Sommerfugle i regn

Arne Herløv Petersen 18.01.2018

Hvor er alle sommerfuglene når det regner?

I solen flakser de om mig
De sætter sig på ribsbusken
og folder dydigt vingerne sammen
De stiger to og to mod det blå
og binder ellevilde sløjfer af luft
om hinanden

Gedehamsen knitrer sin gul-sorte advarsel
Hvepsefluen viser sit frygtelige hvide ansigt
så blottet for træk som en snebold
Bredtægerene hægter sig mageligt sammen
Triungulinerne vifter med alle de små forben
for at lokke jordbien ned
så de kan springe op og gribe fat om dens bugpels

I solskin er haven levende
og alle buskene summer

De første dråber
falder sørgmodigt
Endnu i faldet
lukket om sig selv
i en glitrende dråbe
Men i nedstyrtningen i regnvandstønden
splintret og udslettet

Og haven ligger tømt tilbage

Jeg har prøvet at følge sommerfuglene
når de forsvinder i regnen
Jeg har set efter på bladenes underside
og i læ under græsstrå
Jeg har skrabet i jorden
og spejdet op under tagskæg
Men de er der ikke

Sidder de som sammenrullede paraplyer
i en garderobe
et sted under skræppebladene?
Har de knyttet sig sammen
til næsten usynlige vingekugler?
Skifter de farve
så man ikke kan se dem
når de kliner sig ind mod træets bark?

De er der ikke
De er ikke i vores verden

Når de kan lugte
en regndråbe
falde
glider de gennem sprækkerne
i tiden

Løvtæger og urtesvirrefluer
Mosskorpioner og løbebiller
Stor bredpande og blygrå lavspinder
Gulfodet dyndflue og snegleådselsbille –
Alle glider de ned i ormehuller og revner
og kommer ud på den anden side

Alle havens insekter har samme mål
De sætter sig på en brontosaurus
der ligger og grynter i en muddersø
engang i kultiden

De folder vingerne ud mod den evige sol
De ryster haven af benene
De tripper over øglens tykke læderhud
De danner summende kredse
og danser deres tidsrejsedans
indtil et signal gennem tidssprækken
fortæller dem
at solen er vendt tilbage til menneskenes tid

Så folder de sig sammen
og glider igen gennem tidssprækken
flade som dankort i en pengeautomat
og kommer tilbage til mig

De flakser om hjortetrøst
De sætter sig på solbærbusken
De stiger to og to mod solen
og binder usynlige sløjfer om hinanden

Arne Herløv Petersen: “Fugle kan ikke flyve”, Det Poetiske Bureaus Forlag, udkommer 18. januar.
Topfoto: Pexels.

Arne Herløv Petersen (1943) er forfatter og oversætter, bosiddende på Langeland. Han har arbejdet som journalist ved Aktuelt og Ritzaus Bureau og som redaktør af Studenterbladet 1963-65. Han tog studentereksamen i Milwaukee i Wisconsin i 1961 og i København 1962. I 1971 blev han cand. phil. i historie, med speciale om Emil Wiinblad og Social-Demokraten 1881-1911, materiale herfra er i omarbejdet form udgivet som artikelsamlingen Fra den forkerte verden (2004). Allerede i 1954 i en alder af 11 år blev Arne Herløv Petersen ansat ved Social-Demokratens børneside. Han fik som 15-årig sin debut i 1958 i antologien "Unge meninger om Vi Mennesker", og sin selvstændige debut i 1962 med "Digte". Hans romandebut fulgte i 1963 med "Morgensol og glasskår". Arne Herløv Petersen har udgivet omkring 500 oversættelser, hovedsagelig af amerikansk litteratur. Han har blandt andre oversat Jack Kerouac, Thomas Pynchon, Kurt Vonnegut, Philip Roth, Norman Mailer, Douglas Coupland, Richard Ford, James Lee Burke og James Ellroy. Desuden mange oversættelser af science fiction, blandt andre Ray Bradbury, Isaac Asimov, Arthur C. Clarke, J.G. Ballard. Dertil kommer oversættelser af lyrik, blandt andre gendigtninger af kinesiske kortdigte, oversættelser af James Joyce, Edgar Allan Poe, Lewis Carroll, Edward Lear, Jean-Joseph Rabearivelo og Kobayashi Issa.