TEATER // ANMELDELSE – Der er masser af ungdommelig energi i forestillingen om Tove Ditlevsens coming-of-age. Der er liv og nærvær i de karaktererne, og der er angst, svære følelser, rørende håb, handlekraft og mindre melankoli end hos Ditlevsen, skriver Ole Blegvad begejstret. Men han ville ønske, at de unge debutanter havde fået lov til at lave deres egen 2021-version.
Vi er til forestillingen “Man Vokser Op”, der spiller på Stiklingen, Aarhus Teaters mindste scene.
Kulissen midt på scenegulvet snurrer rundt i høj hastighed. Der er sex med bare bryster og pik, nazi-soldater og tyskerpiger, brune barer med cigaretrøg og jazzmusik, mænd med pædofili-tendenser, fraværende voksne og børn, der bliver til teenagere, der snart bliver til voksne.
Vi er i Tove Ditlevsens univers under Anden Verdenskrig. Der er fart på. Måske så meget fart og teatertorden, at man til tider savner tonen af følsomhed og melankoli, som kendetegner Tove Ditlevsens værker.
Ligesom Kirstens livsbekræftende slutmonolog bliver forestillingens smukkeste og mest rørende øjeblik
Ideer er to forestillinger i en. To énakter dramatiseret over Tove Ditlevsens romaner: Den næsten ukendte For barnets skyld fra 1946 og debutromanen Man gjorde et barn fortræd fra 1941, der velsagtens er forfatterens mest kendte roman.
De unge indtager scenen
På Aarhus Teater kalder de konceptet ”Dramatikerdebut”. Ideen er at give plads til to unge studerende fra linjen for dramatisk skrivekunst på Den Danske Scenekunstskole i Aarhus.
På den måde er teatret med til at fremme talentudviklingen, som det hedder, og er med til at præsentere ny dansk dramatik. Det hele skal så smelte sammen i et samarbejde mellem Aarhus Teater og Den Danske Scenekunstskole. Sidste år hed forestillingen ”Kærlighedens Forrykte Former”, der bestod af to nye dramatiske værker, som Johanne Petrine Reynberg og Josephine Eusebiusskrev efter forlæg af den østrigske forfatter Stefan Zweig.
Dramatikerne og iscenesættelse
I år er de skrivende studerende dels Ingeborg Thomsen, der dramatiserer ”For barnets skyld”, og dels Regina Rex, der har skrevet ”Man gjorde et barn fortræd” om til scenekunst.
Begge dramatikere bruger samme fortælleteknik, hvor skuespillerne kombinerer rollen som fortællende karakterer, der sætter scenen – tid, sted, situation – for derefter at indgå i dialog med de andre spillere. I ”Man Gjorde Et Barn Fortræd” er replikkerne holdt i et gammeldags sprog, så situationerne placerer tilskuerne i Tove Ditlevsens oprindelige univers i 1940’erne.
Emil Prenter og Lasse Steen er et par af tidens unge skuespillere, som man har lyst til at se sammen, fordi de dækker hinanden så godt af.
Hele vejen rundt er ”Dramatikerdebut” en teaterbane for ungdommen. Instruktionen er lagt i hænderne på Sigrid Johannesen, der bedst kendes for hendes samarbejde med Christian Lollike på Teater SortHvid. Hun lykkedes rigtigt godt med at give Tove Ditlevsens tekster et liv på scenen.
I iscenesættelsen af ”For Barnets Skyld” har Sigrid Johannesen valgt at bruge Bertolt Brechts verfremdungsteknik, hvor skuespillerne ikke taler til hinanden, men taler til publikum. Hele ideen er, at publikum mere skal betragte end blive involveret gennem følelser. Historien har den 12-årige Birgit som hovedperson. Hun kommer i klemme i forældrenes skilsmisse, morens nye mand, farens egoisme og den mere avancerede veninden, Birgit.
Det hele foregår med København og den tyske besættelse under Anden Verdenskrig som kulisse og skæbne for personerne. Tove Ditlevsen har altid en meget præcis indlevelsesevne i og solidaritet med barnet. I Sigrid Johannesens instruktion af ”For barnets skyld” hænges rollerne lidt for meget ud i strakt arm.
Andet akt er ”Man gjorde et barn fortræd”. Nu er hovedpersonen Kirsten på 19 år. Kontorelev. Det er Tove Ditlevsens coming-of-age historie om klasseforskelle og fattigdom, om ensomhed, kærester, forældre og oplevelser i den tidligere barndom, der fremkalder angst, men også – til sidst – giver håb og handlekraftighed.
Hele historien varer på scenen 40 minutter. Det er måske lige det korteste til at udfolde Tove Ditlevsens romanforlæg. Ikke desto mindre lykkes det Sigrid Johannesen at lave nogle klaustrofobiske teaterrum, hvor man føler Kirstens angst i vejen fra teenager til voksen. Ligesom Kirstens livsbekræftende slutmonolog bliver forestillingens smukkeste og mest rørende øjeblik.
Skuespillerne
Skuespillerne fordeler rollerne mellem sig. Det er i sagens natur ikke alle roller fra bøgerne, som er med. Skuespilleren Luise Skov spiller rollerne som Birgits mor og som Kirsten i ”Man gjorde et barn fortræd”.
Man kan sige, at ulempen ved ”Dramatikerdebut” er, at skuespillerne skal skifte roller i pausen, men Luise Skov udfylder begge roller med stærkt nærvær, så man stoler på hendes figur både som mor og som teenager. Luise Skov har lige høstet fine anmeldelser for sin rolle, som Julie (i pudsigt nok ”Romeo og Julie) på Vendsyssel Teater. Lur mig, om hun ikke pludselig får en hovedrolle på Aarhus Teaters store scene eller på film.
Amanda Friis Jürgensen spiller de øvrige kvinderoller. Det gør hun uden problemer, men da hun stadig er studerende på Scenekunstskolen, har vi lovet ikke at anmelde hendes præstation.
Mændene spilles af Emil Prenter og Lasse Steen. Emil Prenter spiller den nye mand til Birgits mor og både Kirstens far og ”den skumle mand” i ”Man gjorde et barn fortræd”.
Lasse Steen spiller Birgits charmerende og egoistisk far i ”For barnets skyld” og Kirstens ordentlige, men kejtede lægestuderende-ven, Jørgen, i ”Man gjorde et barn fortræd.”
Det kunne være spændende, hvis Aarhus Teater – eller andre af landets scener – turde slippe ungdommen løs
De er begge med i ensemblet på Aarhus Teater og uddannet indenfor de seneste år. De kan skifte skuespiller-gear i forhold til stemning og følelser indenfor få øjeblikke. Fra råb til stilhed. Fra komik til tragisk. Fra indlevelse til fravær. Fra kærlig til hadefuld.
Det er tredje gang, jeg ser dem optræde sammen – det gjorde de også i ”A Clockwork Orange” og ”Ordet”. Skuespil er bare som Kasper Hjulmands tropper: Jo bedre spillerne kender hinanden, des bedre spiller de sammen. Emil Prenter og Lasse Steen er et par af tidens unge skuespillere, som man har lyst til at se sammen, fordi de dækker hinanden så godt af.
Toves internationale succes
Som en, der ofte er i Berlin, er det en glæde at se Aarhus Teater gribe fat i værker af Tove Ditlevsen. Tyskland har nemlig, sammen med USA, opdaget Tove Ditlevsens forfatterskab for nylig.
For eksempel har den store forretning Dussmann das KulturKaufhaus i Berlin Mitte haft en stor opstilling med nye udgivelser af den danske forfatter. ”Der Kopenhagen-Trilogie” har forlaget kaldt ”Barndom”, ”Ungdom”, ”Gift”.
”Selvbiografisk forfatterskab, som man gerne vil bøje sig for. Endelig, endelig kan Ditlevsens trilogi læses på tysk!”, lød det i en tysk avis.
Derfor er det en fornøjelse, at Aarhus Teater følger med på den internationale scene og tænker, at hvis udlandet kan nyde godt af Tove Ditlevsen, så kan vi også. Eksperimentet med Tove Ditlevsens værker på scenen er en succes – og nogle skulle gøre det. Tak til AT.
Slip ungdommen løs
Hele ideen med ”Dramatikerdebut” ér god. Og ideen med at bruge unge skuespillere, instruktører og scenografer (David Gehrt gør det igen strålende med en dukkehus-agtig-kulisse) er alletiders. Og ideen med at indkapsle forfatterskaber i to korte akter er en god idé. Men …
Men det kunne være spændende, hvis Aarhus Teater – eller andre af landets scener – turde slippe ungdommen løs. Nu har Aarhus Teater valgt at lade de unge dramatikere skrive med rod i Tove Ditlevsens tekster. Tekster, der i den grad beskæftiger sig med de bånd, som voksne lægger på børn og unge, så båndene følger de unge ind i voksenlivet bl.a. som angst, traumer osv.
Hvis vi voksne ikke giver plads (økonomisk og indholdsmæssigt), så ender vi med at ”Gøre en scenekunst-generation fortræd”
Sådan helt firkantet: Er det ikke de samme kunstneriske traumer, ”vi gamle” (og i dette tilfælde Aarhus Teater) lægger ned over ungdommen? ”Skriv ud fra vores fantastiske forfatterinde Tove Ditlevsens værker. Hun er god. Hun er på verdensscenen. Hende skal vi lave til scenen i nye ungdomsfortolkninger”.
Nu prøver jeg at lege en stemme i en Tove Ditlevsen roman: ”De kan brænde ud eller stå og blafre ubeslutsomt i vinden. De voksne, der ikke tør give chancer. De voksne, der tror, de giver slip, men kun slipper, hvis de har kontrol. De voksne, som kun slipper kontrollen, hvis ungdommens frie spil kan sælge billetter. De kan være så varme, at man brænder sig, eller så kolde, at kroppen isner. Kom nu, voksne kulturudbydere, giv os en reel chance. Tro på os.”
Og med mine egne ord: Jeg kunne godt lide ”Man vokser op”, men jeg ville måske i virkeligheden heller se en forestilling med Ingeborg Thomsen og Regina Rex’ egne 2021-historier og Sigrid Johannesens egen 2021-iscenesættelse. Med skuespillerne Lasse Steen, Emil Prenter, Luise Kirsten Skov, Amanda Friis Jürgensens input og 2021-tankegang i David Gehrt 2021-scenografi.
Hvis vi voksne ikke giver plads (økonomisk og indholdsmæssigt), så ender vi med at ”Gøre en scenekunst-generation fortræd” – og det ville Tove Ditlevsen ikke kunne lide.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
