På en uge blev Danmark verdens grønneste nation

af i KLIMAKRISE/Politik & Samfund

POV BUSINESS // GRØN OMSTILLING – Sidste uges vigtigste politiske begivenhed var ikke valget af ny ledelse hos Venstre. Det var, at Dansk Folkeparti pludselig blev det grønneste parti i blå blok. At også Dansk Industri tilsluttede sig målet om en 70 pct. CO2-reduktion inden 2030. Og at pensionskasserne nu vil investere 350 milliarder kroner i den grønne omstilling.

På en uge er Danmark på klimaområdet gået fra at have en ambitiøs regering med ambitiøse støttepartier men en skeptisk opposition til at være det land i verden, der har de største ambitioner på området og alle de vigtigste spillere ombord: Et bredt flertal i Folketinget, opbakning fra erhvervsliv, pensionskasser og – ikke mindst – befolkningen.

Det er ikke bare en markant udvikling. Det er en regulær revolution, der sætter rammerne for en stor del af dansk politik de kommende 10 år. Og det er en stor fjer i hatten til regeringen og dens støttepartier.

Dansk Folkepartis kovending

Den mest markante udvikling er den totale kolbøtte, Dansk Folkeparti har foretaget. De fleste husker Pia Kjærsgaards udtalelse på valgnatten for Europa-Parlamentsvalget, hvor hun lancerede ordet ”klimatosser”, som hendes politiske modstandere straks tog til sig, bl.a. med sloganet #jesuisklimatosse, t-shirts med ordet ”klimatosse” på ryggen eller brystet etc.

Vi anerkender, at klimaet er en folkesag. Danskerne har taget det til sig”
– Kristian Thulesen Dahl om partiets kovending på miljøområdet

Siden da har Dansk Folkeparti været i tænkeboks og med bl.a. Morten Messerschmidt som bannerfører er partiet vendt 180 grader og tilslutter sig nu regeringens ambitiøse målsætning om at reducere udledningen af drivhusgasser med 70 pct. inden år 2030 – et mål, som der er enighed om kun kan nås, hvis der udvikles ny teknologi i de mellemliggende 10 år.

I forbindelse med partiets landsmøde den 14.-15. september lancerede partiet udspillet ”Et grønt Danmark med borgeren i centrum”, som blev vedtaget uden de store sværdslag. Tidligt i valgkampen i maj talte Kristian Thulesen Dahl om ”klimahysteri” og ”overbudspolitik”, men nu anerkender han, at det er uomgængeligt at forholde sig til:

”Vi har som parti været alt for langsommelige i forhold til aktivt at melde os ind i den her diskussion. Det er det, vi er ved at råde bod på med vores klimapolitik, og det her initiativ. Vi anerkender, at klimaet er en folkesag. Danskerne har taget det til sig,” som Thulesen Dahl forleden sagde til Jyllands-Posten.

Ud fra tankegangen, at ”if you can’t beat them, join them”, opfordrer han samtidig de øvrige borgerlige partier til at tilslutte sig målet og gå med i den klimalov, statsminister Mette Frederiksen vil have vedtaget inden jul, og som skal udmøntes i en lang række udspil og lovændringer de kommende år:

”Hvis ikke det borgerlige Danmark melder sig aktivt ind i klimadebatten, risikerer vi, at dem, der kommer til at definere vejen frem til 2030, er partier, som i virkeligheden ser sig som i modspil til erhvervslivet. … Vi skal forhindre, at det bliver en kamp mellem dem, der skal levere løsningerne, og politikerne,” som han sagde til Jyllands-Posten.

Venstre bliver tvunget med

De Konservative havde i forvejen tilsluttet sig 70 pct.-målet, og med Dansk Folkepartis kovending, står Venstre i en situation, hvor det som ansvarligt, regeringsdueligt magtparti dårligt kan gøre andet end også at gå med og tilslutte sig den kommende klimalov. Det har Venstre forsigtigt signaleret, at man er parat til at gøre under visse forudsætninger om, hvordan målet nås, men efter de seneste dages udmeldinger fra Dansk Industri og pensionskasserne, er Jakob Ellemann-Jensen tvunget til at give Venstres opbakning, med mindre partiet ønsker at blive kørt ud på et sidespor i forhold til de kommende års nok vigtigste politiske beslutninger.

Fagbevægelsen skal selvfølgelig ind og sidde med ved bordet for at sikre sig, at den grønne omstilling ikke får social slagside og ikke kommer til at koste arbejdspladser.

Tilbage står Liberal Alliance, hvis nuværende klimaplan, som den fremgår af partiets hjemmeside, ikke forholder sig til 70 pct. målet og i det hele taget er overhalet af de seneste måneders udvikling. Men de øvrige partier vil formodentlig være ret ligeglade med, om de to små højrefløjs-partier, Liberal Alliance og Nye Borgerlige, er med eller ej.

Erhvervsliv og fagbevægelse er også med

Politikerne er også ved at blive overhalet indenom af erhvervslivet med Dansk Industri i front. Forud for DI’s årlige topmøde sidste tirsdag fremlagde organisationen en ambitiøs plan, der vil reducere CO2-udledningen med 70 pct., skabe 120.000 job og for øvrigt øge velstanden med 110 milliarder kroner (læs hele planen her). For godt til at være sandt? Tja … planen blev selvfølgelig udsat for kritik, men der var også opbakning og glæde fra f.eks. formanden for de økonomiske vismænd.

Det var en gevaldig appelsin i Mette Frederiksens turban, og hun kvitterede da også behørigt dagen efter, hvor hun var en af hovedtalerne på det årlige topmøde, ved at invitere DI til konstruktive forhandlinger på Marienborg.

Fagbevægelsen mangler endnu at komme helt ombord og tilslutte sig de 70 pct., men det kommer garanteret inden længe. Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH – det tidligere LO og FTF) har tilsluttet sig ønsket om, at der udarbejdes et grønt BNP, og fagbevægelsen skal selvfølgelig ind og sidde med ved bordet for at sikre sig, at den grønne omstilling ikke får social slagside og ikke kommer til at koste arbejdspladser.

Pensionskassernes store pengetank

Sidste led i tretrinsraketten, der har gjort dansk klimapolitik flyvende, var meldingen natten mellem mandag og tirsdag om, at de danske pensionskasser er klar til at skyde 350 milliarder kroner ind i den grønne omstilling.

Det er meget sjældent, dansk politik flytter sig så meget så hurtigt, som tilfældet har været på miljøområdet.

Det er et svimlende stort beløb, som vel at mærke kan stilles til rådighed som investeringskapital, og som er til rådighed her og nu i de kommende år uden det enorme besvær, det vil kræve at opnå politisk enighed om at investere et tilsvarende beløb.

Verdens grønneste nation

Endelig skal man ikke glemme, at der de seneste 6-9 måneder er sket et enormt holdningsskifte i befolkningen, hvor der er stor og bred opbakning til den grønne dagsorden og et stort behov for konkrete forslag til, hvordan den enkelte kan agere så klimavenligt som muligt i hverdagen.

Alt i alt betyder det, at Danmark nu fremstår som verdens grønneste nation målt på ambitionerne om at gøre noget ved klimaændringerne. ”Hele verden holder øje med Danmark,” som en international klimaekspert formulerer det over for Politiken.

Det er meget sjældent, dansk politik flytter sig så meget, som tilfældet har været på miljøområdet. Det bliver spændende at følge forhandlingerne i de kommende måneder om at udmønte opbakningen i en egentlig lov.


Foto: Partileder Kristian Thulesen Dahl og gruppeformand Peter Skaarup ved et pressemøde til Dansk Folkepartis sommermøde 2014, Wikimedia Commons. 

Jeg er journalist og redaktør og driver bl.a. nicheforlaget Pressto (www.forlaget-pressto.dk), der har specialiseret sig i bøger om børn og unge med diagnoser eller andre udfordringer i hverdagen. Desuden er jeg initiativtager til festivalen Historiske Dage (www.historiske-dage.dk).
Jeg er uddannet journalist og har både arbejdet freelance og haft eget firma. Senest var jeg i perioden 2011-16 chefredaktør på branchebladet BogMarkedet. Før det har jeg lavet PR og branding for diverse virksomheder og skrevet om udenrigspolitik med særligt fokus på Afrika og 3. verden.
Politisk har jeg en fortid hos De Radikale, bl.a. som redaktør af partiets medlemsblad. I dag er jeg passivt medlem af Socialdemokratiet.
I en menneskealder boede jeg i Sønderborg, hvor jeg bl.a. i 10 år redigerede det satiriske årshæfte æ Rummelpot. I dag slår jeg mine folder i en haveforening i Sydhavnen.
Du kan donere beløb til min journalistik via Mobile Pay og Swipp på 20 74 68 44. Alle beløb, store som små, er velkomne.

Seneste artikler om KLIMAKRISE