Der var lagt op til et brag af et topmøde, hvor Kina-skeptikeren præsident Donald Trump for første gang skulle møde sin modpart, Kinas præsident, Xi Jinping. Han skulle på den anden side vise verden og de 1,3 milliarder kinesere derhjemme, at han og Kina ikke ville lade sig skræmme af den åbenmundede forretningsmand i Det Hvide Hus. Kineserne var sikre på, at intet uventet ville ske på selve mødet. Men de havde ikke forudset, at Trump lige før middagen havde indledt et større missilangreb mod en flybase i Syrien.
Det var lige efter gæsterne på Trumps luksuriøse resort Mar-A-Lago i Florida havde indtaget et lækkert måltid bestående af smørstegt søtunge i champagnesovs og New York strip steak. Trump orienterede kort sin kinesiske gæst om, at USA netop havde sendt 59 Tomahawk-missiler mod den syriske base, hvorfra fly dage i forvejen havde været med til at sprede giftgas mod civilbefolkningen.
Det blev en uventet afslutning på topmødets første dag. Nu ved vi ikke, hvad der er gået gennem hovedet på den kinesiske præsident. Hele dagen havde han haft ét mål, at forskellene i holdninger ikke skulle munde ud i strid og diskussioner, men bare udsættes. Og det var i høj grad lykkedes. Alle emner – også de alvorlige anklager mod Kina for valutamanipulation, handels-snyd og job-tyveri – var blevet sendt til hjørnespark.
Tilbage stod så de to landes fælles problembarn, Nordkorea. For hvert døgn rykker nordkoreanernes tekniske evner til at sende raketter til det vestlige USA med noget, der ligner en kilometer om dagen. Så man må sige, det var lidt af en huskekage Trump fik sendt afsted med de 59 krydsermissiler mod basen i Syrien.
Om noget et “visual proof” på, at USA er den militære supermagt. Og en reminder til Kina, at hvis kineserne ikke gør noget ved Nordkoreas truende atomvåbenprogram, så vil USA, med Trumps ord, selv tage sig af Pyongyang. Og hvad er bedre til at vise sine militære muskler og handlingskraft end en bunke præcisionsraketter. Ovenikøbet tilsat overraskelses-effekten.
Langtidseffekten
Der kan næppe være tvivl om, at præsident Xi Jinping har bandet Trumps beslutning langt væk. Og så lige at vælge denne aften til at indlede et raketangreb på Syrien. Ifølge USA’s udenrigsminister, Rex Tillerson, viste Xi dog ikke vrede, blot taknemmelighed over at være blevet orienteret om angrebet.
Det kan jo også være Xi Jinping har nået at tænke et træk længere og konkluderet, hvor gavnlig Trumps beslutning kunne være. For hvis den betyder, at USA igen militært er parat til at involvere sig i en konflikt i Mellemøsten, så vil det blot medføre, at Kina uden større modstand kan vokse sig større og større i Asien, Afrika og Europa – politisk og økonomisk. Som det skete i næsten alle årene under Obama, indtil han endelig vendte pilen mod Asien.
Og det har nok også strejfet ham, at Nordkoreas hersker, Kim Jong-un, nok vil reagere ret anderledes voldsomt, hvis USA vælger samme angrebs strategi overfor Nordkorea.
Missilerne fjernede fokus
I det hele taget blev det et døgn med en hel del snak, men uden konkrete tiltag. Ganske som kineserne havde ønsket og forberedt (se artikel om optakten til mødet hér). Men mange amerikanere, specielt i Trumps egen lejr, havde håbet på han havde fundet tommelskruerne frem.
Her kom missilerne over Syrien ganske belejligt for Trump. Topmødet i Florida nærmest forsvandt fra mediernes radar
Nu handlede det hele i stedet om aktionen mod Syrien, uden plads til den kritiske opfølgning om Trump nu også fastholdt sin linje overfor Kina.
Dækningen af mødet i den kinesiske presse var helt som den plejer: kun fokus på de Kina venlige elementer. Så der var masser af billeder og omtale, der viser, at Kina bliver behandlet af amerikanerne som en ligeværdig part. Og det overraskende angreb på den syriske base blev pænt puttet væk på side 11 i Folkets Dagblad, mens de familiære mødebilleder med og uden first ladies pryder forsiden.
Nok også fordi Syrien ikke spiller nogen stor rolle set med kinesiske øjne. Som i mange andre udenrigspolitiske forhold har Kina valgt at lægge sig i slipstrømmen af Rusland. Så når Putin bakker Assad op i Syrien, så gør Kina det også. Og da Rusland i december i FN’s Sikkerhedsråd blokerede for en syv-dages våbenhvile i Aleppo – og senere mod sanktioner mod brug af kemiske våben – så stemte Kina også sammen med Rusland.
Nyt møde senere på året
Men kom der slet ikke noget ud af mødet? Konkrete beslutninger blev der ikke taget. Men en masse pæne ord – og så løfter om at vurdere sagerne på længere sig.
Eksempelvis det store spørgsmål om den skæve handelsbalance, hvor Kina sælger fire gange så meget til USA, som den modsatte vej. Det er endt med en 100 dages plan, hvor parterne derefter skal komme med forslag til løsninger.
Ellers kun få konkrete tiltag og uden substans, og udtalelserne for det meste i kategorien ”luftige”. Det gælder også Nordkorea, som begge er enige om er et alvorligt problem. Men hvad løsningen skal blive, kom de ikke nærmere ind på.
Dog blev de enige om at mødes igen i løbet af året. Denne gang i Kina.
Du kan læse andre af Jan Larsens analyser og reportager om Kina hér
Topfoto: Xinhua / You Tube
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
