BØGER // ANMELDELSE – Med udgivelsen af Cecilie Linds roman Bristefærdig er vi nødt til at spørge os selv om værdien af kvindelige forfatteres litteratur om det at blive eller være mor. En hel generation af danske, kvindelige forfattere kapitaliserer efterhånden på jævnt ligegyldige bøger om moderskabet, der til gengæld finder læsere i det brede publikum. Det er et tab, skriver Christian Rømer Stokbro.
Cecilie Lind har med Bristefærdig skrevet en kafkask tekst om det at blive mor til en ting, et nogen eller noget andet end et barn; hun har skrevet om væmmelse og kærlighed, om at være bristefærdig på så mange måder – og på godt og ondt. Det er på mange måder et ambitiøst værk, men det er desværre også i lange passager udfordret af tomgang.
Min anke er, at romanen ikke rigtig kan finde ud af, hvad den vil være
Bogens hovedperson, der hedder Cecilie, er en ung kvinde i starten af 30’erne, som drømmer om nærhed gennem seksualiseret anerkendelse: ”Jeg ønskede alles kærlighed. Kærlighed i hvilken form det skulle være” og lidt senere: ”jeg vil så gerne byde mig til”. Og med et brændende ønske om at blive mor – også selvom det knuser virkeligheden.
Det lykkes hende faktisk at blive gravid, men da hun føder, siger hospitalspersonalet, at der er tale om en svulst, og herfra begynder jegets psykose at blive rigtig fremtrædende. “Barnet er ikke et barn”, lyder det, hvormed tingen anerkendes sprogligt som værende både et barn og noget fremmed.
En psykiater skriver om hovedpersonen: ”Obs på psykose”, og der er i den kontekst kun meget lidt ambivalens at finde i fortællingen, og derfor bliver romanen heller aldrig helt så sødmefuld smertelig, som den gerne vil være.
Men der er passager, hvor ambivalensen trods alt lurer:
”Hun er svær at fotografere. Hendes udseende kommer ikke til sin ret på de billeder jeg tager af hende, når hun ligger og strækker sig, er så fin, har store, åbne øjne og retter dem mod mig, åbner den lille mund og måske smiler. Men jeg kan ikke fastholde hendes dejlighed. Det er som om hun mister sin kraft så snart jeg forsøger at reducere hende til et øjeblik. Hun ser bleg ud og livløs ud på billeder, hendes øjne gnistrer ikke og hendes hud er underligt grå og knoppet”.
Et andet sted hedder det: ”Det sandsynlige er at jeg har mistet forstanden. At jeg har malet læber og øjne på en rådnende tumor”. Det bliver næsten gotisk. Måske det er beskrivende for bogen? Den er næsten noget, den gerne vil være.
Cecilie Linds lange passager
Lind dvæler i lange passager – særligt i første halvdel af bogen – ved liderlighed, angst og en regredierende anorektisk selvforståelse, der ret hurtigt bliver redundante, mens romanen i perioder glemmer at være roman og i stedet bliver staccatoagtigt poetisk – og nogle gange simpelthen løber over i poesibogspoesi. Et eksempel på sidstnævnte kunne være det digt, Lind citerer fra Lars Skinnebachs I ly og refererer til i en note i bogens kolofon; digtet indkredser på overbevisende måde det ubehjælpsomme i Linds projekt.
”langt væk lyser et vindue op
som en mandarinbåd
mine følelser er kar
fyldt med vand
som aliens ryster deres vinger i
i byen slår vi blikket ned
når lyset tager
ved ik hvem
du minder mig om”
Enjambementerne fungerer ikke – og måske er det heller ikke tænkt som andet end knækprosa –, mens billedet af vinduet, der lyser op, ”som en mandarin”, virker tilfældig og uden nogen logisk sammenhæng med det, der bliver forsøgt uddybet. Værre bliver det der, hvor Skinnebach forfalder til at forbinde følelser og vand, som utilgiveligt nærmer sig at rime hjerte med smerte.
Det er Skinnebachs digt, men i og med Lind citerer det i sin roman, gør hun sig medskyldig i dårligt lyrisk håndværk og tenderer at udstille den dårlige smag for det læsende publikum.
Den distancerede umodenhed, jeg oplever som en anke ved alle Linds bøger, kommer konkret og selvfølgeligt til udtryk i en af jegets fantasier om et familieliv (mor, far og organisk materiale): ”jeg kunne kalde hende prinsesse og Jakob ville kysse mig og kalde mig for dronning. Vi ville spise candyfloss i ballongyngerne, se ud over byen”. Jegets selvpotenserende fortælling kammer til sidst over i en tåkrummende sentimental scene:
”Mor
Og så skal roserne gro fra dig.
Og så skal skønheden komme fra dig”.
Bristefærdig handler også om omsorgssvigt
Sideløbende er Bristefærdig også en bog om omsorgssvigt, om ikke at blive set som andet end et vedhæng til en smuk, men drikfældig mor. Måske er hovedpersonens vanvid bare den anden side af morens galskab. Hvem ved?
Bristefærdig er således også en bog om en dyb, dyb længsel efter at høre til; om en bristefærdig sorg; om en bristefærdig kærlighed, men den bliver aldrig rigtig nærværende, fordi den aldrig rigtig tillader jeget at være menneske, før hun er litteratur, og det er bogens svaghed – både som litteratur og portræt af et psykisk sygt menneske.
Min anke er, at romanen ikke rigtig kan finde ud af, hvad den vil være. Skal den fortælle om psykisk sygdom, om omsorgssvigt og det deraf følgende jegtab eller om fremmedhed? Ingen af delene behandles med særlig stor indsigt, det bliver med andre ord overfladisk og derfor sentimentalt.
I stedet kredser den gennem store dele af bogen om de mest ligegyldige og gentagende passager om en liderlig og grænseløs kvindes forsøg på at komme hjem.
Og er vi så endelig ikke også snart nødt til at spørge os selv, om værdien af kvindelige forfatteres litteratur om det at blive eller være mor. En hel generation af danske, kvindelige forfattere kapitaliserer efterhånden på jævnt ligegyldige bøger om moderskabet, der til gengæld finder læsere i det brede publikum, som på sin side lader den mest flade smag definere vores evne til at være i verden.
Det er et tab, en form for sentimental selvoptagethed, som det er svært at bygge noget levedygtigt på, hvis det levedygtige handler om noget andet end, at nogen læser noget og er underholdt derved.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og