KONCERT // ANMELDELSE – På årets første Torsdagskoncert fik vi Max Bruchs violinkoncert formidlet på det højest tænkelige spilletekniske niveau og med sjælden indsigtsfuld musikalsk frigjorthed.
Max Bruchs Violinkoncert nr. 1 fra 1866-67 hører hjemme blandt kernerepertoiret af fuldmodent romantisk violinvirtuoseri. Den står i udtryksintensitet og vægtfylde side om side med Brahms’ ditto og Ernest Chaussons senere romantiske violinkompositioner. Når den samtidig formidles af en kunstner af Nikolaj Szeps-Znaiders kaliber, bliver oplevelsen af en nærmest metafysisk karakter.
I hans fortolkning spilles de tre satser nærmest ud i ét, hvor han ligesom skyder sine solistiske passager ind som kiler og spænder sig fast mellem instrumentgruppernes tonerækker. Derved opstår en spænding i rummet omkring solisten, som er til at føle og giver forståelsen af denne tætvævede musik et udpræget fysisk præg, der rækker langt ud over nodernes indre fortællinger.
Ofte og gentagne gange i koncerten deltager han selv og spiller med i orkestrets noder på steder, hvor han rettelig ikke hører hjemme ifølge nodebilledet.
Ingen som Szeps-Znaider kan forbinde et formidabelt legatospil med knivskarpe accenter og synkoper holdt i tæt sammenflettede forløb. Og ingen kan som han smyge sig ind under det store orkester, så man helt bogstaveligt oplever, at hans fintfølende spil så at sige bærer og holder hele symfoniorkestret oven på sine egne fire violinstrenge.
Et sådant greb om toner, volumen og samspilskalibrering høres og mærkes kun hos de allerstørste på instrumentet. Og Szeps-Znaiders samhørighed med sine kolleger i det symfoniske partnerskab understreges kun yderligere af den lille pudsige detalje, som netop han, som et specielt kendetegn, ynder og har vist ved flere tidligere lejligheder. Ofte og gentagne gange i koncerten deltager han således selv og spiller med i orkestrets noder på steder, hvor han rettelig ikke hører hjemme ifølge nodebilledet.
Med dette tilsnit leder han ligesom sit spil ind i musikken og dens kontekst, som ville han bevæge instrumentets klang og tonedannelse helt ind i orkestrets egne svingninger, inden han selv går ombord i sine solopassager. Effekten er både fin og sympatisk og efterlader indtrykket af et meget frigjort, charmerende og ægtefølt musikerskab.
Orkestret var på sin side både uhyre energisk og fremstod som melodisk modvægt med en fuldtonet og velafbalanceret fast klang i alle dets tutti-steder, hvor samtlige instrumentgrupper leverede fintfølende ansatser, der fuldendte lydbilledet.
Især koncertens finalesats, hvor Bruch musikalsk bevæger sig ud i en energisk, dansant Allegro, blev nærmest til en folkelig musikalsk fest, hvor Szeps-Znaider holdt hele orkestersatsen i sin hule hånd med sine serier af krævende dobbeltgreb, hvor triller og forsiringer samtidig optræder indestængt mellem akkordernes toner. Det fås ikke mere overbevisende udført – i såvel tekniske som musikalske henseender.
Dirigentens energiske greb
Dirigenten Edward Gardner holdt gennem hele forløbet en lidt afmålt tilgang til værket, som var han lidt forsigtig over for at indgå i en mere intens musikalsk dialog med solisten. Men til gengæld gav han al den plads, som netop solistpartiet her rettelig har krav på i denne mesterkoncert.
I Torsdagskoncertens indledende 12 minutter lange orkesterværk, komponeret i 2012 af Helen Grime med titlen Near Midnight, var Gardner derimod betydeligt mere prægnant og håndfast i sit greb om denne stærkt dissonansprægede, atonale sats.
Hvad man især bemærkede ved værkets danske uropførelse, var en raffineret efterklangseffekt hos violingrupperne, der ligesom istemte gentagne ekkoer af deres egne passager, hvilket frembragte et markant dobbeltakustisk præg i lange stræk. Over for dette stod den fuldt ud anvendte slagtøjsgruppe, som ikke var underbesat, men derimod prægede satsen som et krigerisk bombardement for fulde gardiner gennem voldsomme udladninger – helt frem til slutningen, hvor værket lidt abrupt toner ud i en overraskende og veldrejet afslutning, som var vi sat foran et urværk, der af sig selv går i stå ved midnatstide.
Symfonien blev dog holdt oppe af orkestrets ihærdige greb om dens udstrakte og udprægede senmahlerske tonerækker
Near Midnight er fra først til sidst baseret på kontraster og blev både sikkert og kompetent anført af dirigenten og afleveret af orkestret med lige dele nerve og intensitet. Men flere, større og klarere musikalske strukturer kunne man nok have ønsket sig frem for den gentagne kakofoni og de uendelige instrumentale og dynamiske kontraster, der virker til at være værkets hovedidé og -ingrediens.
Efter pausen fulgte Sergej Rakhmaninovs sidste og storladne, men også noget altmodische, 3. symfoni fra 1935-36, der gennem ti hovedafsnit samlet set spiller i næsten tre kvarter. Den virker overvældende, men måske ikke specielt overbevisende – hverken for sin egen tid eller for vor, for den sags skyld.
Symfonien bærer i mine ører således primært præg af at være et eksperimenterende forsøg på at sætte orkesterbehandlingen i en så prismatisk belysning som overhovedet muligt. Derved får helheden mere karakter af et akustisk lysspektrum end af sandfærdige, musikalsk fortællende forløb.
Symfonien blev dog holdt oppe af orkestrets ihærdige greb om dens udstrakte og udprægede senmahlerske tonerækker samt af dirigentens ikke mindre energiske greb om dette mægtige partitur.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og