”Mini Wiconi!” lyder det skingert fra den unge aktivist, der råber det indianske slogan igennem sin blå og hvide megafon. Resten af de demonstrerende stemmer i og svarer efterfølgende: Water is life!, som er den engelske oversættelse af det indianske slogan.
POV er endnu en gang til demonstration i Orlando, Florida, hvor demonstranterne denne gang forsøger at mobilisere nye aktivister til deres sag. Orlando for Progress, som bevægelsen kalder sig, har udvidet paletten, så det ikke længere kun handler om at få stoppet etableringen af den omtrent 800 kilometer lange olierørledning Sabal Trail Pipeline fra Alabama, over Georgia til Florida.
”Vi vil have folk til at trække deres penge og aktiver ud af de banker og forsikringsselskaber, som er involveret i uetiske foretagender. Hvis de på langt sigt bliver ramt af kundeflugt, vil det batte noget”, siger Alaina Marshall, der er frontfigur i bevægelsen.
Jeg spørger, hvad hun og de andre aktivister mener med ”uetiske aktiviteter”.
”Citibank og Wells Fargo (hhv. nr. 4 og 3 på listen over de største amerikanske banker, red.), investerer i oliebranchen og er på den måde med til at støtte rørledningsprojekterne rundt omkring i landet”, svarer Alaina, mens hun retter på de store brune solbriller.
“CNN og Fox – finansieret af olieindustrien”
Det er en kølig eftermiddag i USA’s temapark-by nummer 1. En koldfront suser hen over The Sunshine State, og har for en kort stund forvandlet de sædvanlige januartemperaturer på mellem 20 og 25 grader til 14 grader – noget der for en floridianer nærmest føles som permafrost.
”Der er desværre bare langt fra tanke til handling”, siger Alaina med et opgivende udtryk i ansigtet. Folk har modtaget idéen om at trække indeståender ud af de beskidte banker, rigtig godt, men har alle mulige undskyldninger for ikke at handle på det. Vi vil gerne have folk til at ringe bankerne op og give dem en begrundelse for, hvorfor vi ikke længere stoler på dem.
Magdy Martinez stemmer i: ”Det er jo hele vejen rundt det her. Ingen af de etablerede medier interesserer sig for miljøet og det skyldes jo, at de er finansieret af olieindustrien. Se på CNN, Fox og det andre. Bare følg pengene, og du vil får at se, at jeg har ret”.
Jeg spørger, om hun kan bevise sin påstand om at CNN og Fox skulle være finansieret af olieindustrien?
”Ikke lige på stående fod, men jeg vil gerne sende dig noget materiale når jeg finder det”, svarer hun med en alvorlig mine, og fortsætter:
”Jeg studerer journalistik på UCF (University of Central Florida) og vil gerne arbejde for et uafhængigt medie, når jeg er færdig”.
Magdy Martinez er ikke alene om sin skepsis over for the mainstream media. Fra højre til venstre og inklusive ikke mindst den kommende præsident er der en fornemmelse af, at de store, etablerede medier har deres helt egen dagsorden, og at man grundlæggende ikke kan stole på dem. Kritikken og modviljen antager imidlertid forskellige former alt afhængig af, om den kommer fra miljøaktivister på den amerikanske venstrefløj, fra Trump-tilhængere på den nationalistiske højrefløj eller om den behændigt orkestreres af den øverste ledelse i Team-Trump og af hovedpersonen selv.
Gruppen, der tæller omtrent tyve aktivister, går rundt om Lake Eola i centrum af Orlando. Folk bruger normalt søen som en søndagsoase, nogle unge hippier sidder på en bænk og spiller guitar, andre nyder den kølige brise og synet af de smukke sorte og hvide svaner, der svømmer rundt blandt skildpadder og farvestrålende karper.
Blandt de unge aktivister er også to kvinder fra Daytona, som tilkendegiver deres bekymring omkring fremtiden for Obamacare, som de mener bør bestå. ”Hvis the Affordable Care Act forsvinder, får jeg virkelig problemer. Der er f.eks. kun ét forsikringsselskab, som vil dække mine udgifter til p-piller og hvis jeg selv skulle betale dem, ville det virkelig være den dyr omgang”, lyder det.
Fra højre til venstre og inklusive ikke mindst den kommende præsident er der en fornemmelse af, at de store, etablerede medier har deres helt egen dagsorden, og at man grundlæggende ikke kan stole på dem. Kritikken og modviljen antager imidlertid forskellige former alt afhængig af, om den kommer fra miljøaktivister på den amerikanske venstrefløj, fra Trump-tilhængere på den nationalistiske højrefløj eller om den behændigt orkestreres af den øverste ledelse i Team-Trump og af hovedpersonen selv.
Jeg ser mig omkring og pludselig slår det mig, at alle aktivister på nær én, er kvinder. ”Hvorfor er der ingen mænd i denne her bevægelse?”, spørger jeg og får svaret: “Tja, jeg har faktisk ikke tænkt på det før nu, men du har jo ret”.
Efter et par timer går demonstrationen langsomt i opløsning og folk går hver til sit. På vej tilbage til min Baby Blue sætter jeg mig på en kantesten og læser lidt i USA Today fra den 5. januar. Avisen beretter om den forestående Women’s March i Washington D.C., hvor arrangørerne forventer omtrent 200.000 deltagere til en demonstration, der stritter i mange retninger, men som har Trump og dennes kommende administration som fælles kritikpunkt.
Amerikansk politik i forandring
2016 kan i mange henseender siges, at være året, der vendte op og ned på amerikansk politik og dermed også international politik. Den gængse tilgang til politik viste sig at være utilstrækkelig.
Politologer, analytikere, journalister og andre med interesse for politik kom til kort, når de trak de sædvanlige analytiske kort op af inderlommen. Ind på den politiske scene buldrede nemlig en figur, som ingen regnede for andet end et klovnagtigt og flygtigt fænomen. Man kan med en vis ret hævde, at iagttagere af amerikansk politik glemte at tage ud i landet og tale med folk, som de normalt aldrig ville have tænkt på, som værende interessante i politisk forstand: hvide mænd og deres hvide koner, folk der arbejder i stålindustrien i Pennsylvania, Michigan, Ohio og i West Virginia.
Tilbage i oktober 2016 havde jeg en længere samtale med Edwin Benton, professor i statskundskab ved University of South Florida i Tampa. ”Trump har ikke en chance. Det bliver kun et spørgsmål om nederlagets størrelse”, udtalte han kun en måned inden Donald J. Trump overraskede en hel verden.
Jeg ville gerne vide, hvordan den respekterede professor havde tænkt sig at forklare hvorfor, han tog så meget fejl.
På Martin Luther King dag, tog jeg derfor tilbage til campus i Tampa, hvor Benton og jeg satte os ned i det golde kvadratiske undervisningslokale med den klassiske talerpult og – lidt uortodokst for et statskundskabs-undervisningslokale – også en kopi af et smukt billede af den berømte amerikanske billedkunstner Jackson Pollack.
”Jeg har virkelig tænkt meget over det siden 8. november og kan kun komme frem til, at vi alle undervurderede, hvor trætte folk er af det politiske etablissement i Washington, DC. Derudover skal man huske på, at de fleste amerikanere er meget lidt ideologiske og derfor vælger den kandidat, hvor man mener at kunne få mest for sin dollar, så at sige”.
Jeg har virkelig tænkt meget over det siden 8. november og kan kun komme frem til, at vi alle undervurderede, hvor trætte folk er af det politiske etablissement i Washington, DC – Professor i Statskundskab ved University of South Florida i Tampa, Edwin Benton
Jeg vil gerne vide om det ikke er en demokratisk glidebane?
”Nej, men sådan tænker mange europæere jo på politik. ’Er du konservativ må du hellere holde dig til konservative idéer og dermed ikke slingre for meget derudaf; og er du liberal må du hele tiden holde dig på den liberale sti’. Amerikanske vælgere er anderledes og det er amerikanske politikere også,” svarer han og fortsætter:
“De er over en bred kam villige til at tage hvilket som helst standpunkt. Det gælder jo grundlæggende om at vinde og at nå resultater. Donald Trump er ikke engang politiker, men en pragmatisk forretningsmand, som gør det, der kan lade sig gøre. Måske kan han endda ende med at blive en populær præsident, hvis økonomien også bliver bedre for dem han talte så varmt til i valgkampen, nemlig blue collar workers (arbejdere) i den tunge industri, men også den afrikansk amerikanske befolkning, som folk i Trump-lejren mener, er blevet snydt af Det Demokratiske Parti i generationer”.
Jeg vil også gerne vide lidt om, hvad Ed Benton mener om den energi, der strømmer ind i de aktivistiske miljøer for tiden. Her er han til gengæld ikke optimist:
”Jeg er sikker på, at luften går af ballonen og at det kun vil være de allermest ideologiske af slagsen, der fortsætter protesterne, uanset hvordan det går. Dem som har besluttet sig for at demonstrere bare for at demonstrere”, siger han.
Med den texanske Rick Scott som energiminister og Rex Tillerson som udenrigsminister – og måske mest bekymrende for Floridas miljøaktivister, udnævnelsen af Scott Pruitt som miljøminister – har Trump sat et hold, som kan tilføre ny energi til en bølge af amerikansk aktivisme, der under Obama havde svært ved at lokalisere ”fjenden”.
Vi taler så længe ,at vi begge glemmer tiden. Pludselig ser Ed Benton dog nærmest bleg ud og siger: ”Jeg er virkelig nødt at smutte nu. Jeg skal køre min kone til nogle undersøgelser i Orlando”. Vi giver hinanden hånden og jeg lover ham at følge op på mine iagttagelser her i The Sunshine State.
”Du er nødt til at komme tilbage til næste år og se, hvordan det hele ser ud til den tid”.
Jeg forsikrer ham om, at der ikke er noget jeg hellere vil.
På vej hjem til Bradenton, styrer min bil nærmest selv ind på parkeringspladsen foran Chick Fil A, hvor jeg uden at tænke på dyrebeskyttelse, burhøns, pesticider og andre ubelejligede ting, bestiller en chicken sandwich, som jeg overdænger med hot sauce.
Hvad ville Alaina Marshall og resten af de miljøbevidste Orlando-aktivister sige, hvis de så mig nu? De ville nok tro, at jeg slet ikke var et spor bekymret for den kommende Trump-administration, som man med en vis ret kunne kalde for Oliebanden. Med den texanske Rick Scott som energiminister og Rex Tillerson som udenrigsminister – og måske mest bekymrende for Floridas miljøaktivister, udnævnelsen af Scott Pruitt som miljøminister – har Trump i hvert fald sat et hold, som kan tilføre ny energi til en bølge af amerikansk aktivisme, der under Obama havde svært ved at lokalisere ”fjenden”.
Alle fotos: Troels Gaihede. Topbillede fra demonstrationen i Orlando.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
