KONCERT // ANMELDELSE – Schuberts og Mahlers sidste personlige livtag med symfoniens verden i to hovedværker fra hver sin epoke.
Sæsonens åbningstorsdagskoncert bød på Schuberts ufuldendte 8. symfoni og Mahlers Das Lied von der Erde, der begge nok kan kategoriseres som komponisternes respektive afskedssymfonier med jordelivet.
Schuberts Ufuldendte (fra 1822), der i streng kronologisk forstand egentlig er hans 7. nedskrevne symfoni, men traditionelt betegnes som hans ufuldendte på grund af dens kun to satser, spiller samlet i godt 30 minutter.
Fabio Luisi lagde her ud med en uhyre velafbalanceret og tæt klanglig egalitet holdt i en streng styrkekontrol.
Musikken får flyvevinger og bevæger sig andetsteds hen end den skæbnetunge jordbundethed, som er grundtonen i værket
I begge symfoniens to tempomæssigt relativt adstadige satser, skildres stærke indestængte livsviljer, der ligesom spontant og gentagne gange pludselig opløses i en tutti pause for så at forløses i lyriske passager, hvor musikken noget abrupt letter, får flyvevinger og bevæger sig andetsteds hen end den skæbnetunge jordbundethed, som er grundtonen i værket.
Instrumentationen er her uhyre fint afbalanceret fra Schuberts side og bæres især frem af satsernes formfuldendte og meget sangbare soloindsatser for obo og klarinet, der så igen overtages af hver af de fire strygergrupper i hver deres afvekslende indsatser.
Hvis denne 8. ufuldendte symfoni vitterligt bør anses som et ufærdigt orkesterværk, skyldes dette vel måske nok mest satsernes overordnede formgivning, der er lige vel repetitive i deres formale struktur, og forekommer som en lidt for ofte gentagen indlevelse i livets konflikter. Både i længde og genhøret ligger disse repetitionsafsnit nok lidt for langt ud over det fortællende nødvendige.
Men en både bevægende og storladen symfonisk svanesang er værket unægtelig, og det blev både fintfølende og akustisk smukt formidlet af orkestret under Luisis formgivende hænder, hvor han konsekvent ikke benyttede dirigentpind i nogen af koncertens to afdelinger.
Jordens stemmesang
Efter pausen ventede en ikke mindre konfliktfyldt symfonisk cyklus med Mahlers store seks-satsede og mere end timelange sangsymfoni “Jordens stemmesang” (Das Lied von der Erde). Den er bygget op med tre lieder for tenor afvekslende med tre for mezzosopran og står tilbage som et af de mest markante værker i det 20. århundredes musikhistorie.
Dette bunder måske primært i, at komponisten her gør sig aldeles fri af alle datidens gældende formbegreber for symfoni-genren, for i sin opbygning at lade værket fremstå som én stor kontinuerlig sangcyklus sammenvævet og tæt forbundet med længere orkestrale mellemspil, som under hver sang formidler tekstfortællingerne i de seks lieder.
Stilheden indfandt sig da også i salen længe efter slutsangens Afskedsstrofer var klinget ud
Mahler, der som 47-årig havde mistet både sin datter og sin chefposition som dirigent ved Wiens Kejserlige Operahus, befandt sig i 1907 i en af sine nok sværeste livskriser nogensinde, alt imens han konciperede netop dette værk.
Han forlod tragisk denne verden kun få år senere som kun 50-årig i 1911, og altså kun kort efter Das Lied von Der Erde havde haft sin uropførelse i München i 1909. Man kan derfor med al ret betegne dette storværk som hans måske mest personlige symfoni og endelige afsked med menneskelivet.
Luisi lagde modsat hos Schubert her endog meget stort ud både styrke- og klangmæssigt, hvilket medførte, at de første fire lieder nok pressede vokalsolisterne mere end godt var.
Jamez McCorkies både lyse og slanke tenor stemme og Jamie Bartons krystalklare og rene, men ikke voldsomt store mezzo stod derved begge lidt gemt og klemt under orkestrets akustiske overbygning. Ingen af dem nåede derfor for alvor rigtigt at synge sig fuldt igennem før end de nåede frem til hver deres respektive slut lied.
Begge vokalpartier fordrer ret beset stemmer, der vitterlig er “bigger than life” for at kunne distancere sig både fra orkestrets ledsagende fortælling og samtidig perspektivere sangenes tekster i forhold til orkestrets righoldige artikulationsverden, hvor både celeste, harper og sågar en enkelt mandolin hver har deres prægnante musiske replikker og billedskabende bidrag til orkestrets helhed.
Den berømmede afsluttende lied Abschied, som opløser sig selv i intetheden, blev både dybt fascinerende og intenst fremført i Luisis fortolkning. Her føres vi først gennem en ormegård af forvredne orkesterpassager inden vi når til slutapoteosen, hvor sangerinden i en halvtimes lang lied føres os dybt ind i Mahlers afklarede vision om døden, og hvor han til sidst lader musikken opløse sig selv i evighedens tysthed og hvile.
Stilheden indfandt sig da også i salen længe efter slutsangens Afskeds-strofer var klinget ud.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
