MUSIK // ANMELDELSE – Ion Marin overtog dirigentstokken ved et afbud, men bragte en rig, sensuel læsning af Debussys symfoniske digt En fauns eftermiddag med sig, skriver Alexander Meinertz. DR Symfoniorkestret spiller fantasibilledet som én krop.
Den britiske komponist Thomas Adès’ nye komposition for violin og orkester, Märchentänze, Eventyrdanse, (2020) med finske Pekka Kuusisto som virtuos solist er nyheden på DR Symfoniorkestrets Torsdagskoncert 20. januar, hvor den rumænske dirigent Ion Marin afløser en sygemeldt Nicholas Collon på podiet.
Inspirationen fra Ralph Vaughan Williams til Adès’ engelske danse er – med en hyldest til Williams’ The Lark Ascending – helt åbenlys i suitens tredje sats, ’A Skylark – for Jane’, hvor Kuusistos flyvske, luftige violinsaltomortaler vægtløst løfter sig højere og højere, men modsat Williams’ enlige sanglærkes forsvinden finder vej tilbage til orkestrets strygere, der som en sværm af vinger samler sig i en symfonisk sort sol.
Den 15 minutter lange suite er i dets ydersatser først og fremmest en eksperimenterende og humoristisk udforskning af orkestrets spektrum af lyde og synkopering, fra de dybeste til de allerlyseste, skingre registre. En rytmisk dansende effektleg, der kulminerer i den melankolske andensats, hvor Pekka Kuusisto lægger sit instrument på brystet og skælmsk fingerspiller det som en banjo.
Billedskabende og sanselig
Ion Marin fører kompetent, koncentreret og præcist, men måske en anelse tøvende, DR Symfoniorkestrets musikere ad de ukendte gange i Adès sindrige, nye arkitektur, men viser overlegent flyvende mesterskab i sin dybe, tydelige læsning af Igor Stravinskijs farveprægtige 50 minutter lange balletpartitur, Ildfuglen (1910) og Claude Debussys korte, intense tonefantasi Prélude à l’après-midi d’un faune, Forspil til en fauns eftermiddag (1894).
Fra Ildfuglens ulmende gløder i åbningens rytmiske ostinato til stikflammerne i tryllefuglens første flugt over scenen er Marin en teatralsk fortolker af fortællingen i dens musikalske og følelsesmæssige kontraster mellem menneskenes – prins Ivan og tsarevnaens – og den overnaturlige verden, Ildfuglens og troldmanden Kastchei.
Som strygerne lægger sig over træblæserne og får selskab af harpens spillende arpeggio, samler oplevelsen sig af orkestret som en krop i ekstase
Indsatsen er billedskabende, overraskende dynamisk og kraftfuld med friske tempi og sans for magi og ligefrem en ømhed i persontegningerne, mødet mellem Ivan og Ildfuglen og selvfølgelig mellem prinsen og tsarens datter.
I Prélude à l’après-midi d’un faune er Marins følsomhed derimod næsten fysisk og sanselig. Introduktionen er aftenens egentlige højdepunkt.
Lyden af den spæde solofløjtes flydende spil fører han mod en kulmination af overraskende voldsomhed i stykkets klimaks, hvor fløjte, obo, engelsk horn og klarinet slynger sig om hinanden i en sensuel melodi over strygerne, der pulserer som et hjerteslag. Som strygerne lægger sig over træblæserne og får selskab af harpens spillende arpeggio, samler oplevelsen sig af orkestret som en krop i ekstase, fulgt af Debussys nydelsesfulde efterspil af kærtegnende, flugtende temagentagelser.
Nærmest liflige, erogene berøringer afbrudt af den tindrende skarpe klang af de antikke bækkener, der som små stød får ensemblet til at sitre nydelsesfuldt, før celloerne og basinstrumenternes plukkende pizzicato bringer drømmens lystfyldte oplevelse til ophør.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her