Tivolis balletgalla viser, hvad der rører sig i tiden

Ida Praetorius og Matias Oberlin fra Hamburg Ballett i John Neumeiers ’Adagietto’. Fotograf: Jakob Melgaard.

Knud Arne Jürgensen 29.08.2025

BALLET // ANMELDELSE – Programmet har en gennemgående kærlighedstråd i ti væsensforskellige danseværker, der tilsammen udgør en kunstnerisk fortælling. Med sin store internationale balletgalla satser Tivoli i år på dansetrin hentet fra alverdens trinhylder og hjørner.

International Balletgalla – A Celebration of Dance
Tivolis Koncertsal, 28.–30. august 202

Tivoli har gennem snart et halvt århundrede haft tradition for at invitere internationale balletkompagnier til København, hvor vi i sommersol og regn har kunnet tage temperaturen på nogle af verdens førende balletensembler og den kunst, de netop da stod stærkest med.

I år er balletten gået i en lidt anden retning, idet man har slået ind på et meget varieret gallaprogram med indkaldte dansere fra hele seks internationale og nationale balletkompagnier fra henholdsvis Hamburg, Canada, London, New York og Holland, suppleret med den hjemlige danseinstitution Kammerballetten samt Tivoli Balletteater.

Resultatet kan rent kunstnerisk derfor ikke andet end ligne lidt af et spil kort, hvor de vidt forskellige indsatser afspejler, hvorhenne klassisk ballet og nutidsdans befinder sig i dag i hver deres hjørne af den store spilleplade, som dansekunsten udspiller sig på.

Der er nu engang afgrundsdyb afstand fra Ludvig Minkus’ slagfærdige Don Quixote-pas de deux til Gustav Mahlers Adagietto

Personligt har jeg aldrig været en stor ynder af balletgallaer (og for så vidt heller ikke opera-dittoer), hvor brudstykker kastes hulter til bulter som lunser ud foran publikum – som en art sammensurium af for-, hoved- og dessertserveringer, akkompagneret af et ligeså kalejdoskopisk forvirrende musikalsk akkompagnement.

Der er nu engang afgrundsdyb afstand fra Ludvig Minkus’ slagfærdige Don Quixote-pas de deux til Gustav Mahlers Adagietto, men her serveres de med splitsekunders intervaller, som var det den mest naturlige ting i verden. Det er det ikke.

Men programlægningen har dog forsøgt at finde en form for gennemgående kærlighedstråd i de ellers umiddelbart uoverstigelige vanskeligheder, der er i at kæde mere end ti væsensforskellige danseværker – primært pas de deux’er – sammen til en kontinuerlig kunstnerisk fortælling, hvor mennesker mødes, og sød musik eller indbyrdes parspændinger slår sig løs.

Hvad der gør dette sammenkædningsforsøg mest uoverstigeligt, er dog nok den øjeblikkelige omstillingsparathed, man fordrer af publikum, som enten må anspore sig til det yderste for ikke at tabe noget i farten af de ti vidt forskellige kunstneriske udtryk, eller må renoncere foran det hele og blot tage det ind som en art koreografisk pærevælling.

Min personlige respekt for dansekunsten forhindrer mig i det sidste, så der er ikke andet at gøre end at forsøge at gå på opdagelse i hvert enkelt programindslag – og samtidig tage imaginære sky- og øreklapper på over for det, der enten kom lige før eller følger efter hvert værk.

To ubestridte kunstneriske højdepunkter

Når vi er på nutidsdansens banehalvdel, er det mest slående dens generelle form for gestisk elasticitet, kropssammenkrumning og nærmest spastiske bevægelsesmønstre, som går igen i flere af de internationale koreografers værker. Danseverdenen er i sin natur international om noget, og en indbyrdes påvirkning fra koreograferne imellem vil derfor også være naturligt indlysende.

Det er, som om en standardisering af nutidens ”kontraktionsdans” er blevet det altdominerende inden for nutidsdansen

Men at nutidens trinskabere fra så vidt forskellige verdenshjørner i dette program alligevel når frem til så ensartede og monotone valg af trin, kropbevægelsesmønstre og gentagne – men oftest umotiverede – kropsdrejninger (og her ikke i form af pirouetter, men abrupt forcerede drejninger omkring kropsaksen) forbløffer nu alligevel.

Det er, som om en standardisering af nutidens ”kontraktionsdans” er blevet det altdominerende inden for nutidsdansen, hvilket jeg personligt oplever som udtryk for en udtalt mangel på dybere personlighed og dermed en forarmelse af dansekunsten.

Undtagelser er der dog for denne observation, og i disse tilfælde er det som regel begrundet i den enkelte koreografs personlige tilgang, hvor der primært fokuseres på den kinetiske fluiditet som det væsentlige. Andre trinskabere vælger at kaste danserne ud i endeløse trinrækkefølger af gentagen art, som mere handler om at flytte sig end om at bevæge sig narrativt.

Alba Nadal og Tobias Praetorius i Kristian Levers “Unravel”. Fotograf: Jakob Melgaard.

I den finsk-britiske koreograf Kristian Levers intense pas de deux Unravel – der blev danset med stærk indlevelse og nærvær af Alba Nadal og Tobias Praetorius – oplever man den ægte flydende bevægelse, ligesom det også er tilfældet i den engelske danser David Dawsons pas de deux On the Nature of Daylight, som blev fornemt udført af Genevieve Penn Nabity og Ben Rudisin fra National Ballet of Canada. Sammen forløste disse to par mere end blot og bare kropsbevægelser. I det sidste værk måske også takket være det meget atmosfæreladede musikalske baggrundstæppe skabt af den tysk-britiske komponist Max Richter.

Disse to danseværker blev for undertegnede balletgallaens ubestridte kunstneriske højdepunkter – og som sådan står de tilbage som udsøgte muligheder for at kunne fornemme, hvad der rører sig i vores egen samtids kreative dansemiljøer.

Så tag – ikke mindst for disse to værkers skyld – til gallaforestilling i Tivoli, mens tid endnu er, da programmet kun spiller til og med 30. august, hvorefter alle danserne og trinene igen skilles ad til alle verdenshjørner.

Knud Arne Jürgensen, seniorforsker, dr.phil., 1998-2010 leder af Dramatisk Bibliotek ved Det Kongelige Bibliotek og 2010-2016 seniorforsker og udstillingskurator ved Teatermuseet i Hofteatret.