg til ven af familien. Godt, han er død. Jeg tror, han ville have brokket sig over at blive udstillet så bovlam og svag.

Jeg havde håbet, at Paprika Steen var mere underspillet, for vi ved, at hun kan spille drama queen, skrappedulle og primadonna. Hvis jeg var instruktør, ville jeg foreslå hende, at være mere stille i sine svidende bemærkninger. Ubehageligheder, der hvisles stille ud mellem tænderne svider mere, end når de råbes.

Lars Brygmann er bidende ond som Victor Andreasen, men har for svag en rolle i anden del. Omend han leverer bemærkningen, der får Tove til at tage en fatal beslutning.

Da scenen ikke gik i sort

Paprika Steen er nomineret til en Reumert for rollen som Tove Ditlevsen. Jeg havde håbet, at hun var mere underspillet, for vi ved, at hun kan spille drama queen, skrappedulle og primadonna.Hvis jeg var instruktør, ville jeg foreslå hende, at være mere stille i sine svidende bemærkninger. Ubehageligheder, der hvisles stille ud mellem tænderne svider mere, end når de råbes.Men hun ligner Tove, når pandehåret er lidt for langt og hun stavrer rundt på bare fødder i underkjole eller sidder ved skrivemaskinen og hamrer i tasterne. Hun er Tove, når hun krænger sin sorg og skuffelse ud: Anerkend mig dog for mit talent, mand! Og så savner jeg, at scenen går i sort til sidst, sådan som det gør for Tove. Vi vidste godt, at det var slut for Tove, men var i tvivl om forestillingen var færdig. En ikke uvæsentlig detalje.

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at blive venner med os på Facebook. Her får du alle links til vores nye artikler. Del også gerne artiklen med andre. Vi har ikke noget reklamebudget.
Pressefoto: Thomas Petri for Folketeateret – Lars Brygmann og Paprika Steen

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Monica Krog-Meyer, tidl. radiovært, nu skribent, pensionist og mormor.
Født 1950, programmedarbejder og studievært. Har taget turen fra P3, via P4 og til P5.
Jeg skrev i 2010 "Plus-alderen - vi bliver jo bare ved!", der medfører mange muntre foredrag rundt i Danmark.