BØGER // ANMELDELSE – Pia Busks Testamente forsøger at blande humor og litterære referencer, men metaforer og selvbevidsthed overskygger indholdet. Digtene fremstår derfor pompøse og til tider uforståelige.
Du godeste, hvor er jeg uimponeret over Pia Busks nye bog, Testamente. Det kan skyldes, at jeg ikke kender hende eller hendes forfatterskab og derfor ikke har fået øvet mig i at læse hende rigtigt.
Det kan også være fordi, at jeg generelt har det svært med lyrik, der helt tydeligt vil et eller andet. Men årsagen er snarere, at bogen ikke er ret god.
Et digt kan ikke være en hvilken som helst tekst, der er delt op i linjer
Testamente er, hvis man skal tro undertitlen ”Du planlægger vel ikke at dø, Pia?”, et humoristisk take på det, at mennesker lader ting gå i arv til de efterladte. Fra foromtalen vidste jeg, at digterjeget blandt andet testamenterer sine falske negle til Helle Thorning-Schmidt og sin klitoris til Leonardo DiCaprio. Det syntes jeg lød sjovt.
Pia Busk burde have skrevet en roman
Det er det bare ikke. Det er anstrengt og af flere årsager. Forestil jer en bog, hvor hovedpersonen er en digter, der ikke ejer ret meget, men kender en masse interessante mennesker i København, som hun har oplevet alt muligt sammen med. Nu skal hun dø, og derfor opsøger hun de gamle venner og giver dem en sidste gave i sine digte.
Forestil jer så en bog, hvor hovedpersonen er digter og stadig ikke ejer ret meget og kender en masse spændende mennesker. Hun skal ikke dø, men leger med genren testamente, hvilket giver hende lejlighed til at filosofere over livet og døden, sex og drukture, litteratur og lommesmerter.
Det hun giver væk er ting og kropsdele – og dem, hun giver dem til er kendte danskere, venner, unavngivne mennesker i både sceniske og ikke-sceniske sekvenser.
Men dette er ikke en roman, genrebetegnelsen er ”digte” – og man forstår faktisk ikke hvorfor. Mange af de 47 tekster er skrevet prosaisk og derefter ved en opdeling i strofer – nærmest forklædt som digte. Det ville have klædt Busk at stå ved teksternes romanhed, da de har både handling og mål og forklarer og sludrer.
magen til prætentiøs kombination skal man lede længe efter
Kort inde i digtsamlingen forstår jeg, at Testamente er en spejling af og en kærlighedserklæring til middelalderdigteren François Villon og hans hovedværk Det Store Testamente, som han skrev efter at være blevet benådet fra en dødsdom. Og at Busk derfor heller ikke går direkte til at testamentere. Hun når det først på side 31, hvor første arving er forfatteren Helle Helle, og det, der testamenteres, er baren Floss.
Og mage til prætentiøs kombination skal man lede længe efter. Jeg var i slutningen af 80’erne en ivrig læser af den tids ofte selvbevidste og adjektivbehængte digte, men jeg skal alligevel lede godt i bagkataloget for at finde tekster, der er lige så højspændte og overmøblerede.
Jeg citerer her de tre første strofer (ud af syv):
”Item: Til Helle Helle
“Jeg efterlader baren Floss med hele/ den spraymalede kældergrotte/ fuld af skamløse røde mannequiner,/ indhyllet i årtiers røgringe,/ til dig, Helle Helle./ Rygtet vil vide, at du har været der/ engang, forklædt som dig selv./ Det var uklogt.// Helle, du ved bedre end nogen/ anden, hvad vi kvinder har mistet,/ og hvordan vi går gennem livet/ lænket til ekkoet af vores navne:/ Hver kvinde er en brønd,/ hjemsøgt af druknede børns skrig,/ hver af os træder stolthedens sorte vande,/ hver af os sover med åbne øjne.// Jeg hører ordene Pia Pia/vælde op fra mit artesiske hjerte – / eller er det bare lyden af mig selv/ alene, lysten og elektrisk i mørket?/ Du hører ordene / i den sagte hvisken, som mæsker/ sig i din vågne søvn og ligger på lur/ i morgenens lave sø af længsler.”
Ikke alene Floss (en ikonisk københavnerbar, digterhjem og undergænger-hængud-sted) som ”spraymalet kældergrotte indhyllet i årtiers røgringe” og Helle Helle forklædt som sig selv (og i øvrigt ikke en forfatter, jeg som læser overhovedet forbinder med Floss), men også inventar af ”skamløse mannequiner”, ”stolthedens sorte vande”, et ”artesisk hjerte” og en lav ”sø af længsler”. Ikke at forglemme kvinderne, som ”går gennem livet lænket til ekkoet af vores navne” og som hver er ”en brønd, hjemsøgt af druknede børns skrig”.
Jeg hjemsøges i min læsning af det druknede digts skrig.
Forsvar for det værgeløse digt
Denne skammelige digtudnyttelse fortsætter side efter side, proppet med metaforer, klichéer og uforståelige fagord. Foruden referencer til oldtidslitteratur, klassisk musik, mytologi og netop det københavnske Nansensgadekvarter.
Jeg vil derfor komme med et forsvar for det værgeløse digt – forstået som en specifik disciplin:
Man må selvfølgelig komme dét ind i et digt, man vil, og man må godt kalde en tekst et digt, da et digt netop ikke er en beskyttet titel. Det bør netop derfor også skærmes af sin skaber. Et digt kan ikke være en hvilken som helst tekst, der er delt op i linjer. Det skal have en form, som understøtter og giver mening for dets indhold og dermed dets samlede udtryk.
Et digt skal heller ikke lide af uhæmmet opfindsomhed – forstået på den måde, at digtet skal stopfodres, bare fordi det kan. Hittepåsomhed er ikke en mangelvare, det er derimod evnen til at kunne udtrykke sig præcist og skære teksten til efter nøjagtigt, hvad der er nødvendigt for at digtet lykkes.
Pia Busk skriver, som om det at digte på samme tid er let; man skriver bare, hvad der falder én ind – og svært; der skal tænkes dybt og skrives svært for at få noget frem. Begge dele er forkert. Digte er hverken asen og masen eller bare at finde på noget, dette noget skal føde sig selv og flyde så fedt, at der ikke kunne have stået andet.
Ydermere overlader tekstens jeg aldrig digtene til deres egen skønhed
Mange af Busks konstruktioner bringer via deres pompøsitet dele af digtene tættere på François Villons tid, men gør det med ført hånd og uden spor af angst for banaliteter. Ydermere overlader tekstens jeg aldrig digtene til deres egen skønhed.
Endnu et citat, her fra ”Item: Til Kathrine Diez” (der er ikke plads til at gengive hele digtet, men jeg sværger ved Inger Christensen, at jeg ikke har valgt de værste strofer):
”Kathrine Diez, jeg kunne efterlade dig foråret –/ den nøgne dreng, han mest af alt ligner:/ hans sixpacs, knoppet af krokusser,/ hans umodenhed indhyllet i tulipaner,// kirsebærblomsterne, der salter hans jadehår,/ hans øjnes blomstrende purløg og spirende testis,/ erantisserne, som fylder hans gyldne håndflader –/ alle de svulmende første blade, hele hans nøgenhed.//
Du kan hviske navnene på de gader, du passerer –/ Vendersgade, Ahlefeldtsgade, Turesensgade,/ Hver af dem smykket med hængende blade/ og fugle, der hyperventilerer mod himlen.// Og når du når til enden, vend om, gå tilbage/ og se alle tings vidunderlige enshed,/ når du passerer dem for anden gang./ Sådan er det: Når han tager morgengryets// grå frakke af, er forårets ansigt og røv fortryllende./ Han raver i vinden, nej, han er vinden selv/ gennem de kuldslåede træer i Nansensgade,/ hvis kroner stadig er våde af stjernernes tårer.”
Patoshøjdepunkt! Efter endt læsning stiller spørgsmålene sig på række, som de faktisk gør det efter hvert digt: Hvorfor skal dette menneske gives netop denne ting/dette begreb? Hvorfor handler digtet pludselig om noget andet – i dette tilfælde Nansensgadekvarteret? Man føler sig lukket ude som læser. Der må være noget, man ikke ved. Hvorfor har alle disse tegn, kommaer, tankestreger, punktummer overlevet? Og hvorfor deles linjerne på sådan en irriterende og fuldstændig uskøn måde?
Pizza som achillesskjold
Diez-teksten her aspirerer til titlen som samlingens mest prætentiøse, men slås endda på målstregen af Suzanne Brøgger- og Lars Frost-teksten. Hele den førstnævnte har så travlt med at tale om pizza, at den helt glemmer at skjule sin stræben efter at tale til og om Suzanne Brøgger som en ligemand. Og på den måde bliver pizzaen taget som gidsel i Brøggerdyrkningen:
”Et hjerte bliver aldrig rigtig knust,/ før det er svitset/ i den halsbrand, du får/ efter at have indtaget oliven og tomater,/ der er marineret i lyset fra solen selv./ Pizza er industriens store eger,/ det gladeste lykkehjul i verden./ Pizza er selve bageriets achillesskjold!”
Pludselig bliver jeg i tvivl, om det er en joke.
Well. Lad os slutte med vinderen i selvhøjtidelighedskonkurrencen:” Item: Til Lars Frost”, læs med:
“Lars, hvis du af alle disse bogmærker/ og ulæste bøger, af alle disse fortiede rygter/ skulle komme på at skrive en bog med titlen:/ Pia Busk, et liv: Alt det, hun aldrig gjorde,/ så pas på! Som de mange/ tremmer i Rilkes panterbur/ gør bogmærkerne dig blind af raseri:/ Jeg har levet i stedet for at læse.// Hvis du ikke orker at skrive sådan en bog,/ kan det vel også forklare,/ hvorfor jeg aldrig er kommet igennem en af disse./ I hver af dem kan du finde et sted,/ hvor søvnen fandt mig:/ Kondomhylstre, billetter og postkort fra Skive/ markerer, hvor mine øjne blev tunge –/ og, som med min egyptiske elsker,/ glemte jeg løftet om at vende tilbage.”
Digterjeg’et får endnu engang hovedrollen.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og