POV SPORT // 18. ETAPE – Jonas Vingegaard afgjorde finalen på årets sidste bjergetape i Touren med en spektakulær finish og udsigten til at have vundet verdens største cykelløb samlet.
Årets Tour de France tog sin begyndelse og Grand Depart med holdpræsentation i Tivoli midt i København, og dér ender den sandsynligvis også en dag forsinket, når den 25-årige dansker, Jonas Vingegaard, vender hjem fra Paris med den gule trøje på overkroppen.
For meget skal gå galt for torsdagens vinder, Vainqueur Vingegaard, hvis han ikke kører ind til Byernes By som samlet vinder af verdens største cykelløb på søndag.
Der resterer lige en pandekageetape fredag og en enkeltstart lørdag, hvor kun mekanisk uheld, styrt eller corona, kan forhindre danskeren i at gentage Bjarne Riis’ Tour-triumf for 26 år siden, som ligeledes endte i den store folkefest på Rådhuspladsen og i Tivoli.
Og så endda med trumf på samme sted, som Bjarne Riis afgjorde Touren i 1996, på toppen af Hautacam i Pyrenæerne.
Det kan godt være, at svigermor Rosa for år tilbage nåede semifinalen i Den Store Bagedyst, men vi er oppe i en lidt anden kategori, når man vinder Den Store Bjergdyst, som sidste års nummer to har gjort i suveræn stil i dette års udgave af Tour de France.
Ikke mindst og endnu en gang med Wout van Fuld Faert først ude af startblokken, som han har været stort set lige siden København
Alene af den grund, at Jonas Vingegaard vandt to af de sværeste bjergetaper i henholdsvis Alperne og Pyrenæerne med voldsom margin til de seneste to års vinder i skikkelse af Tadej Pogacar. På Col du Granon med næsten to et halvt minut på 11. etape og på torsdagens 18. af slagsen med godt ét minut ned til Pogacar. På de øvrige bjergetaper i årets Tour-udgave med Pogacar som vinder har Vingegaard siddet med over stregen, så man ikke kunne stikke meget mere end en lagkagebund imellem duellanterne.
Torsdagens overvældende sejr skulle så også ses i lyset af en magtdemonstration af en anden verden af løbets stærkeste hold, Jumbo-Visma. Ikke mindst og endnu en gang med Wout van Fuld Faert først ude af startblokken, som han har været stort set lige siden København, og Rolf Sørensen og så mange andre har siddet og bandet og svovlet over, indtil de som oftest sidst på dagen er blevet mildnet, fordi der som regel var en slags mening med galskaben.
Det var der i hvert fald i dag, da Wout van Aert godt nok blev hentet i første hug, men sidenhen kom afsted i en større gruppe og jernede så hårdt derudaf, at løbets stærkeste mand i grønt var i stand til, efter holdets kaptajnfluepapir, Sepp Kuss, havde givet slip, at føre Jonas Vingegaard et godt stykke op ad Hautacam.
Tourens moment
Indtil den direkte duel var en realitet og alligevel ikke var det, for danskeren så sit snit og svaghed i kombattantens blik eller tråd og satte i fuldt bjergautomatgear godt fire kilometer fra mål. Det gear kunne Pogacar ikke følge med i og måtte over på manuel gearstang for at få trukket jernhesten det sidste stykke op.
Måske var han også en smule mærket af det styrt, han endte i i et sving på nedkørslen fra næstsidste stigning, da cyklen gled væk under ham i gruset i rabatten. Vingegaard havde minutter forinden afværget en lignende skæbne, da han på næsten mirakuløs vis fik rettet op på rammen, da han klikkede ud af pedalen på den småstenede nedkørsel.
Tadej Pogacars styrt omfattede samtidig også etapens smukkeste moment, da Vingegaard for fuld foroverbøjet fart nedover hen over skulderen alligevel noterede sig Pogacars uheld, og danskeren sænkede farten, så de kunne køre ordentligt væddeløb mod hinanden igen. Med sportsmanshippets håndtryk fra sloveneren, da han nåede tilbage til Vingegaard.
Men op ad Hautacam var der ingen nåde fra Vingegaards side. Han foldede vingerne ud, da han fandt det betimeligt og fløj uhindret fra Pogacar og resten af et aldeles splintret favoritfelt ned over den stejle bjergskråning.
For kritikerne var der såmænd også en vis dansk symbolik at finde i torsdagens etape, som med dansk fortegn også kunne tituleres Snydepelsenes Bjergtoppe. Første stigning hed Col d’Aubisque, som i 2007 var Michael Rasmussens endestation i bogstavelig forstand. Både fordi han vandt etapen dertil, havde stort set afgjort Touren ved samme bedrift, for så senere på aftenen at blive kylet ud af løbet af sit eget hold for at lyve om sine whereabouts.
Ligesom Bjarne Riis’ endegyldige triumf, da den stod på kattens leg med musen med Miguel Indurain, holdkammerat Jan Ullrich og de øvrige medfavoritter op ad Hautacam. Det skulle sidenhen vise sig, at det ikke ligefrem var fløde, Riis havde slikket i sig for at fuldende bedriften.
Michael Rasmussen blev detroniseret, mens Bjarne Riis’ Tour-titel står endnu i de officielle annaler i modsætning til eksempelvis Lance Armstrongs syv sejre.
Prikkerne med hjem
Touren tog også sin begyndelse i Danmark i prikker, da Magnus Cort kørte sig i den polkadottede bjergtrøje, og den kommer også med hjem igen, fordi Jonas Vingegaard nappede den med i farten på sit ridt i Den Store Bjergdyst.
Og om alt går vel, og ingen af de indledningsvise uheld indtræffer, hele tre ting, og man ved aldrig, hvad der gemmer sig i et Kinder-æg, så får den kronprinselige startpistol i København også en royal sløjfe fredag, da etapen har mål i Cahors, hvor kongefamilien ejer sit vinslot og Prins Joachim bor med sin familie. Derfor har han fået tildelt æren at iføre vinderen af dagens etape den gule trøje. Måske fra en dansker til en anden, da Mads Pedersen er blandt fredagens favoritter.
Og hvis jeg sad i marketingafdelingen hos, i øvrigt leverandør til Det Kgl. Danske Hof, Glyngøre Tun, ville jeg nok overveje at sætte vand over til et parti eller to folieret i gult…
Husk at like og følge POV Sports Facebookside
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
