Prisfester, premierer og røde løbere. Er der noget bedre, hvis man holder af film og de folk, der laver dem? Til årets Berlinale vandt Trine Dyrholm fortjent en sølvbjørn som bedste skuespillerinde for sin store præstation i Thomas Vinterbergs ‘Kollektivet’. Det er fantastisk, intet at skamme sig over. Hun fik prisen overrakt af selveste Meryl Streep.
Årets første filmfestivaler har allerede nu betydet mange billeder af en lind strøm af kendte og mindre kendte filmstjerner på kilometervis af rød polyester. Det ser så nemt ud at ankomme, stadset ud og styltet op. Sågar morsomt, når man ser de mange boblende smil i smukke ansigter i omtrent enhver billedserie.
Medmindre man snubler op af trappen som f.eks. Dame Helen Mirren forleden i Berlin, men det gør de færreste. Og selv det gør mindre, når man er den, der skal dække eller læse om det. For det handler kun om få gode billeder. Seværdig og klikværdig.
De professionelle fotografer til disse events står oftest lige indenfor med linser på spring som bazookaer. Udenfor står andre bag afspærringer, klar til en hurtig kommentar fra stjerner uden overtøj, der fryser med anstand under varmekanonerne. I hvert fald, når premieren falder i Berlin i februar, hvor jeg har været til festival on/off siden 1998.
Denne aftens premiere er ’Queen of The Desert’ af Werner Herzog, der måske åbner herhjemme i løbet af foråret, et helt år efter. I stedet for at gå ind, da publikum satte sig, finder jeg en plads i siden. Fotograferne sidder på et podie, og jeg har lyst til at se Nicole Kidman og hendes medspillere ankomme. Jeg er ikke taget til festival for et anerkendt dansk medie, så det er ret begrænset med stjernestøv på de dage, hvor jeg står op kl. 5.30, er i billetkøen udenfor kl. 7 og ellers rakker rundt i et ishamrende koldt Berlin for at se film. For egen regning, i øvrigt. Så jeg tager gerne det her med.
Der er stille i foyeren på Berlinale Palast, hovedbiografen under festivalen. Fotograferne taler lavmælt og høfligt med hinanden, overholder rangorden på billige klapstole. Og så ankommer skuespillere og instruktør. Lyden ruller ind, den lave torden af en menneskemængde, der jubler på en underspillet tysk måde. Kameraholdene til tv-stationerne og diverse andre får deres skud, og efter behørig vinken, muligvis autografskrivning, skrider stjernerne mod indgangen i samlet flok.
Så snart, det overhovedet er muligt, knipser det samlede podie løs som besat og kalder folk ved fornavn. Undtagen Herr Herzog, naturligvis.
Holdet stiller sig venligt og let stift op på række, som skueretter, der ser i de retninger, der forlanges af dem.
– NICOLE! Damian! James! Nicole, little bit more shoulder, please!
Det gælder om at skifte stilling hver tredje eller fjerde sekund, hvis man ikke skal se for død ud i sværen. Man kender sin bedste vinkel, men man må variere den, så der er noget at se på. Skuespillerinden har det ultimative trick. Det er helt magisk at opleve det. Da alle har haft ansigtet i de rigtige, seriøse folder (det er trods alt et historisk drama af Herzog), læner hun sig ind til Damian Lewis, den ene af hendes karakters to love interests.
Nicole Kidman hvisker noget, der ikke kan høres over kakofonien af råb og klikkende udløsere. Han ser undrende på hende.
Hun tager en yndig hånd op for munden og får tilsyneladende et mindre grineflip. Knækker sammen og retter sig op igen. De andre skæver til hende, ved ikke, hvad der er så skægt. Men det er åbenbart meget morsomt. Der kastes med håret, gestikuleres, skælmskheden vælder ud af Nicole Kidman og over de andre, der overgiver sig og morer sig med hende. De ser levende ud. Det varer kun et kort øjeblik. Men længe nok til at alle ser ud til at have en fest. Længe nok til at jeg selv i en næsten uvillig rus også tager billeder af optrinnet. Hun forfører os.
Så går de op ad den lange trappe. Jeg må vente, til de er kommet backstage, hvor festivalleder Dieter Kosslick vil hilse på dem. Jeg har tid til at finde min plads inden de bliver ført ind i salen til sofarækken (som de kun sidder på, indtil filmen er gået i gang). Jeg tager elevatoren, for der er ikke adgang for dødelige på trappen, mens stjernerne går på den. Det er klart.
Jeg falder i snak med en sidemand fra Østrig, da jeg får sat mig. Hendes veninde er syg med Nicole Kidman. Jeg ærgrer mig over, hvor grynede mine billeder er, men kan se at Kidman stråler på dem. At tricket virker. At hun får de andre til at skinne. Jeg sender sidemanden billederne, føler mig som en paparazzi. Publikum klapper, de kommer ind nu, jeg kan ikke se dem, jeg sidder for højt oppe. Men jeg kan næsten mærke, at de smiler. De er stadig på arbejde. Som de vil være det for filmen i mange måneder fremover. Filmjournalisterne ved, at skuespillere enten elsker eller hader den del af jobbet. Visse siger også, at f.eks. Streeps takketaler er nogle af hendes ypperligste roller. Det hører til faget at præstere.
Jeg er stadig imponeret af optrinnet, da mørket sænker sig i salen. På en måde rører det mig mere end selve filmen kunne.Villigheden til at sikre os andre de bedste billeder fra løberen.
Kunne du lide, hvad du læste? Doner gerne: MobilePay 28109674
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
