klima

Debat: De tre mest elendige argumenter for klimaskepsis

i MILJØ & BÆREDYGTIGHED/KLIMAKRISE af
KLIMA // DEBAT –  Dennis Larsen er ikke lukket over for enhver klimaskepsis, men alligevel er han skeptisk over for de af klimaskeptikernes argumenter, der bærer præg af ansvarsforflygtigelse. “På sin vis vidner det om, at vi som kultur sidder fast i en art nyrig ånd, der konsekvent får os til at forveksle dét at være nået bakketoppen med, at den stadig går stejlt op. Deraf ildambitionen og stakåndetheden: Den falske selvsikkerhed der gør, at mange på forhånd nægter at spørge ind til, om de overhovedet lever livet rigtigt”, skriver han og fremhæver her særligt tre argumenter, som han ikke mener, holder vand.

Dette debatindlæg er udtryk for skribentens holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Nu er det ikke sådan, at jeg mener, at klimaskeptikerne automatisk tager fejl i alt, hvad de siger. Vi ved trods alt ikke med sikkerhed, om klimaalarmisternes dommedagsprofetier holder stik.

Derfor er der gode grunde til at slå koldt vand i blodet, men jeg mener alligevel, at mange af klimaskeptikernes argumenter simpelthen ikke rækker.

Argumentet er cirka ligeså dårligt, som når små børn siger, at de ikke gider at hjælpe til med det huslige derhjemme, da “det gider mine søskende jo heller ikke”

Det hjælper så heller ikke på det, når de oveni har tendens til at fremføre selvsamme argumenter, som var det kæberaslere, der udrydder enhver modstand.

Tag fx det her flittigt brugte argument:

1) “Vi er bare en dråbe i havet”

Ræsonnementet går her på, at eftersom andre – og dét typisk store – lande sviner mere end os, så nytter det ikke, at vi gør noget. Vi er bare en dråbe i havet. Lille Danmark og så videre.

Argumentet er cirka ligeså dårligt, som når små børn siger, at de ikke gider at hjælpe til med det huslige derhjemme, da “det gider mine søskende jo heller ikke”. Børnehave-logik med andre ord. En kikset appel til den store masse, hvortil der hører en underliggende two wrongs make a right-fejlslutning, der lyder, at hvis andre mennesker gør noget forkert, så må jeg også.

Vi befinder os nemlig her i de blinde vinklers rige, hvor man som udgangspunkt ser bort fra de langsigtede konsekvenser af rovdrift

Så hvis naboen tæsker sin familie sønder og sammen på daglig basis, så må jeg også. Eller hvis de andre børn på skolen mobber, så må jeg også. Eller hvis andre lande forurener, ja, så må vi også.

2) “Økologisk landbrug er ikke bæredygtigt, da det ikke kan brødføde verdens befolkning”

Det her argument er særligt irriterende, og ikke kun fordi det er søsat af lobbyforeningen “Bæredygtigt Landbrug”, men mest af alt fordi argumentet – i det skjulte – gør brug af et kortsigtet tunnelsyn á la Bjørn Lomborg, hvori flest mulige lykkelige mennesker er at sætte lig med det såkaldt “etisk forsvarlige”.

Som udgangspunkt indgår det derfor heller ikke i overvejelserne, at vi måske kunne være for mange mennesker på jorden. Da slet ikke, at moderne landbrugsformer har skabt en kunstigt stor mængde mad til alt for mange mennesker.

‘Så længe de bare er lykkelige’, lyder tankegangen, hvorfor det også i sagens natur kommer til at handle om at optimere: At investere pengene smart, som man siger – og koste hvad det vil, fristes jeg til at sige.

Vi befinder os nemlig her i de blinde vinklers rige, hvor man som udgangspunkt ser bort fra de langsigtede konsekvenser af rovdrift, hvilket såmænd kunne være noget så banalt som udpining af jorden.

Bag facaden (“vi ønsker skam også at redde klimaet”) handler det derfor stadig bare om at høste maksimalt udbytte af stort set alt

Den slags tryller man væk, og til sidst er der intet til hinder for, at vi kunne skabe selv et fiktivt dødslandbrug, der brødfødte – lad os sige – 1000 milliarder mennesker?

I den forstand, så består klimaskepsissen her i, at pagten med naturen simpelthen ikke bliver taget alvorligt. I stedet misbruger man den – i forvejen – énøjede nytteetik, og dét som en slags “glat” håndlanger, der opretholder en for evigt selvransagelsesfri optimeringspsyke, som så at sige konsekvent renser sig selv ren. Dét ikke sjældent i en evindelig ny indpakning, hvilket bringer mig til næste dårlige argument:

3) “Vi skal bare vækste os ud af det”

Ordet “bare” er her vigtigt, da jeg jo ikke siger, at vi umuligt kan tjene penge ved at skifte til bæredygtig teknologi. Selvfølgelig kan vi det.

Problemet er nok snarere, at det langt fra gør arbejdet, og i den forstand er klimakrisen ikke blot et simpelt, teknisk problem, vi hurtigt kan fikse, men i ligeså høj grad et etisk anliggende, der involverer, at vi bør vænne os til ikke at lege vulgære storforbrugere i al evigheder.

Den tankegang forekommer dog nærmest fremmed for de nok så fremskridtsvante klimaskeptikere: At der ligefrem skulle kunne være noget at hente i en mere mådeholden livsstil.

På sin vis vidner det om, at vi som kultur sidder fast i en art nyrig ånd, der konsekvent får os til at forveksle dét at være nået bakketoppen med, at den stadig går stejlt op. Deraf ildambitionen og stakåndetheden: Den falske selvsikkerhed der gør, at mange på forhånd nægter at spørge ind til, om de overhovedet lever livet rigtigt.

Bag facaden (“vi ønsker skam også at redde klimaet”) handler det derfor stadig bare om at høste maksimalt udbytte af stort set alt. At udnytte omgivelserne til fulde, samt ikke mindst menneskene heri, hvilke man sågar kalder human ressources.

Også selv i de sjældne tilfælde, hvor selvransagelsen måske presser på, så vælger mange typisk bare at storforbruge greenwashede produkter i stedet? De er med andre ord som fanget i et spind, der blot vikler dem yderlig ind, idet de forsøger at bryde fri.

Et vilddyr i skjul

Problemet med ovenstående argumentation er selvfølgelig, at man tror, at man kan fortsætte som hidtil. Og hver gang man konfronteres med umuligheden af samme – i hvert fald i det lange løb – så ophæver man midlertidigt sit ansvar ved enten at pege væk, eller også forfalde til dét Greta Thunberg kaldte “vækstfantasier”.

På den måde bilder man sig selv ind, at der ikke er noget grundlæggende galt i ens tankegang, og man lader upåagtet rovdriftsmentaliteten køre videre. Som hele et udtryk for, at folk har vænnet sig så meget til fremskridtstænkningens tunnelsyn – herunder det uafbalancerede forhold til natur og menneske – at de har svært ved at forestille sig andre måder at leve på.

Samstemmigt, så skjuler de deres uafbalancerede mentalitet, især overfor sig selv, for på den måde netop at fodre deres indre vilddyr?


LÆS ALLE DENNIS LARSENS ARTIKLER HER


Foto: Pixabay

What do you want to do ?

New mail

What do you want to do ?

New mail

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv abonnent!

Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv abonnent her Pil mod højre

Dennis Larsen er uddannet i filosofi og psykologi. Han forsker uafhængigt i 'diagnosesamfundet' og blogger bl.a. for videnskab.dk. På POV International vil han forsøge at kaste kritisk lys på udviklingen i vores værdier: Hensigten er at bidrage til at sætte nye værdier på dagsordenen med fokus på at genlære at være generøse, mådeholdne og hensynsfulde. For at nå derhen, kræver det, at vi trænger ærligt ind i vores forvirring i stedet for skråsikkert at afvise den. Hvis du vil støtte Dennis Larsens blogposter, kan du kan donere et beløb til ham via MobilePay på 51 21 61 40.

Seneste artikler om MILJØ & BÆREDYGTIGHED