KONCERT // ANMELDELSE – Brahms’ to korværker Nänie og Altrapsodi opført i smuk og inspirerende konstellation med Debussys orkesterværker Nocturnes og La Mer.
At tale om en fransk-tysk musikalsk akse gav god mening i ugens Torsdagskoncert, hvor Brahms og Debussy var sat overfor hinanden: Den første med to af hans stærkeste korværker, hvor de vokale dele på forbløffende vis er anvendt, som var de instrumentale bestanddele mere end egentlig vokale. Deroverfor stod Debussy, som med sin billedskabende instrumentale behandling vækker stærke mindelser om menneskestemmer, der lyder i det fjerne og vikler sig ind og ud af orkesterhelheden.
Men ellers er de to komponister af hver sin selvstændige og personlige støbning. Illustrerende evner på megaplanet og orkesterbehandling i de fineste former besidder de dog begge ligefuldt og fuldt jævnbyrdigt.
Med korværket Nänie fra 1881 baserer Brahms sig tekstligt på Friedrich Schillers digt, om hvordan selv det allerskønneste i tilværelsen skal forsvinde. Ligesom han gør det med sit vel berømteste korværk Ein Deutsches Requiem fra 1868, ville komponisten også her sætte et musikalsk minde om en bortgangen person, der stod ham nær. Men værket er langt mere end en musikalsk gravskrift. Som korsats udtrykker Nänie smerten ved at erkende, at selv det mest ophøjede og smukkeste i menneskelivet er og forbliver forgængeligt. Dermed står dette værk tilbage som et åndeligt testamente fra Brahms’ side om selve jordelivet og dets livsbetingelser.
Rapsodien har en mere operamæssig og religiøs tone over sig end Brahms’ forudgående korværk
Dette forløses i en kvarterlang korsats, som i en samlet og uafbrudt strøm foredrager Schillers tekst gennem et intenst sangligt forløb, hvor musikken og teksten indbyrdes driver hinanden fremad og hen over orkestrets spil. Begge dele blev ved denne opførelse forløst med netop den grad af indre ro og klanglig intensitet, som værket fordrer, for at kunne forløse den særegne kontemplative styrke, det bærer i sig.
I koncertens følgende Rapsodi for alt, mandskor og orkester op. 82, der almindeligvis blot omtales som Brahms’ Altrapsodi, formidles de tre satser mere i en art glidende overgang fra recitativisk sang til egentlig koncertarie, for så til sidst at kulminere i en korsalme for mandskoret, der kommenteres af vokalsolisten. Rapsodien har dermed en mere operamæssig og religiøs tone over sig end Brahms’ forudgående korværk.
Solisten, canadiske Marie-Nicole Lemieux, stod her centralt med stor stemmeklang, der dog viste sig lidt svag i dybden og med ret abrupte overgange fra piano til forte og vice versa. En overbevisende vokal styrke forblev dog hovedindtrykket af hendes sang, men den ledsages samtidig af en lidt for ufraseret udformning af strofernes indre forløb.
Dirigenten, italienske Daniele Rustioni, ledsagede hende sikkert, men måske en smule ensformigt i udtrykket. Dog fik han gennem sine meget sikre tempovalg i begge Brahms-værker skabt både stor plads og rum omkring musikken, så denne fik sin rette dimension, som noderne både kunne klinge i og klinge ud af.
Debussys geniale orkestereffekter
Efter pausen bevægede vi os til den franske side af aksen, hvor Debussy med sine to orkesterværker spillede ud med illustrerende naturskildringer. Først hans Nocturnes fra 1899, der i tre satser skildrer såvel uhåndgribelige som håndgribelige fænomener i form af enten drivende skyer henover himmelhvælvet eller jordnær festivitas, for til sidst at munde ud i sirenernes sang henover havoverfladen. Især sidste sats, som nærmest lagde direkte op til koncertens afsluttende programpunkt, blev her forløst med en særegen blanding af både fascination og uhyggestemning.
Komponisten har tydeligvis hengivet sig til udforskningen af sin egen musiks forførende egenskaber. Og at man vitterlig indfanges af orkesterets ”sirenesang”, så man næsten føler sig sat overfor et ikke eksisterende kor, der synger gennem instrumenterne, er uafviseligt. Med frapperende virkninger viser Debussy her sit mesterskab i instrumentalt at skildre, hvad ellers kun den menneskelige stemme formodes at være i stand til at formidle.
Den centrale sats i koncertens sidste programpunkt, La Mer fra 1905, er af Debussy også benævnt Bølgernes leg (Jeux de vagues). Den står tilbage, som en af de mest inciterende og differentierede orkestersatser han nogensinde skabte. Med sine underfundige og næsten fjernøstlige klange bringer den stærke mindelser om Puccinis orkestrale mellemspil i operaen Madame Butterfly, som havde haft sin urpremiere kun året før La Mers førsteopførelse.
Orkesteret dansede kropsligt tæt sammen med ham helt frem til Debussys allersidste akkorder
Med rent ud geniale orkestereffekter gør Debussys her gentagne gange brug af to harper, der hver for sig udfører modsat rettede glissandi fra henholdsvis de dybeste strenge til de allerøverste, men det vel og mærke i et let forskudt forhold til hinanden, så man helt fysisk fornemmer bølgernes rullen langs og op imod hinanden.
Disse, samt talrige andre effekter kom tydeligt op til havoverfladen gennem Rustionis prægnante direktion, der undertiden måske var af mere illustrerende end egentlig anførende karakter.
Med sine stærke fysiske udtryk og en nærmest mimisk gestik er hans egentlige særkende som dirigent af udpræget illustrativ art. Men at bebrejde ham for ikke at danse med musikken, det kan man ikke, for det gør han! Og orkesteret dansede kropsligt tæt sammen med ham helt frem til Debussys allersidste akkorder under denne brusende ocean overfart.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
