NY BOG // UDDRAG – I 1800-tallet var danskerne tilsyneladende rædselsslagne for at blive begravet levende. Men det er svært at finde håndfaste eksempler på, at det rent faktisk skete. I en ny bog udsætter retsmediciner Markil Gregersen og journalist Tommy Heisz danmarkshistorien for et retsmedicinsk snit. Følgende er uddrag fra bogen ’Dødens årsag’.
”Jeg er kun skindød!” Sådan stod der angiveligt på en papirlap, H.C. Andersen havde liggende ved sit sengeleje. Ifølge overleveringen var digteren så angst for at blive levende begravet, at han på denne måde ville forsikre omgivelserne om, at han altså ikke var helt død.
Hvis det var tilfældet, var H.C. Andersen bestemt ikke den eneste. I første halvdel af 1800-tallet herskede en udbredt frygt for at blive begravet levende. Frygten var tiltaget, men den var nu ikke ny. Helt tilbage i slutningen af 1600-tallet var den danske anatom Jacob Winsløv med til at puste til den frygt, da han udgav et videnskabeligt værk med titlen ’Morte Incertae Signa’. I bogen skrev han, at lægerne var så dårlige til at konstatere dødens indtræden, at alle mennesker var i risiko for at blive levende begravet.
En videnskabelig bog skrevet på latin var ikke ligefrem noget, der kunne piske en folkestemning op, men i Paris, hvor Winsløv havde hjemme, fik en opportunistisk franskmand den idé at oversætte bogen og udgive den igen, suppleret med nogle skrækhistorier om levende begravede. Bogen solgte godt, og efterhånden rejste sig en diskussion om, hvordan man kunne løse problemet.
I Tyskland udviklede man systemer med klokker, der med snoretræk blev forbundet til ligenes fingre, så man straks ville høre alarmerne, når de alligevel ikke helt døde begyndte at røre på sig
I Tyskland blev der indrettet lighuse, hvor ligene kunne opbevares tilpas længe, inden de skulle lægges i jorden. Her udviklede man også systemer med klokker, der med snoretræk blev forbundet til ligenes fingre, så man straks ville høre alarmerne, når de alligevel ikke helt døde begyndte at røre på sig. Debatten blev også rejst i Danmark, og der blev stiftet et selskab til forebyggelse af skindød.
I 1827 skrev Niels Lang Nissen, professor og rektor ved Metropolitanskolen, i bogen ’Om Skindød, Levendes Begravelse og Lighuse’:
”Det er en sag, hvis sandhed ej længere kan benægtes, at livskraften i det menneskelige legeme ej alene i pludselige og heftige tilfælde, men også efter langvarige sygdomme, ej sjældent kan ophøre at vise sig synlig virksom, og at således et menneske kan anses for at være dødt uden at være det, og da denne tilstand af ufuldkommen og blot tilsyneladende død kan vedvare længe, stundom endog over 8 dage, et sådant menneske, ved falskelig at holdes for dødt, kan blive begravet i levende live, og når han opvågner i graven, og der kommer tilbage til bevidsthed og til bevidsthed om sin tilstand, måtte dø den skrækkeligste død, der vel kan tænkes. Det er nemlig af flere virkelige, som sørgelige, tildragelser oplyst, at de formentlige og sædvanlige kendemærker på døden, som tages af pulsens og åndedrættets standsning, af legemets tabte varme og endelig af nervernes og musklernes uimodtagelighed for indvirkningen på dem af særegne pirringsmidler, er både upålidelige og usikre; og det kan således ej nægtes, at alene en fuldstændig indtrædende forrådnelse af det menneskelige legeme afgiver et aldeles sikkert kendemærke på dødens tilstedeværelse.”
Få eksempler på skindød i Danmark
Frygten for skindød fyldte tilsyneladende meget i folks bevidsthed – og sådan fortsatte det hele vejen op gennem det 19. århundrede. Måske alene på grund af frygten; fordi det at blive levende begravet må være noget nær det værst tænkelige for ethvert menneske. Det er i hvert fald ikke til at finde håndfaste eksempler på skindød og begravelse af levende i Danmark. De beretninger, man kan finde i arkiverne, er ikke særligt troværdige.
Den 14. oktober 1867 skrev Næstved Tidende fx:
”I Fyens Stiftstidende meddeler en indsender følgende tilfælde af skindød, der indtraf henimod årene tyverne, da indsenderen opholdt sig på en herregård i en anden provins. På en naboherregård boede en særdeles agtet og formuende familie, hvis ældste datter, omtrent 16 år gammel, pludselig blev syg – af en stærk forkølelse, blev der sagt. Nogle dage forløb, hun syntes hensovet og blev af lægen erklæret for død. I sengen, hvor hun døde, blev hun over et døgn og blev så bragt til herregårdens store sal, hvor hun, iklædt ligdragt, blev lagt på et udslået bord. Hun havde ligget her en dag og en nat, da husjomfruen om morgenen kom farende til moderen med den beretning, at frøkenen var borte og kun bordet tilbage. Familien og hele gården kom nu i en bevægelse, der næsten var større, end da dødsfaldet blev bekendt; thi den unge pige var hjertelig afholdt, og den tanke, at man ikke engang skulle have hendes lig til en hæderlig begravelse, rørte alle dybt. Men hvor liget var ført hen, blev foreløbig en uopløftelig gåde. Nogle mente, at en rovfugl havde bortført det gennem et åbentstående vindue; andre, at en eller flere kirurger havde stjålet det; men det urimelige i den første formodning blev straks indlysende, og den anden viste sig også snart at være ugrundet.
Tiden trak sig nu hen til op på formiddagen, da nogle ridende karle blev udsendte fra gården for at efterforske i omegnen, om ingen mistænkelige vogne om natten havde færdedes på vejen deromkring. Imidlertid søgte husets frue op i sin elskede datters kammer for ved minderne der at græde ud. Da hun havde siddet her et øjeblik, så hun ind i den gardinhængte seng, og med forfærdelse og glæde så hun ikke alene sin for død antagne datter at ligge der, men bemærkede endog, at hun hørligt åndede let og godt.
En ilvogn blev nu sendt efter den tre mile fra gården boende læge, som havde erklæret hende for død; da han kom til stede, forbød han at vække hende og forblev selv på gården for at se, hvad der ville følge. Efter, så vidt erindres, omtrent 30 timers forløb vågnede hun, betragtede moderen med et smil og sagde: ’I havde antaget mig for død, da I havde klædt mig således på og lagt mig derop; o, jeg frøs så gruelig, da jeg vågnede deroppe; jeg skyndte mig da herned i min egen kære seng, og nu er jeg rask.’
Avisen sluttede med følgende tilføjelse: ”Denne elskværdige dame lever, så vidt vides, endnu, og person- og stednavne er derfor ikke tilføjede.”
Her var altså tale om en avis, der refererede fra en anonym indsender i en anden avis. Navne og geografi var sløret. Det mønster så man tilsyneladende i de fleste tilfælde, når det drejede sig om beretninger om skindøde.
I 1867 var debatten om skindød på sit højeste, for da havde Victor Heise, adjunkt ved Sorø Akademi, oversat en fransk bog med titlen ’Om skindød og levende begravelser’. Heise stod året efter bag publikationen ’Vor lægestands stilling til spørgsmålet om levende begravelse’, som gav anledning til en del diskussion i både dagspressen og fagtidsskrifter som Bibliotek for Læger og Ugeskrift for Læger. Heise gav udtryk for, at der måtte være en del tilfælde, og opfordrede folk i hele landet til at træde frem med disse historier.
Det fik bl.a. en pastor Friis fra Horne Præstegård ved Hjørring til i Dagbladet at skrive om en oplevelse, han havde haft:
”Da Heise har udtalt ønske om, at det måtte komme frem, når der indtraf skindødsfald, skal jeg i nedenstående linjer have den ære at meddele en begivenhed, der for en del år tilbage har tildraget sig i mit pastorat, og som er fortalt mig af konen selv, der vel endnu lever, men hvis navn jeg ikke er berettiget til at offentliggøre.
’Jeg havde i nogle dage,’ fortæller hun, ’været syg af et underlivstilfælde, forbundet med indvortes krampe, da jeg hen på morgenstunden henfaldt i en dødslignende tilstand. Mine øjne var lukkede, enhver bevægelse lammet, men jeg kunne høre det ubetydeligste ord og føle den ubetydeligste berørelse.
’Hun er død, Herren har kaldt hende til sig!’ Sådanne og lignende udtalelser hørte jeg af de tilstedeværende ledsaget af en almindelig gråd. Jeg mærkede, at min mand bøjede sig over mig, jeg følte hans tårer falde på min pande, og jeg gjorde de heftigste anstrengelser for blot at røre et lem, men alt var forgæves, jeg forblev lige ubevægelig. Der var, førend tilfældet indtraf, sendt bud til lægen, og førend han kom, ville min mand på ingen måde tro, at jeg var død, men sagen var den, at han ikke kunne få i sit hoved, at det kunne være muligt, at jeg så pludseligt havde forladt ham.
Op ad dagen kom en mand, hvem rygtet om min formentlige død havde kaldt til huset, ind til os. Han så og befølte mig og forsikrede min mand, at jeg var og blev død, og ville have taget mål til kisten, dersom min mand ikke havde afværget det. Jeg kan endnu ikke tænke på hans ytringer uden gysen; atter forsøgte jeg de yderste anstrengelser, men lige forgæves. Så meget er imidlertid vist, at jeg aldrig siden kunne fordrage dette menneske.
Endelig kom buddet tilbage fra doktoren, der sendte os noget medicin. Skønt flere mente, at det var unyttigt at hælde medicin i en død, ville min mand dog forsøge det, det kunne jo aldrig skade. Og være sig nu, at medicinen hjalp, eller det kom af sig selv, så kom jeg lidt efter lidt tilbage til livet, og med et glædesskrig løftede jeg atter hænderne i vejret.’
Dette er historien i sin simpelhed, men forresten kan jeg ikke dele den ærede forfatters anskuelse, at der forekommer hyppige skindødstilfælde, og endnu mindre, at der i det mindste her i Danmark er nogen begrundet frygt for at vorde levende begravet. Ethvert tilfælde af skindød ville være en så mærkelig, en så enestående begivenhed, at de lokale blade snart ville bringe den til offentlighedens kundskab, og hvad levendes begravelse angår, så er frygten derfor så overordentlig, at der blot behøves en henkastet formodning om, at sligt mulig er sket for at give anledning til, at gemytterne komme i det heftigste røre (…) men endnu er tanken om levendes begravelse så stærk på enkelte steder på vestkysten af Jylland og muligvis også andre steder, at folketroen antager, at et menneske er blevet levende begravet, når tilfældigvis en hund har kradset i graven, de første dage efter at den er tilkastet.”
Lov om ligsyn
Frygten for skindød gav også anledning til mere kuriøse tiltag i Danmark. For eksempel på Assistens Kirkegård på Nørrebro, hvor man i stueetagen i graverboligen indrettede en særlig ligstue. Her kunne de døde hvile i ekstra lang tid, før de kom i jorden. En snor forbandt ligene til en klokke i graverens værelse på første sal.
Den store debat om skindød i slutningen af 1860’erne var medvirkende til, at Justitsministeriet tog problematikken om ligsyn op. Det førte til, at Danmark i 1871 endelig fik en lov om ligsyn. Den indeholdt detaljerede regler for behandling af lig, ligsyn og dødsattester. Der stod dog intet om obduktioner.
Af den nye lov fremgik det blandt andet, at:
- Intet lig må jordes, eller kisten lukkes over liget, før ligsyn har fundet sted, og dødsattest er udstedt.
- Liget af den, som er død i sin seng, må ikke tages ud af sengen, inden i det mindste 6 timer er forløbet efter døden.
- Ligsyn skal foretages af autoriserede læger i København, købstæder og visse byer, samme gælder på landet, hvor afstanden til en sådan læges bopæl ikke overstiger ¼ mil. Forpligtelsen påhviler i første række den læge, som har behandlet afdøde i hans sidste sygdom.
- På landet uden for ¼ mil fra læges bopæl udføres ligsynet af to ligsynsmænd, medmindre politimesteren bestemmer, at det skal foretages af autoriseret læge.
- Efter ligsynet udstedes en dødsattest på en af Justitsministeriet godkendt formular. Den, der udsteder attesten, skal selv have synet liget.
- Ligsynsmænd kan tidligst skrive dødsattest tre døgn efter døden, medmindre der foreligger umiskendelige tegn på forrådnelse.
- Opstår der ved ligsynet formodning om, at dødsårsagen fortjener justitsvæsenets opmærksomhed, skal lægen, ligsynsmændene eller jordemoderen uopholdeligt gøre indberetning herom til politimesteren, og dødsattesten må ikke udstedes, førend denne har tilkendegivet, at der fra hans side intet er til hinder derfor.
- Ved selvmord eller anden uden forudgående sygdom indtræffende pludselig død skal altid en læge hurtigst muligt tilkaldes og ligsyn af ham foretages.
- I Ugeskrift for Læger blev den nye ligsynslov kritiseret af redaktøren. Nok mente han, at der var sket en forbedring af stor betydning for frygten for begravelse ved skindød, men med hensyn til forbedring af den medicinske statistik, var han skuffet. Han gjorde opmærksom på, at trods et stigende antal læger i Danmark ville en stor del af ligsynene rundtomkring i landet blive afholdt af ligsynsmænd og ikke af læger. Redaktøren medgav dog, at en bedre formulering af dødsattesten kunne forbedre medicinalstatistikken i Danmark.
Der kom også andre indsigelser. Distriktslæge Schouboe fra Kalundborg kritiserede lovens paragraf om selvmord og pludselig død. Hidtil havde der udviklet sig en praksis, hvor retsbetjenten i sådanne tilfælde afholdt retsligt ligsyn med distriktslægen, men efter loven skulle der hurtigst muligt foretages ligsyn ved en læge, og herefter ville retsbetjenten ikke være forpligtet til at lade retsligt ligsyn foretage.
Samlet set var den nye lov et vigtigt skridt for Danmark. Nu var der endelig helt specifikke regler for, ved hvilke dødsfald der skulle afholdes retslige ligsyn, og hvordan det skulle foregå
Rigsdagen tog kritikken til sig og kom med en lovændring af ligsynsloven, som fik ordlyden:
”I tilfælde af selvmord, såvel som når lig opdrive, personer eller fostre findes døde, eller når mennesker er omkomne ved ulykkelig hændelse, så og hvor ellers undersøgelse fra det offentlige er indledet i anledning af et indtruffet dødsfald, må liget ikke jordes, førend det er undersøgt af politimesteren i forening med en af ham tilkaldt læge, ordentligvis den stedlige embedslæge, førend den af lægen udstedte dødsattest er forsynet med påtegning af politimesteren om, at der for det offentliges vedkommende intet er til hinder for begravelsen. I andre tilfælde af pludselig død skal altid ligsynet foretages af en læge, der bliver at tilkalde snarest muligt af den, hvem det påhviler at lade ligsyn afholde over den afdøde.”
Samlet set var den nye lov et vigtigt skridt for Danmark. Nu var der endelig helt specifikke regler for, ved hvilke dødsfald der skulle afholdes retslige ligsyn, og hvordan det skulle foregå. Med en række tilknyttede bekendtgørelser, cirkulærer og vejledninger kom denne ligsynslov da også til at gælde helt frem til 1976.
’Dødens årsag’ er udkommet på Lindhardt & Ringhof.
Læs mere om bogen her.
Topfoto: Berliner Medizinhistorisches Museum der Charité.
på denne kiste i USA. Låget var forbundet med fjedre og stænger, der var fæstnet til henholdsvis den skindødes hoved og ene finger. Ved den mindste bevægelse ville låget åbne sig, og den skindøde kunne undslippe. Det er uvist, om kisten kom i produktion.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
