POV SPORT // HVILEDAG: Man må gerne se sig over i skulderen. I vores hæsblæsende hverdag gør vi det sjældent, men Inger Tejlgaard Olesen Ravn gav sig tid til at reflektere over Tour de France næsten uden for hoveddøren i Vejle.
Det tager et kort øjeblik, men det slipper aldrig en helt igen.
Rytterne er lydløse i den enorme larm, der ellers omgiver løbet. Luften er fyldt med støj: Bilerne, motorcyklerne, tilskuernes uendelige jubel.
Et kort åndeløst øjeblik glemmer man sig selv, man indsnuser, lytter, øjnene kører rundt i kraniet for at fange, fastholde, men det er umuligt, det hele er bevægelse, en sammensmeltet masse af skinnende farver, først bagefter sorterer man desperat i drømmesynet, hvad var det jeg så?
Også på den indre nethinde flyder alting sammen: Den stramtsiddende lycra, mærker, hold, hjelme, hår, ansigter, en næse, en hage, solbriller, uendelige mængder af hager, næser, solbriller, ansigter, hud strammet ud over arme og ben, alle nuancer af brun og gylden.
Hvis hud, hvis arme, hvis ben?
Man aner det ikke.
Tour de France-feltet, når det ses fra vejsiden er en sammenvokset cyberorganisme af beklædning, krop, styr, hjul, ben, gearkranse, stel og hud, et mangehovedet uhyre, der glider lydløst forbi, få sekunder strukket ud til en uendelighed.
Så ruller det igen, verden ruller videre, rytterne er væk, blikket vendt mod næste mål, på vej, på vej, altid på vej.
572 skridt fra min fordør.
Så langt var der til Tour de France-afgangen på søndagens etape.
Hvad der gik forud …
Det er søndag morgen, jeg tager alting med ro, total afslapning, drikker lidt kaffe, læser lidt, drikker lidt kaffe, går i bad, drikker lidt kaffe, tænker: ”Nå ja, det var jo også den Tour der, jeg må da hellere gå ned og se, hvad der sker.”
Det er selvfølgelig lodret løgn, så cool er jeg overhovedet ikke, jeg er faktisk vildt spændt og ovenud begejstret, for altså … Tour de France, ikke? I Vejle, ikke?
For henved 25 år siden var Tour de France en fast bestanddel af min sommerferie. Hvert år tog min daværende kæreste og jeg til Frankrig med vores racercykler og så brugte vi alt mellem fire og seks uger på de franske landeveje.
Jeg stod på Champs Élysées i ’96, da store Riis kørte ind i gult, året efter sad jeg på tribunen i Disneyland, Paris, bag den samlede Telekom-delegation underholdt af Olaf Ludwig og Jens Veggerby og så til på storskærmen, da lille Bjarne verfede sin specialbyggede enkeltstartscykel ud i en mark, en Telekom-investering på over 100.000 kroner, som jeg husker det, til grin for åbent tæppe. You go, girl, Bjarne, det ville jeg sat’me også have gjort! Stilheden hos Telekom!
Og nu er det nu, det er nu, det skal være, det er nu, det skal være virkeligt.
Ude på vejen er Tour de France-vandringen i fuld gang. Biler er parallelparkeret, sydeuropæisk tæt og familier med både bedstemødre og barnevognsbørn, går, humper, kravler, spadserer og småløber ind mod byen.
Det danske Tour de France-folk
Jeg kommer forbi en klassisk nudansk matriark-familie bestående af 3 ret solide madammer, et par småpiger og en teenage-ranglet og kantet knægt på omkring de 14. Damerne diskuterer jovialt: Den retning eller den?
Knægten læner sig afslappet og selvbevidst op af sin mountainbike, rytter-positionen afluret, han er klædt i sort, hjelmen og solbrillerne er sorte, hans ansigt er lagt i uudgrundelige folder. Det kan godt være, det er damerne, der diskuterer, men i dag er det ham, der styrer. Det her show er for hans skyld.
Overalt studerer og sonderer folk terræn, diskuterer sandsynlige udfald af den angivne rute
Et venindepar i midten af 40’erne, hver med sin lille hund i snor, hver med en kæmpe strandkurv under armen og en festivalstol over skulderen kommer spadserende, mens jeg hører dem ivrigt snakkende og pegende: ”Derhenne er der et sving, så sætter de farten ned!” ”Men hvad med skygge? Vi skal være her i fire timer – det er ikke fedt at sidde i solen så længe … ”
Overalt studerer og sonderer folk terræn, diskuterer sandsynlige udfald af den angivne rute: Hvor ser man bedst, hvad giver det bedste øjeblik, den største oplevelse? Min gamle matematiklærer fra folkeskolen ville være gået i spagat af begejstring over den iver, hvormed vinkler, længder og tid kalkuleres for at finde det rigtige sted at placere sin campingstol og finde termokaffen frem.
Nede ved torvet foran det gamle rådhus er der tæt af stemmer, og det er svært at skubbe sig frem. Jeg vil egentlig bare hen at have en kop kaffe fra den lokale kaffebar, men jeg ved ikke, om der allerede er lukket for gennemgang.
”Hej Inger!” siger en stemme bag mig, og det er Belinda, min ”står-lige-og-snakker-på-gaden-veninde”, som jeg altid møder og gerne bruger en time på at samle op på verden med, også selvom det kun er tre dage siden, vi sidst stod og samlede op.
Hun er i gul ”tour-værtinde-t-shirt” og står med en stak kort og flyers i hånden. Det vidste jeg egentlig godt, jeg så hendes opslag i en lokal facebook-gruppe for et par uger siden, hvor hun spurgte, om der var andre, der også skulle være frivillige. Det var der overraskende mange, der skulle. Folk er trådt til.
Jeg spørger hende, hvor meget tid de har brugt på det?
”Jamen, vi” – hun peger på veninden Ulla – ”meldte os til for 3-4 måneder siden. Og så brugte vi en dag for en måned siden. Og så info og udlevering af rekvisitter, t-shirts og klappekort og sådan, her til morgen.”
”Hvornår skulle I så op? Hvornår får I fri?” vil jeg vide.
”Jamen, vi mødte ind her kl 07:30 og er på til 15:30. Og så er vi der ved borgmesterens afrunding i Mariaparken kl 16:30.”
Jeg kigger mig omkring. Klokken er kun lidt over 10, og der er flere lag tilskuere ved barrikaderne
Jeg nikker, lidt imponeret. Det er trods alt det arbejdende folk, de bruger en søndag på det, hvor man kunne have ligget på stranden eller gået en tur og spist is. Vi bliver afbrudt af et ældre ægtepar, der gerne vil have kort. Inden jeg slipper helt, er jeg dog nødt til at spørge: ”Den gule neglelak! Har du også fået den udleveret, eller er det bare dig, der har leget?”
”Hahaha, det er bare mig!”
Jeg kigger mig omkring. Klokken er kun lidt over 10, og der er flere lag tilskuere ved barrikaderne, Belinda og Ulla og de andre frivillige er ikke de eneste, der er stået tidligt op for at nå til Tour de France.
Der er glade og forventningsfulde ansigter og ivrig snak overalt.
Senere falder jeg i snak med Anne-Mette (75) og Erik (76), der er fra byen. Anne-Mette plejer ikke at interessere sig for cykling, ”… men når nu det sker lige her, hvor vi bor … ” Hun smiler op til sin mand: ”… og han vil gerne følge med… ” Erik nikker: ”Ja, det er jo sådan en del af sommeren. Tv’et kører, og man lytter med, hvis nu der sker noget. Så skal man da se det.”
Hele verden er kommet til Vejle
Lidt efter klokken 11 indtager også jeg min venteposition: En campingstol ved den officielle afgangslinje. Også her står folk i lag, der er to timer til rytterne kommer forbi. Jeg falder i snak med en englænder, James, der står bag mig.
Han er taget til Vejle fra Vordingborg her til morgen, i går var han i Roskilde, på festival og for at se Tour de France-afgang. Han har boet i Danmark de sidste tre år, men rejser hjem om en måned, når hans kontrakt udløber, hjem og passe sin mor, der blev enke tidligere på året. En ung italiener falder ind i snakken.
James cykler også selv og er vild med de danske veje, han synes biler og cykler er enormt hensynsfulde over for hinanden
Vi kigger på motionsrytterne, der kravler op ad Jellingvej under stor hujen, Tour de France-bilerne, der kører forbi. Vi snakker om cykling. James cykler også selv og er vild med de danske veje, han synes biler og cykler er enormt hensynsfulde over for hinanden. Jeg undlader at kommentere, at jeg nok har hørt en og anden bilist give ondt af sig over de ”forbandede cykelryttere, der tror, de ejer det hele”. I dag er alle cykelfans.
På et tidspunkt prikker James til mig og peger ned på en skikkelse i fuld uniform.
Gendarmerie står der på ryggen af skikkelsen, der langsomt nærmer sig vores plet. Da den franske betjent kommer tættere på, kan jeg se, det er en køn ung kvinde. Hun smiler til mig, da hun er nået helt hen. Det er først nu jeg opdager påskriften: Escorte prèsidentielle. Hm.
Har vi haft præsident-besøg?
Løbsledelsen, hovedsponsorerne, holdvognene, Fransk TV, vogn for vogn med kortere og kortere intervaller, til de til sidst kører helt tæt: Vi er ved at nå ind til kernen af det hele, det mytologiserede og feterede midtpunkt, der indtil nu har skjult sig i kulissen som en 1800-tals jomfru.
Og endelig, endelig… lyden af helikopterne, der hænger lavt over ens hoved, det piftende hujende spektakel, der kan høres længe, før det kan ses, lydstyrkens stigende intensitet efterhånden som noget nærmer sig, stadig uden for synsvinkel, men det kommer tættere og tættere på, øjeblik for øjeblik indtil
…
Og bag efter den pludselige tomhed, hvori man kan høre insekternes svirrende liv.
Omkring en rasler træer og buske sagte med bladene.
Overalt summer det af stilhed.
Det er sommer, det er sol, det er søndag. James og jeg giver hinanden hånden og ryster: ”Nice meeting you!” ”Yeah, you too!”
Måske er der noget, jeg har overset?
Tilbage er der at gøre regnskabet op. Man har allerede halvt glemt alt det, der er gået forud. Planlægningen, arbejdet, ideerne, visionerne og DISKUSSIONERNE. Det var jo før, og nu er det efter.
Butikken på gågaden, der får facaden malet gul for en halv million, har det sin rimelighed? De smukke gule blomsterdekorationer i Mariaparken, der bliver væltet om, hvordan er det de unge opfører sig? Det helt forbløffende antal cykel-lig, der er blevet malet gule og som nu pryder parker, alléer, gader og stræder, hvad sker der med dem? Præsterne på cykel: Kørte de i præstekjole? Og i så fald, hvad har de på nedenunder? Og kommer vi nogensinde videre, hvis vi først har fået svar på det?
En undskyldning for at drikke sig i hegnet” mener min træningsbuddy Michael
Det lokale erhvervsliv har haft et travlt forår, begivenhederne har ligget back to back i kalenderen, hver uge har der været nye bannere over gågaden alle med et budskab i forskellige varianter af countdown, et budskab om folkefest.
”En undskyldning for at drikke sig i hegnet” mener min træningsbuddy Michael, da han en søndag i maj slentrer forbi mig, der sidder bænket i solen foran en kaffebar. Vi betragter banneret over vores hoveder, der annoncerer fransk aften. Michael er tørlagt alkoholiker, tidligere misbruger af alt, hvad der kan inhaleres, drikkes, snøftes, sprøjtes eller sluges. Nu arbejder han i hjemmeplejen, træner i samme center som mig, går tur med venindens hund og plejer sin KOL.
Jeg er tilbøjelig til at give ham ret, som jeg sidder der, den søndag med min kaffe, mine bøger, mine solbriller og måske tilføjer jeg noget surt og gammelkonet om, at det også, alt sammen, altid handler om penge og profit.
Hjemvendt fra den store fest i den lille by, ser jeg, at det er mig, der ikke har fattet det.
I tiden op til har det måske handlet om alt muligt andet: penge, profit, planlægning, prestige, hvad ved jeg.
Men i dag handlede det om én ting:
At være en del af det, at være med, at være derude, se det, mærke det, høre det. Den største sportsbegivenhed dette år kan byde på. Lige uden for fordøren.
Bogstaveligt talt: 572 skridt fra min fordør kørte rytterne over afgangslinjen til dagens etape af touren.
Under et spurt-opgør i slut-halvfemserne, på hvilken etape ved jeg ikke, hvilket år ved jeg heller ikke, om det overhovedet var til Tour de France eller til et andet cykelløb står faktisk hen i det komplet uvisse, men jeg ved, at under et spurt-opgør i slut-halvfemserne kommenterer Jørn Mader lakonisk:
”Alt, hvad der er grønt, kan vel deles.”
En klassisk Mader-kommentar, han siger det bare uden yderligere forklaring, og det forlader mig aldrig.
I dag tænker jeg: ”Alt, hvad der er gult, kan vel deles.”
Husk at like og følge POV Sports Facebookside
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
